The Week i K1 Kommunikationsforeningen
The Week i K1 Kommunikationsforening: Vær med til at styrke den vigtige samtale og handlekraft indenfor klima, biodiversitet, grøn omstilling og kommunikation
Denne event forløber over tre sessioner. Du forpligter dig til at deltage i alle tre sessioner med din tilmelding. Dette er afgørende for, at du oplever et godt forløb, uden at blive ”tabt” på rejsen.
Mens klaimaet forandrer sig hastigt, og økosystemerne bevæger sig mod sammenbrud, står vi overfor en kæmpe opgave med at omstille vores samfund til mere bæredygtighed. Som kommunikatører har vi en særlig rolle her. The Week er et koncept udviklet til at skabe øget bevidsthed og handlekraft på en menneskelig måde, der flytter os i den bæredygtige omstilling. For første gang bliver The Week udbudt i K1 Kommunikationsforening til dig, der vil forholde dig aktivt til, hvordan vi som kommunikationsprofessionelle kan bidrage til at vende klimakrisen – hver især og sammen.
Hvad er The Week?
The Week består af tre korte sessioner over syv dage – deraf navnet The Week. Sessionerne er bygget op om debatskabende dokumentarfilm om klimaets og miljøets forandring. Vi drøfter filmene i lukkede, faciliterede cirkler, for at skabe indsigter og handlekraft. The Week er en gruppebaseret samtale, der konkretiserer de abstrakte udfordringer, når vi ønsker at gøre positiv forskel for klimaet og miljøet.
Københavns Universitet lægger smuk ramme om forløbet ’The Week i K1 Kommunikationsforeningen’, hvor vi i tre sessioner forholder os til:
- Hvordan klima- og miljøforandringerne vil påvirke os i de næste 10, 20 eller 30 år
- Hvordan menneskeheden håndterer store samfundsomvæltninger
- Hvad vi kan gøre – som individer med handlekraft og kollektivt gennem professionel kommunikation, mobilisering og samskabelse i kommunikationsbranchen og -faget.
Datoer og tidspunkter for de tre sessioner:
Tirsdag den 26/11 kl. 8.30 – 10.30
Torsdag den 28/11 kl. 8.30 – 10.30
Mandag den 2/12 kl. 15.00 – 18.00
Sted:
Københavns Universitet, Nørregade 10, 1172 København
Tøv derfor ikke med at reservere din plads, hvis du gerne vil deltage, da pladserne er begrænsede.
Hvad får du med dig fra The Week i K1 Kommunikationsforening?
Vi skal ikke diskutere konkrete frameworks som ESG, CSRD og Verdensmål, eller tal og statistikker – i hvert fald ikke ret meget. Derimod skaber vi et fælles rum for at finde vej i det komplekse felt, og egen power-knap til at gå ud i verden og gøre forskel.
Med The Week skal du selv finde svarene under en uges guidet, erkendelsesmæssig rejse, baseret på Theory U. Det er en uge, der kan mobilisere forandring. Vi ser også gerne, at den forandring kan rodfæstes i K1 Kommunikationsforeningen, og sprede sig som ringe i vandet.
Dine facilitatorer til The Week i K1 Kommunikationsforening
The Week i K1 Kommunikationsforening faciliteres på initiativ af Marta Karolina Olsen, bestyrelsesmedlem, og af Signe Bjerke Termansen, medlem. Marta er selvstændig kommunikations- og ledelsesrådgiver med CBM Consult, ekstern lektor i kommunikation og medier på KU. Marta er kommunikations- og ledelsesuddannet, en erfaren facilitator og har snart 25 års erfaring på tværs af branchen, i de sidste 7 år i stigende grad indenfor grøn og bæredygtig omstilling. Signe er kommunikationsuddannet med speciale i bæredygtighedskommunikation, og har de sidste 10 år arbejdet i spændingsfeltet mellem kommunikation, projektledelse og forandringsledelse for den grønne omstilling, aktuelt som bæredygtighedskoordinator på DTU. Begge er dybt engagerede i at bidrage til den grønne omstilling, professionelt og privat. Til The Week i K1 assisterer Oliver Mølvang Hermansen. Oliver er kommunikationsuddannet med speciale i organisatorisk kommunikation, ledelse og bæredygtighed. Han har netop afsluttet sin uddannelse med praktik på den danske ambassade i Singapore. Nu arbejder Oliver freelance med kommunikation, gerne i samspil med regenerativ ledelse, væredygtighed (indersiden af bæredygtighed), og best practices inden for bæredygtig og grøn omstilling.
Bag om The Week
The Week er som non profit open source koncept skabt af parret Helene Gerin og Frederic Laloux, den belgiske ledelsesrådgiver, der er forfatter til den roste bog ”Reinventing Organizations”. I 2023 bragte det danske par Ida Vesterdal og Sune Kjems fra VIA Design The Week til Danmark, hvorfra faciliteringen af The Week har spredt sig. I 2024 bringer vi The Week ind i kommunikationsbranchen og i K1 fællesskabet.
Relevante links:
https://www.theweek.ooo
https://www.theweek.dk