“Åleruse”-forklaringen virkede ikke for advokaten fra Den Sorte Svane. Vil den virke for Sass?

Henrik Sass Larsen forsøger at vride sig ud af skurkerollen ved hjælp af samme sindrige trick som advokaten Nicolai Dyhr fra “Den Sorte Svane”: Det såkaldte åleruse-argument. Og ligesom Katherine Diez og Lizette Risgaard før ham går drømmen om oprejsning over en bogudgivelse. 

Givet det kvalmende og utilgivelige emne for følgende analyse, er det på sin plads med en indgangsbøn:

Den tilstræbt nøgterne gennemgang af sagen om anklagerne mod Henrik Sass Larsen er ikke et udtryk for kynisk distance.

Den er alene udtryk for en kommunikationsfaglig interesse for den offentlige forhandling om skyld og ansvar. Også når sagens substans er så væmmelig som denne.

Hvem rådgiver Sass?

Det er svært at forestille sig, at Henrik Sass Larsen ikke aktuelt modtager kommunikationsrådgivning.

Ud fra en klinisk, kommunikativ betragtning, gør den nu dybt skandaliserede tidligere minister og socialdemokratiske topboy nemlig et kvalificeret forsøg på at ride stormen af.

Budskaberne og grebene siden tiltalen for besiddelse af massive mængder overgrebsmateriale omhandlende børn samt en “børnesexdukke” i sidste uge blev kendt, er køligt kalkulerede og fagligt så godt tænkt, som den umulige situation, nu tillader.

Vi taler et moralsk udgangspunkt så ringe, at den tidligere toppolitiker møder fordømmelse fra selv banemanden til hans finansministerdrømme, den tidligere Bandidos-rocker, Suzuki-Torben.

Sass Larsen og hans formentlige rådgivere står derfor tilbage med det problem, at uanset hvor meget der ellers kompetent sprælles i nettet, så er anklagerne så grumme og vederstyggelige, at der skal et deus ex machina-mirakel til at vende plottet.

Gung ho-rygtedannelse

Et par dage efter at det blev kendt at en tidligere minister var tiltalt i den hæslige sag, trådte Sass Larsen frem. Allerede inden han brød tavsheden, var det kendt, at han nægtede sig skyldig i anklagerne mod ham.

Dette træk kan dels anskues som et udtryk for ren og skær nødvendighed: Alle, der ville vide, hvilken tidligere minister sagen drejede sig om, vidste det allerede. Navneforbud forslår som en skrædder i helvede i tidens medievirkelighed.

Dels gav trækket i sagens natur Sass Larsen mulighed for at påvirke narrativet. Havde han forsøgt at gemme sig bag et navneforbud, der var hullet som en si, havde han overladt diskursen til ren gung ho-rygtedannelse.

I en pressemeddelelse udtalte den tidligere minister:

”Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte.

Jeg havde selv planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog,jeg er ved at færdiggøre for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen.Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn.”

De to helt centrale budskaber i pressemeddelelsen er “Mit ærinde har været det stik modsatte” samt varslingen om en kommende bog med en allerede planlagt offentliggørelse af hændelsesforløbet.

Det offentlige kendskab til tiltalen, har slet og ret overhalet udgivelsen af bogen, må vi forstå. Politikens Forlag bekræftede, at der rent faktisk forelå et bogmanuskript.

Dagen efter pressemeddelelsen, blev det fulde omfang af tiltalen mod Henrik Sass Larsen kendt, og Politikens Forlag valgte derfor at skrotte bogudgivelsen.

Ålerusen, Sass Larsen edition

Pressemeddelelsen slutter med en appel til at offentligheden respekterer, at Henrik Sass Larsen ikke har yderligere at tilføje, før bogen er udkommet.

Siden er der dog fremkommet oplysninger, der kunne tyde på, at han alligevel havde behov for tilføjelser. Ekstra Bladet har fx velinformerede kilder, der nuancerer anklagerne til Sass Larsens fordel.

I kølvandet på pressemeddelelsen kunne Ekstra Bladet fortælle, at den kommende bog angiveligt vil omhandle et mangeårigt forsøg fra Sass Larsens side på at afdække en sag om børneporno.

I stedet for at være et foragteligt kryb med perverterede lyster, vil den tidligere toppolitiker derimod fremstille sig som på en nobel mission i børnenes tjeneste.

Det dybt ulovlige materiale som Sass Larsen ifølge anklagen er i besiddelse af, har ifølge Ekstra Bladets kilder med andre ord karakter af researchmateriale.

Man kan kun gisne om, hvem Ekstra Bladets kilder er, men oplysningerne tjener uanset til at forsøge at reframe Sass Larsen fra skurk til helt: 

I stedet for at være et foragteligt kryb med perverterede lyster, vil den tidligere toppolitiker derimod fremstille sig som på en nobel mission i børnenes tjeneste.

Altså et kommunikativt greb der leder tankerne hen på krisekommunikationens grand old man Benoits pointe om krisehåndtering som en øvelse i imagegenopretning.

Og samtidig et argument, der i slående grad minder om den tidligere Horten-advokat Nicolai Dyhr, der forsøgte at forsvare sig mod afsløringerne mod ham i Den Sorte Svane. Her bistod Dyhr dubiøse typer med rådgivning om økonomisk kriminalitet. Efterfølgende forklarede advokaten sig med, at der var tale om en “åleruse”-taktik, der skulle vinde de kriminelles tillid.

Hvad der på tv lignede tjenstvillighed over for kriminelle ærinder, var med andre ord, ifølge Nicolai Dyhr, et forsøg på at narre de kriminelle.

Åleruse-rgumentet virkede ikke for Dyhr, men det afholder altså ikke Henrik Sass Larsen fra at forsøge sig med et tilsvarende greb.

Svækket reframing

Sagen er desuden, at et par forhold svækker reframingen af Sass Larsens motiv fra skurk til helt. For det første, hvorfor oplysningen om den ædle mission om at afdække en sag om overgreb på børn, først offentliggøres reaktivt, når krisen allerede er udløst og rydder mediefladerne.

Hvis det skal stå til troende, at det alene er et udtryk for uheldig timing, at kendskabet til den alvorlige tiltale blev kendt før bogens udgivelse, så må det siges at være selvforskyldt. Politiets første ransagning i sagen skete nemlig helt tilbage i juni 2023. For knap to år siden.

For det andet så har Sass Larsen jo godt vidst, at uanset en teoretisk set nok så beundringsværdig begrundelse for besiddelsen af overgrebsmaterialet, så er det stadig dybt ulovligt, og vil med til vished grænsende sandsynlighed koste en fængselsdom og en af de helt grimme pletter på både straffe- og børneattesten.

Bogudgivelse som Go Direct-greb

Det synes at være oppe i tiden at bruge bøger til at skære gennem mediedækningen, når man har gjort i nælderne. Af nylige eksempler kan nævnes Katherine Diez’ bog “I egen barm”, der udkom på bagkant af hendes plagiatskandale sidste år.

I dette tilfælde blev bogen brugt som afledning fra skandalens kerne - tyveri af citater - ved i stedet at beskæftige sig med et kvindelivs genvordigheder.

Tilsvarende med Lizette Risgaards bog “Min version”, der udkom efter hun i 2023 havde måtte trække sig som formand for FH på grund af krænkende adfærd.

I dette tilfælde blev bogen brugt til at forsøge at rense sig selv, bl.a.ved at trække en tidligere offentlig undskyldning tilbage, og kalde den en fejl.

Og nu er der altså en bog fra Henrik Sass Larsens hånd på vej - hvis det altså lykkes at finde et nyt forlag, der vil udgive den.

I dette tilfælde er ærindet ifølge pressemeddelelsen at give en “hel og fuldstændig fremstilling af sagen” for ultimativt at rense Sass Larsens navn.

Bogudgivelser som taktiske, kommunikative greb kan ses som et udtryk for trenden “Go Direct”, hvor aktører kommunikerer uden om nyhedsmedierne, for derved at opnå større ejerskab over historien. Hvilket bl.a. afspejler sig i titlerne på både Diez’ og Risgaards bøger.

Baggrunden for begge disse bøger blegner naturligvis i lyset af alvoren i anklagerne mod Henrik Sass Larsen. Her er der tale om en alvorsgrad af en helt anden størrelsesorden.

Sass Larsens varslede bog har dog allerede inden sin udgivelse tjent et formål: Den har plantet et lille frø af tvivl.

Vil bogen virkelig indeholde et vildt plot twist, der fjerner den tidligere minister fra skurkerollen?