Fra Gonzo til Powerpoint – fra Fiat 127 til Mercedes 350 AMG

Jesper Klit, der har en fortid som en passioneret New Journalist og skrev alenlange artikler i Weekendavisen, hvor han og håndtegner Roald Als var et makkerpar, har begået en ny bog, der udspringer af hans mangeårige virke som international kommunikationsrådgiver.

I sin nye bog – KUNSTEN AT KOMMUNIKERE, 117 råd, refleksioner, værktøjer og genveje til at blive en mere effektiv kommunikator – beretter Klit blandt andet om sit traumatiske skifte fra den rene journalistik til “The Dark Side” – fra Gonzo til Powerpoint – fra Fiat 127 til Mercedes 350 AMG.

Allerede tidligt i min karriere som journalist var jeg heldig at blive en del af miljøet omkring det hedengangne Levende Billede, hvor nogle af de bedste skribenter, redaktører, fotografer og tegnere arbejdede uden at få en rød reje for det. 

Levende Billede var et filmtidsskrift, der havde til huse i Skt. Peders stræde i indre København og blev styret med kærlig, hård hånd af redaktør Henrik Jul Hansen, der kunne tale bukserne af hvem som helst fra emsige kreditorer til skeptiske leverandører til bladet, som han med lethed overbeviste om, at det var et kæmpe privilegium at få en artikel optaget i Levende Billeder og at der sjældent kom noget godt ud af penge mellem venner… 

Da jeg således på et tidspunkt arbejdede i New York og var lykkes med at gafle et solointerview med den verdensberømte forfatter Tom Wolfe – kendt som en af ophavsmændene til New Journalism – overtalte Henrik Jul mig på en dårlig telefonlinje og med en endeløs, insisterende talestrøm til at lade Wolfe-interviewet trykke i Levende Billeder for lige præcis nul kroner i honorar – fremfor i Politiken, der allerede havde sagt ja tak til interviewet og var klar til at betale det der i min optik var en mindre formue for min ulejlighed.

Det var på Levende Billede jeg mødte Roald Als, som mange læsere vil kende som en gudsbenådet håndtegner på Politiken og før det på Weekendavisen. 

Første gang jeg mødte Roald var til Levende Billeders legendariske julefrokost. Forinden havde Roald tegnet en fantastisk tegning til min første reportage til bladet. En reportage, hvor jeg gennem en hel uge havde fået lov at følge det danske Jægerkorps under en øvelse, hvilket der kom en seks sider lang artikel med rubrikken: ”Hvis de råber fisse, så svar med spejlæg” ud af. 

En rubrik, der næppe ville være gået i dag – til trods for at titlen til mit forsvar refererer til et kodeord, som jægerne brugte internt… 

Den dag til julefrokosten nikkede Roald Als til mig og sagde venligt: ”Den var ikke så dårlig den artikel om Jægerkorpset”. Hvilket, når man kender Roald, er noget nær en helgenkåring…

Roald og jeg kom senere til at arbejde tæt sammen på Weekendavisen, hvor vi som makkerpar tegner og reporter lavede en lang række artikler sammen – artikler der ofte var skrevet som New Journalism – en journalistisk stil, der flittigt anvender litterære virkemidler til at skabe mere levende og engagerende fortællinger om virkelig begivenheder. 

Roalds bidrag til vores artikler var tegninger, der ofte var så gode, at man ikke behøvede at læse teksten… 

Lige siden jeg forlod Weekendavisen for at være med til at starte TV2 og endnu senere blev adm. direktør for Nordisk Film Tv og siden stiftede eget kommunikationsvirksomhed har Roald – der i parentes bemærket har været socialdemokrat hele sit liv og den dag i dag ville give sin højre hånd for at Anker Jørgensen stadig var statsminister – kærligt drillet mig med at jeg har solgt ud og er gået til den mørke side.

For et par år siden landede denne mail i min indbakke – sendt fra Roald der på det tidspunkt var ved at lægge sidste hånd på sin selvbiografi, Håndtegner:

 Kære Jesper

 Jeg har lavet en bog om mit virke som bladtegner helt tilbage fra før Levende Billeder. Og i den optræder du i et par af kapitlerne.

 Jeg tænkte, at jeg ville vise dig dem, inden bogen udkommer, så her er en pdf af kapitlet om Levende Billeder og det om, hvordan det er at være på tur med en New Journalist.

Det meste har være bragt før i Weekendavisen, så jeg regner ikke med, at du bliver rasende.

Bogen udkommer i slutningen af september. 

Kh Roald

Dagen efter jeg havde modtaget ovenstående svarede jeg Roald med disse ord naturligvis holdt i den sædvanlige New Journalism-stil og med en glimt eller to i øjet: 

”Mailen tikkede ind på hans iPhone 15.14 fredag eftermiddag. Kommunikationsrådgiveren sad på det tidspunkt på 24 etage i en anonymt udseende skyskraber i det nordlige London og kedede sig gudsjammerligt. 

Rundt om mødebordet i stålgrå granit sad fire mænd og en kvinde i stort set ens lignende jakkesæt, mens en sjette person– en lille, storsvedende mand med et alt for langt slips – tronede for enden af bordet, mens han pegede anklagende på en power point planche fyldt med tal.

Kommunikationsrådgiveren undertrykte sit fjerde gab indenfor 10 minutter. Så tikkede mailen ind. Den var fra Håndtegneren. Long time, no see. En bog om mit virke? 

Kommunikationsrådgiveren foregav at læne sig interesseret ind mod power point-præsentationen, mens han med en rutineret bevægelse åbnede den vedhæftede pdf. 

Hurtigt scrollede han gennem teksten, mens en flod af erindringer skyllede gennem ham: Levende Billeder, opgaverne med Håndtegneren, den gamle redaktør, julefrokosterne i Skt. Peterstræde, Hvis de råber fisse, så svar med spejlæg, Ellegaard, Jaffa, Jensen, middagene med højt til loftet, ansættelse på Weekendavisen, de lange aftener på job, hvor Håndtegneren gang på gang generøst havde øst af sin dybe indsigt og viden som: ”Kvinderne ud af køkkenet” og ”Aldrig væk en sovende baby”.

Fuck, det var tider. Og nu sad han her i et gudsforladt kontor i London og lavede hvad? 

Kommunikationsrådgiveren mærkede pludseligt en let trykken for brystet. Havde han solgt ud? Havde han valgt forkert? Hvorfor sad han ikke i dag på Weekendavisen eller Politiken og skrev lange, indsigtsfulde artikler om alt mellem himmel og jord? Han kunne jo skrive for helvede! Hvorfor var han ikke stadigvæk en af demokratiets vogtere – en af dem der bed magteliten i haserne og blev set op til at unge journalister med stjernereporterdrømme?

Hvorfor alt det pis med ledelse, direktør for Nordisk Film, kommunikations selskab og det der var værre…? Hvor vigtig var villaen i Charlottenlund, sommerhuset i Gl. Skagen og rejserne til Maldiverne og skiferierne i Italien egentligt, når det kom til stykket…?

På den anden side: Hvor fedt var det at sidde på Rådhuspladsen eller i Pilestræde og have en mellemleder af en 38-årige redaktionssekretær med flødeoverskæg bede en om at skrive om manglen på børnehavepladser i København eller sammenligne priser på mørbrader fra fem forskellige supermarkeder.?

For slet ikke at tale om det unævnelige: At blive beordret på web-redaktionen for at producere uendelige mængder at ligegyldigt clickbait lort… 

Og i øvrigt måtte han indrømme, at 3.500 kr. i timen trods alt lindrede smerten ved at sidde her en smule… 

Da SAS415 seks timer senere lydløst svævede ind mod et natsort København, havde kommunikationsrådgiveren truffet sin beslutning: ”En bog om mit virke”. Min bare røv. Sgu ikke med ham som medvirkende.

Og hvad ville alle vennerne i C25 indekset ikke tænke.? Faneme nej. Sådan legede man ikke med ham.

Klokken var næste midnat, da kommunikationsrådgiveren svang sig ind i sin bil og med et hurtigt tryk på rattet aktiverede bilens telefonsystem. Hans PA tog kaldet, inden telefonen havde ringet to gange. Det var præcis det, han betalte hende for.

”Ja, chef?”, lød hendes stemme.

 ”Det er mig. Få fat i vores advokat. Nu…!”. 

Så afbrød han kaldet og lød sin højre fod presse tungt mod speederen, så den polarhvide Mercedes 350 AMG skød gennem natten som et hvidt missil…