> ## Content Index
> Fetch the complete content index at: https://www.copenhagen-review-of-communication.com/llms.txt
> Use this file to discover other available public pages before exploring further.

# Ordfattigheden breder sig: Vi taler 300 ord færre om dagen for hvert år, der går
- URL: https://www.copenhagen-review-of-communication.com/ordfattigheden-breder-sig-vi-taler-300-ord-faerre-om-dagen-for-hvert-ar-der-gar/
- Published: 2026-10-06T15:08:28.000Z
- Updated: 2026-10-06T15:08:58.000Z
- Author: Timme Bisgaard Munk
- Tags: Essay

Vi har aldrig kommunikeret mere, og vi har aldrig sagt mindre. Det viser nu en videnskabelig undersøgelse. I 2005 sagde et gennemsnitligt menneske omkring 16.000 ord højt om dagen. I 2019 var tallet faldet til 12.700\. Resten er blevet til skærm, klik og tavshed. Stilheden breder sig. Vi glider langsomt ind i stilheden, som også er navnet på den videnskabelige artikel, der beskriver undersøgelsen.

Vi bliver mere og mere ordfattige. Ikke på skrevne ord, dem har vi rigeligt af. Det er de talte, vi er ved at løbe tør for. Og som al anden fattigdom kommer den ikke på en dag. Den kommer i små afdrag, man ikke lægger mærke til, før kontoen er tom.

**Derfor er det vigtigt:** Talte ord har en modtager, der ofte står lige foran én. Hvert ord, der forsvinder, er derfor også en lille smule samvær, der forsvinder. Forskerne anslår, at det drejer sig om tusindvis af små hverdagsmøder, som ikke længere finder sted. Nu er der bare tavsheden i ensomheden. "By bleeding words, we bleed everyday social connection," skriver forskerne. Vi bløder forbindelser, fordi vi taler mindre med hinanden.

## **Hvad viser det nye studie?**

At vi taler mindre, og at det går stærkt. Meget stærkt. Et nyt studie i Perspectives on Psychological Science fra marts 2026 sætter faldet til cirka 338 talte ord om dagen for hvert år, der er gået siden 2005\. Titlen er "Sliding Into Silence? We Are Speaking 300 Daily Words Fewer Every Year". Forfatterne er Valeria A. Pfeifer, sprogpsykolog ved University of Missouri-Kansas City, og Matthias R. Mehl, professor i psykologi ved University of Arizona. Det fylder tre sider.

![](https://storage.ghost.io/c/56/40/5640b2c4-4b27-4728-8537-cf728a92fbd8/content/images/2026/10/17456916261425131.fp.webp)

[https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/17456916261425131](https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/17456916261425131?ref=copenhagen-review-of-communication.com)

 Screenshot af artiklens forside. Billedtekst: "Sliding Into Silence?" fylder tre sider i Perspectives on Psychological Science. Kilde: Pfeifer & Mehl, 2026\]

Den triste opdagelse var nærmest et uheld. I 2007 udgav Mehl et studie af, om kvinder taler mere end mænd, og nåede dengang frem til knap 16.000 daglige ord pr. person. Da Pfeifer gentog beregningen på nyere data, passede tallet ikke længere. Regnskabet stemte ikke. Hvorfor ikke? Fordi vi taler mindre, og det ville de så bevise.

## **Hvordan måler man stilhed?**

Ved at lytte med. Forskerne har samlet lydoptagelser fra 22 studier med over 2.000 deltagere i alderen 10 til 94 år, som fik deres hverdag optaget i korte bidder mellem 2005 og 2019.

Det smarte er, at studierne oprindelig handlede om noget helt andet: brystkræft, skilsmisse, meditation. Ingen af deltagerne anede, at nogen en dag ville tælle deres ord. De har talt, som de plejer.

## **Hvor meget er forsvundet?**

338 ord om dagen lyder af lidt. Det er det ikke. På et år bliver det til over 120.000 ord, som aldrig blev sagt. 120.000 ords mere tavshed for hvert eneste menneske. Og underskuddet ruller videre. Næste år begynder vi 338 ord fattigere, end vi sluttede i år.

Forskerne bruger selv billedet af dråben, der huler stenen. Bare at det her ikke er en sten, der slides væk, men forbindelsen til andre mennesker. "When we speak less, we connect less," skriver de.

## **Er det de unge, der tier?**

Mest, men ikke kun. Ordfattigdommen er ulige fordelt, og de unge er de fattigste. De er dem, som siger mindre og mindre hurtigere end alle andre. De mister den sociale kontakt. Forskerne delte deltagerne ved 25 år, hvor ungdommen ifølge udviklingspsykologien slutter. De 980 under 25 mistede omkring 451 ord om året. De 1.146 over 25 mistede 314\. Det er 44 procent mere tavshed til ungdommen.

Det afgørende er dog, at begge grupper falder tydeligt. Alder forklarer en del af faldet, men langt fra det hele. Ingen aldersgruppe er blevet rigere. Kig bare rundt i toget eller metroen. Det er både de unge og de gamle, som sidder med deres telefoner. Ofte også, når de er sammen med andre.

## **Er det så telefonens skyld?**

Det ligger lige for at sige ja. Perioden er sms'ens, mailens, de sociale mediers og smartphonens, og Mehl kalder selv teknologien en sandsynlig medvirkende årsag. Men når de ældre også tier, må der være mere på spil. Forskerne peger på strukturelle ændringer i, hvordan vi samles og omgås, og de rammer alle. Mehl nævner alt det, vi ikke længere spørger om: ekspedienten om hjælp, den fremmede om vej, naboen om hvordan det går.

Her er en anden mistænkt værd at nævne, som ingen har målt: proppen i øret. AirPods har lukket det offentlige rum ned som samtalerum. I toget, i fitnesscentret, på gaden. Man behøver ikke at afvise nogen, når man på forhånd har signaleret, at man ikke er til stede. Kommunikationsforskeren César García kalder det en privatisering af den borgerlige offentlighed. Vi kan klare meget mere alene nu, ordløst med vores smartphones, og vi har så meget mindre brug for andre mennesker. Hjælp med at finde vej er det bedste historiske eksempel på tendensen.

## **Men vi skriver jo bare i stedet?**

Sikkert. Mehl medgiver, at vi samlet set måske udveksler flere ord end nogensinde, hvis man tæller beskederne med. Vi er rige på tekst og fattige på tale.

Spørgsmålet er, om de to valutaer kan veksles lige over. Om en besked kan det samme som en stemme. De skrevne ord er i stigning. Vi trykker flere af dem hver dag, og de bliver mindre værd for hver besked. Tale har tonefald, timing, følelser og vigtigst af alt en modtager, der reagerer, mens man taler. Mehl lægger nærvær og spontanitet til listen over det, teksten ofte mangler. Pfeifer minder om, at mennesket har klaret sig med det talte sprog i over 200.000 år, og at ingen endnu ved, hvad skiftet til skrift koster. Mehl tør ikke regne de to for det samme: "I don't think we can assume that the two are interchangeable."

Den tyske filosof Hartmut Rosa har et ord for det, der står på spil: resonans. Evnen til at komme i samklang med verden og med andre mennesker. Hans pointe er, at fremmedgørelse opstår, når resonansen udebliver. En tråd på Messenger kan rumme information. Om den kan rumme resonans, er en anden sag. Altså: Vi mister resonans, når vi ikke er i dialog.

## **Hvad betyder det for samfundet?**

Forskerne nøjes med den sundhedsfaglige konsekvens. De skriver ind i en ensomhedsepidemi, som den amerikanske Surgeon General udråbte i 2023, og kalder selv tabet alarmerende. Ensomhed hænger sammen med dårligere fysisk og psykisk helbred, og mængden af daglig samtale hænger sammen med trivsel. Bliver et helt samfund mere tavst, er det en folkesundhedssag og ikke et privat anliggende.

Realdanias undersøgelse af danskernes livskvalitet peger samme vej med noget nær uanstændig tyngde. 122.000 voksne danskere har anonymt svaret på et spørgeskema om deres hverdag og livskvalitet, og folk, der ofte hilser på mennesker, de ikke kender, har en højere livskvalitet. Livskvaliteten er højere for dem, der taler med deres naboer tre til fem gange om ugen, end for dem, der kun gør det en til tre gange om måneden. De ordrige har det bedre.

[https://realdania.dk/publikationer/faglige-publikationer/vores-livskvalitet](https://realdania.dk/publikationer/faglige-publikationer/vores-livskvalitet?ref=copenhagen-review-of-communication.com)

Hvilke samtaler der forsvinder først, er værd at bemærke. Ekspedienten, naboen, den fremmede på perronen. Det er samtalens småpenge, der ryger først. Det er det, sociologen Mark Granovetter i 1973 kaldte de svage bånd, og hans pointe var, at det er dem, der binder et samfund sammen på tværs af vennekredse og klasser. Vi har beskeder til dem, vi kender i forvejen. Ingen skriver til en fremmed for at spørge om vej. Altså: De svage forbindelser bliver svagere og er mest ramt af den nye ordfattighed.

Derfra er det kort til den demokratiske samtale. Måske derfor står det også så skidt til med den. Uenighed ansigt til ansigt er noget andet end uenighed i et kommentarfelt, fordi man kan se, når man har såret nogen. Falder mængden af mundtlig omgang med folk, man ikke selv har valgt, falder også antallet af hverdagsmøder med dem, man er uenig med. Og dermed træningen i overhovedet at omgås dem. Et ordfattigt samfund har ikke råd til ret megen uenighed.

Og så er der arbejdspladsen. De 300 ord mindre om dagen går nok primært ud over gangsnakken. Den, hvor viden flytter sig uformelt, og hvor et problem bliver opdaget, før det når et mødereferat. Den interne kommunikation er rykket fra munden til Teams, og ingen har regnet på, hvad der gik tabt undervejs.

De tre sidste punkter står for min regning, ikke forskernes.

## **Hvorfor siger vi ikke bare ordene?**  

Fordi vi tror, de ikke er noget værd. Vi behandler småsnakken som småpenge, som det ikke kan betale sig at bukke sig efter. Et studie fra april 2026 i Journal of Personality and Social Psychology har bedt folk tale sammen om emner, der på forhånd var udvalgt som decideret kedelige. Deltagerne hyggede sig mere, end de havde regnet med, og det gjaldt, uanset hvor trivielt emnet var. Det var forbindelsen til et andet menneske, de nød, ikke indholdet.

[APA PsycNet![](https://storage.ghost.io/c/56/40/5640b2c4-4b27-4728-8537-cf728a92fbd8/content/images/icon/ms-icon-144x144-3abda5c5-3980-4559-b195-bebb37d01621.png)](https://psycnet.apa.org/doiLanding?doi=10.1037%2Fpspi0000521&ref=copenhagen-review-of-communication.com)

Adfærdsforskeren Nicholas Epley fra University of Chicago siger til The Guardian, at vi systematisk undervurderer, hvor en samtale ender: Du ved, hvor den starter, men ikke hvor den fører hen, og den ender typisk et mere interessant sted end forventet. Hans anden pointe er værd at hænge over skrivebordet: Hvis samtalen er kedelig, har du selv en overraskende magt til at gøre den bedre. Eller du har mulighed for at skifte til et mere interessant emne.

[Hate small talk? You may enjoy that ‘dull’ chat more than you think, say researchersParticipants reported enjoying the human connection regardless of whether they thought the topic was dull![](https://storage.ghost.io/c/56/40/5640b2c4-4b27-4728-8537-cf728a92fbd8/content/images/icon/favicon-32x32-247e0c8b-9dd5-46d2-a4a2-9a232acfb798.ico)The GuardianIan Sample![](https://storage.ghost.io/c/56/40/5640b2c4-4b27-4728-8537-cf728a92fbd8/content/images/thumbnail/4583-fb1f2701-5597-4596-a2f1-52ba06af9c52.jpg)](https://www.theguardian.com/science/2026/apr/13/hate-small-talk-enjoy-dull-chat-more-than-you-think?ref=copenhagen-review-of-communication.com)

Det samme gælder fremmede. Stav Atir, Kristina Wald og Epley satte i 2022 fremmede sammen to og to til ti minutters samtale og målte, hvad de forventede at lære, mod hvad de bagefter sagde, de havde lært. Deltagerne lærte uden undtagelse mere, end de havde regnet med, også når de fik emner stukket ud eller direkte blev bedt om at bruge samtalen som en læringsøvelse. Forklaringen er uvisheden selv. Netop fordi en samtale er åben i begge ender, kan den lære os noget, vi ikke anede, vi skulle bruge, som Atir formulerer det.

[Hate small talk? You may enjoy that ‘dull’ chat more than you think, say researchersParticipants reported enjoying the human connection regardless of whether they thought the topic was dull![](https://storage.ghost.io/c/56/40/5640b2c4-4b27-4728-8537-cf728a92fbd8/content/images/icon/favicon-32x32-9e99379e-aef7-4994-944b-d139d322bfe2.ico)The GuardianIan Sample![](https://storage.ghost.io/c/56/40/5640b2c4-4b27-4728-8537-cf728a92fbd8/content/images/thumbnail/4583-5983d004-8f37-470f-8f47-cd51a4a8f3f4.jpg)](https://www.theguardian.com/science/2026/apr/13/hate-small-talk-enjoy-dull-chat-more-than-you-think?ref=copenhagen-review-of-communication.com)

Vi afviser altså det trivielle, småsnakken, mens vi venter på den rigtige samtale. Den rigtige samtale er den, vi afviste. Vi sparer på ordene og bliver fattigere af det.

## **Sådan får du de 300 ord tilbage**

Ordfattigdom er den eneste fattigdom, man kan tale sig ud af. Og ord er den eneste formue, der vokser af at blive brugt.

Vejret er stadig et godt sted at starte. Men bliv ikke stående. Gå fra det ydre til det indre: Hvordan påvirker vejret dit humør? Hvad er dit yndlingsvejr? Fortæl, hvorfor det lige er det, du bedst kan lide, eller om en situation, hvor du virkelig mærkede, at lige nu er det skønt vejr.

Tal med den kollega, du er sikker på, du ikke har noget tilfælles med. Du kan sige lige ud, at du har sat dig for at finde en fællesnævner med alle dine kolleger. Der findes altid en fællesnævner, og det kan være uventet sjovt at lede efter den.

Kassen i supermarkedet er den bedste træningsbane. Kig op, smil, spørg om der har været en sød kunde i dag.

Og så det enkleste greb af dem alle: Tag den ene ørebøf ud. Et frit øre er et signal om, at man kan tiltales. Christian Busch kalder i "The Serendipity Mindset" den slags åbenhed for en færdighed snarere end held. Man kan øve sig i at være til at få fat på.

## **Hvad kan studiet ikke fortælle os?**

En hel del, og forskerne lægger ikke skjul på det.

Det viser, at vi taler mindre. Det viser ikke hvorfor. Sociale medier, nye arbejdsformer, mere alenetid og streaming ligger filtret sammen i tallene og kan ikke skilles ad. Det handler også kun om tale, ikke om al kommunikation. Studiet siger ikke, at vi kommunikerer mindre. Det siger, at vi siger mindre højt til andre.

Deltagerne kommer fra USA og dele af Europa, altså vestlige, individualistiske samfund. Ingen ved, om stilheden også breder sig i Lagos eller Seoul. Usikkerheden er til at få øje på: For de unge kan det årlige fald være alt mellem 89 og 825 ord, for de ældre mellem 41 og 579\. Og optagelserne slutter i 2019\. Corona, hjemmearbejdet og de chatbotter, vi nu taler med, er slet ikke med.

## **Bundlinjen**

300 ord er ingenting. Det er en sludder med baristaen, et smut forbi kollegaens skrivebord, et opkald til sin mor, en vittighed fortalt til dem, man holder af. Forskerne kalder det en triviel kur mod isolation. Det er præcis derfor, ordene er forsvundet, uden at nogen har lagt mærke til det. Og præcis derfor kan de siges igen i morgen. Ordfattigdommen er selvvalgt. Ordene koster ingenting, og vi har dem alle sammen endnu. Vi kan starte med en lille ting.

Tag dine AirPods ud. Kig op. Tal.

## **Læs mere**  

- Selve studiet, Pfeifer og Mehl i Perspectives on Psychological Science: [https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/17456916261425131](https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/17456916261425131?ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- Mehl om tallene og forbeholdene: [https://news.arizona.edu/news/are-we-talking-less-qa-psychologist-matthias-mehl](https://news.arizona.edu/news/are-we-talking-less-qa-psychologist-matthias-mehl?ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- Schweiziske SRF om følgerne af, at vi taler mindre: [https://www.srf.ch/news/dialog/gespraechsverhalten-untersucht-wir-sprechen-immer-weniger-was-die-folgen-sein-koennten](https://www.srf.ch/news/dialog/gespraechsverhalten-untersucht-wir-sprechen-immer-weniger-was-die-folgen-sein-koennten?ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- Realdanias "Vores Livskvalitet", 122.000 besvarelser om naboskab og lette relationer: [https://realdania.dk/publikationer/faglige-publikationer/vores-livskvalitet](https://realdania.dk/publikationer/faglige-publikationer/vores-livskvalitet?ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- Atir, Wald og Epley om samtaler med fremmede i PNAS: [https://www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.2206992119](https://www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.2206992119?ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- Studiet om kedelige samtaler i Journal of Personality and Social Psychology: [https://psycnet.apa.org/doiLanding?doi=10.1037%2Fpspi0000521](https://psycnet.apa.org/doiLanding?doi=10.1037%2Fpspi0000521&ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- The Guardians dækning med Nicholas Epley: [https://www.theguardian.com/science/2026/apr/13/hate-small-talk-enjoy-dull-chat-more-than-you-think](https://www.theguardian.com/science/2026/apr/13/hate-small-talk-enjoy-dull-chat-more-than-you-think?ref=copenhagen-review-of-communication.com)
- Signe Bonnén om smalltalk i CRC: <https://www.copenhagen-review-of-communication.com/author/signe-bonnen/>