Digital afkobling og analogisering er et privilegie

Invention is the mother of necessity. “Every technical innovation seems to require additional technical advances in order to make it fully effective.”

Fra: Kranzbergs six laws of technology

Tre ubesvarede spørgsmål til den teorisvage digitalisering 

"Brudte løfter - om at sætte grænser for toksisk teknologi" er et forsøg på at reparere på en vild digital teorisvaghed herhjemme. Bogen prøver at svare på tre spørgsmål:

Første spørgsmål: er der en reel vilje til at finde ud af hvornår man ikke skal bruge digitale teknologier?

 Det er tit man hører udtryk som "vi skal også huske hvornår vi ikke skal bruge digitale teknologier", eller "vi skal jo ikke digitalisere med hovedet under armen". 
Det rejser nogle spørgsmål som også meldte sig da besværgelsen optrådte i en lille note i en Powerpoint af Jakob Harder (dekan på Københavns Professionshøjskole og medlem af den nationale alliance for teknologiforståelse) om digitale læremidler, hvor han opfordrede til, at man får afdækket "hvor læringsteknologi skaber tydelig værdi, og hvor det ikke gør."

Det satte gang i en række tanker:

Hvor mange ressourcer foreslår Jakob Harder man afsætter til at finde ud af, hvor digitale læremidler ikke skal bruges (når man har fundet ud af at de ikke skaber værdi)? Er der overvejelser om at nedsætte ikke-brugs udvalg? Hvad ville deres mandat være?  Er der blevet lavet arbejdsgrupper til opbygning af ikke-brugs kompetencer? Hvor står der i al teknologiforståelseslitteraturen, at man skal lære ikke at bruge det digitale (når det altså giver mening)

Andet spørgsmål: hvordan lærer man at balancere sit medieforbrug, til fordel for trivsel og livsglæde?

Der er vild debat om især sociale mediers betydning for vores trivsel, og lufthavnenes boghandlere har nærmest altid en bog til salg om hvordan man får styr på sit digitale forbrug. Det er også blevet en politisk opmærksomhed. Det kan man se i et vildt dokument, nemlig EUs "DigComp 2.2" (en forkortelse af Digital Competences). Det oplister de 259 tilfælde af viden, færdigheder og holdninger det kræves af borgere for at kunne kalde sig digitalt kompetente. 259 er rigtig mange, og i sorte stunder kan man blive helt i tvivl om hvorvidt én livstid er nok til at tilegne sig dem alle.

Punkt 189 i dokumentet siger at det er en digital kompetence at være bevidst om hvornår man skal balancere sit digitale brug, til fordel for personligt helbred, trivsel og livsglæde. Man skal bevidstgøres om ikke-brug som en mulighed.

Spørgsmålet der meldte sig her, er nogenlunde det samme som ovenfor. Øh ja...men hvordan skal vi skabe den bevidsthed? Hvem skal gøre det, og med hvilke midler? Hvem skal finansiere det? 

Spørgsmål 3: Er digital ikke-brug ensbetydende med inkompetence?

Mainstream, politisk teori om digital dannelse hviler på en frygtelig fejlantagelse: at mennesker som fravælger det digitale, gør det fordi de er digitalt inkompetente. Deraf følger en lang række relaterede antagelser. Opkvalificering er svaret på resistens overfor det digitale. Når borgeren eller kunden lærer at bruge det, vil han eller hun forstå fordelene.  Hvis vi bare får undervist i digital dannelse til børnene og tilbyder efteruddannelse til de voksne, så vil vi alle blive positive medspillere i det digitale projekt. 

Men findes der ikke mennesker som er meget kompetente OG som tager afstand til (visse aspekter af) digitalisering? Hvordan skal vi forklare det? Og findes der ikke superkompetente digitale brugere derude, hvis handlinger i virkeligheden er skadelige for digitale projekter? Er kompetenceperspektivet i virkeligheden den rette akse at organisere de forskellige forhold til digitalisering efter?

Det overskudsbetingede, frivillige fravalg

Derfor blev bogen et bud på at forstå digitale afkald i alle dets former: fra at vende mobilen nedad under et møde, til at tage på digital detox silent retreat i 14 dage, hen over brug af mobilfængsler og kasser (såkaldt post-digital forbrugerisme), brug af browser-extensions der blokerer for uønskede distraktioner, software-løsninger, og analoge artefakter der taler til "Les blues du net" som franskmændene kalder det - melankolien over det underligt internet vi endte med, og som er helt anderledes end det, som mange drømte om. 

Det landskab er kreativt, innovativt, teknisk opfindsomt og enormt kapaciterende i forhold til at begå sig i det digitale, så man undgår at blive skør. I stedet for at være en banegård for sørgelige eksistenser der er blevet hægtet af moderniteten, er det et felt for den ressourcestærke. Digital afkobling og analogisering er blevet et privilegie.

Det beskrives af mange forskere i forskningsfeltet "Digital Disconnection Studies", hvis forskning formidles i dele af i bogen. I det felt finder man autoetnografiske studier af hvordan det er at leve uden smartphone, grundige studier af hvad der sker på Silicon Valley "Camp Grounded" events, hvorfor facebook-afhoppere er de mest radikale maskinstormere og hvorfor en mobilkasse blev årets julegave i Sverige i 2019.

Hvad er svarene, så?

1)  Spørgsmål: Hvor står der i teknologiforståelseslitteraturen, at man skal lære ikke at bruge det digitale?

Svar: Vi er slet ikke kommet i gang med at formalisere det opbyggelige ved bestemte typer ikke-brug. Derfor foreslår bogen, sammen med Dorte Ågård, et tillæg til teknologiforståelsesfaget, der tager hånd om det.

2)  Spørgsmål: hvordan skal vi skabe bevidsthed om hvordan man ikke bruger det digitale, til fordel for trivsel, sundhed og livsglæde? Hvem skal gøre det, og med hvilke midler?

Svar: Det er "Brudte Løfter et bud på", blandt mange andre, især fra digital disconnection forskningsfeltet

3) Spørgsmål: Er digital ikke-brug ensbetydende med inkompetence?

Svar: Nej. Folk der fravælger det digitale, er ofte ressourcestærke. Deres modstand bunder i viden og erfaring. 

Sagt med andre ord: Digitale fravalg er legitime, velbegrundede og nødvendige, som en anmeldelse i Information skriver det