Alt det, vi burde tale om – i stedet for Jan Grarup
Igen bliver et menneske udsat for et enormt digitalt tryk, fordi alt for mange skal mene noget, der giver belønning på sociale medier. Vi burde tale mere om at etablerede medier, der hæver mediestøtte, misbruger løstansatte, som tager skraldet
Jeg har siden lancering og iscenesættelse af kritikken mod fotograf Jan Grarup haft en instinktiv modstand mod selve formen, selv om jeg synes emnet og især afledte vinkler, er væsentlige.
Frederik Bjerre Andersen
Jeg har haft det dårligt med den meget massive og skingre debat, der har været om hans arbejde.
Dels, fordi vi skal kunne tale sammen på en måde, der fremmer dialog og meningsdannelse. Dels fordi, der skal være en grænse for, hvor stort en online-tryk man mobiliserer mod et andet menneske.
Når trykket bare stiger, så må det afføde en undren over, hvad motivet er.
David Trads
Som tidligere redaktør på fagbladet Journalisten; og som en journalist, der har mediekritik som et særligt felt, synes jeg, at forløbet skriger på medmenneskelighed, empati og ikke mindst perspektiv ud over enkeltcasen, der rummer mulighed for masser af relevant kritik af medierne. Det er der bare ikke mange notifikationer i.
David Trads
Vi er igen havnet i en situation, hvor folkedomstolen tilsidesætter det formelle i sagen. Når vi bedømmer journalistisk etik, er vi nødt til at gøre det ud fra de etablerede normer i faget. Den faglighed vi efterlyser, skal selvfølgelig også være til stede i den form, vi debatterer. Det kan man næppe gennemføre på sociale medier – så hvad laver medierne egentligt der?
Hele miljøet omkring debatten om Grarups arbejde, har været inficeret og har fremstået nærmest designet til digitalt rivegilde og ikke til refleksion. Risikoen for at blive klogere er kort sagt druknet i fløjenes positioneringer. Og reelt gør debatten større skade på mediernes anseelse end de fejl Grarup kritiseres for.
Det handler om det, vi forsøger at lære vores børn: I skal tale ordentligt sammen, selv om I er uenige. Så enkelt er det.
Men Medie-Danmark har ikke været i stand til at løfte en principiel debat om, hvad man som journalistisk formidler må og ikke må – eller hvorfor risikoen for fejl og snyd eksisterer. Det er paradoksalt. Og til tider har det været direkte pinligt at overvære, hvor langt ned niveauet er blevet trukket i de digitale malstrømme, der er udløst af en i udgangspunktet sober dækning.
Jeg ved godt, at de etablerede medier skriver balanceret, men når artikler og podcast deles på sociale medier, ryger de helt ud af kontrol. Og hvem tager ansvaret for det? Næppe Meta. Og ingen tager for alvor fat på diskussionen om de strukturer, der skaber muligheden for at nogen fristes til at forskønne deres arbejde.
Strukturhistorier er baggrundsjournalistik ofte uden kendte ansigter. Det er der ikke megen lir i. Det tænker mediehusene på, når der er redaktionsmøder. Den gode historie skal i dag kunne begå sig digitalt. Have en liv. Det er vi blevet lidt for gode til …
Jeg vil gerne mane til eftertanke. Jeg forstår godt, at politikere kan få den kætterske tanke, at nogle debatter burde kunne afbrydes af en medieombudsmand. Nej! Jeg skriver ikke, at det er en god ide, at staten regulerer debatten – ud over medieansvarsloven, injurielovgivning og vejledende regler for god presseskik.
David Trads
Jeg skriver, at jeg godt forstår, at politikerne får tanken. Og jeg ved, at menigmand mener, medierne går alt for vidt og burde reguleres mere. Mange gør.
Hvis vi et øjeblik per automatik ikke mistænker politikerne for at mele egen kage og forskanse sig om magten, så kunne deres forslag jo handle om, at de helt enkelt også synes, at det går for vidt.
At de som politikere, der er valgt til at forsvare folkestyret og danske værdier, kan se, at vi ryger af sporet, fordi algoritmerne ikke fremmer dialog men polarisering – og fordi mange debatter ikke modereres. Vi sætter skibe i søen, som så får lov at krydse rundt i rum sø uden kontrol.
Vi kan som mediefolk ikke styre en væsentlig og principiel debat, fordi vi ofte selv på sociale medier taler i et sprog, der sætter ild i algoritmerne. Vi er selv styret af psykologiske belønningssystemer, der ikke tjener demokratiet, men platformens ejere.
Dansk debat, der står på hundredvis af års dannelse og klassiske retoriske principper, er blevet underløbet af mekanismer, der reducerer afsenderen til tjener for fremmede herrer i en global ordstrøm udløst af impulsreaktioner og belønningssystemer.
Vi skal have en seriøs debat om hvordan vi på sociale medier skriver om mennesker, der er en del af sagskomplekser, der dækkes i medier, der også udkommer online. For det er en faktor, der mangedobler trykket på enkeltpersonen. Og vi skal overveje ikke at publicere på sociale medier, hvis vi ikke modererer.
Skal vi ligefrem udkomme med artikler, der ikke har links, der kan deles? Skal den digitale avis kun kunne besøges og ikke deles?
Jeg er nødt til at tilføje det selvfølgelige. At man selvfølgelig ikke må snyde. Og ja, jeg synes også, der er flere punkter, hvor Grarup skulle forklare sig bedre.
Her læner jeg mig op af den sobre og journalistisk balancerede redegørelse Politikens respekterede graverchef John Hansen publicerede i en form, der er underlagt Pressenævnets vejledende regler for god presseskik og Medieansvarsloven.
Jeg kan kun anbefale at genlæse den.
Altså i et format, hvor formålet er at søge en slags sandhed på læserne vegne. Indtil en vis grænse, der er reguleret af reglerne for god journalistik.
Jan Grarup svarer ikke på hele kritikken i Politiken. Men ytringsfrihed er også muligheden for at holde kæft, hvis man har en dårlig sag. Eller hvis man ikke orker. Det gør ministre ganske gratis hver dag. Eller de gemmer sig bag et kommunikeret ikke-svar.
Og så er det der, sagen står. Det skal ikke betyde, at et menneske bliver hængt på hjul og stejle. Man kan bore videre i sagen. Og man kan udstille tavsheden. Finde andre relevante vinkler.
Freelancere bliver betalt for det produkt, de leverer. Modsat fastansatte, der betales for den tid,de bruger.
Der er især en ting, vi burde drøfte mere. Det er de vilkår etablerede og rige medier giver løsarbejdere som freelancere.
Freelancere bliver i et vist omfang betalt for det produkt, de leverer. Modsat fastansatte, der betales for den tid de bruger, også når de ikke producerer. Det er radikalt forskellige arbejdssituationer. Jeg har levet med dem begge.
Rigtigt mange forløb, hvor løstansatte, selvstændige, freelancere – titlerne varierer – kritiseres, ville aldrig være opstået, hvis aftageren – kunden – havde købt tid i stedet for produkt. Altså den reelle tid, der indbefatter risikoen for, at produktet ikke kan leveres. Det sker stort set aldrig.
Derfor skaber arbejdsgiveren/kunden en situation, hvor den løstansatte skal præstere og levere på et højt niveau på yderst begrænset tid.
Det gælder også denne klumme.
Det er jo i sig selv definitionen på en situation, hvor det kan være fristende at skyde genveje, hvis du skal have din betaling hjem, så du kan leve dit liv og betale dine regninger. Modsat lønmodtageren, der måske har en dårlig dag og trækker en seniorfridag, arbejdsgiverbetalt efteruddannelse, afspadsering.
Skal vi ligefrem udkomme med artikler, der ikke har links, der kan deles?
Hvis folk i de etablerede medier vil kritisere lødigheden af løstansattes produktioner, skal de også forlange, at medierne køber produktet på forhånd og at der betales timepris for forløbet. Mener jeg.
Sådan er det ikke.
Og igen: Jeg skriver ikke, at fordi man tilbydes barske vilkår som freelancer, så er det i orden at snyde på vægten. Jeg skriver, at de vilkår freelancere tilbydes gør, at medierne er medansvarlige for, at risikoen for snyd øges. Og jeg synes, at det er et større problem, fordi det er med til at føde og fastholde problemet.
Den risiko vil kun blive større efterhånden som AI bliver en mere og mere integreret del af den journalistiske produktion. Det er nu, vi skal have debatten.
Jeg synes, at fastansatte på Politiken, Weekendavisen, Berlingske, Jyllands-Posten, Information skal forlange at løstansatte, der fylder de aviser, der udløser den mediestøtte, som betaler de fastansattes løn, skal betales ordentligt. Det skal være acceptabelt, at historien ikke kommer hjem. Sådan er journalistik jo. Især den, der opsøger minefelter, hvad enten de er konkrete eller metaforiske.
Reelt ser medierne gennem fingrene med de vilkår freelancere tilbydes. Indtil det går galt. Og så lægger de afstand til den løstansatte i stedet for at revidere de vilkår, de løstansatte tilbydes. Det er jo hykleri.
Der er masser, vi skulle tale om, i stedet for at mene noget om Grarup. Men det giver ikke mange likes, lir og larm.
