Af Martin Jagd Graeser, CEO & Founder af Kvantum Copenhagen ApS

Det rejser et langt mere grundlæggende spørgsmål, nemlig: Er det Trump, der egentlig sætter retningen; eller er han i stigende grad en politisk marionetdukke for en ny, teknologisk overklasse, der arbejder uden om – og direkte imod – demokratiet, for at ændre noget langt mere grundlæggende i den amerikanske, og dermed vestlige politiske scene?

For det handler ikke kun om platforme og algoritmer længere. Det handler ikke om entreprenørskab og om at skabe nye platforme, der kan udvide den demokratiske samtale, som Facebook tilbage i 00’erne og 10’erne stod for. For ovenstående tech-bosser og -moguler er agendaen efter Trumps indsættelse i januar 2024 blevet mulig at manifestere – og en helt anden.

Det handler om, at nogle af verdens rigeste teknologiske aktører aktivt eksperimenterer med, hvordan samfund kan organiseres uden for nationale stater og demokratisk regulering.

Vi ved, at Peter Thiel i årevis har talt åbent om sin skepsis over for demokrati – og samtidig har finansieret J.D. Vances politiske opstigning.

Vi ved også, at Elon Musk ikke bare ejer en af verdens vigtigste platforme for politisk offentlighed og samtidig støtter Trump, men også investerer massivt i satellitinfrastruktur, rumteknologi og globale netværk, der ligger uden for klassiske statslige rammer – men som staten i dag er dybt afhængig af.

Vi ved, at Sergey Brin og Larry Page (stifterne af Alphabet/Google) i årevis har støttet forskning og miljøer, der arbejder med alternative styringsformer, teknokratiske modeller og by- og statsdesign uden for de gængse demokratiske strukturer.

Og vi ved, at Mark Zuckerberg kontrollerer en af verdens vigtigste infrastrukturer for politisk kommunikation – uden at være demokratisk ansvarlig over for nogen offentlighed.

Vi stopper alt for ofte analysen her – og dermed alt for tidligt.

For det her handler ikke kun om, hvem der styrer samtalen. Det handler om, hvem der forsøger at gentænke selve staten.

Private bystater.Flydende mikronationer.Særlige økonomiske zoner uden regulering.Teknologisk governance frem for politisk ledelse.Eksperimenter i private lande og bystater.

I den sammenhæng har Anton Jäger et begreb, i sin bog, af samme navn, som begrebet, som jeg synes rammer præcist, nemlig: Hyperpolitik.

Pointen er ikke, at der er for lidt politik. Pointen er, at politikken flytter væk fra de klassiske statslige institutioner, som vi kender dem, og ind i teknologiske systemer, kapital og infrastruktur. Her opnår vi, skriver han, en ekstrem politisering uden nogen form for politiske konsekvenser, i det der bliver sagt eller gjort.

Denne bevægelse opstår ikke i et idévakuum. Den er forankret i en libertariansk tradition, som gennem flere årtier har haft betydelig indflydelse på dele af Silicon Valley, og før det, har personer som Ayn Rand haft indflydelse på Wall Streets børsmæglere (vi har alle set filmen Wall Street, 1987). 

Libertarianismen betoner minimalstat, radikal markedsfrihed og individets suverænitet over kollektive beslutningsprocesser. I denne tradition vurderes demokrati ikke normativt, men funktionelt: Fremmer det frihed for den produktive minoritet – eller begrænser det den?

I sit essay “The Education of a Libertarian” (Cato Unbound, 2009) skrev Peter Thiel:

 “I no longer believe that freedom and democracy are compatible.”

Citatet rummer en (for mig  skræmmende) grundtanke, der siden har præget hans offentlige positioner: at demokratiske majoritetsbeslutninger kan stå i vejen for radikal markedsfrihed og teknologisk fremdrift.

Vi lader lige sætningen stå et øjeblik. Læs den gerne igen.

I samme essay peger Thiel på cyberspace, det ydre rum og såkaldt “seasteading” som mulige veje til at skabe samfund uden for eksisterende politiske strukturer – rum, hvor nye governance-former kan opstå uden klassisk statslig regulering.

Når Elon Musk i dag investerer massivt i rumteknologi og globale infrastrukturer, der potentielt kan fungere uafhængigt af nationale jurisdiktioner, opstår der tydelige idéparalleller mellem disse miljøer. Ikke nødvendigvis som koordination – men som strukturel beslægtethed.

Ayn Rands objektivisme – med dens vægt på individuel handlekraft, rationel egeninteresse og kritik af kollektivisme – har i årtier fungeret som inspirationskilde i disse kredse. Ikke som partipolitik, men som verdenssyn.

Når sådanne idéer kobles med massiv kapital, teknologisk infrastruktur og politiske donationer, bevæger de sig fra filosofi til praksis.

Det var også denne udvikling, jeg beskrev i min kronik i Information i 2018 om, hvordan Silicon Valley begyndte at afløse Wall Street som magtcentrum – ikke blot økonomisk, men idé- og systemmæssigt.

Skal jeg være helt ærlig:

Peter Thiel er nok den af dem, de færreste kender – men muligvis en af de mest ideologisk konsekvente og dermed også mest problematiske i hele det her slæng. Ikke Musk, ikke Zuck eller Bezos; hvorfor. Fordi han er så sky og holder sig helt ude og langt væk fra den klassiske politiske sfære. Dermed fylder han slet ikke i mediebilledet.

Men fordi hans idéer om magt, demokrati og teknologi faktisk bliver omsat til politiske projekter, investeringer og konkrete systemer.

Og når man samtidig ser blikket rette sig mod steder som Grønland – strategisk, infrastrukturelt og geopolitisk – så begynder det at ligne noget større end enkeltstående investeringer.

Det ligner et forretningsprojekt for den plutokratisk overbeviste rige mand.

I dag står det endnu klarere:

Magten flytter sig fra kapital til infrastruktur. Fra politik til systemdesign.

Demokrati forudsætter et offentligt rum. Når det offentlige rum privatiseres, ændres demokratiets forudsætninger.

En udvikling, der ikke beror på demokratiske udgangspunkter. Langt fra. Men på en libertariansk tilgang til verden og styreformer.

Det mest oversete spændingsfelt i USA lige nu er derfor dette: En global tech-elite med et teknologisk og markedsdrevet fremtidsprojekt over for en populistisk, nationalistisk politisk fortælling.

Det ligner en konflikt – hvilket det i min optik også er. Men i praksis fungerer de paradoksalt nok rigtig godt sammen.

For den ene leverer fortællingen (Trump). Den anden leverer systemerne (tech-mogulerne).

Og her begynder min egentlige bekymring.

Ikke fordi nogen sidder i et mørkt rum og trækker i tråde.

Men fordi vi meget stille har accepteret, at nogle ganske få mennesker i dag har både kapitalen, teknologien og ambitionen til at eksperimentere med samfundets grundform.

Vi er ganske enkelt ikke kritiske nok. Vi kigger ikke nok bag det politiske tæppe og stiller os spørgsmålet: Hvem er det egentlig, der står bag alle disse omvæltninger? Alt for få stiller det spørgsmål, når de investerer i amerikanske tech-aktier. Vi ser kun på det afkast, disse aktier har kunnet give os.

Så spørgsmålet er ikke kun, hvem der styrer Trump.

Spørgsmålet er, hvem der designer den verden, Trump passer ind i og kommunikerer ud fra – og hvilke politiske filosoffer der ligger bag.

For os, der arbejder med kommunikation, strategi og kapital, er spørgsmålet mere nært:

Er vi blot observatører – eller medaktører i den teknologiske magtkoncentration, der nu former den politiske infrastruktur?

Spørgsmålet er, om vi tør stille det – også når det udfordrer vores egne investeringer, platforme og forretningsmodeller.

Referencer

Jäger, Anton (2024). Hyperpolitik: Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. INformations forlag

Rand, Ayn (org. 1957). Og Verden skælvede, på dansk, udgivet af Saxo Bank 2008 i samarbejde med Grafisk Forlag.Rand, Ayn (1964). The Virtue of Selfishness. New American Library.

Graeser, Martin Jagd (2018). Silicon Valley har afløst Wall Streets børsmæglere som tidens superliberalister. Information, 14. april 2018. https://www.information.dk/debat/2018/04/silicon-valley-afloest-wall-streets-boersmaeglere-tids-superliberalister#kommentarer