Findes plagiat stadig? nej velkommen til det post plagiate samfund, hvor alting allerede er sagt, set og skrevet
Den gamle, enkle opfattelse af plagiat er forældet for vi lever nu teknologisk og kulturelt post plagiat. Hvad betyder det? Copyright er blevet til right to copy.
I artiklen med den mundrette titel “Postplagiarism: transdisciplinary ethics and integrity in the age of artificial intelligence and neurotechnology” drøfter den canadiske forsker Sarah Elaine Eaton, hvordan vi egentlig skal forstå begrebet ’plagiat’ i en tid, hvor kunstig intelligens er blevet allemandseje
View author profile
”Den gamle, enkle opfattelse af plagiat som en ordret cut-and-paste tekst uden henvisning er forældet.”
Eaton kalder denne nye æra for ’postplagiatisme’ og mener den er kendetegnet af, at viden i dag bliver skabt i et samarbejde mellem mennesker og teknologier, hvor det er svært at se, hvor mennesket ender og teknologien begynder. Og meget tyder på, at AI kapabiliteter snart vil være integreret i mange af de teknologier, som vi allerede bruger hver dag, fx Microsoft Office eller Google Workspace.
”Det er vor tids store intellektuelle opgave at nå frem til en almen forståelse af, hvad den nye etiske normal skal være. Den har vi endnu ikke løst.”
Den gode nyhed er, at menneskets kreativitet bliver styrket, og ikke truet af AI, siger Eaton: ”Mennesker bliver inspireret af hinanden. Vi kan også blive inspireret af AI, men vores iboende menneskelige evne til at fantasere og være kreative forbliver uudtømmelig. Tidligere generationer har bekymret sig, om teknologier som radio, tv eller smartphones ville reducere menneskets evne til at tænke, men der er ikke noget, der understøtter den forestilling”.
Sarah Elaine Eaton, Ph.D.
”Det har aldrig været acceptabelt, at studerende outsourcer deres akademiske arbejde – hverken til et menneske eller til en teknologi.”
Mennesket har altid ansvaret
Selvom AI og neuroteknologi i stigende grad bliver med-skabere af de tekster og den viden, vi producerer, så betyder det ikke, at menneskets ansvar forsvinder. Det er stadigvæk mennesket, der er ansvarligt for at tjekke facts og procedurer. Det er også mennesker, der er ansvarlige for, hvordan AI værktøjer bliver udviklet. Store publiceringsorganisationer som fx COPE (Commitee of Publication Ethics) er enige om, at ChatGPT og lignende sprogmodeller ikke kan optræde som medforfattere på akademiske artikler, af den enkle grund, at mennesker – ikke teknologier – skal holdes ansvarlige for tekstens troværdighed og præcision.
Ross Andersen
I undervisningssammenhæng betyder det, at de studerende er ansvarlige for kvalitet og fakta i de opgaver, som de indleverer til bedømmelse. Det har aldrig været acceptabelt, at studerende outsourcer deres akademiske arbejde – hverken til et menneske eller til en teknologi. Og hvis den studerende ikke er i stand til at demonstrere sin egen læring, så er der god grund til at tvivle på den akademiske integritet, siger Eaton. I den anden ende har underviserne til gengæld et ansvar for at udvikle opgaver, der giver de studerende denne mulighed for at vise deres læring.
Henvisninger er stadig vigtige
Et andet af post-plagiatismens principper er, at henvisninger stadig er et vigtigt aspekt af læring og akademisk produktion. Det har været og vil altid være, god tone at respektere sine lærere og mentorer. Vi mennesker lærer i et fællesskab med andre, også selvom vi gør det i enrum. Derfor er citater, referencer og tilskrivning af viden til ophavsmanden vigtige procedurer, som dog alt for ofte bliver opfattet som rene teknikaliteter, og ikke en praksis til ære for dem, som man har lært noget af. Henvisninger ses tit som et overfladisk og rent performativt krav i form af en litteraturliste eller en række fodnoter. En henvisning er imidlertid en anerkendelse af andres arbejde og et signal om, at man har sat sig ind i det og kan tale om det. Akademisk produktion handler ikke kun om at tage ansvar for, hvad man selv ved og skriver, men også om at vise respekt for dem, som har gjort én klogere.
De gamle definitioner på plagiat dur ikke længere
Efterhånden som studerende, undervisere og medlemmer af samfundet generelt begynder at blive mere bevidste om, i hvor høj grad alt i vores tilværelse er præget af kompleksitet, bliver vi også nødt til at formulere nye forståelser af, hvad det vil sige at lære, at arbejde og at leve etisk. Men det bliver udfordret i postplagiatismens tidsalder. Den gamle, enkle opfattelse af plagiat som en ordret cut-and-paste tekst uden henvisning er forældet. Og det er vor tids store intellektuelle opgave at nå frem til en almen forståelse af, hvad den nye etiske normal skal være. Den har vi endnu ikke løst.
Vi er dårligt forberedt
ChatGPT opstod ikke ud af det blå. De teknologiske forløbere kan spores tilbage 1980’erne, hvor de første tekstteknologier blev udviklet for at afhjælpe handicaps. Men teknologierne ændrede sig fra at være specialiserede og medicinske til at blive kommercialiserede og socialiserede. En UNESCO rapport fra 2023 slår fast, at neuroteknologi “has broken into the market leading to an increased availability of direct-to-consumer products that may be used for recreational and mental augmentation purposes. However, the effects of these technologies are still unclear, and their unregulated use entail unprecedented risks for human rights related to freedom of thought, mental integrity and to some of its underlying pre-conditions such as dignity, identity or human agency.”
Der er allerede stærke etiske bekymringer i forbindelse med neuroteknologi. Historien har lært os, at når neuro og tech lander i klasselokalet sammen, så er hverken underviserne eller politikerne klædt på til at kontrollere brugen.
Det er også dér, vi står i dag. Neuroteknologi er overhovedet ikke inde på lystavlen hos de fleste undervisere. Men der er tydelige tegn på, at neuroteknologierne vil blive almindeligt tilgængelige indenfor vores levetid – og vi er virkelig dårligt forberedt.
Hvordan ender det akademiske våbenkapløb?
Muligheden for at neuroteknologi bliver tilgængelig for den almindelige forbruger lyder som et sandt akademisk mareridt. Gadgets som ear-pieces og high-tech briller har allerede været brugt til snyd i årevis. Der er masser af websider, som har specialiseret sig i at sælge snyde-gadgets til studerende. Hvad sker der, når teknologien kan implanteres og bliver usynlig, sådan som Musk & Co. arbejder med?
”Eaton kalder denne nye æra for ’postplagiatisme’ og mener den er kendetegnet af, at viden i dag bliver skabt i et samarbejde mellem mennesker og teknologier, hvor det er svært at se, hvor mennesket ender og teknologien begynder.”
I stedet for at falde ned i et dystopisk kaninhul foreslår Easton, at underviserne begynder at tænke over, hvordan de kan forberede de studerende til den fremtid, som vi endnu ikke kan forestille os. Forskning i de avancerede teknologiers etiske implikationer for undervisning kan betragtes som forebyggelse af de værste ulykker. Der er mange vigtige etiske spørgsmål, som vi endnu ikke har svar på. Det handler ikke så meget om de medicinske hjælpemidler, men om de kommercielt tilgængelige devices, som de studerende selv vælger at bruge for at forbedre deres præstation.
Forskningen i disse etiske spørgsmål skal gå på tværs af de traditionelle akademiske siloer og studeres tværfagligt i samarbejde med de studerende, politikerne og tech-industrien selv. I post-plagiatismens æra, hvor AI og neuroteknologi ikke kan isoleres fra undervisning, læring, akademisk evaluering, videnskab, forretning eller hverdagsliv bliver vi nødt til at beskæftige os seriøst med spørgsmål som etik, integritet og en socialt retfærdig verden. Og de etiske konsekvenser er vigtige på et globalt plan.
