En satirisk guide til humaniora og samfundsvidenskab
En samling små drillerier, der tager socialvidenskabernes og humanioras teorierne meget, meget alvorligt ved ikke at tage deres selvfortællinger helt bogstaveligt.
I Rosens navn viser Umberto Eco styrken ved humor fordi den åbner for kritik og selvkritik. Latteren gør autoriteter porøse: den minder os om, at ingen teori er ufejlbarlig. Det er derfor munkene vogter komedien som et våben: humor kan afsløre magtens egne forestillinger om ufejlbarlighed. Teorier i socialvidenskaberne og humaniora fungerer på samme måde, og derfor må vi bruge humor som selvkritisk redskab for at minde os om, at de også kan stivne og blive til dogmer.

Fra Ambrose Bierces The Devil’s Dictionary over Daniel Dennetts The Philosophical Lexicon til Keith Frankish’ dyspeptic definitions har der længe eksisteret en tradition for korte, satiriske, mere eller mindre kyniske nyfortolkninger, der prikker hul på de højstemte forståelser. Definitioner er aldrig neutrale. De er små magtgreb, små teorier i koncentreret form. Her får du mit forsøg på at ironisere nogle af de dominerende teorier i socialvidenskaberne og humaniora (SSH) i en enkelt sætning.
Hvad er aktør-netværksteori (ANT)?
“Det er at insistere på, at din printer har lige så meget agency som din chef.”
Hvad er Bourdieus feltteori?
“Det er at forklare alt med habitus, kapital og felt, og så tilføje et nyt begreb, hvis det ikke helt passer.”
Hvad er conversation analysis?
“Det er at zoome så meget ind på ’øh’ og pauser, at man glemmer, hvad samtalen handlede om.”
Hvad er diskursanalyse?
“Det er påstande om det, man synes er rigtigt og forkert, krydret med Foucault-citater.”
Hvad er emotionssociologi?
“Det er at tage følelser alvorligere, end de fleste mennesker gør.”
Hvad er etnometodologi?
“Det er at tage helt almindelige situationer og gøre dem så komplicerede, at ingen tør sige, de har forstået dem.”
Hvad er feministisk teori?
“Det er at påpege kønsmagt, og så blive kritiseret af fire andre feminismer for at gøre det forkert.”
Hvad er fænomenologi?
“Det er at stirre længe nok på en oplevelse, indtil den bliver til 300 sider teori.”
Hvad er Goffmans dramaturgiske perspektiv?
“Det er idéen om, at alle spiller roller – og at sociologen står på bagerste række og skriver anmeldelsen.”
Hvad er grounded theory?
“Det er at blive ved med at samle data, indtil man kan legitimere den teori, man alligevel gerne ville ende med.”
Hvad er hermeneutik?
“Det er at misforstå noget grundigt, men på en stadig mere kvalificeret måde.”
Hvad er kritisk teori (Frankfurterskolen)?
“Det er at være skuffet over moderniteten på et meget højt abstraktionsniveau.”
Hvad er marxistisk teori?
“Det er at forklare alt med økonomi – også når man egentlig taler om kærlighed eller tv-serier.”
Hvad er netværkssamfund (Castells)?
“Det er den erkendelse, at alt er forbundet, men ingen har overblikket – bortset fra forfatteren.”
Hvad er posthumanisme?
“Det er at forklare, at mennesker ikke er centrum – skrevet af mennesker til andre mennesker.”
Hvad er postkolonial teori?
“Det er påmindelsen om, at kolonialismen ikke forsvandt—den blev bare bedre til PR.”
Hvad er poststrukturalisme?
“Det er strukturalisme, der har fået et eksistentielt sammenbrud og nu tvivler på alt og især sig selv.”
Hvad er rational choice teori?
“Det er troen på, at mennesker tænker som lommeregnere, selv når de opfører sig som selvmodsigende poeter.”
Hvad er semiotik?
“Det er at analysere tegn, indtil man ikke længere er sikker på, at en stol er en stol.”
Hvad er strukturalisme?
“Det er at forklare alt med usynlige strukturer, som ingen har set, men alle må tro på.”
Hvad er symbolsk interaktionisme?
“Det er idéen om, at alt bliver til i samspillet – inklusive forklaringen på, hvorfor ingen er enige om, hvad der egentlig foregik.”
Hvad er systemteori?
“Det er at sige ’system’ så mange gange, at virkelige mennesker forsvinder.”
Hvad er socialkonstruktivisme?
“Det er påstanden om, at alt er socialt konstrueret – inklusive den essentielle idé om, at alt kun er socialt konstrueret.”
Hvad er narrativ teori / narrativ analyse?
“Det er tanken om, at mennesker ordner kaos med historier, og at analysen først slutter, når kaosset passer til pointen.”