Dokumentaren der blev storpolitisk

Dokumentarfilmen Grønlands Hvide Guld ramte durk ned i et politisk minefelt. For nogen er den et kærkomment argument. For andre er den en ubekvem sandhed. Nu er filmen trukket tilbage og chefredaktøren fyret. Og det på trods af, at ingen betvivler dens centrale pointe.

Dokumentaren om det danske kryoliteventyr i Grønland havde næppe ryddet mediefladerne, hvis den var blevet sendt i september sidste år.

Men nu blev nu engang sendt i februar på bagkant af Trumps fantasier om at overtage Grønland, og med et grønlandsk parlamentsvalg på vej.

Dermed bragede dokumentaren som den famøse elefant i glasbutikken ind i både storpolitik og dansk og grønlandsk indenrigspolitik. Og som det ikke var nok, tirrede dokumentaren samtidig de notorisk DR-hadende segmenter.

Resultatet kender vi: Bestyrtelse, postyr og et veritabelt politisk amokløb på DR-Byen, der endte med at virke som tilsigtet. Den ansvarlige chefredaktør er blevet fyret, og dokumentaren er trukket tilbage.

Her skulle man så tro, at årsagen til opstandelsen var, at der i Grønlands Hvide Guld var blevet fortalt noget forkert. At dokumentaren var i kategorien fake news eller misinformation.

Det er blot ikke tilfældet. Fraregnet en fejlbehæftet graf, der vel at mærke er blevet opdaget efter blodrusens indtræffen, så er fakta og informationer i dokumentaren aldeles lødige. Og ingen betvivler filmens grundlæggende pointe.

Tre politiske dimensioner udløser postyret

Baggrunden for al denne ståhej er derimod to forhold: Dels timingen som nævnt ovenfor, og dels den måde, et helt centralt tal i dokumentaren er blevet opfattet og brugt af seerne.

Tallet 400 mia. kr. 

Et tal der i Grønlands Hvide Guld tydeligt præsenteres som den danske omsætning fra kryolitminedriften. Men også et tal der af nogle er blevet forstået, og brugt, som den danske avance fra minedriften.

Affæren om dokumentaren Grønlands Hvide Guld er således en opvisning i, hvordan man kan få røven alvorligt på komedie, på trods af at man fremsætter et lødigt og velunderbygget udsagn.

Minefeltet, som Grønlands Hvide Guld landede midt i, har tre politiske dimensioner, der repræsenterer forskellige interesser og interessekonflikter.

Det er disse interessekonflikter, der er årsagen til, at Grønlands Hvide Guld ikke længere er at finde på nettet.

Geopolitik: Shh, vi prøver at lægge låg på trekantsdramaet

Grønlands sikkerhedspolitisk afgørende beliggenhed er den enkeltstående årsag til, at Kongeriget Danmark hverken geopolitisk eller arealmæssigt er en lilleputstat. Samme sikkerhedspolitiske betydning er grunden til, at Trump vil have fingre i verdens største ø.

Trekantsdramaet mellem USA, Danmark og Grønland, udløst af Trumps ønske om at erhverve øen, er samtidig i sig selv en varm kartoffel, der har været på dagsordenen på højeste niveau i EU. Her blev der som bekendt sagt tydeligt fra. Formentlig ikke til Washingtons tilfredshed.

Grønland er dermed gået fra blot at være et sikkerhedspolitisk punkt et stykke nede på dagsordenen til at være en følsom og højspændt diplomatisk og politisk linedans: den værste udenrigspolitiske krise i nyere tid.

Regeringtoppens, diplomatiets og Bruxelles’ linedans har ikke brug for den stride blæst fra Grønlands Hvide Guld, når nu strategien er at afkøle konflikten på langsommeligt embedsmandsniveau.

Grønlandsk indenrigspolitik: Et kærkomment argument

Landet mod nord vejrer selvstændighed efter århundreders dansk styre. Et ønske der har fået ny benzin af Trumps overtagelsesdrømme, og som har bragt grønlandsk selvstændighed på dagsordenen også i København.

Selvom det forestående parlamentsvalg handler om alt muligt andet end netop selvstændighed, så er spørgsmålet blevet bagtæppet. Det er ikke længere et spørgsmål om hvis, men om hvornår.

Den store forhindring for grønlandsk selvstændighed i morgen er økonomi. Der er et stykke vej, før Grønland er økonomisk selvbærende. I den kontekst lyser tallet 400 mia. kroner selvfølgelig op.

Det er på denne indenrigspolitiske scene, dokumentarfilmen der dokumenterer de enorme værdier, Danmark har hevet ud af den grønlandske undergrund, gør sin entré. Og de grønlandske politikere er i sagens natur ikke sene til at gribe budskabet, der bliver modtaget med kyshånd.

Som landsstyreformand Múte B. Egede omtrent udtrykker det i Grønlands Hvide Guld: Spørgsmålet er ikke, hvad Grønland havde været uden Danmark. Spørgsmålet er, hvad Danmark havde været uden Grønland.

At de 400 mia. nutidskroner ikke er fortjenesten, men omsætningen, er fra et grønlandsk perspektiv mindre væsentligt.

Dansk indenrigspolitik: En ubekvem sandhed

Også i dansk indenrigspolitik er dokumentaren blevet mødt med kraftige reaktioner. Men pudsigt nok af nogle helt andre årsager end i Grønland. Herhjemme handler den dominerende reaktion om, hvad i alverden Danmarks Radio bilder sig ind?

De 400 mia. er jo alene omsætningen på kryolit-minedriften, lyder kritikken. Udgifterne til at hive kryolitten op af jorden, skal jo trækkes fra, protesteres der.

Og det er jo også ganske rigtigt, som det da også fremgår klart og tydeligt af Grønlands Hvide Guld.

I stedet for at forholde sig til sagens kerne, som ingen betvivler, uanset om man trækker udgifterne til den danske arbejdskraft, det dansk indkøbte udstyr og den danske transport fra, nemlig at der er hevet enorme værdier op af den grønlandske undergrund, så degenererer debatten til hidsigt et frontalangreb på budbringeren, DR.

Grunden til den mærkværdige indenrigspolitiske debat i kølvandet på dokumentaren er, at den fortæller en ubekvem sandhed. Der findes ingen gode kolonimagter. Således heller ikke Danmark. Der er den post-koloniale selvransagelse bare ikke kommet til endnu i lille Danmark.

Den oplagte respons ville være stilfærdigt at erkende, at kryolitaffæren (heller) ikke er et af Danmarks fineste bedrifter. I stedet træder et aggressivt forsvar for det rosenrøde nationale selvbillede i værk, og reaktionen bliver politiske krav om fyringer af de ansvarlige hos DR. Krav som DR nu har efterkommet.

Som om sagens kerne dermed ophører med at være et faktum.

Og under denne let gennemskuelige socialpsykologiske forsvarsmekanisme ligger selvfølgelig det ikke-udtalte ønske om, at Grønland forbliver dansk i en eller anden form, så Kongeriget bevarer sin betydning og størrelse. 

Dette sen-koloniale ønske bliver jo ikke ligefrem hjulpet på vej af DR. Hvad bilder de sig ind?