Greta er stadig on-brand med sin farefulde færd mod Gazas kyst
Greta Thunbergs ikonstatus bygger på hendes engagement i en sag de fleste er enige i. Nu har hun kastet hele sin brand-tyngde ind i den stærkt polariserende konflikt i Mellemøsten. På trods af den modstand det giver, er hun stadig on-brand. Nu bare med livet som indsats.
Søndag stævnede Greta Thunberg ud fra Sicilien med kurs mod Gaza om bord på organisationen Freedom Flotillas skib Madleen.
Freedom Flotillas formål er at bryde den israelske nødhjælpsblokade af den palæstinensiske enklave fra havet. En risikabel mission der i 2010 kostede ni besætningsmedlemmer livet, da israelske styrker angreb seks skibe fra Freedom Flotilla, der var lastet med nødhjælp.
Og så sent som i år blev et skib fra Freedom Flotilla angrebet med droner ud for Maltas kyst
Nu har det gode skib Madleen så sat kursen mod det sønderbombede område. Ombord på den farefulde færd befinder sig udover Greta Thunberg bl.a. også skuespilleren Liam Cunningham (kendt fra Game of Thrones) og den franske EU-parlamentariker Rima Hassan Mobarak.
Greta, det internationale ikon
Greta Thunberg er et internationalt ikon i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer. I 2018 begyndte hun de ugentlige strejker for skoleelever, Fridays for Future, som 15-årig.

Og netop den insisterende kamp og hendes direkte og indignerede kommunikationsstil har løftet hendes personlige brand til et niveau, hvor granvoksne politiske ledere har flokkedes om hende, for at låne lidt shine fra den svenske teenager.

Det er med denne ikonstatus og brand-tyngde hun har kastet sig ind i kampen for at sikre humanitær hjælp til den nødlidende befolkning i Gaza. Bl.a. har hun været involveret i protester i København mod bl.a. Mærsk transport af militært isenkram til Israel.
En involvering der nåede sit foreløbige klimaks søndag, da Madleen lagde fra kaj i Catania, Sicilien. Klimaks fordi Greta Thunberg med sin tilstedeværelse i Freedom Flotillas mission begiver sig ud i en fredelig og forsvarsløs konfrontation med selve Israels militær.
Og klimaks fordi den nu 22-årige aktivist objektivt risikerer livet.
Netop denne risiko adresserer forfatter Carsten Jensen i et debatindlæg hos mediet Solidaritet under overskriften “Hvornår dør Greta Thunberg?”.
I indlægget henviser Jensen til ovennævnte droneangreb på Freedom Flotilla tidligere i år.
Og på sociale medier skorter det da heller ikke på slet skjulte trusler mod Thunberg, ligesom der spekuleres i, hvad et eventuelt martyrium vil betyde.

Greta er stadig on-brand
Greta Thunberg og hendes klimaaktivisme har aftvunget massiv respekt og anerkendelse. Bl.a. fordi kampen mod klimaforandringer har udviklet sig til en såkaldt ensidig debatsag, som majoriteten af politikere, forskere og erhvervsliv anerkender og deltager i.
Bevares, den unge kvinde har formået at få mange midaldrende mænds pis i kog med sin stil, alder og køn, men på ingen måde i et omfang, der har gjort ikonet Greta Thunberg kotroversiel.
Anderledes polariserende er konflikten mellem israelere og palæstinensere. Det er, som enhver kan konstatere, et emne, der vækker stærke følelser. Og i et vist omfang er der gået fodboldtilhængermentalitet i debatten, hvor folk deler sig efter, hvem de holder med, og knap så meget efter holdninger til menneskerettigheder og folkeret.
Greta Thunbergs deltagelse i Freedom Flotillas mission er således, givet den unge svenskers ikonstatus, på den ene side et uvurderligt PR-aktiv for både Freedom Flotilla og den fortvivlende humanitære situation i Gaza.
På den anden side betyder Greta Thunbergs ændrede fokus fra klimasagen som de fleste er enige i, til en sag hvor de dybe skyttegrave er gravet og befæstet, en svækkelse af den tidligere tæt på universelle respekt hun har mødt.
Dette gælder såmænd også i hendes tidligere fasttømrede base, klimabevægelsen. Da Greta Thunberg fornylig talte til en demonstration i Holland, blev hun afbrudt af en tilhører, der var utilfreds med, at hun talte om solidaritet med Gaza.“Jeg er kommet for at høre om klima, ikke politiske budskaber”, udtalte den utilfredse tilhører.
For Greta Thunberg er den modstand hun møder i offentligheden på baggrund af hendes involvering i den højspændte konflikt i Mellemøsten formentlig af mindre betydning.
Hendes aktivisme har aldrig handlet om popularitet. Populariteten er tværtimod opstået som konsekvens af Greta Thunbergs integritet og ihærdighed.
På den måde er hun med sin tilstedeværelse om bord på Madleen fuldstændig on-brand.
Denne gang sætter hun blot livet på spil for sine overbevisninger.