Da maskinen gjorde dig til maskinen

I Walter Benjamins The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction  (1935) peger han på, hvordan kunstens "aura", dvs. dens unikke tilstedeværelse i tid og rum, forsvinder, når værkerne reproduceres. Det malede maleri var kun lige der hvor det var. Kopier var tydeligvis kopier. Auraen flød i malingen på lærredet. Med trykken og fotografier og filmene osv. ankom vi til reproduktionens tidsalder. Auraen flød ud i takt med demokratiseringen og masseforbruget. 

I dag er det så algoritmiske systemer og generativ kunstig intelligens, der har flyttet kunstens produktionsvilkår. Maskiner skriver tekster, komponerer musik og skaber visuelle værker. Ofte er det færdige værk næsten umuligt at skelne fra et menneskeskabt. Ved at gå tilbage til Benjamins ide om ”aura” kan vi måske få lidt hjælp til forståelse. 

Nb. Når jeg taler om kunst er det i den bredest mulige definition forstået som produktionen af noget unikt. Et barns tekstproduktion er dermed kunst.

Walter Benjamin (1892–1940) var en tysk-jødisk filosof, kulturkritiker og litteraturteoretiker, der er kendt for sine originale analyser af modernitetens medier og kunstformer. Han var tilknyttet den såkaldte Frankfurterskole og skrev i krydsfeltet mellem marxistisk teori, jødisk mystik og avantgardekunst. Hans essay, The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction (1935), analyserer hvordan teknologisk masseproduktion ændrer vores oplevelse af kunst, især gennem begrebet aura, som betegner værkets unikke nærvær og autenticitet. 

Med GenAI er nu selve originalen maskinskabt

GenAI skaber noget, der fremstår som nyt, noget som ikke er reproduktioner af et originalt værk, men synteser af enorme datamængder. Hvor der tidligere fandtes en original der blev kopieret i reproduktionens tidsalder, er nu selve originalen maskinskabt. Det er muligt at lade maskinen gøre hele arbejdet helt alene. Men er det ønskeligt? 

Bag de tekniske landvindinger gemmer sig stadig et spørgsmål om, hvad det vil sige at skabe? Benjamin siger, at kunst ikke kun er et produkt, men en relation mellem mennesket og verden, medieret gennem handling og erfaring. Hvis vi overlader hele skabelsen til maskiner, uden selv at engagere os, mister vi ikke blot auraen, men også vores egen væren som skabende væsener.

Skabende maskiner er ikke nyt 

Vores historie med automater, altså skabende maskiner, peger tydeligt på, at den kreative proces og det kreative produkt bliver uinteressant over tid når det er lavet af maskinen, selvom det egentlig formelt set kan have samme kvalitet. Her er et par eksempler:  

• Automata (selvbevægende figurer fra 1700-tallet). Skabt af schweiziske urmager Pierre Jaquet-Droz. Meget avancerede mekaniske dukker (automata), som kunne skrive, tegne og spille musik.
• Le Pianola – det selvspillende klaver (slut 1800-tallet). Mekanisk klaver, som spillede musik via papirruller med huller. Kunstnere kunne programmere komplekse værker, som maskinen så “opførte” autonomt.
• Plotter-tegninger af Frieder Nake og Desmond Paul Henry (1960’erne). Nake brugte en mekanisk plotter, som kunne tegne geometriske mønstre ud fra matematiske formler. Henry brugte modificerede computere fra 2. verdenskrig som kunstmaskiner.

Grundlæggende for disse maskiner er, at de vækker stor fascination men også efter noget tid faldende interesse. Hvorfor? Ganske enkelt fordi afsenderen ikke er et menneske. Det er ikke produktet der er interessant i sig selv, men det faktum, at det er et menneske der vil formidle noget. 

Det er ikke bare produktet, men intentionen bag det som gør det meningsfuldt

Et værk virker stærkt på os, når vi fornemmer, at et menneske har haft noget på hjerte, en følelse, et verdenssyn, et spørgsmål, der skulle deles. Maskinens “budskab” er derimod tomt. Det er uden eksistentiel tyngde. Det mangler det, som Walter Benjamin kaldte for aura.

Aura er knyttet til værkets unikke eksistens i tid og rum, båret af den menneskelige intention og forbundet med en (rituel) oprindelse. Når et værk reproduceres (som med fotografi eller film eller autonome maskiner), mister det denne aura. Det bliver noget, vi kan masseproducere, gentage, forbruge.

Vi mister interessen for det, der ikke er båret af et menneskes levede erfaringer. Det, der ikke er situeret, men som lige så godt kunne være skabt hvor som helst, når som helst, og af hvilken som helst maskine.

I begyndelsen kan vi blive draget af det spektakulære ved, at noget ikke-menneskeligt kan skabe noget kunstlignende. Men fascinationen er kortvarig, fordi vi bliver bevæget af kunst fordi vi fornemmer et andet menneskes tilstedeværelse. Kunst uden aura er kunst uden forbindelse.

Vi bliver til maskinen (bestand ifølge Heidegger) 

Ejerskabet over den kreative proces bliver her centralt. For selv hvis vi ikke kan kende forskel på om produktet er lavet af et menneske eller en maskine er det afgørende, at vi som skabende individer føler, at det er vores. Hvis ikke, bliver vi selv til maskiner, dvs. værensformer uden agens, uden relation til det skabte. Her nærmer vi os Heideggers kritik i The Question Concerning Technology (1954), hvor han advarer mod en teknologisk verdensforståelse, hvor mennesket gøres til "bestand": noget, der blot står til rådighed for udnyttelse. Når vi lader maskiner skabe for os uden selv at være involveret, risikerer vi at gøre os selv til bestand. Vi bliver funktioner i et system, snarere end frie og ansvarlige væsener i verden.

Det er ikke nok, at et værk frembringes. Det skal betyde noget og det betyder det kun, hvis det kommer fra nogen, der ønsker kontakt, kommunikation, forandring. Maskiner gør noget men de vil ikke noget.

Vi har naturligvis altid skabt kunst med hjælp fra redskaber

Vi har naturligvis altid skabt kunst med hjælp fra redskaber (penslen, mejslen, instrumentet, kameraet). Redskaberne har udvidet kroppens rækkevidde og muliggjort nye udtryk, men de har aldrig ophævet det afgørende: at et menneske ville noget med verden. 

Når redskabet bliver til en maskine, der handler autonomt, forsvinder denne intention, i den udstrækning mennesket ikke længere er et redskabs-brugende væsen men alene reduceret til publikum til sin maskines produktion. 

Det er her, forskellen ligger: ikke i brugen af teknologi som redskab, men i fraværet af den menneskelige vilje, der gør værket levende og meningsbærende.

Skabelsen er en måde at være i verden på

Auraen er knyttet til den menneskelige erfaring og oplevelse af at skabe, at eje og at stå i forbindelse med sit udtryk. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt maskiner kan skabe kunst. Det er et spørgsmål om, hvem vi vil være, når vi skaber og om vi tør insistere på, at skabelse ikke kun handler om output, men om engagement, tilstedeværelse og ansvar.

Når jeg skriver en tekst, maler et billede, eller komponerer musik, er det ikke kun for at skabe noget, der kan læses, ses eller høres. Det er også for at erfare, for at fordybe mig, for at finde mening. Skabelsen er en måde at være i verden på. Hvis jeg mister ejerskabet over den proces så mister jeg også en del af mig selv.

Selvom maskinerne måske kan skrive smukt, hurtigt og fejlfrit, og selvom vi måske ikke kan se forskel på produktet, så vil det aldrig være ligegyldigt, hvem der skriver. For hvis det bliver det, bliver også jeg ligegyldig. Så bliver jeg til den egentlige maskine.  

Referencer

Benjamin, W. (1935/2008). The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction. Penguin Books.

Heidegger, M. (1954/1977). The Question Concerning Technology. In The Question Concerning Technology and Other Essays (trans. William Lovitt). Harper & Row.