Fik New York lige en socialistisk borgmester? WTF, hvorfor og hvordan?
Historien om hvordan en 33-årig muslimsk assemblyman væltede den demokratiske elite og vandt borgmesterkampen med subway-samtaler og anti-establishment vrede.
Skrevet af Morten Vester Haldrup
Når nyhederne om Trump fosser ud i æteren som kvælstof fra landbruget, kan midtvejsvalgene næste år virke lige så fjerne som løfterne i den grønne trepart. Derfor er det godt at huske på, at flere stater afholder vigtige valg allerede i år, og efter tirsdagens primærvalget i New York, tegner det til, at storbyen er på vej til at få en ung, socialistisk borgmester - hvordan filan skete det?
“There’s always an election,” fortalte min værtsmor fra Wisconsin mig fattet, da vi sammen bearbejdede valgnederlaget sidste efterår. Jeg havde sagt mit job op, forladt familien og rejst til The Cheese State for at være frivillig for demokraterne, og nu ville jeg høre, hvad filan hun havde tænkt sig, der skulle ske, nu hvor Trump var på vej tilbage i Det Hvide Hus.
Erum Salam
Jeg har haft ordene i baghovedet som min egen mentale Hang in there-killingeplakat, og selvom året allerede har budt på flere interessante valgsejre i USA - ikke mindst højsteretsvalget i netop Wisconsin (suck it, Elon) - så har jeg de seneste uger ikke kunnet slippe primærvalgkampen til borgmesterposten i New York, der kulminerede med valgdagen i går.
Eric Lach
På grund af New Yorks ranked choice voting (mere om det senere) har vi nok først de endelige resultater om et par dage, men alt tegner til et overraskende jordskred mod venstre i verdens finanshovedstad.
Ehem.. borgmesterprimærvalgkamp, siger du?
Ja, jeg havde heller ikke selv set den komme. Men primærvalgkampen til at blive det demokratiske partis kandidat til borgmesterposten i USA's største by har været uhyre spændende, og hvis du har misset alle afsnit, så kommer her den hurtige recap:
Feltet var indtil starten af marts tætpakket med omkring 10 håbefulde kandidater.
Den 1. marts meldte den tidligere guvernør Andrew Cuomo sit kandidatur og blev med ét frontrunner. Cuomo måtte ellers i sin tid forlade guvernørposten i vanære over anklager om sexkrænkelser fra 13 (!) kvinder - men måske er tiden rede til et comeback?
Med guvernørens indtræden fik de andre kandidater dog også den oplagte skurk - og det har særligt én af dem formået at udnytte.
Mød den usandsynlige helt: Zohran Mamdani, en 33-årig muslimsk assemblyman fra Democratic Socialists, der langsomt, men sikkert, haler ind på Cuomo i meningsmålingerne - indtil han overhaler ham lige før valgdagen.
Dramaet kulminerer på valgaftenen, hvor Cuomo omkring midnat lokal tid kaster håndklædet i ringen og Mamdani løfter armene i sejr.
Hvordan gjorde han det?
Jon Allsop
Socialistiske David mod Goliath og hans milliardærer
Mamdani har med en horde af frivillige ført kampagne på en perlerække af røde mærkesager: fastfrysning af huslejepriserne, gratis busser, gratis børnepasning og - selvfølgelig - en ordentlig skat på de rigeste.
Den gennemgående trope i hans kampagne er klassisk i sin enkelhed med kontrasten mellem folkets kandidat (ham selv) og den rige elites (Cuomo). Han bygger samtidig et ekstra lag på ved at frame Cuomos støtter som ikke bare milliardærer, men MAGA-milliardærer (fordi mange af dem netop støttede Trumps kampagne).
På den måde får han udover at drage kontrasten direkte til sin største modstander også med ét gjort Trump til en del af kampagnen, mens han puster til det ulmende oprør i det demokratiske bagland mod de rige donorer.
David Freedlander
Det er dog ikke den bærende kontrast, der i sig selv er det mest interessante ved hans kampagne, men mere hvordan han har formået at eksekvere på det, hvilket kort kan opsummeres med tre A’er:
- Approachable
- Aggressive
- Allied
Bare en cool dude med en god dagsorden
Først og fremmest er Mamdanis store styrke hans ligefremme facon og afvæbnende personlighed, der gør ham i stand til at have helt normale samtaler med helt normale mennesker. Aristoteles fremhævede netop ethos som den stærkeste appelform, og det viser Mamdani med al tydelighed.
David Smith
Han fremstår ægte, når han laver indhold fra subwayen, senest i interview til den populære podcast Subway Takes; et uformelt setup, der bare er to mænd i en løs, men substantiel samtale på et af NYC’s ikoniske undergrundstoge.
Han fremstår uhøjtidelig, når han kan tage pis på sig selv og lave en hel kampagnevideo, udelukkende med hænderne i lommerne.
Han virker oprigtigt engageret, når han vandrer fra ende til anden af Manhattan - 7 timer i alt - og taler med alle på sin vej; en eksekvering, der både fik følgere og buzz i realtid, og som efterfølgende blev til en stærk kampagnevideo, der hamrer budskabet ind til dem, der ikke lige var med - men stadig kan blive en del af kampen.
Han passer bare ind: du ved, at han selv er vant til at vente på det næste tog i lugten af sved og pis, og han kender til problemerne, der bor i gadeniveauet, for det er dér, han befinder sig. Det fremstår særligt stærkt, når demokratiske kandidater generelt hånes for at kunne at kunne tale i poll-tested messaging, og derfor fremstår verdensfjerne for mange.
Og så skader det selvfølgelig ikke Mamdani at være et oratorisk talent (han har en baggrund som rapper) med en historie, der vækker minder om den usandsynlige præsident, der trådte ud af skyggerne af finanskrisen.
Men som Muhammed Ali sagde, skal man ikke alene kunne svæve som en sommerfugl, og Mamdani har i den grad også vist, at han kan stikke fra sig.
Michael Powell
Men også virkelig vred på eliten
Mamdanis virale succes har fået flere - ikke mindst Cuomo selv - til at kritisere ham for bare at være et PR-fænomen, der forstår at udnytte de nye medier, men han har også vist sig i stand til at bide fra sig i mere traditionelle fora.
I den første debat på NBC haglede han Cuomo ned - igen - for ikke at ville have modet til at slå tilbage mod præsidenten pga. sine rige donorer, mens han framede sig selv som Trumps “værste mareridt” ved at være “a progressive, muslim immigrant who actually fights for the things I believe in.” Zing!
I en anden af de klassiske debatter formåede han også at skabe et viralt øjeblik ved at nedsable Cuomo som en grisk og usympatisk klamrian, der ovenikøbet ikke kan udtale sin modkandidats navn ordentligt: “It’s Mamdani - M-A-M-D-A-N-I - you should learn how to say it.” Dén rammer rent ind hos mange vælgere i en by med så mange forskellige etniciteter som New York.
Mandani formår at manifestere den vrede mod eliten, der nu to gange har båret Trump ind i det Hvide Hus, og som kun er vokset siden, og han lykkes med at få den kanaliseret mod håb i stedet for fortvivlelse, netop fordi han har den baggrund, han har.
Eric Lach
Det hele handler faktisk ikke om ham
Endelig er der det sidste A, Allied, som er tæt forbundet med New Yorks ranked choice voting. Det system gør det muligt at stemme på flere kandidater i prioriteret rækkefølge, så man ikke risikerer at spilde sin stemme.
Det har Mamdani omfavnet aktivt ved at lave en cross-endorsement med sin mod(med?)kandidat Brad Lander, hvor har kørt kampagne på at opfordre hinandens vælgere til at vælge dem som the runner-up. Trækket er smart ikke kun af den taktiske årsag i at få flere potentielle stemmer, men også fordi det er en tyk fed streg under deres karakter som mennesker - det handler ikke om dem, men om at få ordentlige folk ind i embedet - og holde Cuomo væk, som Landers forklarede det til Stephen Colbert. Landers blev i øvrigt selv for nylig arresteret af ICE, da han forsøgte at protestere mod anholdelsen af en immigrant - én handling der i sig selv viser karakter og kampånd.
I tillæg til sin alliance med Landers har Mamdani også selvstændigt formået at skaffe sig en del profilerede allierede, der har endorset ham specifikt som kandidat - det gælder ikke mindst den dynamiske duo AOC og Bernie, men også senest en ikke-politiker i form af en valgdags-reminder fra Emily Ratajkowski.
… og hvad så?
Det kan måske virke snævert at bruge så meget krudt på ét borgmestervalg, for hvad betyder det i det store hele? For lige at kigge lidt ud i horisonten fra det kaninhul, jeg har taget dig med ned i, så er primærvalget vigtigt at dvæle ved af flere årsager:
Først og fremmest er der det åbenlyse i, at det handler om magten i én af de vigtigste byer i verden med et indbyggertal (8,4 mio.), som er højere end 37 af de andre amerikanske stater.
Men den vigtigere grund er nærmere, at det kan være med til at sætte retning for, hvor det demokratiske parti bevæger sig hen de kommende år i sin søgen efter nyt lederskab, hvilket er én af årsagerne til den massive opmærksomhed: skal centristerne (igen) få lov til at sætte retningen i forsøget på at genvinde tabte Trump-vælgere, eller bliver det venstrefløjen?
En profil som førnævnte AOC overvejer efter sigende at udfordre mindretalslederen Chuck Schumers senatssæde i 2028: her er det ikke usandsynligt, at hun skeler til tirsdagens resultat som en indikation på byens politiske sult og mulighederne for at sejre på venstreorienteret politik.
Spekulationerne om den slags udfald har skabt bekymring i det demokratiske establishment, som Cuomo er en uomgængelig del af (han er også giftet ind i Kennedy-familien), og det var den klare årsag til, at flere markante profiler - bl.a. Bill Clinton og Michael Bloomberg - endorsede ham som kandidat. Nu har den tidligere guvernør - og dermed den demokratiske adel - så lidt et svidende nederlag, og der er ingen tvivl om, at der lige nu bliver bidt negle overalt i de demokratiske indercirkler.
Benjamin Wallace-Wells
Der er med andre ord rigeligt med grunde til at holde øje med, hvordan valgkampen udvikler sig fra nu og til novembers general election, og ikke mindst, hvordan bølgerne bevæger sig fra Hudson-floden ud over resten af det politiske landskab i USA.
