Kampagneleder til Uge Sex - DK’s største undervisningskampagne

Hej! Vi leder efter en erfaren Kampagneleder til Uge Sex - DK’s største undervisningskampagne
Drømmer du om at arbejde for en vigtig sag, og om stå spidsen for Danmarks største undervisningskampagne målrettet børn og unge i grundskolen, samt deres lærere og forældre? Så er du måske den kampagneleder vi søger? I Sex & Samfund arbejder vi nemlig for en verden, hvor alle kan bestemme over deres egen krop og seksualitet.
Vi leder efter dig, som kan skabe overblik og ro, samt koordinere og få tingene til at ske i et projekt, som involverer næsten hele Sex & Samfund - Plus en hulens masse andre eksterne stakeholders og aktører.
Projektledelse af Uge Sex vil blive dit primære ansvarsområde, helt fra den spæde udviklingsfase til den endelige eksekvering af ex. tilmelding og deltagelse af lærere, presseindsats, digital kampagne, events og arrangementer mv. Men du skal ikke blot tænke i organisering og opgavestyring. Du skal også være med til at skabe kommunikation og content, som til sammen skaber den samlede kampagne; fra det overordnet koncept til ex. den enkelte e-mail, som får lærerne til at tilmelde sig. Som oftest vil det også være dig, som står for den indledende research, som udgør fundamentet for årets tema.
Med andre ord, så leder vi efter en kampagneleder som både kan planlægge og følge op - men som også kan begå sig i maskinrummet på en stor landsdækkende kampagne.
Du vil blive den helt centrale figur i vores årlige Uge Sex. Men du vil ikke være alene. Du bliver nemlig en del af et kampagneteam bestående af 10 kollegaer, som du kommer til at arbejde tæt sammen med. I praksis fungerer vi som et inhouse bureau, som står for Sex & Samfunds kampagner, vores frivillige, samt for vores medlems- og bidragsyderindsats. Vi er en del af afdelingen Engagement og mobilisering, som er ansvarlig for organisationens samlede kommunikationsindsatser.
Du vil naturligvis også indgå i vores øvrige arbejde på tværs af afdelingen og hele Sex & Samfund. Ligesom at du vil få ansvarsområder som rækker ud over Uge Sex. Herunder løbende kommunikation til lærere og undervisere.
Du vil få en travl, sjov og varieret dagligdag sammen med 60 dygtige kollegaer på sekretariatet tæt på Amager Strandpark. Vi har en arbejdsplads med fleksibel arbejdstid, fokus på work-life balance og med gode rammer for tilrettelæggelse af dit arbejdsliv.
Her er, hvad vi leder efter:
- Dig som har interesse for, og erfaring med projektledelse af større kampagner eller kommunikationsindsatser.
- Dig som kan facilitere beslutningsprocesser og samarbejde med både kollegaer og ledelse på tværs af forskellige fagligheder. Vi bruger ofte præsentationer som et væsentligt element i dette.
- Dig som har en naturlig interesse og forståelse for digital kommunikation og kampagner, ligesom at du gerne skal have erfaring med samme.
- Dig som har både lysten og evnen til at varetage alle de lavpraktiske opgaver, som der også opstår i arbejdet med at få en landsdækkende kampagne til at leve.
- Det vil være en kæmpe bonus, hvis du kan tilføre konkrete kompetencer til vores kampagneteam. Måske er du en stærk copywriter, måske kan du skabe grafisk design som virker, klippe film, animere, illustrere eller lign?
- Det er en fordel, men ikke et krav, at du har en naturlig interesse for digitale systemer og platforme (ex.CRM eller CMS systemer), og mon ikke du kan begå dig i de fleste, eller om ikke andet, lære det hurtigt.
- Vores erfaringer er, at dygtige digitale kampagnefolk kommer med forskellige baggrunde, kompetencer og erfaringer. Måske kommer du fra et bureau? Måske fra en NGO eller en lign. civilsamfundsorganisation? Lad os finde ud af det...
- Come as you are! Vi betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset køn, seksualitet, alder, etnisk baggrund eller religion til at søge den ledige stilling.
Det formelle
- Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer om ugen, og vil foregå på Sex & Samfunds sekretariat i København. Med en ugentlig mulig hjemmearbejdsdag..
- Stillingen er placeret i Kampagneteamet i Engagements- og mobiliseringsafdelingen.
- Du vil være ansat under Engagements- og mobiliseringschefen - og i det daglige referere til vores Head of digital and campaigns.
- Der kan, men sjældent, forekomme opgaver som ligger uden for normal arbejdstid.
- Sidst, men ikke mindst, så bliver du en del af et team, hvor vi har en åben og uformel (takt og) tone i gensidig respekt for hinandens faglighed og særheder.
- Løn følger Sex & Samfunds overenskomst
Spørgsmål?
Har du nogen spørgsmål til stillingen, så kontakt Rune Nordstrøm, Head of digital & Campaigns, på 30182648 / rnp@sexogsamfund.dk eller Kasper Skov, Chef for engagement og mobilisering, på 25318010 / ks@sexogsamfund.dk
Og det (lav)praktiske
Send din ansøgning og CV til os hurtigst muligt! Og har du en portfolio eller lignende, så ser vi også gerne det. Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har den rette kandidat.
Du ansøger ved at uploade din ansøgning og CV via nedenstående link. Vi modtager ikke ansøgninger via mail.
- Forventet jobstart: 1. juni 2025
- Ansøgningsfrist: Løbende, dog senest mandag d. 21. april kl. 12.00
- Samtalerne afholdes: d. 24.-25. april og evt. 2. samtale d. 28. april på vores sekretariat.
(Vigtigt: Vi har i Sex & Samfund i alt fire stillinger slået op i hhv. vores kommunikations- og kampagneteam. Du skal søge den stilling, du hovedsageligt søger og så angive, om der er andre stillinger, som du evt. er interesseret i).