"We'll get Greenland. One way or the other."

Syv ord. En uklar trussel . En åben dør til eskalering. Ingen forpligtelse til noget konkret.

I januar 2026 blev Trump spurgt, om han ville bruge militær magt mod Grønland. Han svarede "No comment". Om Danmarks historiske krav på øen: "A boat landed there." Om Grønlands forsvarskapacitet: "Two dogsleds." Og den ene havde danskerne lige tilføjet, hånede han.

Kompleks geopolitik reduceret til punchlines. NATO-allierede talt til som konkursramte lejere i et af hans ejendomme, der ikke har betalt husleje.

Det er sproglig vold. Ikke metaforisk. Faktisk.

Nathalie Tocci, direktør for Institute for International Affairs i Rom, formulerer mekanismen direkte til Financial Times: "It's about submission. You make people submit through coercion and through mockery and belittling."

Underkastelse gennem tvang og latterliggørelse. Systematisk nedbrydning af modpartens værdighed. Når du behandler en suveræn nation som en dårlig betaler, fratager du den status som ligeværdig samtalepartner. Sproget gør arbejdet før soldaterne.

Anatomien af et sprogligt våben

Ny forskning fra University of Chicago har dissekeret Trumps retorik med kvantitative metoder. Forskerne analyserede præsidentdebatter siden 1960, State of the Union-taler siden 1961 og valgkamptaler siden 2008.

Quantifying the Uniqueness and Divisiveness of Presidential Discourse

Do American presidents speak discernibly different from each other? If so, in what ways? And are these differences confined to any single medium of communication? To investigate these questions, this paper introduces a novel metric of uniqueness based on large language models, develops a new lexicon for divisive speech, and presents a framework for assessing the distinctive ways in which presidents speak about their political opponents. Applying these tools to a variety of corpora of presidential speeches, we find considerable evidence that Donald Trump’s speech patterns diverge from those of all major party nominees for the presidency in recent history. Trump is significantly more distinctive than his fellow Republicans, whose uniqueness values appear closer to those of the Democrats. Contributing to these differences is Trump’s employment of divisive and antagonistic language, particularly when targeting his political opponents. These differences hold across a variety of measurement strategies, arise on both the campaign trail and in official presidential addresses, and do not appear to be an artifact of secular changes in presidential communications.

arXiv.orgKaren Zhou

Fire karakteristika definerer hans sprog:

Ekstrem korthed. Trumps sætninger ligger mellem 10,4 og 14,5 ord. Gennemsnittet for andre kandidater: 17,6 til 24,4 ord. Korte sætninger er sværere at modsige. De efterlader ingen sprækker til nuance.

Høj frekvens af delegitimerende ord. Forskerne udviklede et leksikon med 178 "divisive words" - sprog der nedgør modstanderen. I valgkamptaler brugte Trump "crazy" 135 gange, "corrupt" 111 gange, "stupid" 69 gange. Ingen anden kandidat kommer i nærheden.

Bevidst tvetydighed. Fraser som "one way or the other", "let's see what happens" og "not taking anything off the table" holder alle muligheder åbne uden at forpligte. De fungerer som trusler uden fingeraftryk.

Uforudsigelighed. Forskerne brugte sprogmodeller til at måle, hvor sandsynligt det er, at én politiker ville sige det samme som en anden. Trumps sætninger er mindst forudsigelige. Forskellen mellem ham og andre republikanere er større end mellem republikanere og demokrater.

Kombinationen skaber et sprog designet til dominans. Kort, hårdt, tvetydigt, uforudsigeligt.

Kontekstbevidst brutalitet

Forskerne kortlagde Trumps ti mest brugte nedgørende ord i tre kontekster:

I debatter dominerer angreb på intelligens: "stupid", "racist", "disgrace", "corrupt", "filthy", "dishonest".

I State of the Union - den mest formelle kontekst - dæmpes sproget, men tonen forbliver: "cruel", "vile", "ruthless", "savages".

I valgkamptaler eksploderer frekvensen. "Crazy" 135 gange. "Corrupt" 111 gange.

Trump tilpasser volumen, ikke substansen. Han ved, hvornår han kan skrue op.

Latterliggørelse som diplomatisk våben

Financial Times beskrev det i januar 2026: Trump har gjort hån til udenrigspolitik.

I løbet af én time offentliggjorde han screenshots af ydmygende tekstbeskeder fra Frankrigs Macron og NATO-chef Rutte. Han anklagede Storbritanniens Starmer for "GREAT STUPIDITY". Han postede AI-genererede billeder af sig selv, der planter flag på Grønland.

Client Challenge

Om Macron: "Nobody wants him cos he's going to be out of office very soon." Trussel om 200 procent told på fransk vin.

Peter Westmacott, tidligere britisk ambassadør i Washington, kalder det "gangsterism" og "mafia shakedown language".

Emily Haber, tidligere tysk ambassadør, siger Trump bryder "almost every norm of traditional diplomacy".

Ruslands reaktion? Kirill Dmitriev delte Trumps manipulerede billeder og kaldte Europas Ukraine-koalition for "Coalition of the Punished". Når modstandere bruger din latterliggørelse som propaganda, har sproget overskredet en grænse.

Grønland: Eskalering i realtid

Grønland-retorikken viser, hvordan sproget radikaliseres.

2019: "Ejendomshandel."

2025-2026: "Complete and Total Control."

Skiftet fra "køb" til "kontrol" er semantisk, men også politisk. Det første forudsætter frivillig transaktion. Det andet ikke.

Efter at være blevet forbigået til Nobels Fredspris skrev Trump: "I no longer feel an obligation to think purely of Peace." Og tilføjede at verden ikke er sikker uden "Complete and Total Control of Greenland".

Fredspris-afvisning som begrundelse for at droppe fredelige løsninger. Personlig krænkelse omsat til geopolitisk trussel.

"Deal or no deal" om danske varer. 10-25 procent straftold indtil "fuldstændig overtagelse". Ultimatum-sproget udelukker mellempositioner.

I Grønland-retorikken dominerer latterliggørelse og delegitimering. "A boat landed there" afviser Danmarks suverænitet. "Two dogsleds" håner forsvarsevnen. "Complete and total control" erstatter "køb". Han taler til Danmark som en ejendomsudvikler til en genstridig lejer. Ikke som allieret til allieret.

Fraserne der koloniserer sproget

Lingvisten Adam Aleksic har i New York Times beskrevet et parallelt fænomen: Trumps fraser spreder sig og bliver permanente.

"Many such cases." "Maybe ever." "Let's see what happens."

Aleksic kalder dem "phrasal templates" - grammatiske skabeloner med tomme pladser. "Make X Y Again" kan appliceres på hvad som helst. Strukturerne fungerer som bærere for andet indhold.

Mærkeligt sprog genererer reaktioner. Reaktioner belønnes af algoritmer. Fraserne spredes. De starter som ironi. De ender som vane.

Aleksic konkluderer: Når parodierne bliver ubevidste, fortyndes deres åbenlyse magt. Men den underliggende idé forbliver.

Hvad sproget gør ved os

Sproget er ikke bare redskab for tanker. Det former, hvilke tanker der er mulige.

"Many such cases" reducerer kompleksitet til mønster. "Let's see what happens" normaliserer afventning over for trusler. "One way or the other" gør vold til en acceptabel variabel.

Fraserne bærer en epistemologi med sig. En måde at forholde sig til sandhed, tvivl og handling på.

Forskerne kan dokumentere, at Trump taler anderledes. De kan dokumentere, at hans sprog er mere splittende. De kan ikke bevise kausalitet mellem sprog og holdningsændringer.

Men spørgsmålet står: Hvis vi taler som ham, begynder vi så at tænke som ham?

Sproglig kung fu

Europa har ingen god løsning. Endnu.

Haber, den tidligere tyske ambassadør, advarer mod at svare med "muscle, bravado and public outrage or even mockery". Offentlig modhån eskalerer. Det giver Trump mere materiale, flere reaktioner, mere algoritmisk brændstof.

Tocci anbefaler at ignorere fornærmelserne - som man ignorerer en legeplads-bully. Men hun tilføjer: "If you start practising your kung fu, then, at some point, you punch him in the face."

Metaforen er præcis. Kung fu handler ikke om at slå først eller slå hårdest. Det handler om at absorbere modstanderens energi og vende den imod ham. At bruge hans egen kraft som våben.

Oversat til kommunikation: Europas svar skal ikke matche Trumps register. Det skal underminere det. Ikke flere pressemeddelelser med "dyb bekymring". Ikke flere forsøg på at appellere til fælles værdier, der ikke eksisterer. I stedet: Handlinger der taler uden at råbe. Økonomisk modtryk uden fanfarer. Alliancer der bygges stille.

Frankrig har forsøgt satire. Det franske udenrigsministerium har en konto til memes, oprindeligt rettet mod Rusland og Kina.

De hånede finansminister Bessents argument om at USA må handle nu på Grønland, fordi de ellers ville blive "dragged in" ved et russisk angreb: "If there were a fire someday, firefighters would intervene — so better burn the house now."

Det er morsomt. Men det er ikke kung fu. Det er at slå igen på samme niveau. Og den der slår igen i mudderpølen, ender selv tilsmudset. Bullyen vinder, fordi kampen nu foregår på hans præmisser.

Ægte sproglig kung fu ville være at gøre Trumps retorik irrelevant. At bygge en europæisk position så solid, at hans memes bliver baggrundsstøj. At tale til egne befolkninger, ikke til ham.

Grønlandskrisen er ikke bare territorial. Den er sproglig. Og den stiller et spørgsmål, Europa ikke har øvet sig på: Hvordan fører man diplomati med en modpart, der har gjort ydmygelse til strategi?

Svaret skal findes. Og det haster.

Kilder:

Karen Zhou et al.: "Quantifying the Uniqueness and Divisiveness of Presidential Discourse", PNAS Nexus, 2025. https://arxiv.org/abs/2401.01405

Adam Aleksic: "The Insidious Creep of Trump's Speaking Style", The New York Times, 17. august 2025.

Laura Pitel & Amy Kazmin: "How Donald Trump turned mockery into a weapon of diplomacy", Financial Times, januar 2026.