Abonnér på vores nyhedsbrev

Succes! Tjek nu din e-mail

For at fuldføre abonnementet, klik på bekræftelseslinket i din indbakke. Hvis det ikke ankommer inden for 3 minutter, tjek din spam-mappe.

Ok, tak
Den anti-amerikanske forbruger er født
En canadisk butik markerer tydeligt sine lokale varer med "Buy Canadian" skilte som protest mod Trumps toldpolitik. Det er blot ét eksempel på hvordan forbrugere og butikker mobiliserer sig i kampen mod amerikansk økonomisk dominans.

Den anti-amerikanske forbruger er født

Den anti-amerikanske forbruger er født. Med hashtagget #BuyCanadian går canadiske forbrugere digitalt til modstand mod Trumps toldmur. Det er en ny aktivisme, hvor forbrug bliver politisk protest. Men kampen mod amerikansk imperialisme kan forstærke protektionismen.

Jannek K. Sommer profile image
by Jannek K. Sommer

Digital modstandskamp
Som svar på Trumps toldpolitik er canadiske forbrugere igen begyndt at undgå amerikanske produkter til fordel for canadiske alternativer. Importerede amerikanske varer opfattes som en trussel mod den canadiske økonomi, og Trumps udtalelser om Canada tolkes som et frontalangreb på den canadiske nationale stolthed. Det vil de canadiske forbrugere selvfølgelig ikke finde sig i. Men i modsætning til mere passive boykotter viser den (post)moderne forbruger modstand gennem aktiv iscenesættelse og digital aktivisme. Hashtagget #BuyCanadian inviterer til fælles front, spreder sig som en steppebrand på sociale medier og kalder på en følelse af patriotisk forpligtelse. Det er "os mod dem."

"Hvor den moralske forbruger grundlæggende fokuserer på, hvad der er etisk "rigtigt," er den politiske forbruger mere strategisk orienteret mod konkrete samfundsmæssige agendaer – for eksempel fravalg af amerikanske varer som protest mod en bestemt præsidents politik."

Det forældede værktøj

Set fra et økonomisk perspektiv er tariffer et håbløst forældet værktøj i en global verden, hvor alle handler med hinanden. Det er en alment accepteret sandhed, at den store vækst i velstand efter Anden Verdenskrig og frem til i dag i høj grad skyldes en international indsats mod handelsbarrierer. Oprettelsen af store internationale handelsaftaler og forpligtende samarbejdsnetværk, såsom World Trade Organisation og EU, har skabt klare rammer for, hvordan varer kan sælges og købes på tværs af nationale grænser med mindst mulig omkostning og besvær. Tariffer blev nedlagt, toldprocesser effektiviseret med store investeringer i infrastruktur som havne og motorveje. Det blev og er en kæmpe triumf og en helt grundlæggende forudsætning for den moderne materielle forbrugerkultur.

Om Trumps aggressive toldpolitik bliver en dårlig forretning (hvilket den sandsynligvis gør), eller om satsningen på længere sigt giver USA fordele i form af endnu bedre handelsaftaler, er usikkert (men sandsynligvis ikke). På kort sigt kan situationen anskues som et Hobbesiansk dilemma, hvor begge parter forsøger at sikre deres egen position. Usikkerheden fører til yderligere konflikt på grund af øget mistillid, hvilket igen resulterer i endnu mere kortsigtet, egoistisk handling. Hvis ingen giver sig, vil konflikten blot fortsætte og gradvist eskalere, hvilket kan få vidtrækkende konsekvenser for den globale økonomi.

Storpolitisk wrestling

Trumps økonomiske imperialisme er storpolitisk wrestling, når det er bedst. USA skal kæmpe mod stolt canadisk nationalånd, men også mod mexicansk og kinesisk– og snart sandsynligvis også europæisk. Disse kampe transmitteres på alverdens medieplatforme til stor fornøjelse for os andre. Vi ser til med en blanding af fascination, afsky og frygt – og tillader os at frydes over, at vi (endnu) ikke er en del af showet. Men langsomt vænner vi os til polariseringen som en form for performativ underholdning; performativ, fordi vi selv er med til at skabe stemningen. Polariseringen forankres ikke kun i politiske debatter, men også i forbrugerens daglige valg, hvor handel bliver et middel til at udtrykke identitet og tilhørsforhold.

Politisk forbrug som protest


Hvor den moralske forbruger grundlæggende fokuserer på, hvad der er etisk "rigtigt," er den politiske forbruger mere strategisk orienteret mod konkrete samfundsmæssige agendaer – for eksempel fravalg af amerikanske varer som protest mod en bestemt præsidents politik. Politisk forbrug er ofte performativt og kan være en del af en bredere bevægelse, hvor forbrugere bruger deres indkøbskurve som et middel til at demonstrere politisk engagement – og det skaber en dynamik, hvor markeder i stigende grad bliver en arena for politiske konflikter.

Etnocentrismens fælde

Den politisk bevidste forbruger, som udspringer af Trumps storpolitiske konflikt, tager sit udgangspunkt i etnocentrismens fordrejede logik og får dermed en tydelig moralsk karakter. National gruppesolidaritet styrkes og afviser det, som er anderledes. Køb såvel som salg af udenlandske produkter opfattes som umoralsk, fordi det koster indenlandske arbejdspladser og skader økonomien, hvilket underminerer den globale kosmopolitiske bevidsthed.

På den måde kan selv modstand mod Trumps toldmur være med til at forstærke den indlejrede politiske ideologi. Bevægelser, der i udgangspunktet er rettet mod amerikansk økonomisk dominans, risikerer at blive fanget i en logik, der spejler den protektionisme, de oprindeligt ville modarbejde.

Det danske dilemma


"Køb Dansk" har været et tilbagevendende fænomen i Danmark, som intensiveres i perioder med økonomisk usikkerhed, og vil derfor med stor sandsynlighed få øget opmærksomhed, hvis konflikten med USA fortsætter. Men det er et tveægget sværd, der udfordrer danske kærneværdier. Mens reaktionen vil have til hensigt at støtte lokalt producerede varer, kan den samtidig forstærke et ekskluderende narrativ, der står i kontrast til danske principper om lighed og tolerance. Når forbrug bliver en form for protest, må vi overveje, om vi ubevidst understøtter de samme mekanismer, vi forsøger at bekæmpe. Den største udfordring er måske ikke hvad vi køber, men hvordan vi forholder os til den verden, vi handler i.

Jannek K. Sommer profile image
af Jannek K. Sommer

Subscribe to New Posts

CROC

Succes! Tjek nu din e-mail

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, tak

Læs mere