Er du Joannahusets nye visuelle kommunikatør og webredaktør?

Drømmer du om at gøre en forskel for børn og unge i udsatte positioner? Kan du se dig selv i en organisation, som går forrest i kampen for at sætte vold mod børn og hjemløshed blandt børn og unge på dagsordenen? Og har du både styr på både video, grafik og web? så har vi i Joannahuset en spændende deltidsstilling til dig.
Lige nu leder vi efter en webredaktør og visuel kommunikatør, der gennem vores digitale tilstedeværelse kan sikre, at flere børn og unge kender til Joannahusets tilbud, og at flere danskere bakker op om krisecentre til børn og unge.
Som visuel kommunikatør og webredaktør kommer du i samarbejde med resten af kommunikationsteamet til at skabe og publicere kommunikationsindhold, der sikrer sammenhæng i vores digitale kommunikation og udvikler vores online tilstedeværelse.
I Joannahuset kommunikerer vi først og fremmest til de børn og unge under 18 år der står i en akut krise eller kriselignende situation. De skal vide, at vi findes – og hvad de kan bruge Joannahuset til. Men vi kommunikerer også til politiske stakeholders og til befolkningen, så vi sikrer bred opbakning til krisecentre for børn og unge.
Du kommer til at indgå i et kommunikationsteam, der både arbejder med at gribe dag-til-dag dagsordener og med langsigtede kommunikationsindsatser.
Din opgave bliver at skabe indhold og udvikle vores hjemmeside, så vi hele tiden engagerer Joannahusets målgrupper.
Helt konkret bliver du ansvarlig for:
· At udvikle og drifte Joannahusets hjemmeside Joannahuset.dk. Vi går om lidt i luften med en ny hjemmeside, som du bliver hovedansvarlig for at opstarte driften af.
· At udvikle grafisk materiale og visuelle formater, der kan gøre kompleks information tilgængelig og fængende for forskellige målgrupper.
· At producere video og andet visuelt indhold, der kan appellere til Joannahusets målgrupper.
· At stå for opdatering og udvikling af Joannahusets visuelle identitet.
Vi leder efter dig, der:
· Har mange kreative idéer til hvordan man engagerer målgrupper om nogle af de mest tabubelagte problematikker, såsom vold mod børn og børn, der bor på gaden, fordi de ikke kan være hjemme hos deres forældre.
· Har sans for detaljer, hvad enten det handler om det rigtige billede, det rigtige farvevalg eller den rigtige klipning af en film.
· Har visuelt flair og stor erfaring med digital indholdsproduktion og grafisk arbejde.
· Har en god portion erfaring med CMS-systemer, SEO og Google analytics.
· Ser en spændende udfordring i at involvere og engagere unge i tilblivelsen af kommunikation.
· Har en baggrund som kommunikatør eller grafiker og minimum et par års erfaring.
· Er en virkelig rar kollega. Vi er en uformel og menneskevenlig arbejdsplads, så lige så højt vi vægter velproduceret indhold, lige så højt vægter vi, at samarbejdet omkring at nå dertil har været godt.
Praktisk
Du vil skulle indgå i et kommunikationsteam, der udover dig består af en kommunikationskonsulent, en politisk konsulent, en kommunikationspraktikant og en kommunikationschef, som du refererer til. Vi holder ugentlige teammøder, hvor vi sammen sparer og udvikler på vores kommunikationsprodukter og -indsatser.
Stillingen er på ca. 20 timer om ugen. Vi bor på Kong Georgs vej 21 på Frederiksborg, hvor du også vil skulle arbejde fra, selvom hjemmearbejdsdage selvfølgelig også er mulige.
Vi håber på, at du kan starte hos os i august 2025.
Har du spørgsmål til stillingens indhold, eller vil du gerne blive klogere på, om Joannahuset er et sted for dig? Du er velkommen til at tage fat i Joannahusets kommunikationschef Thea Gregersen på tlf. 40 50 55 41 eller thea@joannahuset.dk.
Lyder det som noget for dig?
Send os gerne en ansøgning og CV, som du i emnefeltet mærker: "Ansøgning og CV - Visuel kommunikatør og webredaktør til Joannahuset".
Ansøgning og CV sendes senest den 25. maj 2025 til thea@joannahuset.dk. Vi holder samtaler i starten af juni.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Om Joannahuset
Joannahuset er Danmarks første døgnåbne krisecenter for børn og unge under 18 år. I huset kommer børn og unge, der er udsat for vold eller andre overgreb og svigt, der lever i et hjem med alvorlige konflikter eller i en form for hjemløshed. Joannahuset tilbyder omsorg, husly, rettighedsbaseret rådgivning, retshjælp, rettighedsbaseret bisidning og brobygning.