Corporate patriotism er det nye corporate responsibility
I lobbyen på JPMorgan Chases nye hovedkvarter i New York hænger et amerikansk flag. Ikke bare et flag. Et flag med en særlig vindmaskine bag sig, så det altid vajre potent . Og budskabet er ikke til tvivl: Det er corporate patriotism. Og det er det nye corporate responsibility.
Fra triple bottom line til geopolitisk engineering
I årtier har virksomheder navigeret i to dominerende ansvarlighedsparadigmer. Først CSR: triple bottom line, lokale donationer, arbejdsmiljørapporter. Derefter corporate sustainability: ESG-ratings, Scope 3-emissioner, CSRD-rapportering, SDG-alignment. Begge paradigmer er bygget på en fælles præmis, nemlig at virksomhedens ansvar er universelt og globalt. Planeten. Menneskeheden. Fremtiden.
Den præmis holder ikke længere.
Virksomheder befinder sig i dag i det, man kan kalde den geopolitiske engineering-stat: en verden, hvor stater aktivt bruger teknologiske, strategiske og økonomiske virkemidler til at forme deres omgivelser, sikre nationale interesser og opnå magtfordele. Geopolitik er ikke længere udenrigspolitikkens domæne. Det er den primære forretningsrisiko. Og i den verden er grænsen mellem en normal indkøbsbeslutning og en politisk stillingtagen kollapset fuldstændigt.
Virksomheden er ikke længere et socialt ansvarligt subjekt. Den er en geopolitisk aktør. Uanset om den vil det eller ej.
Fra konkurrencestat til entreprenørstat til engineering-stat
Rejsen hertil er kort, men afgørende at forstå. I konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen kortlagde, var statens opgave at gøre virksomheder og borgere konkurrencedygtige på et globalt marked. Staten trak sig tilbage. Markedet leverede. Virksomhedens ansvar var tilsvarende universelt og filantropisk. CSR var konkurrencestatens ansvarlighedsparadigme.
Så kom entreprenørstaten. Italiensk-amerikanske Mariana Mazzucato viste i 2013 med bogen The Entrepreneurial State, at den afgørende innovation ikke kommer fra private virksomheder alene, men fra statslige investeringer. Internettet, GPS, iPhonens kerneteknologier, månelandingen. Alt sammen statsligt finansieret grundforskning. Mazzucatos pointe var ikke nostalgi. Det var en opfordring til, at staten aktivt skulle investere i "vilde problemer", som markedet ikke kan løse. Klima. Sundhed. Grøn omstilling. Staten skulle ikke blot regulere, men være aktiv medspiller og partner med private aktører. Sigge Winther Nielsens danske udgave tog begrebet ind i den offentlige forvaltningsdebat: staten skal facilitere, ikke blot kontrollere. Og virksomhederne skal deltage i statens missioner, ikke stå ved siden af dem.
Entreprenørstatens logik skabte et nyt ansvarlighedsparadigme. Ikke længere CSR som filantropi. Men virksomheden som partner i statens missioner. Det er her, fænomener som Power-to-X, grønne partnerskaber og offentlig-private innovationsprogrammer hører hjemme.
Men entreprenørstaten er i 2026 allerede overhalet af virkeligheden. For entreprenørstatens logik er stadig universalistisk. Den grønne omstilling er et globalt projekt. Klimaet er et globalt fællesgode. De vilde problemer defineres af deres fælles karakter. Mazzucato skrev i en verden, hvor stabil geopolitik kunne tages for givet.
Den geopolitiske engineering-stat opererer på en helt anden logik. Her er målet ikke at løse fælles problemer. Målet er at sikre national og regional magt, forsyningssikkerhed, teknologisk uafhængighed og modstandsdygtighed mod fjendtlige aktører. Mazzucatos stat bygger et månelandingsprogram for klimaet. Engineering-staten bygger industripolitik for at sikre, at europæiske virksomheder ikke er afhængige af amerikansk cloud og kinesisk litium. Den ene er offensiv og universel. Den anden er defensiv og national.
Og virksomheder, der stadig opererer i entreprenørstatens logik, mens staten selv er rykket videre, er strategisk forsinkede.
Hvorfor sustainability løb tør
Alison Taylor og Stephanie Hart sætter i en skarp analyse fra Trellis fingeren på det ømme punkt: bæredygtighedsbevægelsen har et elitismeproblem. Den er bygget til fordel for store vestlige multinationale, drevet af eksperter der taler med sig selv, og fyldt med rammer og akronymer der gør ideerne utilgængelige for alle andre end dem, der allerede sidder på magten. Musa Al-Gharbis begreb "symbolic capitalists" rammer det: professionelle der arbejder med idéer og narrativer, hævder at bekæmpe ulighed, men primært er begunstiget af de systemer, de hævder at modvirke.
Alison Taylor
"Woke is broke" er ikke kun en reaktionær slagord. Det er en diagnose af noget reelt. Den brede offentlighed har aldrig købt ind på projektet. Og set i bakspejlet med rimelighed. Corporate sustainability var alt for ofte mere optaget af at rapportere end af at handle, mere optaget af Scope 3 beregninger end af at betale en ordentlig løn, mere optaget af at fortælle en global klimahistorie end af at have noget som helst at gøre med de mennesker, der bor i de samme lokalsamfund som virksomhedens fabrikker.
Triple bottom line endte som en hygiejnebetingelse. Noget man skulle have på plads for ikke at blive kritiseret. Ikke noget man faktisk troede på.
Novo Nordisk er ikke corporate patrioter
Spørg Novo Nordisk. Virksomheden har valgt OpenAI som sin primære AI-partner på det europæiske marked. Ikke Mistral. Ikke Aleph Alpha. Ikke nogen europæisk aktør. Maziar Mike Doustdar, Novos topchef, har bekræftet valget offentligt og understreget, hvor vigtigt det amerikanske marked og amerikanske samarbejdspartnere er for koncernen.
Det er ikke et spørgsmål om produktkvalitet eller pris. Det er et spørgsmål om prioriteter. Om hvem man vælger at stå med, når tektonikken forskydes. Og Novo har valgt.
"So much for digital sovereignty," lød den offentlige kritik. Tre ord, der gjorde det, som ti års sustainability reporting ikke har formået: stille en virksomhed til ansvar på geopolitiske præmisser. Novo er Europas mest værdifulde virksomhed, en hjørnesten i dansk erhvervsliv, og har brandkraft og kapital til at sende et signal, hele kontinentet ville have lagt mærke til. Men corporate patriotism er ikke en del af Novos strategi. Digital suverænitet tælles ikke som strategisk hensyn, når indkøbsbeslutningerne tages.
Det er ikke et PR-problem. Det er strukturelt. Og det er præcis det pres, der er det nye: At virksomheder ikke længere kan lade som om, den slags valg er teknisk neutrale.
Virksomheden som geopolitisk engineering-virksomhed
Ligesom den geopolitiske engineering-stat aktivt former sine omgivelser i stedet for passivt at tilpasse sig dem, befinder virksomheder sig nu i en situation, hvor de forventes at gøre det samme. Ikke reagere. Handle. Forme. Det er en fundamental rolleforskydning.
Den klassiske PA-funktion har håndteret geopolitik lejlighedsvis. Et lobbymøde her, en brancheforening der. Nu er det topledelsens daglige virkelighed. Støtter du ét lands teknologiske linje, komplikerer det relationerne på andre markeder. Vælger du en europæisk cloud-løsning, sender du et signal til dine amerikanske forretningspartnere. Det klassiske dobbeltbindingsproblem er ikke løst med corporate patriotism. Det er tværtimod skærpet.
Men det er bedre end alternativet, som er at lade som om det problem ikke eksisterer.
Spejler vi det, vi foragter?
Vi foragter JPMorgans flagstang. Og vi anbefaler virksomheder at gøre nøjagtigt det samme, bare med et europæisk flag.
Corporate patriotism, selv i sin europæiske version, risikerer at spejle den America First-logik, man selv tager afstand fra. Europas styrke har historisk været det modsatte: forbundethed, frihandel, åbne værdier, regelbaserede institutioner. Det indre marked er bygget på den præmis, at vi bliver stærkere af at handle med hinanden, ikke af at lukke os inde.
Der findes tre svar på, hvorfor europæisk corporate patriotism skulle være mere legitim end den amerikanske. Europa er forsvaret, ikke angriberen. Europa forsvarer åbne værdier, ikke lukkede. Og det mest ærlige: Patriotism lyder mindre grimt, når det er vores side. Det første er reelt, men enhver aktør kan fremstille sig selv som defensiv. Det andet holder bedre, men kun hvis europæisk politik faktisk leverer værdierne. Det tredje er selvbedrag.
Modsigelsen skal stå. Corporate patriotism er ikke entydigt positivt, heller ikke i sin europæiske udgave. Det er nødvendigt, fordi verden er blevet sådan. Men det er ikke fremskridt.
Konkrete veje til corporate patriotism, det modsatte af Novo
Her er det, der adskiller corporate patriotism fra de foregående paradigmer: kravene er operationelle, ikke kommunikative. Man kan ikke skrive sig ud af dem.
For en dansk eller europæisk virksomhed, der ønsker at understøtte suverænitet og resiliens frem for at underlægge sig amerikanske tech-platforme, ser det konkret ud som dette:
Vælg europæiske cloud-løsninger, selv når de er dyrere eller mindre funktionsrige. AWS og Azure er ikke neutrale valg. De er geopolitiske valg. Langt størstedelen af europæiske virksomheders data ligger i systemer underlagt US Cloud Act, altså juridisk tilgængeligt for amerikanske myndigheder uden europæisk retskendelse. At flytte til Hetzner, OVHcloud eller en offentlig europæisk infrastruktur er ikke et IT valg. Det er en suverænitetshandling.
Prioriter europæiske AI-løsninger aktivt. Mistral, Aleph Alpha, eller danske og nordiske alternativer, hvor de findes. Ikke fordi de nødvendigvis er bedre i dag, men fordi kapaciteten kun bygges, hvis nogen vælger den. Novo Nordisk er et afskrækkende eksempel på en virksomhed med global brandkraft og reel mulighed for at sende et signal, som valgte ikke at gøre det.
Gør leverandørkæden europæisk, hvor det er muligt. Det handler ikke om protektionisme, men om resiliens. En forsyningskæde, der kan holde, hvis handelsrelationer med USA forværres yderligere, er simpelthen bedre forretning i 2026 end en, der ikke kan.
Tag stilling offentligt, når det er relevant. Corporate patriotism er ikke kun interne beslutninger. Det er kommunikation. Hvis din virksomhed aktivt har valgt europæiske løsninger, sig det. Det er ikke selvros. Det er signal. Det er præcis hvad flagstangen i JPMorgan lobbyen er.
Understøt dansk og europæisk digital infrastruktur. Det kan være via offentlige udbud, via partnerskaber med universiteter og offentlige institutioner, via deltagelse i europæiske standardiseringsprocesser. Resiliens bygges ikke af ét valg. Det er summen af mange.
En kæmpe brandingmulighed, men kun for dem der handler
Corporate patriotism er ikke blot et pres. Det er en strategisk brandingmulighed af en størrelse, CSR og sustainability aldrig har haft, simpelthen fordi det taler til noget, folk faktisk bekymrer sig om lige nu.
Folk forstår suverænitet. De forstår ikke Scope 3.
De virksomheder, der i dag kan dokumentere, ikke bare kommunikere, at de aktivt understøtter europæisk og dansk resiliens, har en troværdighedskapital, der ikke kan købes for et sustainability budget. Men det kræver, at man faktisk gør det.
Flagstangen i JPMorgans lobby er billedet på den nye tidsånd. Man kan hade det eller elske det. Men man kan ikke ignorere den patriotiske tidsånd. Og for europæiske virksomheder er spørgsmålet ikke om man vil tage stilling. Det er om man gør det bevidst eller ved et uheld. Og om man kan leve med, at den tidsånd ikke nødvendigvis er en, man bør fejre ved at kippe med dannebrog og EU flaget.
