Greta på Kreta: Ny bog svarer på, hvordan vi vender vibe shiftet

Det er naturligvis ment som en anklage. Men højrefløjen har faktisk en pointe, skriver Klein. Der er ingen vej uden om radikale, venstreorienterede samfundsforandringer, hvis vi skal mindske temperaturstigningerne. 

Det er også budskabet i Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvads nye bog Klima og klasse. Vi har brug for en grundlæggende anden samfundsøkonomi med en omfordeling af rigdom, jord og magt. 

I denne obduktionsrapport over den grønne kapitalisme genbruger de også Kleins provokerende greb med at give højrefløjen ret i en ellers venstreorienteret bog. De borgerlige har nemlig en pointe i, at den grønne bevægelse ofte er elitær og mangler blik for hr. og fru Jensens bekymringer. Dydssignalering og snobberi skubber faktisk den brede befolkning væk i endnu højere grad end selve indholdet af den grønne politik. 

Vibe shiftet findes

Klimavalget for seks år siden føles snart som tidsaldre væk. Klimaskeptiske partier, gule veste og borger-bonde-bevægelser har vind i ryggen. På samfundets indkøbsliste står der oftere våben end vindmøller. Og det er efterhånden vigtigere at være kampklare end kulfrie. 

Det er heldigvis ikke helt sort endnu. Men alligevel. Selvom opbakningen til den grønne omstilling blandt danske lønmodtagere er høj, er den er faldet siden 2020. Klima og miljø er godt nok stadig i toppen af vælgernes ønskeliste. Men mon ikke der er grund til at tro, at både forsvaret af nationen og af grænserne kan true førstepladsen. 

Klimakampen findes

Forfatterne bekender kulør med det samme og skjuler aldrig deres venstrelænende sympatier. Samfundet består af uforsonlige interesser, klimakamp er klassekamp og modstanderen er samfundets top-1 pct., som konsekvent sætter profitten over planeten. 

Bogen er ikke bare en analyse. Den er en intervention; en teori som praksis, som Althusser ville sige, hvor begreberne er slebne sabler i fægtekampen for en bedre verden. Et manifest for, at man ikke kan være rigtig grøn uden også at være rød. 

Med informative figurer og solid, sociologisk metode bygger forfatterne en ”koalition, der kan vinde”, hvis makronbund er arbejder- og middelklassen. Og som endda kan appellere til ”velhaverne” og ”grønne kapitalister.” En grøn samfundsalliance. Eller hvad Antonio Gramsci ville kalde historisk blok, der er stærk nok til at vende udviklingen.

Dermed ligner Klima og klasse en række andre nylige bøger om koalitioner for den grønne omstilling. For eksempel Bruno Latour og Nikolaj Schultz’ Notat om den økonomiske klasse eller Chantal Mouffes Towards a Green Democratic Revolution. 

Men Klima og klasse skiller sig ud ved at fokusere på ordet til højre for titlens ’og.’ Bevægelsen skal appellere til folks sociale og økonomiske interesser. Ellers får vi ikke flere med. 

Her er det en selvstændig og potentielt provokerende pointe, at der ikke er noget galt i at appellere til nærigpinden, der nærstuderer benzinpriserne. Eller husejeren, der frygter for den stigende forsikringspræmie. 

Klimabevægelsen skal bevidst og målrettet tale til middelklassens materielle interesser og behov for tryghed. 

Salonerne findes

Så er vi tilbage til, hvad klimabevægelsen på Naomi Kleinsk vis kan lære af højrefløjen. 

Klimaminister Lars Aagaard har nemlig ”faktisk ret,” når han siger, at det er nødvendigt med en klimapolitik, som mindst 80 pct. kan se sig selv i. Klimapolitikken må ikke blive et projekt for de få. Det er nødvendigt at få de brede, folkelige lag med, hvis den grønne omstilling skal blive til virkelighed. 

Den store opgave er at skabe en bevægelse, som disse to klasser ikke bliver skræmt væk af, men som det derimod er naturligt for dem at støtte. 

Der er vi ikke endnu. Tværtimod er der en ”kerne af sandhed” i modstanden mod de grønne bevægelser.

Inger Støjberg har ”fat i noget,” når hun kritiserer, at den grønne politik tit er elitær og socialt uretfærdig. Hendes billede af de fine københavnske saloner har faktisk noget på sig. 

Klimakampen bliver nemlig alt for ofte et spørgsmål om individuelle valg og ender i dydsmønstrene mod livsnyderne: ”Se hvor lidt kød, jeg kan spise på en uge!” 

Der går forbrugssnobberi i den. Det er for let for klimaskeptikere at karikere klimaaktivisterne med det blåfarvede hår eller de politisk korrekte, Irma-savnende ladcyklister på Østerbro. ”Må man stadig ta’ til Kreta, Greta?” som det lyder i en Alternative für Deutschland-parole.

En af bogens kortere men kommunikationsmæssigt ganske interessante dele handler om syv såkaldte ”brahminske” tankemønstre, som er et begreb, forfatterne låner fra Thomas Piketty til at beskrive, hvordan eliten øger kløften til den brede befolkning. 

Brahminerne er de skriftkloge præster i det traditionelle indiske kastesystem, hvilket er et velvalgt billede. De færreste orker en lang moralprædiken om alt det, man gør forkert i en travl hverdag, fra nogen, der selv har sit på det tørre. 

Hvis klimaforkæmperne fortsætter med at opføre sig brahminsk, bekræfter de Støjbergs billede af de verdensfjerne københavnske saloner. 

Klima og klasse giver os en god bunke konkrete don’ts: Drop de snobbede, nedsættende kommentarer om småbørnsmoren, der køber hakket oksekød i 365discount. Hun gør sit bedste, og vi har brug for hende på holdet.

Lad være med at performe din askese, thi vi er ligeglade med, hvor længe du ikke har fløjet. 

Og jeres klimaaktion – overvej, om den rammer de rigtige. Eller om den mest af alt bare skaber vrede og irritation hos den tømrer, der nu kommer for sent på arbejde, fordi I ikke vil flytte jer fra kørebanen. 

Afsnittet om brahminsk klimaaktivisme er særligt interessant. Dels fordi tonen er så polemisk. ”Opmærksomhedsavantgardisme” kalder forfatterne det, når Extinction Rebellion kaster tomatsuppe på Picasso. 

Og dels fordi pointen nok er kontroversiel, når bogens kernemålgruppe formentlig støtter mange af klimaaktionerne. 

Det ville være interessant at dykke endnu længere ned i opmærksomhedsavantgardismen. Må civil ulydighed slet ikke genere andre end kapitalen? Ville det hjælpe at forklare aktionerne bedre? Og hvad skal man mene om Greta Thunbergs sammenkædning af klima og Gaza?

Løsninger, flertallet, fremtiden findes

Klima og klasse har en ikke-utopisk tilgang, som vi også finder i Pelle Dragsteds Nordisk socialisme. Ikke anti-utopisk, for utopien er hele tiden til stede som en horisont af en bedre verden. Men metoden er at starte med det, vi kender. Og så arbejde ud derefter. 

Stahl, Ellersgaard og Mulvads pointerer igen og igen, hvordan nutidens samfund er svanger med sin erstatning. ”Fremtiden er her allerede,” som de skriver med slidt kliché, og det skal vi forstå dobbelt. 

På den ene side er klimakatastrofen i gang. 

På den anden side har vi allerede grundlaget og værktøjerne til at håndtere den, hvis vi vil.

Der er stadig et folkeligt flertal bag den grønne omstilling. Teknologien er på plads. Og vi lever i et land med en stolt tradition for en andels-, arbejder- og boligbevægelse, der med mobilisering fra bunden traditionelt har drevet samfundsmæssige forandringer og bygget opad i tag efter tag uden at vente på politikerne. 

Bevægelsens krav skal være jordnære og baseret på kendt tankegods.

Sikkerhed for bæredygtige jobs og uddannelser gennem en grøn industripolitik, der omstiller produktionen. Lavere arbejdstid. Et mere fintmasket sikkerhedsnet med bedre velfærd og billigere boliger. Omfordeling mellem land og by. Et værn mod prischok gennem priskontrol og statslige reserver. Formueskat. 

Og så skal vi eje den grønne omstilling sammen. Sådan helt bogstaveligt. 

Jorden skal fordeles mere ligeligt. Vindmøllerne og solcellerne på marken skal ejes af dem, der bor omkring dem, i stedet for multinationale selskaber i fjerne lande. 

Opskriften på at vende vibe shiftet ligger altså lige for fødderne af os. Byg en bred, folkelig koalition om krav, der både peger ud i fremtiden og kan indfries her og nu. Tiltag, som kommer almindelige mennesker til gavn i stedet for at forværre deres situation.  

Og mindst lige så vigtigt: Drop det elitære snobberi. Vi kommer ingen vegne ved at udskamme familien Jensens ferie til Kreta.