5 råd til gode hverdagssamtaler: the missing manual

Skrevet af Professor i Kommunikation Mie Femø

Nu går vi op i helikopter. Her er fem fif til, hvordan du skal se på alle de små samtaler, du har i hverdagen. Tallet 5 er naturligvis valgt af retoriske og tidsmæssige grunde. Det er jo ikke et kursus eller et terapeutisk forløb. Det bliver corny. Spænd bæltet. 

1. Vi skaber det sammen.

Samtaler ER virkelig et af de få steder, hvor vi lægger skinnerne, mens vi kører. Mine veninder er ikke uhøflige, når de færdiggør min sætning og siger det, som jeg var på vej til. De har netop hørt efter, de forstår min tankegang, de viser, at vi er på linje mentalt og sprogligt, og jeg elsker dem for det. Det handler ikke om, at jeg skal tale, og de skal lytte. Vi taler SAMMEN.

2. Match er et valg.

Det at være på linje er ikke lineært. Samtaler består nemlig af byggestene. Vi har noget, vi gerne vil opnå i og med samtalerne, og vores samtalebidrag udretter det, og de er sekventielt organiseret. Du siger noget, som jeg svarer på, og så siger du igen noget, og der viser du mig, om jeg havde forstået dig rigtigt. Men den, der siger noget først, udstikker lidt nogle rammer for, hvad der er relevant at komme igen med.

Ellers havner vi i Goddag, mand. Økseskaft. Historien bag den var en døv mand, der sad i et træ og skar gren af til et økseskaft. To mænd kom vandrende mod ham, og han gættede på, hvad de ville spørge om først og dernæst, og så planlagde han sine svar. Han glemte bare, at de nok først ville sige "Goddag, mand!", og så var hele planen kørt af sporet.

Jeg kender en nobel, ældre herre, der gør det samme. Hver anden gang man siger noget til ham, pauser han et kvart sekund og gætter så på, hvad man nok sagde, og så svarer han på det. Det er ret sjovt. Men så må man jo bare gentage det lidt højere ind i det rigtige øre. Der er ingen grund til at opgive ham eller bedømme hans hørelse for ham.

3. Friheden ligger i næste samtalebidrag.

Er du frustreret over, at din ex igen i år ikke vil svare på dine spørgsmål om planlægning af børnenes sommerferie? Dine spørgsmål gør det relevant for ex-en at svare, og så også selv at bestemme, HVORNÅR der skal svares. Giv vedkommende et forslag i stedet og sæt en svarfrist. Det skift ændrer hele dynamikken. Du bestemmer nemlig selv, hvad du vil gøre i næste samtalebidrag. Du behøver ikke at gøre det samme som i går og i forgårs. Det er sådan, man ændrer en kultur –  ved at tilstrækkeligt mange gør noget andet i dag, end de gjorde i går. Det er corny, men det er sandt. 

4. Ansvaret ligger i alle samtalebidrag.

Så skab den kultur, du selv godt vil leve i. En berømt samtaleanalytisk undersøgelse har vist, at hvis (amerikanske) læger i slutningen af en konsultation spørger til, om patienten har andre ting, vedkommende godt vil drøfte, så gør det en forskel, om lægen siger “Du you have ANY other concerns you would like to talk about today” eller “Du you have SOME other concerns you will like to talk about today”. Hvis de bruger “some”, er der langt flere, der bringer noget på bane, end hvis de bruger “any”. Hvorfor? Fordi “some” åbner mere, og “any” lukker mere. Og det er vigtigt, fordi andre undersøgelser viser, at folk har det med at komme til lægen med en konkret ting, og så står de i døråbningen og vil faktisk også godt lige nævne et eller andet symptom, og de er lidt bekymrede for, om det måske kunne være kræft. Og det kunne det nogen gange. 

Det viser jo, at vi ved at opføre os mere åbnende snarere end lukkende i vores samtalebidrag kan være med til – og nu BLIVER det virkelig corny – at redde menneskeliv. Dét behøver ikke at handle om læger og kræft. Det er mere sandsynligt, at det handler om dig og en, du kender perifert, som er ensom. Mange mennesker har svært ved at finde deres plads i samfundet. Det er sådan en sætning, du hører på P1. Men du kan hjælpe med, at de i det mindste får en plads i de samtaler, de har med dig.

Du ved det godt. Du kan selv færdiggøre alle de der sætninger: “Vær mod andre som…”, “Be the change you want to….”, “Pay it forward…”. Alt det, der lyder så plat, men som er blevet til platituder af en grund. Ja ja ja ja, det er nemmere på gode dage. Men hvis vi alle går rundt og opfører os som en underskudsforretning altid, så bliver det hele jo ret nederen. Den kultur orker vi ikke at leve i. 

5. Du former dine relationer og din identitet gennem dine samtaler.

Vores kulturer og identiteter skaber vi i høj grad gennem samtaler. Samtaler former de relationer, der skaber det væv, der udgør vores samfund, og vores måde at indgå i dem på medskaber både egne og andres identiteter. Læs lige den sætning igen og mærk implikationerne af den sætte sig i din krop. Du kan sige lige, hvad du vil til andre, men identitetsnissen følger med. Så nik og smil til fremmede på fortovet, selv om de kigger desorienteret tilbage.

Se kassemedarbejderen og togkontrolløren i øjnene de 4 sekunder, det varer, så de ikke bare er en kulisse for dit liv. Brug et minut på at snakke med den gamle dame ved busstoppestedet, og giv venligt din chef en chance for at fortælle længe om sin idé. Mere travlt har du ikke. Du bliver tilmed selv gladere af det. Verdens længste kohortestudie viser, at noget af det mest afgørende for vores lykke er vores evne til at indgå i relationer – og overraskende nok også (eller især) – de korte, flygtige og overfladiske af slagsen.

Mansplainere skal du bare omfavne (sådan figuratively speaking). De er enten vildt imponerede over dig, og prøver at vise dig, at de også kan noget. Eller verdenssituationen får dem til at doomscrolle, og de har brug for at komme i terapi hos alle, de møder, for at bearbejde det hele. Eller de er dybt optaget af noget fagligt/sagligt, og kan slet ikke vente med at dele det med dig. Som den kvindelige hovedperson siger i filmen Failure to Launch (Så flyt dog!) om en mand, hun kan lide: I morgen vil jeg lade ham lære mig noget. Nemlig. Det er en gave, man kan give andre, at de får lov at forklare en noget. Og det er super træning i tålmodighed og uselviskhed endda også at lade som om, det er nyt for en. Gem de passivt-aggressive comebacks til virkeligt dumme svin. Eller giv menneskeheden den gave at distrahere også dem lidt (fra at lave større ulykker) ved at forklare dig ting. Du kan godt ofre ti minutter og fem venlige og velplacerede “nå”, “ej, virkelig” og “hold da op”. Så overskudsagtig er du nemlig. Betragt det som træning i at være besøgsven uden for dine egne, vante cirkler. 

Men derfor kan du jo godt have brug for nogle emnestoppere og samtaleexitstrategier:

Begynd at opsummere. Formulér med nu-siger-jeg-lige-noget-dybt blikket på en evig sandhed (fx “Ja, vi er jo bare mennesker”). Tak for noget. Skift emne.

Brug skiftemarkører (fx "Nå!" eller "Well, well"). Skift til at tale om de praktiske konsekvenser af noget, I har talt om.

Giv en gave (såsom en kompliment eller navnet på en person vedkommende bestemt bør møde i relation til noget I har talt om).

Introducér den anden for andre. Brug stilhed (med venlige øjne!). Det sætter altsammen samtalen på et lukkespor, og du er out of there på sekunder.

Hvis du vil vide mere om netværksfremmende smalltalk og exitstrategier, så skal du bare læse Hilde Schroll Jespersens og min bog om det:

PAUSER ER MERE END MELLEMRUM: Sociale værktøjer til networking.

Eller tag den engelske udgave BREAKS ARE MORE THAN EMPTY SPACES: Facilitating networking in social breaks.

Og det her viser, at en professor i kommunikation ikke behøver være skarp til at kommunikere selv. For at man lægger jo ikke reklamepausen til sidst!