Dødsjackingens dødssynder

Kunsteneren og multimennesket Jørgen Leth er død. En stor kunstner hyldes nu på behørig vis i medierne og på nettet. Det er dog ikke uden mislyd. Nogle bruger hans død klamt og opportunt sorgen til at stjæle opmærksomheden og sætte fokus på dem selv. Dødsjacking kaldes det, fordi man highjacker en kendis' død til selvprofilering.

Det ultimative og mest illustrative eksempel lige nu på dødsjacking er erhvervskvinden Stine Bosse. Hun deler en gruppeselfie med hende, Jørgen og andre kendisser, hvor hun staver den afdødes efternavn forkert og giver ham et forkert fornavn. Leth-sindigt står Leth uden h, men som henrik, hvad der bliver det bogstavelige bevis på hendes upassende egocentriske sløsede dødsjacking. Bosses dødsjacking er en dødsdrome af alt, hvad der kan gå galt: Stavefejlen afslører hendes ligegyldighed med afdøde, mens gruppeselfien afslører hendes tydelige glæde ved at profilere sig selv og sine kendisvenner på Leths bortgang. Det er ikke sorg.

Naturligvis har det skabt et ramaskrig på de sociale medier. Love storm – stormen af kærlighed til Jørgen Leth med h – har nu fået sin antitese i udskamningen af Stine Bosses Henrik Let. Qvortrup giver en kæmpe blood sport skældud, og Kresten SJ giver en omgang intellektuel rockerbank til boss lady Bosse. Læs blot her:

Det er med al tydelighed klumpedumpe dødsjacking af værste skuffe. Men Bosses spektakulære faux pas gør også noget vigtigt: Det peger med al tydelighed på, hvad vi som samtid og i samstemmighed ser som dødsjackingens dødssynder og dødsdyder. Hendes fejltrin bliver således vejviseren til, hvad der er rigtig takt og tone. Her er takt og tone sort på hvidt til alt og alle, som skal dø eller kender nogle, som dør.

Ergo: Dødsjackingens dødssynder og dødsdyder

For problemet med dødsjacking er nemlig: Det er de levendes dagsorden, og det peger i sin egoisme på, at livet leves videre – på bekostning af den døde.

1. Lex Let(h)

Tag aldrig let(h) på fakta, format og personlige forhold. Alt faktuelt omkring afdøde skal være pinligt korrekt. Stavefejl af enhver art er no go, never ever. Man staver derfor hverken navn eller det svære ord kondolere forkert. Hvorfor så det?

Stavefejl og alle faktuelle fejl er et bogstaveligt tegn på, man ikke er dybt engageret, berørt og respektfuld nok overfor afdøde. Altså: Her opstår et sammenstød mellem ens påståede intention og ens faktiske adfærd. Resultatet er en dødshykler, som ikke bærer den sorg, de påstår at besidde. Det er respektløs pseudo-respekt.

Dødssynd: Faktafejl, sløseri og sjusk

Dødsdyd: Pinligt korrekt = respekt

2. Kant gælder ved gravens kant

Banalt, men sandt: It's not about you, never ever.

Mange glemmer det, men afdøde er aldrig et middel til dit mål. Som den tyske filosof Immanuel Kant udtrykker det: Mennesker må aldrig reduceres til blot midler – de er altid mål i sig selv. Bryder man den regel, er man i gang med dødsjacking.

Det er nemlig kernen i enhver usmagelig dødsjacking. Når det går galt, bliver den afdøde operationaliseret som noget, du kan, vil og har brugt til din fordel. Det er forkert. Den afdøde er suveræn, ukrænkelig og sublim i sig selv med eget eksistentielt mål. Tænk main character og ikke hjælper i dit liv. Hvis du absolut skal og må fremhæve, hvad afdøde har betydet for dig, runder du op til olympisk niveau. Vi taler her om et fuldstændigt unikt sublim bidrag af visdom og kærlighed, som viser afdøde er mere end funktion og middel for dig og dit liv.

Dødssynd: Middel til mit mål: "X har betydet meget for min udvikling som Y"

Dødsdyd: "X har et unikt, dybt, vist, kærligt, klogt Z"

3. Historien er sorgens kirke – byg en katedral-jo bedre, jo større, jo smukkere, jo klogere, jo mere personlig og unik

Den historie, du fortæller om afdøde, er respekten, sorgen og relationen. Den er en portal og mindesten, intet mindre. Dødsjackingens dødssynd er her den uoriginale, upersonlige historie, som ikke tegner det unikke nok op. Ethvert menneske er nemlig et unikum. Dette unikum skal ses og anerkendes i døden.

Aldrig et mål eller middel, men heller ikke en induktion eller slutning. Han/hun var et godt eksempel på X-stilling. Aldrig et eksempel.

Mediet er din fortælling, som altid er en kristen lignelse, hvor den konkrete historie peger og synliggør det guddommelige og uendelige og unikke i den afdøde.

Også værd et læse i den forbindelse:

R.I.P. Jeg er virkelig

Hvad siger man til et menneske, der lige har mistet? Og hvorfor skal man i hvert fald ikke sige “kondolerer”? Hvad skriver man på sociale medier? Og hvorfor er det en dårlig idé at skrive R.I.P.? Vi har spurgt digter, forfatter og cand.theol Jakob Brønnum, hvordan man som moderne menneske kondolerer.

Dødssynd eller dødsdyden står og falder med kvaliteten af den anekdotiske historie, du fortæller og/viser om afdøde

4. Jo mere usynlig/underrated du er, jo bedre

Du er non-playing character, og den afdøde fylder alt. Jo mere du giver 100 procent plads til den eneste gang, hvor afdøde kan fylde alt, jo bedre. Stine Bosse fejl, hvor det altså ikke blot er den sjuskede stavefejl, men også gruppeselfien, hvor den afdøde bruges som rekvisit, og de (be)kendte er for synlige.

Dødsdyd: Du er usynlig

Dødssynd: Du er for synlig

5. Du er den afdødes medie og ambassadør i en omvendt kantianisme

Du er ikke til stede som andet end medium. Du er i en omvendt kantianisme ene og alene den afdødes middel mod at formidle sit mål og sjæl. Det gælder i alt fra salmevalg til alt muligt omkring den afdøde.

Dødsdyd: Du er ene og alene den afdødes middel mod at formidle sit mål og sjæl
Dødssynd: Du er ikke den afdødes medie

6. Døden skaber et helligt rum om den afdøde og portal, hvor fortid-nutid-fremtid i al evighed fra evighed til evighed

Her åbnes en portal. Du forstår, prisér, respekterer og kæmper for denne bro i og til evig uendelig tid. Det sakrale rum ramme for det hellige er respekten. Det i alt – fra stilheden til kroppens bevægelser til hvad du siger, hvor du står i dette evige hellige rum.

Du er portalens beskytter, hvor du sikrer broen mellem de døde, de levende og de ufødte. Ritualer som blomster anerkender du.

En familie er en samtale, som aldrig stopper mellem de døde, de levende og de ikke-fødte – det hellige er at ære og tage udgangspunkt i den samtale.

Dødsdyd: Du er i fortid-nutid-fremtiden, i tiden

Dødssynd: Du respekterer ikke det hellige og tidsrummet

7. Du er on time at the right time med dødens vej igennem vores liv og relationer

At dødsfald er en sorgproces fra chok til fortvivlelse mod accept og nyorientering. Det har sin egen tid og forløb. Dødsjacking er at highjacke den proces, så den går hurtigere, eller være ude af trit med faserne, som når nyorienterede andre er i chok og sorg. Dødsjacking er at være helt væk og ude af synk og tone med sorgprocessen.

Dødsdyd: Du er i og med i dødens flow

Dødssynd: Du er helt væk, skæv på sorgens vej og modning – for hurtigt, forkert, for mærkelig

Det var dødsjackingens syv dødssynder og dødsdyder. Godt at kende for evigt ejes kun det tabte, som der står i den præstegård, jeg kommer fra. Vi skal væk herfra en dag, og den dag er den dødes dag fra evighed og til evighed.