Der findes to slags mennesker… Trump-typen som anledning til refleksion over livsindstillinger

Vi har alle fornemmelsen af, at det eneste Trump vil, er magten i sig selv. Som han siger i Joe Rogans 3-timer lange podcast, så er USAs præsident nr. 1 i hele verden. Fra de 9 milliarder mennesker kan han nu stå forrest som nr. 1. Det er konkurrencen i sig selv, det handler om.

Trump som arketype giver anledning til, at vi tænker lidt over alle de mennesker på vores arbejdspladser, der grundlæggende ser livet spilteoretisk og antagonistisk. Modsætningen er at se livet som samarbejde. Det vender jeg tilbage til om et øjeblik. Først en tanke om dualistiske modeller.  

Verden set ud fra dualistiske modeller   

Der findes en række filosofiske, sociologiske og psykologiske teorier, der opererer med to typer. Her er nogle eksempler:

Karl Poppers teori om det åbne og lukkede samfund. Det åbne samfund er karakteriseret ved demokrati, kritisk tænkning, individuel frihed og pluralisme. Det lukkede samfund er kendetegnet ved autoritære strukturer, dogmatisme, kollektivisme og modstand mod forandring.

Ferdinand Tönnies' oprindelige sociologiske teori skelner mellem to grundlæggende former for social organisation. Gemeinschaft (fællesskab) er de tætte, personlige relationer baseret på fælles værdier og traditioner. Gesellschaft (samfund) er de upersonlige, formelle relationer baseret på individuelle interesser og kontraktlige forpligtelser. 

Abraham Maslows motivationsteori skelner mellem to overordnede typer af behov: Mangelbehov der er de grundlæggende fysiologiske og sikkerhedsmæssige behov. Værensbehov der er de højere behov for selvrealisering, æstetik og transcendens.

Carl Jungs psykologiske typologi beskriver to grundlæggende orienteringer. Introversion med fokus på indre oplevelser og refleksion, og ekstroversion med fokus på ydre verden og social interaktion.

Der kunne nævnes mange andre. Disse teorier illustrerer, hvordan dikotomier ofte bruges til at skabe forståelser for komplekse sociale, psykologiske og filosofiske fænomener. De tilbyder simplificerede modeller, der kan hjælpe med at analysere og forstå forskellige aspekter af menneskelig adfærd og samfundsstrukturer. 

Det er selvfølgelig ret vigtigt at huske på, at virkeligheden er meget mere nuanceret og kompleks end binære modeller antyder. Men binære modeller kan hjælpe os til at se noget mere klart. Som fx alle de mennesker, der laver antagonistiske konkurrencer, hvor der ikke burde være nogen.  

Livet som konkurrence

De, der opfatter livet som en konkurrence, har en tendens til at se succes som et nulsumsspil, hvor én persons gevinst nødvendigvis kommer på bekostning af en andens. Denne tankegang er dybt forankret (tit selvfølgelig uartikuleret) i det darwinistiske koncept om "den stærkestes overlevelse", der driver individer til at erhverve ressourcer, magt og status, ofte på bekostning af andre.

Leon Festingers Social Comparison Theory giver i øvrigt lidt indsigt i den konkurrenceprægede tankegang og postulerer, at individer bestemmer deres egen sociale og personlige værdi baseret på, hvordan de måler sig op mod andre. 

Træk ved konkurrenceprægede individer

• Højt motiverede til at overgå andre
• Tilbøjelige til at se situationer som konkurrencer, selv i ikke-konkurrenceprægede sammenhænge
• Villige til at gå langt for at opnå sejr
• Måler selvværd gennem sammenligning med andre

Det konkurrenceprægede perspektiv på livet er tæt forbundet med spilteoriens koncept om nulsumsspil. I et nulsumsspil er én persons gevinst nøjagtigt modsvaret af en anden persons tab.  

Denne mentalitet afspejles i det konkurrenceprægede syn på livet, hvor denne mennesketype ser succes som en nulsums-proposition, altså for at jeg kan vinde vinde, så må en anden tabe. 

Konkurrenceprægede mennesker udviser ofte en umættelig tørst efter at vinde og et urokkelig mål om at imponere, overvinde forhindringer og triumfere over andre.

Det er jo perfekt i sport og spil. Men hvad når det er en livsindstilling?

Det kan se ud på to måder. Enten som det ekspressive som Trump representerer.

Men laver vi koblingen til vores arbejdspladser ser vi tit, at dette verdensbillede kommer til udtryk ret subtilt. Her er det ofte i det små, gennem ord og handlinger der ikke skinner tydeligt igennem, men som nedenunder er fundamentalt baseret på en nulsums-tankegang.  

For alle mennesker der ikke tænker spilteoretisk og ser livet som et spil, er det meget svært at gennemskue hvilket socialt (eller andet slags) spil, man nu er fanget i.  

Livet som samarbejde

Der findes også mennesker, der ser livet som samarbejde, og succes som en fælles bestræbelse, hvor gensidig støtte og teamwork fører til kollektiv fremgang og velvære. Dette perspektiv anerkender menneskers indbyrdes afhængighed og potentialet for fælles fremskridt gennem kombinerede indsatser.

Lev Vygotskys Social Learning Theory er et eksempel på teori, der understreger vigtigheden af sociale interaktioner og antyder, at samarbejde er grundlæggende for læring og vækst. 

Træk ved samarbejdsorienterede individer

• Fokus på gensidige fordele og fælles mål
• Vægt på teamwork og samarbejde
• Værdsætter relationer og fællesskab
• Har tendens til at være mere altruistiske og empatiske
• Søger win-win-løsninger på problemer

Samarbejdsorienterede mennesker tror ofte på, at man ved at samarbejde kan opnå mere end ved at konkurrere mod hinanden. Her handler det om fællesskabet og man tror på synergier, også hvis man ikke selv bliver fremhævet eller hædret. Denne type prioriterer det kollektive over individuel gevinst og er mere tilbøjelig til at engagere sig i situationer, der gavner fællesskabet som helhed. 

Lad os kæmpe imod et spilteoretisk nulsums-verdenssyn

At se livet som konkurrence eller som samarbejde former helt grundlæggende individuelle adfærdsmønstre, samfundsstrukturer, politik og filosofiske diskurser. Begge perspektiver tilbyder fordele og ulemper. 

Selvfølgelig findes den optimale tilgang i det som Aristoteles (og Horats) for tusinder år siden kaldte den gyldne middelvej. 

Men her vil jeg dog alligevel gerne fremhæve problemerne ved det spilteoretiske verdensbillede.  

Konkurrence er godt. Helt nødvendigt i sport og brætspil for eksempel. Men når et spilteoretisk nulsumsperspektiv er basislinjen for mennesker på arbejdspladsen, vores kollegaer, vores chefer og vores politikere, så tvinges vi til altid at tænke i strategi, magt og interesser, i stedet for samarbejde og fælles resultater.   

Trump-typerne findes også i det små og mindre karismatiske varianter. De går iblandt os. Lad os kæmpe imod et spilteoretisk nulsums-verdenssyn.