Får AI bevidsthed? Svaret afhænger af dit verdenssyn

De tre verdenssyn og deres forståelse af bevidsthed 

Se også den tidligere artikel om de tre verdenssyn her

Det selvberoende menneske / rationelle individ 

Bevidsthed er en indre, rationel kerne: en selvberoende instans, der tænker, overvejer og handler på baggrund af vilje og logik. Individet er enheden for viden, intention og valg.

Tager typisk afsæt i Descartes’ dualisme og oplysningstidens idéer. Bevidsthed opfattes som noget individuelt, introspektivt tilgængeligt og logisk opbyggeligt.

Anvendes ofte i teknologidesign, hvor AI og brugeren tænkes som to separate enheder med klare grænser.

Motto: Der er nogen – og AI kan måske også blive denne nogen. 

Det underlagte menneske / strukturdeterminisme                            

Bevidsthed er formet af ydre strukturer: ideologi, normer, sprog eller diskurser. Subjektet er mere formet end formende. Subjektet er en effekt af samfundsmæssige kræfter. 

Forankret i Marxistisk teori, strukturalisme og Foucault’s diskursanalyse. Her er bevidsthed ikke noget vi “har”, men noget der produceres af sociale systemer og sprog.

Bevidstheden er præget af normer og magtstrukturer, og det enkelte individ har begrænset frihed.

Motto: Der ser ud til at være nogen – men det er en social illusion, som AI ikke kan træde ind i. 

Det forbundne menneske / det relationelle verdenssyn                

Bevidsthed er distribueret, emergent og situeret. Ikke lokaliseret i individet alene, men opstår i samspil mellem krop, omgivelser, teknologi og andre ting. 

Subjektet er et knudepunkt i et felt af relationer. Inspireret af Whitehead, Barad, Ingold, Haraway, Varela & Thompson, Latour og nyere affektteori. 

Bevidsthed forstås som intra-aktiv, situationsbunden, og forankret i perception og affekt. 

Man bliver bevidst med og gennem verden i handling.

Motto: Der bliver nogen til – i øjeblikke af sammensathed, hvor også AI kan være medskaber

Eksempel på forståelsen af AI og bevidsthed set fra ”det selvberoende menneske”: 

Personen modtager data og træffer valg. Bevidsthed er her beslutningstagning. 

Her er bevidsthed i høj grad et informationssystem, og hvis man kan efterligne eller genskabe det systemisk, kan AI principielt få bevidsthed. 

Det fører til idéen om Strong AI – altså at AI i princippet kan blive intelligent som os og dermed bevidst. 

Tænk fx på Turing-testen: hvis AI opfører sig som bevidst, er det bevidst. 

Hvis AI kan efterligne logisk ræsonnering og beslutningstagning, kan det betragtes som bevidst. 

Eksempel på forståelsen af AI og bevidsthed set fra ”det underlagte menneske”: 

Personens brug og oplevelse af teknologien er formet af institutionelle rammer og normer. 

Her er bevidsthed en funktion af at være indlejret i historiske, kulturelle og sociale strukturer, som mennesker er det. 

AI er her ikke en del af den sociale verden på samme måde. Det mangler erfaring, subjektposition og kulturel indlejring. 

AI kan simulere bevidsthed, men det vil være tom repræsentation uden dybde eller erfaring. 

AI kan ikke socialiseres eller placeres i historiske og kulturelle subjektpositioner. 

Eksempel på forståelsen af AI og bevidsthed set fra ”det forbundne menneske”:

Bevidsthed opstår i situationens samspil: mellem stemmen i AI-brillerne, kroppens bevægelser, omgivelsernes affordances, og alt det andet. 

Bevidsthed forstås ikke som noget, man har, men som noget, der opstår i relationer. 

Derfor kan AI ikke “have” bevidsthed men det kan måske indgå i bevidstheds-formende sammenhænge, især når mennesker, maskiner og omgivelser flettes sammen. 

Det giver anledning til at spørge: ikke om AI er bevidst, men hvilke former for sansning og relation det medskaber. 

Fokus flyttes fra “har AI bevidsthed?” til “hvilke former for relationel sansning skabes gennem AI?”.

Hvad gør vi med spørgsmålet om, at nogen må tænke disse tanker? The hard problem of consciousness (Chalmers 1995):

Hvordan kan det være, at der er noget, det føles som at være bevidst? Hvorfor og hvordan opstår subjektiv erfaring? Denne intuition om at der må være nogen, der erfarer eller tænker noget står centralt i både filosofisk bevidsthedsteori og AI-debatten. Men de tre verdenssyn tackler dette problem på helt forskellige måder, fordi de forstår “nogen” (subjektet) på vidt forskellige præmisser.

Det selvberoende menneske og det tænkende ”jeg” 

I dette verdenssyn er idéen om et “jeg”, der tænker, slet ikke problematisk. Det er derimod udgangspunktet. Det er Descartes’ “cogito ergo sum”: Fordi jeg tvivler, må der være et jeg, der tvivler. 

Subjektet er her fundamentalt og uomgængeligt. Bevidsthed forstås som en indre enhed, og det faktum, at der er nogen, der tænker tanker, ses som et grundlæggende faktum og ikke som et mysterium.

Set herfra er det ikke uforståeligt, at AI også kunne komme til at have en sådan subjektiv kerne. Hvis man kan efterligne de strukturer, der konstituerer “jeg-bevidsthed”, kan maskinen i princippet også få en form for subjektivitet. 

Man arbejder fx med “self-models” i kognitiv robotik, og theory of mind i neurale netværk, netop for at simulere, at “der er nogen hjemme”. Subjektivitet er her teknisk genskabelig, om end måske i reduceret eller kompliceret form.

Det underlagte menneske og illusionen om et ”jeg” 

I dette verdenssyn er idéen om et jeg, der er “inde i hovedet” og har tanker, en illusion skabt af sprog, normer og magt. Inspireret af bl.a. Foucault, Lacan og Althusser, mfl. bliver subjektivitet ikke set som noget, vi har, men som noget, vi bliver gennem disciplinering og tilskrivning. 

Bevidsthed – og idéen om, at “jeg tænker” – er en effekt af diskursive praksisser, ikke et ontologisk givet.

Så hvad sker der med spørgsmålet om, at “nogen må tænke disse tanker”? Her vendes det om: Det er ikke jeg, der tænker tankerne, men tankerne (diskurserne) der tænker mig. Subjektet er en position, man midlertidigt indtræder i. 

For AI indebærer det, at det ikke giver mening at tale om en tænkende instans, fordi maskinen ikke kan indgå i den sociale og historiske proces, der skaber subjektpositioner. Den kan simulere sprog, men ikke have en socialt medproduceret oplevelse af “jeg” - endnu.

Det forbundne menneske og det relationelle ”jeg” 

I dette verdenssyn forsvinder behovet for at finde et sted, hvor bevidstheden “sidder”. Her er subjektet ikke et centrum, men en relationel effekt. Et midlertidigt knudepunkt i et felt af affektive, sanselige og materielle forbindelser. 

Inspireret af Whitehead, Barad, Haraway, Varela og Thompson, Latour, mfl. opstår bevidsthed ikke i nogen, men med og gennem verden. Det er ikke mig, der skaber bevidstheden, men verden og kroppen, der sammengør mig opmærksom på noget.

Så hvad med spørgsmålet om “nogen” må tænke tankerne? I dette perspektiv er spørgsmålet forkert stillet. 

Der er ikke nødvendigvis en stabil nogen. I stedet er der et konstant flow af øjeblikke af bevidsthed, emergente forbindelser, sansning-i-fællesskab, som kan involvere både mennesker, dyr, teknologier og omgivelser. Subjektet er ikke en substans, men en proces, der bliver til i samspillet. 

Derfor kan man sige, at AI ikke “har” bevidsthed men kan være en del af bevidsthedsfelter, hvor subjektiv erfaring opstår på nye måder.

Hvorfor sondre mellem verdenssyn? 

Det er vigtigt at sondre mellem de tre verdenssyns forståelser af bevidsthed, og dermed deres antagelser om AI’s potentiale for bevidsthed, fordi disse grundlæggende perspektiver former, hvordan vi stiller spørgsmål, designer teknologi, og forstår menneskets rolle i en teknologisk verden. Uden en sådan sondring risikerer vi at tale forbi hinanden, stille forkerte spørgsmål og træffe beslutninger på forkerte præmisser.

Verdenssyn bestemmer, hvad vi overhovedet kan se og tænke

Hvert verdenssyn åbner nogle forståelser og lukker andre ned. Hvis vi fx ukritisk tager udgangspunkt i det rationelle individ, vil vi have en tendens til at forstå AI som noget, der potentielt kan efterligne og erstatte menneskelig tænkning. Vi kommer til at stille spørgsmål som: Hvornår bliver AI bevidst? Hvornår overgår den os?

Men hvis man i stedet anlægger et relationelt verdenssyn, bliver de spørgsmål meningsløse – her spørger vi snarere: Hvordan ændrer AI vores måder at være til stede og sanse på i verden? Sondringen gør det muligt at stille mere præcise, meningsfulde og situationsnære spørgsmål, og ikke kun generaliserede.

I offentlig debat, etik og teknologisk udvikling blandes verdenssynene ofte sammen – fx når vi diskuterer “bevidst AI”, rettigheder til robotter, eller ansvarlig teknologi. Vi ser politikere og teknologer, der taler om AI som om det var en person (rationelt individ), samtidig med at kritikere siger, det aldrig kan blive bevidst, fordi det mangler social erfaring (strukturdeterminisme), mens andre forskere igen ser AI som noget, der forandrer sanser og perception i netværk (relationelt).

Uden en bevidst sondring mellem disse rammer taler vi forbi hinanden og risikerer at træffe beslutninger baseret på ubegrundede metaforer eller ideologier.

Hvis vi tror, AI kan blive bevidst, vil vi måske begynde at tilskrive det rettigheder, ansvar eller moral (rationelt individ). 

Hvis vi mener, det ikke kan have ægte erfaring, vil vi behandle det som en ren maskine (strukturdeterminisme). 

Og hvis vi ser AI som en aktør i distribuerede netværk af sansning og handling, må vi overveje, hvordan det former vores praksisser, perceptioner og relationer (relationelt verdenssyn). 

Disse positioner har meget forskellige konsekvenser for etik, design, jura og samfundsmæssige normer, og uden at skelne mellem dem, risikerer vi at forsimple både problemer og løsninger.

Tre mottoer opsamlet

Verdenssyn 1: Der er nogen – og AI kan måske også blive denne nogen.

Verdenssyn 2: Der ser ud til at være nogen – men det er en social illusion, som AI ikke kan træde ind i.

Verdenssyn 3: Der bliver nogen til – i øjeblikke af sammensathed, hvor også AI kan være medskaber