af Bo Walter Kampmann

Bo Kampmann Walther har her skrevet en skarp science fiction-satire om vores kommunikationsbesættelse

Introduktion: Hvad hvis fremtidens arkæologer fandt resterne af vores kommunikationssamfund og tolkede det som en religion? Det er præmissen for Bo Kampmann Walthers satiriske "feltjournal" fra det interstellare forskningsprojekt, der har udgravet det senkulturelle menneske - Homo Communicativus.

I sin fiktive arkæologiske rapport beskriver Walther, hvordan kommunikation ikke blot var et værktøj, men fungerede som "mytopoetisk struktur" - en komplet trosform med præsteskab, ritualer og transcendente mål. Fra LinkedIn-liturgier til PowerPoint-bodsøvelser tegner han et skånselsløst portræt af en kultur, der dyrkede kommunikation som selvstændigt formål.

En bidende, men træffende analyse af, hvordan vi har forvandlet kommunikation fra middel til mål - og måske glemt at spørge: Kommunikerer vi egentlig, eller tilbeder vi blot akten at kommunikere?

Feltjournal 11-DX9: Kommunikation er Gud

Interstellar feltjournal, arkivkode 11-DX9. Lokalitet: Terra, nordlig halvkugle. Kulturel epoke: Sent antropocæn (ca. 2025 jordisk tidsregning). Fundtype: Rituelle og narrative aflejringer relateret til den monoteistiske kommunikationskult. Mulig forbindelse til digital messianisme og meningsøkonomi. Anbefalet klassifikation: Religion.

Den sidste religion

Som led i vores komparative kulturanalyse har vi gennemført udgravninger af det, jordiske kilder omtaler som "kommunikationssamfundet". Det fremstår nu med sikkerhed, at denne kultur ikke alene dyrkede kommunikation som et praktisk middel, men som et transcendent princip – en totaliseret trosform med omfattende ritualisering og selvophøjet legitimitet.

Kommunikation var ikke blot redskab, teknik eller mellemled. Nej, den fungerede som mytopoetisk struktur, som religion. Et trosbaseret system med dogmer, præsteskab og et omfattende pantheon af guder. En religion båret af løftet om kontakt, forståelse og det fælles. Med et eskatologisk mål: den totale transparens. Og dens navn var: Kommunikation.

Fra mange til én

Tidlige faser af denne tro spores i det polykommunikative stadium. Her florerede utallige guder: PR-guden, branding-guden, storytelling-guden, retorik-guden, visuel kommunikation-guden og flere endnu. De blev påkaldt i små, rituelle kredse: bureauer, kommunikationsafdelinger, kreative netværk.

Det var en animistisk fase, hvor alt kommunikerede: postkort, graffitivægge, menneskekroppe, busreklamer, hashtags. I dette kaos fandt menneskene mening og muligvis en forretningsmodel.

Langsomt skete en samling. Guderne begyndte at ligne hinanden. Ud af kaos opstod én Gud, én almægtig størrelse, som man kaldte Kommunikation med stort K. Den var alt og intet. Årsag og effekt. Logos og pathos. Og måske lidt ethos, når tiden tillod det.

Denne overgang kalder vi Den Store Sammentale. Det var her, man begyndte at tale om kommunikation snarere end at kommunikere. Det var her, man gik fra bøn til teologi og fra handling til selvforståelse.

Det hellige

Vi må sondre mellem det hellige og det profane. I k-religionen var det hellige det meningsbærende. Det, der "gik rent ind". Det virale. Det autentiske. Dét med "gennemslagskraft".

Det profane var det uigennemsigtige. Det ineffektive. En idé uden målgruppe. En mail uden emnefelt. En samtale uden takeaway. Tavsheden var ikke frugtbar, den var suspekt.

Helligstederne var mange: kontorlokaler, Zoom-rum, brandbøger, LinkedIn. Men det mest hellige sted var uden tvivl det strategiske oplæg, hvor ofringerne fandt sted: tid, nattesøvn, meningsindhold. Og hvor de indviede — strategikonsulenterne, kommunikationscheferne og brandingprofeterne — steg op i det øverste præsteskab.

Hvad der slog vores forskerhold, var ikke kun det rituelle i disse handlinger, men den ekstreme dedikation til at behandle idéer som substans. Luft og intention blev trakteret, som om de var beton.

Hinsides

I k-religionen kaldtes forestillingen om det hinsides for engagement, reach, impact eller blot: synlighed. Det var dér, man nåede sine KPI'er. Det var dér, målgruppen ikke blot så, men følte.

Transcendens opstod, når budskabet gik "viralt". Det forlod det konkrete og svævede frit, hævet over kontekst og nuance. Her skete de sande mirakler: En TikTok-dans mod mobning. En "fokussættende" kampagne. Et manifest skrevet i Helvetica.

Gud talte her gennem algoritmer. Eller som det hed i én af urteksterne: Content is king.

Gud-mennesket

Gud-mennesket er inkarnationen af det hellige. I k-religionen bar denne figur navnet influenceren.

Influenceren var halvt gud, halvt menneske. Hun spiste som de andre, sov som de andre. Men alt, hun gjorde, var kommunikation. Hun var nadveren i menneskelig form: Dette er mit liv. Følg det i algoritmens navn.

Det var hende, man søgte visdom hos, ikke profeterne, ikke forskerne. Forståelighed blev lig med sandhed, og likes var mirakler.

Ritualer

Religionens ritualer var mange, men her følger et udvalg:

• Morgenritualet: Tjek af mails, kalender, Slack, Teams og LinkedIn. En liturgisk praksis af hierarkisk betydning.
• Den lille nadver: Kaffe kl. 09.15 indtaget i hellig stilhed foran en skærm.
• Bekendelsen: Den ugentlige statusmail med bekendelser og offerhandlinger.
• Pilgrimsrejsen: Deltagelse i kommunikationskonferencer med keynotes.
• Bodsøvelsen: PowerPoint-præsentationer med over 30 slides.

Disse handlinger skabte en følelse af formål og et fællesskab i det formålsløse.

Evighed

I k-religionen blev visse begreber ophævet til det evige:

• "Autenticitet" (uden klar definition)
• "Strategi" (både begyndelse og mål)
• "Narrativ" (verdens indre struktur)
• "Målgruppe" (det tabte paradis: altid søgt, aldrig fundet)

Man talte i koder og lignelser: "Vi skal tænke det ind i en større kontekst." "Det handler om at aktivere noget i folk." "Vi skal være top-of-mind." Man kaldte det "facilitering".

Paradis

Der fandtes to paradiser:

• Samarbejde: En jordisk tilstand, hvor alle forstod hinanden i én kontinuerlig, harmonisk tråd.
• Skyen: Det transcendente arkiv kaldet cloud-løsningen, hvor alt var gemt, tilgængeligt og delt.

Her boede den digitale helligånd: metadata. Sandheden udgik herfra i opdaterede versioner.

Hvad vi konkluderer

Efter nøje analyse konkluderer vi, at kommunikation fungerede som den dominerende trosform i Homo Communicativus' senkulturelle fase. Den var ikke blot praksis, men kosmologi. En meningsmaskine, hvor alt kunne ritualiseres og kapitaliseres.

Religionen krævede ikke askese. Den krævede konstant aktivitet. At sende. At publicere. At reagere. At blive set. Tavshed var ikke en dyd, den var en synd.

Gudsfiguren favnede trinitariske og dualistiske strukturer: Senderen, modtageren og mediet i ét og det evige opgør mellem autenticitet og manipulation. Der var også kættere og afvigere, men de blev hurtigt integreret som alternative formater.

Fundene viser et samfund, der med bemærkelsesværdig vedholdenhed formåede at gøre indbildninger til valuta. Selv den mest vrøvlede filosofi kunne gennem form og signalværdi blive investeringsklar.

Vi anbefaler, at artefakterne fra felt 11-DX9 opbevares i højeste observationsklasse som vidnesbyrd om en kultur, der troede, at meningen kunne opstå, hvis blot ordene var rigtige nok. Yderligere forskning anbefales i de nærliggende semiotiske ruinområder "LinkedIn" og "SoMe", hvor spor af digital fromhed stadig synes operative.