Er du også sur på Sisse?
Tolv grunde til at Podimo-podcasten skabte en mediestorm
Onsdag udgav Podimo de første to afsnit af "Nedsmeltning med Sisse Sejr". Inden aftenen var omme, havde alle medier fra Ritzau til Kristeligt Dagblad dækket sagen. Podimos Instagram-kommentarspor kogte over. Ikke én kommentar bød podcasten velkommen. Anna Thygesen skrev kronik. En socialdemokrat foreslog i ramme alvor at gøre det ulovligt at lave podcast på ryggen af sit kriminelle register.
Der er ekstremt mange der skriver på både Podimos tråd men også POVs at de har opsagt deres@Podimo_DK abb.
— KaldMigBareSoya 👀 (@KarinaMimoun) February 19, 2026
Gad vide hvor mange de har mistet ved at lade Sisse få mikrofonen. Kan eet dårligt program ændre en platform? https://t.co/xlI1y35CRq
Sisse Sejr-Nørgaard blev i oktober idømt 30 dages ubetinget fængsel for stalking og identitetstyveri mod en kvindelig madblogger. 81 dokumenterede handlinger over 39 dage. Kvinden havde haft en affære med Sisse Sejrs ægtemand, Esben Bjerre. Straffen er afsonet med fodlænke. 3,5 måneder senere sidder Sisse Sejr bag mikrofonen på Podimo.
Morten Kildebæk
Vreden er massiv, men ikke tilfældig. Den handler om algoritmernes engagementsøkonomi, om hvem der har ret til at frame en forbrydelse, om folkedomstolens forhold til retsstaten, om køn og om Podimos rolle som platformkapitalist. De følgende elleve punkter forsøger at forklare, hvorfor reaktionen blev så voldsom, og hvad den fortæller os om medieoffentligheden i 2026.
Vreden er brændstof. Og Sisse Sejr er brænde
De sociale medier har skabt en emotionel offentlighed med sin egen økonomi. Valutaen er engagement. Og intet genererer mere engagement end vrede. Algoritmerne belønner forargelse, fordi forargede mennesker kommenterer, deler og vender tilbage. Sisse Sejr er lige nu det perfekte brændstof for den maskine.
Karina Muriel Mimoun
Sagen har alt, hvad den emotionelle offentlighed hungrer efter: utroskab, seksuel frihed, kvinde mod kvinde, straf og spørgsmålet om hvad der er lovligt og ulovligt, når man vil hævne sig. Det er et socialt drama, der aktiverer vores dybeste instinkter for normhåndhævelse. Podimos Instagram-kommentarspor eksploderede ikke trods algoritmerne. Det eksploderede på grund af dem. Vreden over podcasten er ikke bare en moralsk reaktion. Det er en engagementsmaskine, der kører på fulde omdrejninger.
https://www.instagram.com/reel/DU8HwnCAkpt/?utm_source=ig_web_copy_link&igsh=MzRlODBiNWFlZA==
Forbryderen må ikke frame fortællingen
Det er et kommunikationsfagligt grundproblem, når gerningsmanden sætter rammen. En retsforfølgelse handler netop om at ødelægge den ulovlige framing af virkeligheden. Straffen og den sociale udskamning skal være den afsluttende og autoritative fortælling om sagen.
Når Sisse Sejr laver en podcast på sine egne præmisser, opleves det som et forsøg på at genframe sagen fra forbryderens perspektiv. William Benoits Image Restoration Theory beskriver fem strategier for omdømmegenoprettelse: benægtelse, ansvarsfraskrivelse, reducering af handlingens omfang, korrigerende handling og bøn om tilgivelse. Sisse Sejr bruger flere af dem samtidig. "Nedsmeltning" reducerer omfanget. Podcasten er et forsøg på korrigerende handling. Og selve formatet beder implicit om tilgivelse. Problemet er, at Benoit også viser, at strategierne fejler, når offentligheden ikke accepterer afsenderens ret til at definere situationen. Og det er præcis, hvad der sker her. Offentligheden insisterer på, at forbryderen ikke må få kontrol over narrativet. Podcasten bryder den uskrevne regel.
Sproget afslører strategien
Selve titlen "Nedsmeltning" er therapy speak, der reducerer 81 dokumenterede handlinger over 39 dage til et øjebliksflip af fortvivlelse. Falske bordbestillinger, tilmeldinger til nyhedsbreve, opkald fra skadedyrsbekæmpere, henvendelser til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i offerets navn. Det er ikke en nedsmeltning. Det er systematisk adfærd. Og titlen signalerer en minimering, som offentligheden registrerer med det samme.
Men det stopper ikke der. Seks minutter inde i første afsnit siger Sisse Sejr ordene "jeg mistede min identitet" uden at nogen afbryder. Det var der som bekendt også en anden, der gjorde i hendes forbrydelse. Identitetstyveri var en del af dommen. Tidligere kaldte hun offerets madanmelderi for en "hobby" i en kritiseret forklaringsnote på Instagram. Hvert ordvalg er et signal. Og signalerne peger i den forkerte retning. "Nedsmeltning" fortæller offentligheden, at omfanget minimeres. "Jeg mistede min identitet" fortæller dem, at selvindsigten mangler. Tilsammen tegner ordvalgene billedet af en person, der endnu ikke har forstået, hvad hun har gjort. Uanset om det er tilfældet eller ej, er det det budskab, sproget sender.
Forsvaret holder ikke. Men det fortjener at blive hørt
Lad os tage modargumenterne alvorligt, for de eksisterer. Sisse Sejr har udstået sin straf. 30 dages ubetinget fængsel, afsonet med fodlænke. Juridisk set har hun betalt sin gæld til samfundet. Hun har ytringsfrihed. Hun har ret til at fortælle sin historie. Og et retssamfund bygger på princippet om, at en udstået straf er en udstået straf. Nikolaj Koppel fra Podimo formulerer det sådan: podcasten "tager afsæt i en kritisk undersøgelse af Sisses egen sag og udforsker, hvad der sker, når dommen er afsagt, straffen udstået og livet skal fortsætte." Sisse Sejr siger selv, at hun hverken søger sympati eller tilgivelse, men håber at inspirere andre i krise.
Alt det er rigtigt. Og alligevel holder det ikke.
For det juridiske argument forveksler rettens dom med den sociale dom. Retsstaten kan afslutte en straffesag. Retsstaten kan ikke afslutte en social forhandling om skyld og skam. Ytringsfrihedsargumentet er korrekt i sin præmis, men tomt i sin konklusion: at man har ret til at tale, betyder ikke, at man har ret til at blive hørt uden modstand. Og argumentet om at inspirere andre i krise kolliderer med, at podcasten konkret retraumatiserer det specifikke offer, psykologer har udtalt sig om. Retten til at komme videre er reel. Men den kolliderer her med en anden ret: offerets ret til ikke at blive trukket ind i forbryderens genoprejsning.
Konceptet er overgrebs-biased
Podcastens format har en grundlæggende skævhed. Det er forbryderen, der er main character. Sisse Sejr sidder i studiet med Henrik Qvortrup og fortæller sin version. Offeret nævnes kort, proforma, seks minutter inde. Hun har ikke ønsket at medvirke.
Det omvendte koncept, en offercentrisk tilgang, ville have skabt en langt stærkere potentiel image-genoprettelse. Hvis podcasten havde ladet de forurettede fortælle, med Sisse Sejr som lyttende part, ville dynamikken have været en anden. I stedet får vi en podcast, der ligner det, DR satirisk forestillede sig i "Folkedomstolen": en cancelled medieperson, der laver samtalepodcast med andre cancellede. Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen påpeger, at virkeligheden nærmest har overhalet satiren.
Ofrene holder fast. Og det er deres ret
Sisse Sejrs forsøg bliver vingeskudt af, at offeret ikke føler, vi skal videre. Onsdag aften genopslog den forurettede kvinde bag "To Sultne Piger" det opslag, hun offentliggjorde ved domsafsigelsen. Budskabet var klart: hun står fast.
Psykolog Laurids Møller fra Dansk Stalking Center siger det tydeligt: podcasten kan retraumatisere offeret. Kroppen kan ikke skelne mellem at være i situationen og at høre om situationen. At Sisse Sejr og Qvortrup har rakt ud til offeret om medvirken, viser ifølge Møller, at man ikke har forstået dynamikkerne i stalking. Lektor Dorte Mølgaard Christiansen fra SDU supplerer: når det er krænkerens narrativ, der deles offentligt, kan det opleves som et nyt overgreb.
Anna Thygesen formulerer det skarpt: podcasten er reelt en fortsættelse af den chikanerende opførsel.
Sisse Sejr gør det eneste, hun kan. Det virker bare ikke
Lad os være ærlige: hvad er alternativet? Sisse Sejr er journalist og podcastvært. Det er hendes fag, hendes identitet, hendes levebrød. At sidde stille og vente på, at offentligheden glemmer, kan tage år. Måske sker det aldrig. Den klassiske krisekommunikationsstrategi siger, at man skal tage ejerskab på sin historie, vise anger og skabe et nyt narrativ. Det er præcis, hvad hun forsøger.
Problemet er ikke strategien. Problemet er, at strategien kræver noget, hun ikke har: offentlighedens accept af, at hun er klar til at komme videre. Diez lykkedes med sin bog, fordi hun indrømmede bedraget og lagde en distance til det. Jønke udgav bogen om mordet på Makransen fra en position, hvor tiden allerede havde gjort sit arbejde. Den afgørende forskel er, at Sisse Sejrs forbrydelse stadig føles frisk. 81 systematiske handlinger mod et specifikt offer, der stadig lider, er sværere at pakke ind i en fortælling om menneskelig fejlbarlighed end en afskriftsskandale eller en gammel gangsterhistorie. Strategien er forståelig. Udførelsen er for tidlig.
Hvor er Esben Bjerre?
Her er den elefant, der mangler i hele debatten. Esben Bjerre er manden, der var utro og udløste hele forløbet. Han er nærmest usynlig i vreden over podcasten, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt.
I november udtalte Bjerre sig om sagen i sin egen Podimo-podcast "Her går det godt". Anna Thygesen analyserede her i Copenhagen Review of Communication hans kriserespons som et skoleeksempel i, hvad man ikke skal gøre. Han valgte sit eget kontrollerede format, undlod at nævne offeret, brugte den udløbne ankefrist som lukkeargument og reducerede konens systematiske stalking til, at hun "reagerede" og "opførte sig idiotisk". 81 handlinger over 39 dage er ikke en reaktion. Det er planlagt adfærd.
Det ligner koordineret krisekommunikation fra to podcasts på samme platform. Bjerre lukker sagen i sin podcast. Sisse Sejr åbner den strategisk i sin. Begge undlader at nævne offeret som andet end en abstraktion. At vreden primært rammer Sisse Sejr og ikke Bjerre, er også værd at bemærke. Manden, der var utro, glider igennem. Kvinderne, begge to, betaler prisen.
Kønsaspektet er usynligt, men afgørende
Og det bringer os til kønnet. For det er kvinderne i det her trekantsdrama, der bærer konsekvenserne. Offeret bag "To Sultne Piger" fik sin identitet afsløret, sin profil ødelagt, sit privatliv smadret. Sisse Sejr fik en dom, en fodlænke og en offentlig udskamning. Esben Bjerre fik en omgang ubehagelige overskrifter og lavede så et afsnit i sin egen podcast.
Anna Thygesen skriver det direkte: hvornår pokker er det kvindens skyld, at en mand ikke kan styre sin diller? Det er hverken offerets eller Sisses skyld, at Bjerre var utro. Og alligevel er det de to kvinder, der er fanget i offentlighedens krydsfelt. Den ene som forbryder, den anden som offer. Bjerre er bare manden i midten, der går fri. Reddit-kommentarerne i sagen afslører mønsteret: der er stadig brugere, der mener, offeret selv var skyld i det, fordi hun var sammen med en gift mand. 70'erne har ringet, som Thygesen skriver.
Folkedomstolen er mere blodtørstig end retsstaten
Retsstaten siger, at Sisse Sejr har udstået sin straf. 30 dages ubetinget fængsel afsonet med fodlænke. Juridisk set har hun betalt sin gæld.
Men folkedomstolen opererer efter andre regler. MeToo-æraens nypuritanisme og de sociale mediers moralske domstol har skabt en mere utilgivende tilgang til straf og skyld. Folkestemningen mener ikke, at Sisse Sejr har sonet nok. De oplever podcasten som en forceret image-genoprettelse, der ikke er socialt godkendt. De modsætter sig forsøget på at omdanne negativ social skam til opmærksomhed, hun kan tjene penge på.
Historisk har mediedanmark været god til at tilgive. Qvortrup padlede rundt på DK4, før han vendte tilbage. Ditte Okman er nu legitim medieiværksætter. Dyrby er fuldt rehabiliteret. Listen er lang. Men 3,5 måneder efter en landsretsdom er for tidligt. Folkedomstolen har ikke givet tilladelse.
Epstein har gjort digital stalking til en verdensforbrydelse
Digital chikane og stalking opfattes i øjeblikket som en af tidens mest alvorlige forbrydelser. Det er ikke tilfældigt. Epstein-sagen handler i sin kerne om at samle digitalt materiale for at afpresse, true og kontrollere mennesker. Doxing som magtmiddel. Systematisk indsamling af kompromitterende oplysninger som våben. Hele verden er oppe at køre over præcis den type adfærd. Sisse Sejrs 81 registreringer, hvor hun systematisk brugte digitale formularer til at chikanere sit offer, rammer midt ind i den nerve. Det gør hendes forbrydelse mere alvorlig i offentlighedens øjne, end den ville have været for blot to år siden.
Podimo har tilsyneladende undervurderet den kontekst, deres podcast lander i. Timing er alt i kommunikation. Og den her timing er toneløs.
Podimos ansvar er større end Sisse Sejrs
Her er den pointe, der drukner i vreden mod Sisse Sejr: Podimo bærer et større ansvar end hende. Sisse Sejr er en desperat kvinde, der forsøger at genopbygge sit liv og sin karriere med de midler, hun har. Det kan man forstå, selv om man ikke accepterer det. Podimo er en medievirksomhed med en indholdsdirektør, et redaktionelt team, jurister og en PR-afdeling. De har truffet en kold, kommerciel beslutning.
Indholdsdirektør Nikolaj Koppel siger, at podcasten "ikke er et forsøg på at omskrive historien". Men Podimo har aktivt skabt det produkt, der forsøger præcis det. De har udviklet konceptet, finansieret produktionen, lagt PR-planen og sendt Sisse Sejr ud på medieturné 3,5 måneder efter en landsretsdom. De har tilsyneladende ikke konsulteret fagfolk med viden om stalking-dynamikker eller retraumatisering. Laurids Møller fra Dansk Stalking Center siger det diplomatisk: han kunne godt have tænkt sig, at de havde overvejet, om det var det ordentlige at gøre.
Podimo har en historik for at købe kontroversielle projekter, der genererer opmærksomhed. Det er en forretningsmodel, ikke et enkeltstående fejlskøn. Platforme som Podimo har en strukturel interesse i konflikt og skandale, fordi det driver abonnementer. Koppel har som tidligere DR-vært en forhistorie med at balancere etik og underholdning. Man må antage, at han kender forskellen. Alligevel vælger han at producere en podcast, der lader en dømt stalker sidde bag mikrofonen og genfortælle sin forbrydelse som personlig udvikling.
SDU-lektor Dorte Mølgaard Christiansen siger det klart: medierne og journalister har et ansvar for at opføre sig etisk forsvarligt og passe på de mennesker, der bliver lavet historier om.
Det er Podimo, der har magten i den her konstellation. Sisse Sejr er en falleret medieperson, der griber den eneste livline, hun bliver tilbudt. Podimo er firmaet, der binder livlinen fast i et andet menneskes traume og sælger billetter til forestillingen. Den distinktion er væsentlig.
Hvad siger det om os? Og hvad skal der til?
Vreden over podcasten handler om noget større end Sisse Sejr. Den handler om, hvor grænsen går mellem at tage ansvar og at kapitalisere på sin forbrydelse. Om hvornår folkedomstolen giver tilladelse til rehabilitering, og hvem der har ret til at bestemme det.
Sisse Sejr gør i virkeligheden det, enhver krisekommunikationsrådgiver ville anbefale: hun forsøger at eje sin historie, før historien ejer hende. Det er ikke dumhed. Det er overlevelse. Men strategien har en fatal blind vinkel: den regner ikke med offeret. Og den regner ikke med, at offentligheden kan se forskel på anger og forretningsmodel.
Benoit ville sige, at vejen frem kræver tre ting, som Sisse Sejr endnu ikke har leveret. For det første: en reel, offentlig dialog med offeret på offerets præmisser. For det andet: en korrigerende handling, der ikke samtidig er en indtægtskilde. For det tredje: tid. Rehabilitering efter en dom kræver, at offentligheden oplever en afstand mellem forbrydelsen og den nye rolle. Den afstand eksisterer ikke, når man lancerer en podcast, der handler om forbrydelsen, mens offeret stadig er i behandling.
Hendes sats var, at tiden var moden. Det er den tydeligvis ikke. Vreden er voldsom, men den er også flygtig. Om et halvt år kan billedet se helt anderledes ud. Spørgsmålet er bare, om offeret kan vente så længe. For hver gang mediemøllen kører, starter traumet forfra.
Det er det, kommunikationsfaget kalder den ultimative asymmetri: forbryderens gevinst er offerets tab. Og den ligning går ikke op, uanset hvor mange afsnit Podimo bestiller.
