En giftig cocktail: Om litterært tyveri, slægtsejerskab og autofiktionens grænseløshed
Efter årtiers arbejdsindsats udkom Johanne Mygind med slægtsromanen Giftig om hendes bedsteforældres liv i Lemvig. Bedstefaren var driftsleder på Cheminova-fabrikken – hovedperson i en af danmarkshistoriens største forureningsskandaler. En fantastisk slægtshistorie om skyld og skam. Bogen har kun ét problem: Historien er allerede skrevet. I Kim Blæsbjergs bestseller De bedste familier, som har opnået enhver romanforfatters drøm – at blive solgt til tv-serie.
Hvordan kan det være? Kim Blæsbjerg kendte historien, før Johanne skrev den. Johanne havde lavet en podcast om familiehistorien. Endnu mere kulørt: hun havde haft et forhold til den gifte forfatter. Kim Blæsbjerg havde læst en tidligere version af de første kapitler til hendes roman om bedsteforældrene og interviewet hendes mor. En sand litterær skandale, hvor det er svært at bestemme, hvem der ejer historien. Hvem har stjålet eller ladet sig inspirere i dette spejlkabinet, hvor det er svært at vide, om det er kunst som stjæler fra virkeligheden, eller virkeligheden som bruger kunsten i en privat heksejagt.
Sagen kan ses i forskellige læsninger
Denne skandale kan ikke reduceres til én sandhed. Som i et kubistisk maleri kan affæren læses gennem forskellige teoretiske og moralske prismer. Hver læsning konstruerer sine egne helte og skurke. Nogle ser en kvinde, der kæmper for sin retten til sin egen families historie mod en mandlig magtovertagelse. Andre ser en kunstner, der transformerer offentligt materiale til kunst, mens en tidligere elskerinde forsøger hævn. Atter andre ser et postmoderne spil, hvor begge vinder. Lad os undersøge disse læsninger.
Slægtsidealismen: Blodet er tykkere end blæk
Helt: Johanne Mygind – den retmæssige arving
Skurk: Kim Blæsbjerg – tyven som stjæler familietraumer for profit
Slægtsidealisterne mener, at en slægt ejer deres historie moralsk og muligvis juridisk. Enhver genfortælling kræver consent. Her bliver Johanne Mygind den tragiske heltinde, som må se sin families traumer stjålet af en tidligere elsker. To af Blæsbjergs hovedkarakterer er faktuelt meget tæt på Myginds bedsteforældre – en ingeniørfamilie, der flytter til Lemvig fra København for en ledende Cheminova-post. Selv deres adresse er identisk.
Spørgsmålet er, om Blæsbjergs interview med Myginds mor og adgang til podcasten kan opfattes som godkendelse af, at slægtshistorien er public domain. Har Blæsbjerg fået adgang til viden, han ellers ikke ville have?
Den narrative relativisme: Alle har ret til alle historier
Helt: Kim Blæsbjerg – kunstneren som transformerer
Skurk: Johanne Mygind – slægtsidealisten som monopoliserer
Relativisterne siger: alle har ret til deres version. Ingen historie er bedre end andre, der er ingen urhistorie – kun spejlkabinetter af iscenesættelser.
Men kan man eje en historie? Er ikke alle historier kollektive? Og har man ejerskab over bedsteforældres historie – en historie om hundredvis af arbejdere, en hel egn, en national skandale?
Blæsbjerg fastholder: alle har ret til alle historier, kunsten er at transformere. Han har taget råmateriale fra podcasts, offentlige dokumenter og lokalhistorie og skabt kunst. Han krediterer Myginds podcast. Det er ikke tyveri, det er alkymi.
Den feministiske læsning: Kvinder og deres stjålne historier
Helt: Johanne Mygind – den kvindelige kunstnerSkurk: Kim Blæsbjerg – den mandlige appropriator
Den feministiske læsning ser et grusomt eksempel på, hvordan man stjæler kvinders historier. Mygind er den kvindelige muse som offer. Blæsbjerg er den mandlige forfatter i en feministisk ejerskabskamp.
Det handler om kønnede magtstrukturer. Kvindelige forfattere har historisk fået deres historier approprieret. Fra Zelda Fitzgeralds stjålne vendinger til utallige muser, hvis liv blev mandlig kunst. Mygind bliver endnu et eksempel på, hvordan kvinders narrativer – selv families traumer – bliver råstof for mandlig produktion.
At Blæsbjerg fik priser og tv-aftale, mens Mygind må kæmpe for at blive hørt, bekræfter strukturelle uligheder. Han havde det kulturelle kapital, forbindelserne, platformen. Hun må navigere i skyggen af hans succes, anklaget for at ride på hans bølge, når det er hendes families bølge.
Forholdet mellem dem – han gift, hun single, han etableret, hun upcoming – spiller ind i magtdynamikken. Var deres forhold ligeværdigt? Gav det ham ret til at bruge, hvad hun delte i fortrolighed?
Giftig maskulinitet: Den forsmåede elskerindes hævn
Helt: Kim Blæsbjerg – den uskyldigt anklagede
Skurk: Johanne Mygind – den hævngerrige elskerinde
Den toksisk-maskuline læsning: furien vil bringe en stor mand til fald med karaktermord og knuse hans omdømme som hævn.
Blæsbjerg har gjort, hvad kunstnere altid har gjort: transformeret liv til kunst. At han havde et forhold til Mygind giver hende ikke ejendomsret over hans kreative output. Nu rider hun på hans publicity og bruger skandalen til at sælge bøger.
Timingen er suspekt: Hvorfor nu? Svaret er åbenlyst: Hun vil sabotere hans succes, hævne en affære der gik galt. Hendes bog bliver ikke kunst, men våben. Litterær krigsførelse.
Den postmoderne nihilisme: Gift som gave
Helt: Begge – medskabere af meta-kunst
Skurk: Ingen – eller selve ejerskabsideen
I den postmoderne læsning bliver det hele meme, trolling battle, fælles iscenesættelse – en gave af gensidig opmærksomhed. Hele skandalen er performance art. Måske har de koordineret det hele? Som Mygind sagde ved bogreceptionen: måske er Blæsbjerg en gave, et plot twist der fordobler bogens pointe.
Selve kontroversen er værket. Ikke de enkelte bøger, men spektaklet: anklagerne, forsvaret, debatterne. Trolling som højkunst, hvor begge vinder opmærksomhed, bogsalg, kulturel kapital.
Den moralske mikroarkitektur
Helt: Ingen entydigt
Skurk: Begge potentielt
Den nuancerede tilgang siger: hverken Mygind ejer historien eksklusivt, eller Blæsbjerg kan skrive frit. Hvad der er ret afhænger af takt og tone, om Blæsbjerg har takket nok de rigtige steder og taget udgangspunkt i den offentlige historie. Djævlen er den moralske mikroarkitektur om, hvad der er public domain.
Det kommer an på detaljerne: Informerede Blæsbjerg Mygind om sin bog? Takkede han hende privat? Brugte han kun offentligt materiale eller også private samtaler? Begge er potentielle helte eller skurke, afhængigt af deres navigation.
Men én detalje trænger sig på: Kim Blæsbjerg vidste, at Johanne Mygind var i gang med sin slægtshistorie. Han havde interviewet hendes mor. Kendte hendes ambitioner. Og så skrev han sin version – hurtigere, med større ressourcer, og fik den udgivet først.
Dette bliver det springende punkt. Selv hvis historien er public domain, hvis alle må skrive om Cheminova – så bliver det grundlæggende uanstændigt at snuppe et erklæret projekt, man har fået privilegeret adgang til gennem intimitet. Det handler ikke om juridiske rettigheder eller filosofiske principper. Det handler om menneskelig anstændighed.
Når man ved, at en person har dedikeret år til at grave i families mørkeste hemmeligheder, forarbejde slægtstraumet, finde den rette tone – og man racer til målstregen med samme materiale – bliver spørgsmålet ikke om man må, men om man bør. Svaret er: nej. Der er grænser for moralsk acceptabelt, uanset teoretisk position.
Dette ubehag føler selv de mest relativistiske. Han havde et valg. Han kunne have ventet, trukket sig, brugt sit insider-kendskab på andet. Men han gjorde ikke. Og det er utilgiveligt.
Autofiktionens død og genopstandelse
Lyotard skrev, at postmodernismen sluttede 13. september 1972 kl. 12:00, da et Corbusier-højhus blev sprængt, fordi det var ubeboeligt. Måske er 30. oktober kl. 18, da Giftig udkom, tidspunktet hvor autofiktionen blev sprængt som en giftig og socialt ubeboelig genre.
Eller skal vi tilbage til De bedste familier, hvor Blæsbjerg knuser autofiktionens uskyld? Eller gør de det sammen, deres bøger gensidigt bryder en kontrakt? Eller er det autofiktions postmoderne højdepunkt med intertekstuelt metalag – en trolling war mellem autofiktive forfattere? Dette fordobles af, at begge klassificerer deres bøger som romaner. Fiktion, ikke autofiktion.
Den giftige cocktail som litterær gave
Giftig hedder Johanne Myginds bog med rette. De bedste familier hedder Kim Blæsbjergs bog. Hvem som er giftig, forsøgt forgiftet og bestjålet, fortaber sig i de metafiktive spejlinger. Johanne Myginds bog slutter med, at hun besøger Høfde 42, hvor alt giftet er sluppet ud, med healere, som skal rense hende, familien og stedet for dårlig karma og al den gift. Kim Blæsbjerg burde været blevet inviteret med, som en fælles renselse, men enten har han ikke svaret på invitationen eller ikke valgt at komme.
Svaret er som skandalen: en giftig cocktail. Hvorfor og hvordan afhænger af, hvem der serverer, og hvem der drikker den. Men en ting er sikkert, det er giftigt at stjæle andres historie.
