Forfejlet forsvar for de 158 tønder lort i skoven
Man vinder ikke en shitstorm ved at gøre sig selv til martyr – især ikke med lorten stående tilbage i skoven.
Den i udgangspunktet banale historie om Stedsans In the Woods-konkursen er blevet en shitstorm med global rækkevidde. Hovedspersonernes forsvar gør intet godt for dem. Offertællingen med angreb på medier, Skat og svenske myndigheder iscensætter dem i stedet som et tonedøvt par med en nærmest messiansk selvforståelse.
Så skete det: Vi er vidner til en shitstorm, der rent faktisk handler om lort.
Helt præcist 158 tønder lort i en sydsvensk skov.
På den måde er selve det metaforiske begreb shitstorm, som de seneste godt ti år er blevet fast inventar i vores kollektive ordforråd, og tillige et kommunikationsfagligt pejlemærke, på sin vis gået konkret full circle.
Det handler selvfølgelig om det nu konkursramte permakultur-resort Stedsans in The Woods og deres #shitgate.
Politiken kunne for nylig oprulle, hvordan kokkeparret Mette Helbæk og Flemming Schiøtt Hansen er gået konkurs med deres jord-til-bord hotel og spisested i skoven ved Bohult i Halland, og havde efterladt sig en millionskattegæld, og ja, 158 tønder med menneskelig afføring.
Politikens ellers relativt lokale historie er siden gået globalt. Prøv selv af google '158 barrels of shit'.
Miranda Bryant
Helbæk og Schiøtt Hansens #shitgate er med andre ord blevet en vaskeægte shitstorm.
Fra deres eksil i Guatemala forsøger Stedsans In the Woods-parret at afbøde den massive negative omtale med et forsvarsskrift på deres blog.
Tager Stedsans ejerskab for lortet?
De centrale omdrejningspunkter i sagen består udover de 158 tønder lort og skattegælden i Stedsans-parrets flugt til Guatemala. I forsvarsskriftet vedstår Helbæk og Schiøtt Hansen sig alle tre forhold.
Betyder det så, at de tager ejerskab for lortet (pun intended). Ikke just.
Selvom de paradoksalt nok faktisk skriver “It’s also a very important part of the permaculture principles that you deal with your own shit”, så er de fakta jo, at der står 158 efterladte tønder lort i den svenske skov, som en ny ejer og/eller de svenske myndigheder skal forholde sig til. Lortet er nogle andres problem.
Og så er det jo sådan set underordnet, at tøndernes indhold med tiden bliver omdannet til nok så frugtbar muldjord, som den nye ejer jo bare på et tidspunkt kan bruge som kompost.
Den paradoksale formulering er illustrativt for det gennemgående problem ved Stedsans-parrets forsvarsskrift: De adresserer deres shitstorm indefra og ud med udgangspunkt i det personlige perspektiv.
Fx når de om flugten til Guatemala skriver: "For os var sidstnævnte et svært, men nødvendigt valg at træffe som forældre og mennesker, der tror, vi har mange gaver at dele med verden."
Gaver såsom skattegæld og efterladt lort?, fristes man jo til at spørge.
Da en shitstorms natur altid er et omverdensperspektiv, hvor sagen forstås, tolkes og vurderes udefra og ind, så fungerer det ganske enkelt ikke at lovprise egne fortræffeligheder i nærmest messianske vendinger som respons.
Tværtimod opstår der et knasende sammenstød mellem perspektiver, der ikke gør noget godt for Stedsans-parrets image og omdømme, men som tværtimod fremstår entitled og tonedøve.
Forklaringen er formentlig at begår den dødssynd, at de kommunikerer til venner, familie, fans og ligesindede, og ikke til deres kritikere.
Klassisk offerfortælling
Den gennemgående figur i forsvarsskriftet er en klassisk offerfortælling, hvor Helbæk og Schiøtt Hansen er blevet gjort uret, og hvor skurkene er medierne, Skat og de svenske myndigheder.
Allerede i forsvarsskriftet rubrik adresseres “den lyvende presse” og ordet “lies” optræder syv gange og ordet “lied” to gange. Vi aner her et ekko fra Trump, som i disse tider ikke just er en effektiv trumf at kaste.
Lad os rekapitulere: Omdrejningspunkterne er efterladt lort, skattegæld og flugt til Guatemala. Tre forhold parret vedkender sig. Anklagerne om mediernes løgne fremstår derfor som kluntet gaslighting.
I parrets fortælling om millionerne de skylder til Skat påtager de sig tilsvarende en rolle som ofre. Her er sagens kerne en ti år gammel skatteafgørelse, som parret er “uenige i”. Og så får den ellers fuld patos om “gældsfængsel” og flugten til friheden i Guatemala.
Hvor medierne lyver, så er Skat “broken”, skriver de, og henviser til en podcast med den skandaliserede tidligere departementschef i Skat, Peter Loft. Loft er i øvrigt siden sprunget ud som kandidat for skattehaderne i Liberal Alliance.
Og endelig er der de svenske myndigheder, der er “kujoner”, fordi de kritiserer det efterladte lort.
Whataboutery galore
Sagen om Stedsans In the Woods er måske i udgangspunktet ikke verdens største historie. Konkurser sker hele tiden, de efterlader et vist rod og så begynder folk ellers på en frisk.
Samtidig er 158 tønder lort, milliongæld og flugt indiskutabelt klik-egnede komponenter, hvilket også forklarer historiens globale rækkevidde.
Historien henter desuden ekstra næring ved kontrasten mellem efterladt lort og den høje bæredygtige hest, som Helbæk og Schiøtt Hansen har placeret sig på. En klassisk walk-the-talk-historie.
Den kommunikative opgave for Stedsans-parret var derfor at nedskalere sagens proportioner til det trivielle niveau, man sagtens kan argumentere for, den hører hjemme på.
In stedet kommer til at gøre det stik modsatte, ved ufrivilligt at iscenesætte sig selv som en slags profeter, der ikke er bundet af banaliteter som at betale sin skat og rydde op efter sig.
Fremragende illustreret ved denne eklatante whataboutery-udgangsreplik henvendt til medierne:
“Er vores permakultur-resort virkelig problemet?
Tror I, det er et problem, at folk håndterer deres eget lort?
Ville verden være et bedre sted, hvis naturlige/bionedbrydelige rengøringsmidler var den eneste mulighed?”
Sådan en omgang snakken udenom virker muligvis hos menigheden, men ikke specielt mange andre steder.
Og i en shitstorm med global rækkevidde bør målgruppen nu engang være den kritiske offentlighed. Pointerne kan fremstilles i følgende skema:
🎭 Den Klassiske Offerfortælling i Shitstorm-format
Case: Stedsans In The Woods og #158BarrelsOfShit
🌀 Hvad er en shitstorm?
En pludselig, voldsom offentlig kritik – ofte online.
👉 Her: Det handler bogstaveligt om 158 tønder menneskelort efterladt i en svensk skov.
📉 Sagens kernepunkter
- 💩 158 tønder afføring
- 💰 Millionstor gæld til SKAT
- 🛫 Flugt til Guatemala
- 📝 Et forsvarsskrift fyldt med gaslighting og patos
📢 Problemet med fortællingen
- 📣 Indefra-ud-kommunikation → de taler til fans, ikke kritikere
- 🧏♂️ Tonedøvhed → fremstår selvhøjtidelige og uden ansvar
- 🙃 Whataboutery → "Er det virkelig os, der er problemet?"
🚫 Hvorfor det ikke virker
📵 Går imod shitstormens logik: kritik kommer udefra
🙄 Messiansk selviscenesættelse = image-krise
🤷♀️ Ejerskab udebliver → “Lortet er nogle andres problem”
Millionstor gæld til Skat
Flugt til Guatemala
En cocktail af konkrete og chokerende elementer – perfekt til medieopmærksomhed og shitstorm
🌪️ Shitstormens karakter
Global interesse, memes, “158 barrels of shit” bliver søgeord og satire
Når en shitstorm bliver bogstavelig, intensiveres den symbolske effekt
🎭 Offerfortællingens opbygning - De er ofre for medier og myndigheder
Medier = “lyver” (9 gange nævnt)
Skat = “broken”
Sverige = “kujoner”
De selv = “vi har gaver til verden”
Klassisk narrativ: os vs. systemet. Men narrativet mister legitimitet, når fakta (tønder, gæld, flugt) ikke benægtes
🤥 Gaslighting De indrømmer alt – men kalder det “løgn”
Forsøget på at omfortolke sandheder underminerer deres troværdighed
🧏♂️ Tonedøvhed
Forsvarsskriftet handler om deres følelser og visioner – ikke om kritikpunkterne
Uhensigtsmæssigt at tale indefra og ud i en shitstorm, som er defineret udefra og ind
✝️ Messiansk selviscenesættelse
“Vi tror, vi har mange gaver at dele med verden” | Sådan retorik virker selvhøjtidelig – især i kontekst af skat og afføring
🔁 Whataboutery
“Er vores permakultur-resort virkelig problemet?”
“Ville verden ikke være bedre med natur-rengøringsmidler?”
Afleder fokus og fremstår som en måde at undgå ansvar på – skader omdømmet
🪞 Spejlingseffekt: Narcissist-narrativet
De kalder Skat og medier narcissistiske – men fremstår selv som selvoptagede og virkelighedsfjerne
Klassisk psykologisk projektion – anklagen peger ufrivilligt tilbage på dem selv
🤦♂️ Kommunikationsfejl
De kommunikerer til fans og støtter, ikke kritikere eller offentlighed
Fejlmålretning af budskab – i en krise er modtageren den brede offentlighed
📉 Walk-the-talk-faldet
Stedsans-brandet = bæredygtighed
Virkeligheden = lort og gæld
Et image styrter hurtigt, når handling ikke matcher idealer
❌ Resultat
Shitstorm forværres – de fremstår tonedøve, messianske og ansvarsløse
De forstærker krisen ved at kommunikere forkert og nægte ansvar
🎯 Kommunikationslærdom
Man vinder ikke en shitstorm ved at gøre sig selv til martyr – især ikke med lorten stående tilbage i skoven
Krisekommunikation kræver ansvar, ydmyghed og forståelse for modtagerens perspektiv
