Den sympatiske skurk: Sådan overlever det offentlige næste shitstorm
Møgsager og shitstorme rammer alle offentlige organisationer før eller siden. Hans Mogensen har skrevet bogen om, hvordan man kommer ud i den anden ende med tilliden nogenlunde i behold.
Det offentlige er castet i rollen som skurk, før kameraet overhovedet ruller. Sådan ser medievirkeligheden ud, og sådan har den set ud længe. Borgere kommer i klemme, fejl bliver begået, politiske prioriteringer rammer skævt, og når TV Avisen ringer, er det sjældent for at sige tak for indsatsen. Spørgsmålet er ikke, om kommunen, regionen eller styrelsen ender i en møgsag. Spørgsmålet er, hvornår det sker, og hvor godt man har forberedt sig på det.
Møgsager og shitstorme. Viden og værktøjer til færre frustrationer udkommer 21. april 2026 på Samfundslitteratur. Hans Mogensen er også forfatter til den anmelderroste bestseller Markante borgere (2023, 3. oplag 2026).
Luna Melin Uth
Hans Mogensen har skrevet bogen om netop det. Møgsager og shitstorme. Viden og værktøjer til færre frustrationer udkommer 21. april på Samfundslitteratur og samler aktuel forskning, mere end 50 cases og en række konkrete værktøjer til offentlige ledere, kommunikationsfolk og presserådgivere. Det er en opfølger til bestselleren Markante borgere, og den er skrevet af en mand, der har siddet i begge stole. Hans Mogensen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og Politiken og har i tre årtier arbejdet med ledelse og kommunikation i både det private og det offentlige. Han er medlem af den internationale tænketank Crisis Communication Think Tank.
Læs også
Copenhagen ROC
Hans pointe er ikke, at det offentlige skal lære at sno sig uden om kritik. Den er, at kritik er et grundvilkår, og at undskyldninger er blevet så udvandede, at de næsten har mistet deres funktion. Vi siger undskyld for lidt, for sent og forkert, mener han. Og samtidig undlader vi at forberede os på det, vi godt ved kommer. Resultatet er tredobbelte kriser: kritik for sagen, kritik for håndteringen, kritik for kommunikationen.
Vi har talt med ham om jagten på den næste skurk, om hvordan man bliver en sympatisk en af slagsen, og om hvorfor han mener, det er muligt at genskabe undskyldningens værdi, hvis bare nogen vil tage den alvorligt.
Hvorfor er det nødvendigt at skrive en bog om møgsager og shitstorme i det offentlige?
Tilliden til det offentlige og det offentliges legitimitet er under pres. Vores evne til at håndtere møgsager og shitstorme er i høj grad med til at definere borgernes, mediernes og offentlighedens tillid til det offentlige. Derfor er det vigtigt, at vi har viden og værktøjer, så vi kan forebygge at møgsager og shitstorme opstår, og så vi står mere robust, når stormen alligevel raser. Jeg har samlet viden fra aktuel forskning, cases fra flere end 50 kendte og mindre kendte møgsager og shitstorme, og konkrete metoder og værktøjer, som kan bruges, når frustrerede og vrede tastaturkrigere og hårdtslående medier og dybdeborende journalister jagter den næste skurk.
Du taler om jagten på den næste skurk. Tilliden mellem journalister og embedsfolk er historisk lav. Det er veldokumenteret i Dybvad-udvalgets rapport fra 2023. Graver din bog ikke blot kløfterne dybere?
Nej, tværtimod. Jeg har stor respekt for borgernes ytringsfrihed og mediernes rolle som "den fjerde statsmagt", der skal kontrollere dem, der forvalter magten. Jeg ser min bog som et forsøg på at bygge bro over tillidskløften fra det offentliges side. Vi skal forstå mediernes rolle, hvordan journalister tænker og arbejder og de mekanismer, som driver møgsager og shitstorme i de publicistiske medier og på de sociale medier. Vi skal vide, hvordan vi kan møde den medievirkelighed, vi befinder os i, så vi kan forebygge, forberede og håndtere stormene. Møgsager, mediestorme og shitstorme er uundgåelige i det offentlige.
Møgsager og shitstorme kan vel undgås, hvis det offentlige gør sig mere umage og opføre sig ordentligt?
Der er altid nogen, som synes, at vi bør opføre os anderledes eller gøre ting anderledes. Fortidens handlinger vurderes i lyset af nutidens viden. Det, der var en fornuftig beslutning og en fornuftig handling i situationen, ser anderledes ud i bakspejlet. Vi er mennesker. Vi begår fejl. Vi handler nogle gange utilsigtet eller uhensigtsmæssigt. Samtidig befinder vi os i en omskiftelig, usikker, kompleks og ofte tvetydig og dilemmafyldt verden, hvor borgernes ændrede syn på velfærdssamfundet medfører stigende forventninger og krav; hvor samfundets vilde problemer er svære at løse; hvor rammer og vilkår i det offentlige er politiske prioriteringer, stram økonomi, kompliceret lovgivning og krav om kontrol af borgerne; og hvor risikoen for forråelse lurer om hjørnet som en mestringsstrategi, når vilkårene er svære i en presset og dilemmafyldt hverdag. Når det offentlige ikke lever op til forventninger og krav, når vi ikke løser de svære problemer, når der er uenighed om politiske prioriteringer, når borgere kommer i klemme i gældende regler, når vi begår fejl eller medierne afslører forråelse, så vækker det kritik, harme, forargelse og vrede. Vi er til for borgerne og arbejder for skatteborgernes penge, vi har en 'bestyrelse', som er valgt til at være uenig, 'bestyrelsesmøderne' er offentlige og transmitteres live på tv, og borgere og medier kan søge aktindsigt i næsten alt. Det bliver alt sammen rapporteret i medierne og kommenteret på de sociale medier. Ingen organisation kommer kritikløst gennem undersøgende journalisters graven eller folkedomstolen på de sociale medier. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi får en møgsag, eller om vi bliver udsat for en shitstorm. Spørgsmålet er: Kan vi forudse og forebygge, at nogle af dem opstår, og hvordan håndterer vi det, når møgsagerne og shitstormene rammer os.
Du skriver, at den bedste måde at håndtere en møgsag og en shitstorm er at forhindre, at de opstår. Hvordan?
Det er i fredstid, vi skal opbygge en robust organisation med en refleksiv praksis og en åben og tillidsfuld dialog. Også omkring det, der er svært, og når organisationen begår fejl. Kan vi forudse, hvad der kan gå galt, kan vi forebygge, at det går galt. Kan vi ikke forhindre, at det går galt, kan vi forberede os, hvis det går galt. Og når det går galt, kan vi håndtere det, der er gået galt, så der ikke opstår tredobbelte kriser, hvor vi både får kritik for det, der er gået galt, kritik for den måde, vi håndterer det, der er gået galt, og kritik for ingen, mangelfuld eller for langsom kommunikation om det, der er gået galt. Det offentlige er normalt altid castet i rollen som skurk i medierne, fordi vi stilles til ansvar, når vi ikke lever op til forventningerne, begår fejl eller ikke får løst et problem.
Hvordan kan det offentlige håndtere den skurkerolle?
Ved at få det overstået. Ved at optræde som en sympatisk skurk. Og ved at undgå, at sagen bliver en tv-serie med nye afsløringer hver dag i bedste sendetid. Jeg opstiller et tankesæt til at forudse, forberede og håndtere møgsager og shitstorme. Vi får det overstået ved at aflæse situationen, som omverden ser den, ved at få styr på, hvad kritikken går på, og ved at stille op og møde kritik ærlig, åben og gennemsigtig med en fornuftig forklaringsstrategi, som kan spænde fra, at vi ikke har begået fejl til, at vi lægger os ned, ruller rundt og siger undskyld. Vi bliver en sympatisk skurk, hvis vi har gode svar og argumenter på svære og konfronterende spørgsmål. Og vi undgår at møgsagen bliver til en tv-serie ved at rette op på tingene og få lukket alle kritikpunkterne, så der ikke kommer nye oplysninger eller nye afsløringer i sagen. Det er særligt svært, når mange andre stemmer begynder at blande sig i sagen.
LÆS OGSÅ
Timme Bisgaard Munk
Kan du give et eksempel på, hvordan man bliver 'en sympatisk skurk'?
For nogle år siden var vi udpeget som skurk i et indslag til TV Avisen om kommunernes serviceniveau på ældreområdet. Da vi forberedte os til interviewet, fik vi formuleret et meget kort og tydeligt svar, hvor vi tog ansvar for de politiske prioriteringer, og forklarede, hvorfor vi havde prioriteret noget højere end noget andet. Til vores store overraskelse var svaret så godt, at vi blev helten i indslaget, og en anden kommune blev billedet på de hårde prioriteringer i kommunerne.
Christian E. B. Brinck
Du siger, at undskyldninger kan være en fornuftig forklaringsstrategi. Men er undskyldninger ikke blevet et offentligt ritual for at få lukket en sag ned?
Dårlige undskyldninger har desværre udvandet undskyldningernes værdi og kraft. Det er blevet et taktisk greb, som mange virksomheder pr. automatik bruger for at få møgsager til at forsvinde. Derfor motivforsker vi undskyldninger som aldrig før. Dårlige undskyldninger gennemskues meget hurtigt. Det er utroværdigt. Og det virker ikke. Jeg argumenterer for at genskabe undskyldningens værdi. En hurtig, ærlig og oprigtig undskyldning skal først og fremmest gives for at reparere relationen, skabe forsoning og genopbygge tilliden hos forældre, pårørende og patienter. Vi skal jo leve videre med hinanden også efter det, der er sket. Det har samtidig den positive effekt, at det forebygger formelle klager, politianmeldelser, sagsanlæg, møgsager og shitstorme. Jeg mener, vi generelt er alt for dårlige til at sige undskyld, når noget går galt i det offentlige. Vi gør det for lidt, vi gør det for sent, og vi gør det forkert. Derfor opstiller jeg en ramme for, hvordan og hvornår vi bør undskylde, og hvornår vi bør beklage. Det er et bud på at genskabe undskyldningens værdi.
