Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

8 Trends i årsrapportering lige nu

Lars Sandstrøm profile image
by Lars Sandstrøm
8 Trends i årsrapportering lige nu
Photo by rc.xyz NFT gallery / Unsplash

Årsrapportering er styret af compliance og omverdenens forventninger og pres

EU’s aktuelle deregulering af kravene til ESG-rapportering har skabt usikkerhed og stilstand i mange danske virksomheders årsrapportering. Flere har sat nye initiativer på pause, og ambitionerne er i visse tilfælde nedjusteret.

Alligevel viser en ny analyse fra Corporate Relations, at især de største – primært børsnoterede – danske virksomheder fortsat leverer transparente og værdiskabende årsrapporter, som giver kapitalmarkedet og øvrige interessenter et solidt beslutningsgrundlag.

Analysen, der omfatter mere end 50 årsrapporter og indgår i rapporten “How to Write an Annual Report” (marts 2026), identificerer otte markante trends i dansk årsrapportering.Compliance fylder – fortællingen presses

Årsrapporten er i stigende grad blevet et compliance-dokument. Lovgivning og standarder – herunder ændringer relateret til CSRD/ESRS og den danske årsregn-skabslov – har over de seneste år pålagt virksomheder omfattende krav, der rækker langt ud over selve rapporteringen. Strategier, mål, politikker og processer er blevet justeret, ofte i hele værdikæden.

EU’s såkaldte “stop-the-clock”-direktiv og ændringer i scope og indhold har imid-lertid ikke reduceret kompleksiteten. Tværtimod har de skabt usikkerhed. Mange virksomheder fortsætter derfor med “same procedure as last year”, mens andre har sat nye rapporteringstiltag på pause eller rullet dem tilbage. Ophævelsen af kravet om rapportering på kønssammensætning i ledelsen (tidligere § 99b) har eksempelvis medført, at flere virksomheder helt har droppet konkrete mål på området.

Udviklingen rejser et centralt spørgsmål: Er årsrapporten udelukkende et compliance-redskab – eller også et strategisk kommunikationsværktøj?Otte trends i dansk årsrapportering

Analysen peger på følgende gennemgående tendenser:

1. Bæredygtighed integreres – men med modtendens

Bæredygtighed er i mange virksomheder integreret i forretningsmodellen og koblet direkte til værdiskabelse, KPI’er, risikostyring og governance. Men der er også en modbevægelse, hvor deregulering har ført til nedjusterede ambitioner og større fokus på finansielle resultater.

2. Forretningsmodel og strategi i centrum

Beskrivelser af forretningsmodel og strategi er blevet markant styrket – både visuelt og indholdsmæssigt. En klart formuleret strategi anses i stigende grad som en forudsætning for, at investorer og øvrige interessenter kan vurdere virksomhedens fremtidige position.

3. Væsentlighedsanalyser og interessentfokus

Dobbelt væsentlighed er nu en fast del af compliance for større virksomheder. Flere gennemfører omfattende analyser af interessenters behov og forventninger og prioriterer rapporteringen derefter.

4. Fokus på værdifortællingen

Flere virksomheder formulerer eksplicit deres værdifortælling – enten målrettet investorer eller bredere interessentgrupper. Nogle anlægger en finansiel tilgang, mens andre inkluderer kultur, etik, bæredygtighed og ledelse som centrale elementer.

5. Mere usikkerhed – bedre guidance


Paradoksalt nok er finansiel guidance blevet mere detaljeret i en tid præget af usikkerhed. Forecast-modeller og scenarier beskrives mere indgående, mens ikke-finansielle KPI’er ofte formuleres bredere og med større intervaller.

6. Forretningsetik i fokus

Menneskerettigheder, dataetik, antikorruption, handelsregler og skattepolitik fylder mere – både som compliance-krav og som ledelsesmæssige værdimarkører.

7. Tendenser i marked og samfund

Virksomheder beskriver i stigende grad megatrends som geopolitik, digitalisering og AI samt branche- og markedstendenser, der påvirker strategi og positionering.

8. Cases gør strategien konkret

Featurehistorier og cases bruges til at levendegøre strategiske initiativer og ESG-indsatser. De supplerer tal og tabeller med fortællinger, billeder og citater.Fremtidens rapportering?

Selv med tegn på deregulering er den langsigtede tendens klar: mere data, flere noter, større dokumentationskrav. Det reducerer risikoen for greenwashing og styrker beslutningsgrundlaget i governance og ledelse.

Men udviklingen indebærer også en risiko for, at årsrapporten reduceres til et teknisk dokument med tal og tabeller – uden plads til den fortælling, der forklarer værdiskabelsen bag tallene.

CSRD eller VSME – strategiske valg

Omkring 250 danske virksomheder forventes at være omfattet af CSRD (efter Omnibus-justeringer) og årsregnskabslovens § 99a. For disse fungerer ESRS som strukturerende ramme for ESG-rapportering.

For langt de fleste øvrige virksomheder er ESG-rapportering frivillig. De skal derfor strategisk vælge rapporteringsstandard: følge en reduceret CSRD-ramme, vælge VSME eller anvende andre standarder som fx GRI. Valget får betydning for både datagrundlag, transparens og ressourceforbrug.

Tilbagerulning af DEI – på papiret

Diversitet, lige vilkår og inklusion (DEI) er fortsat en del af mange større virksomheders praksis og kultur. Men flere analyser peger på, at emnet fylder mindre i den officielle rapportering – delvist som følge af politiske og regulatoriske strømninger.

Det rejser et principielt spørgsmål: Skal årsrapporten afspejle virksomhedens reelle strategiske prioriteringer og værdier – eller tilpasses taktisk efter skiftende politiske signaler?

Tag styringen tilbage

Regulering sætter rammerne, men ledelsen bør aktivt tage stilling til årsrapportens funktion og position. Når rapporteringen primært styres af tjeklister, auditkrav og pres fra enkeltinteressenter, risikerer årsrapporten at miste sin strategiske betydning.

Samtidig åbner generativ AI nye muligheder for dataindsamling og tekstproduktion – men også en risiko for standardiserede og sjælløse rapporter, hvis den menneskelige dømmekraft svækkes.

Årsrapporten er fortsat moderen til al virksomhedskommunikation: det officielle dokument med godkendte fakta, reviderede tal og topledelsens underskrift. Den bør ikke udvandes i en fragmenteret cross media-strategi, men indtage en central og styrende rolle.

Lars Sandstrøm profile image
by Lars Sandstrøm

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Read More