> ## Content Index
> Fetch the complete content index at: https://www.copenhagen-review-of-communication.com/llms.txt
> Use this file to discover other available public pages before exploring further.

# Dit omdømme er stadig dit vigtigste es i kommunikationsærmet
- URL: https://www.copenhagen-review-of-communication.com/dit-omdomme-er-stadig-dit-vigtigste-es-i-kommunikationsaermet/
- Published: 2026-10-19T07:26:44.000Z
- Updated: 2026-10-19T08:13:36.000Z
- Author: Copenhagen ROC
- Tags: Analyse

*af Dennis Bylov Dalgaard, Head of PR, Positioning and AI Relations, PRCEPTION*

Denne oktober offentliggjorde Adobe en undersøgelse baseret på 1.000 forbrugere. Resultatet burde få alle kommunikations- og marketingchefer til at stoppe op: 59% svarede, at “de ville forlade et velkendt og foretrukket brand til fordel for en ukendt konkurrent, hvis AI anbefalede det” ([Adobe.com](https://business.adobe.com/blog/ai-search-recommendation-shopper-abandonment?ref=copenhagen-review-of-communication.com), 2026).

Mere end 6 ud af 10 adspurgte fortalte tilmed, at de havde købt fra et brand, de ellers aldrig ville have overvejet, fordi en sprogmodel som fx ChatGPT eller Gemini pegede på det.

Forestil dig det: din ellers så loyale kunde spørger en sprogmodel til inspiration. Sprogmodellen anbefaler ikke dig men din konkurrent. Og din normalt så faste kunde er blandt de mere end 60%, som følger anbefalingen. 

Ikke fordi du ikke var synlig, eller at kunden ikke kender dig. Men fordi du ikke var den, sprogmodellen anbefalede.

## **Fra synlighed til præference**

Meget af den nuværende debat om AI og kommunikation handler om *AI Visibility*: altså om at sikre, at dit brand overhovedet dukker op, når sprogmodellen genererer svar. Det er et nødvendigt udgangspunkt. Men det er langt fra nok - og Adobes undersøgelse illustrerer præcis, hvorfor.

Hele 83% af de adspurgte, der opdagede et brand via en sprogmodels anbefaling, fortsatte nemlig med at købe fra det brand bagefter. Anbefalingen er kort sagt en markant *tillidsoverførsel*. Og overførsel af tillid handler om meget mere end blot din synlighed eller din online tilstedeværelse.

Det handler om at blive *foretrukket* som kilde, reference eller henvisning. Sprogmodellen skal kort sagt anbefale dig. Det handler således ikke bare om at være til stede i svaret.

Det handler om præference, og derfor er såkaldt ‘*AI Preference’* den nye slagmark. Og modsat de sidste cirka 20 års synlighedskamp kan man ikke købe sig til denne præference. Sprogmodellerne er nemlig bygget til at belønne troværdighed - ikke budgetter.

 Ifølge rapporten ‘*What is AI Reading’* ([Muck Rack](https://muckrack.com/blog/what-is-ai-reading?ref=copenhagen-review-of-communication.com), 2026) stammer op mod 84% af henvisninger fra earned media og næsten eksklusivt fra non-paid indhold (hele 99%). Kort fortalt: sprogmodellerne konstruerer primært deres svar på baggrund af såkaldt *earned media*.

## **PR er ikke ved uddø - den har aldrig været mere forretningskritisk**

Det betyder, at modsat hvad du måske har hørt for nyligt, så er den klassiske PR-disciplin (at gøre sig fortjent til omtale i troværdige, uafhængige medier) altså ikke ved at uddø eller at blive gjort overflødig af AI. Den er faktisk forretningskritisk i en AI-drevet kommunikationsverden. 

Det betyder samtidig også, at den ellers så populære, nye disciplin ‘GEO’ (Generative Engine Optimisation) ultimativt vil komme til kort, hvis den står alene uden PR. For i øjeblikket handler GEO-disciplinen primært om den taktiske og tekniske optimering af egne medier (fx hjemmesiden) og platforme (fx LinkedIn og Meta), herunder struktureret indhold, semantisk opbygning, FAQ-formater og Schema Markup. 

Misforstå mig ikke - GEO er et nødvendigt fundament, som skal være på plads. Men det er i bedste fald en kommunikativ hygiejnefaktor i denne sammenhæng. GEO vil ultimativt ikke differentiere dig, ej heller vil den skabe præference. For GEO alene bygger ikke den troværdighed, der gør dig foretrukket.

GEO løser en teknisk eller taktisk synlighedsudfordring - men ikke en ‘præferenceudfordring’.

## **Det handler om tillid, som det har det altid gjort**  

Reputation Management lærte alle vi strategiske kommunikatører om på studiet. Måske det var Kresten Shultz-Jørgensen, du læste. Måske det var Finn Frandsen og Winni Johansen (som det var det for mig!), eller måske det var John Doorley’s Reputation Management-bog, du brugte?

Selv om disse bøger kan virke som fortidslevn i 2026, bør du nok kigge i dem igen. For Reputation Management er ikke længere blot en hyggelig disciplin fra en mere analog fortid. Den tillid, som omdømmet opbygges af, er nu også det råstof, sprogmodellerne tærer på, når de anbefaler.

Selvom AI har gjort sit markante indtog, så har de grundlæggende spilleregler alligevel ikke ændret sig. sprogmodellerne belønner de samme ting, som god PR og Reputation Management altid har handlet om: konsistens, troværdighed og det at have noget reelt at sige. Det handler kort sagt om at have optjent og gjort sig fortjent til tillid som brand, kilde og en autoritet på dit område. 

Faktisk er det eneste nye konsekvensernes størrelse.

Hvis 6 ud af 10 kan være er villige til at skifte brand på en AI-anbefaling, er omdømmet ikke længere et blødt brand-metric. Det er en direkte forretningskritisk konverteringsvariabel, som kan være forskellen på at blive valgt eller fravalgt *at point of purchase* \- uanset om det er B2C eller B2B.

Spørgsmålet er ikke længere, om sprogmodellerne spiller en rolle i dine kunders næste salgsproces. Det gør de allerede. Ej heller er spørgsmålet, om du er synlig i den salgsproces (for de kender dig jo allerede i forvejen).

Spørgsmålet er, om sprogmodellerne foretrækker (at anbefale) dig.