Hinsides tastaturet

AI skriver hurtigere end os, smukkere end os, og måske endda bedre end os. Men den ved ikke, hvorfor den skriver. Så hvad sker der med sproget, når ordene mister deres afsender? Og hvad skal vi som kommunikatører egentlig kunne, hvis teksten ikke længere er vores domæne?

af Loa Brix, Owner, Trooper

Troede du, at dit arbejde bestod i at trykke på bogstaverne på din ThinkPad i den rigtige rækkefølge syv en halv time om dagen? Så er det måske på tide at finde et andet job. Nu ruller maskinerne ind over os med løftet om, at ord også bare er matematik. De jonglerer med flere bogstaver, sætninger og betydninger, hurtigere end noget menneske nogensinde vil kunne. De skriver pænt. Ofte skriver de endda bedre end den gennemsnitlige voksne person på arbejdspladsen.  

For en kommunikatør kan det ved første øjekast virke som et mirakel. Endelig et værktøj, der gør arbejdet effektivt, versionerer kampagnetekster og skriver nyhedsbreve uden brok. Den gamle drøm om at blive taget alvorligt i direktionslokalet – bevæbnet med data, analyse og målelig effekt – synes endelig opfyldt. Men samtidig er det et mareridt. For hvis tekst kan beregnes, kan kommunikation industrialiseres. Og hvis den kan industrialiseres, kan den automatiseres. Og selvom vi længe har trøstet os med ”Det er bare AI slop, det bliver aldrig godt sprog”, så ved vi inderst inde godt, at det allerede nu er godt nok til mange af de typer af tekster, vi har produceret i vores arbejdsliv.

Sætter gang i en gammel mekaniskeTekstproduktion er en af de funktioner, mange arbejdsgivere allerede nu hellere end gerne overlader til generativ AI. Tallene taler for sig selv. Ifølge Jobindex er antallet af salgs- og kommunikationsstillinger faldet med 37% på tre år. Og i januar offentliggjorde Journal for Economic Behavior and Organization tal, der viser, at antallet af udbudte freelancejobs inden for områder, som i høj grad kan overtages af ChatGPT, er faldet med omkring 24%. For visse typer af tekstforfatterjobs er tallene endnu højere.

Det sætter gang i en gammel mekanisme. Vi kommunikatører er nærmest opdraget til selvnedgørelse. At acceptere at få vores arbejde reduceret til flot indpakning, form eller "noget med ord". Så når verden drukner i tekst, og maskinerne pludselig skriver hurtigere end os, møder vi den gamle tvivl om, hvorvidt vores faglighed nogensinde blev taget alvorligt.

Men før du beslutter dig for at blive omskolet til gartner eller kropsterapeut, så prøv at overveje følgende: Var det egentlig nogensinde selve teksten, der var din spidskompetence?

Sprogets egentlige værdi

Det var det ikke for mig. Jeg forlod i sin tid studiet i litteraturhistorie og retorik med den naive forestilling, at jeg kunne gøre verden til et bedre sted med tekst. Jeg troede, jeg var uddannet til at gennemskue sprogets illusionsnumre, afsløre de tomme managementfloskler og sætte godt, klart og måske endda poetisk sprog i stedet.

Jeg tog fejl. Min løncheck blev ikke udløst af smukke sætninger, men af noget andet og mere diffust. Dér hvor jeg rent faktisk er lykkedes i mit arbejdsliv, er når jeg har kunnet forstå og påvirke kontekster, idéer, adfærd og meninger. Det har handlet om at bringe idéer i spil mellem mennesker og med sprogets nuancer få nogen til at reagere, samarbejde, protestere eller engagere sig.

Måske er svaret på vores eksistentielle krise ikke at finde i en ny profession, men derimod i vores dybe viden om, hvad sproget egentlig er og kan.

Sproget som livline

Sprog er ikke udsprunget af et behov for at producere, men af et behov for at forbinde. Fra barnets første skrig til den voksnes samtale er sproget vores primære måde at række ud, forstå og blive set på. Uden sprog sulter vi, uden sprog er vi isolerede og ensomme.

Når vi taler eller skriver, er det ikke bare for at informere, men for at skabe forbindelse. For at sige: Jeg er her. Hører du mig? Forstår du mig?

AI-tekst har ingen intention. Den reproducerer menneskelige ytringer, der i sin tid havde intention. Som et hjul, der hopper af cyklen og triller ned ad bakken. Retningen er måske givet af den, der engang trådte i pedalerne, men nu kører det bare, formfuldendt, men uden intention.

Når vi som kommunikatører arbejder med sprog og tekst, er det noget ganske andet. De fleste sprogteoretikere ville skrive under på, at tekst er et medie for betydning, og sprog det konstante forsøg på gennem det medie at indkredse mening. Sprog får betydning i mødet mellem stemmer, i den konkrete udveksling mellem subjekter med hver deres horisont af erfaring og forståelse. Når sprog virker, hænger det sammen med, at vi som både afsendere og modtagere sætter sproget i relation til vores kontekst, vores erindring og vores erfaringer af at være en krop i en verden med sanser, nervesystem og andre mennesker omkring os.

En mudret kampplads

Vi har brug for menneskesprog. Vi har brug for den konstante meningsforhandling, som kommunikation er. Det er det, der gør, at kommunikation ikke er en lineær proces, hvor jeg som afsender blot kan placere mit budskab i dig. Sprog opererer via processer, der ikke kan sættes på formel og beregnes. Kommunikation er ikke et regnestykke. Det er en kampplads. En mudret, uforudsigelig, til tider frustrerende proces, hvor mening skabes, forhandles, misforstås og transformerer sig – i kontrast til AI-sprogets sterile sandsynlighedsberegninger.

Menneskesprog er altså beskidt, besværligt, fejlbehæftet, klodset og knudret. Men som kommunikatør har du en helt særlig evne til at bygge strukturer af meningsmudderet.

Og her bliver det egentlig absurd at forestille sig, at noget så eksistentielt og biologisk nødvendigt for os kan overlades til maskiner. Det er som at forestille sig, at maskinerne skulle begynde at spise vores mad for os. Det giver ingen mening. Hvor er incitamentet til det? Med AI får vi ganske vist udvidet vores sprog og vores kollektive tekstkorpus. Men løst flyvende ord uden intention har ingen rolle i verden.

Det betyder ikke, at vi ikke skal bruge AI-tekst. Selvfølgelig skal vi det. Kampagneagenter, der justerer budskaber efter adfærd, giver mening. Versionering af pressemeddelelser til nyhedsbreve er genialt. Men det ændrer ikke på, at vi absolut har brug for intention, og vi har brug for at nogen vil påtage sig det beskidte arbejde i meningsmudderet.

To former for sprog

Med AI må vi lære at skelne mellem forskellige former for sprog og forskellige former for tekst. For at forstå forskellen kan vi opstille en matrix med to akser: Den ene fra proces til produkt, den anden fra mimetisk til intentionel.

AI-sprog er ikke et sprog i klassisk forstand, men en matematisk model af sproglig sandsynlighed.Det består ikke af tanker, intentioner eller erfaringer, men af tal – millioner af vægtede forbindelser i et neuralt netværk, der forudsiger det næste ord, givet det forrige. Det er en syntaktisk maskine uden semantik. Et ekko af menneskelige udsagn, men uden afsender, erfaring eller kropslig forankring.

AI-sprog er dermed en beregnet resonans – et system, der kan simulere rytmen, tonen og strukturen i menneskelig tale, men som ikke forstår, hvad det vil sige at blive hørt. Det kender mønstre, men ikke mening. Det ved måske, at “jeg elsker dig” statistisk følges af “men…”, men ikke hvad kærlighed eller tvivl føles som.

AI-sprog er sprogets skal uden kerne, en grammatisk konstruktion uden liv. Det er sprog som proces, men uden intention.

AI-tekst er produktet af den proces. Det, du ser på skærmen – artiklen, pressemeddelelsen, opslaget. Den er skabt ud fra mønstre, ikke erfaring. Den kan være smuk, korrekt og endda bevægende, men dens bevægelse er mekanisk. Hvor menneskelig tekst er båret af vilje og rettethed, er AI-teksten i sig selv et resultat uden retning. 

AI-tekst kan reproducere næsten enhver tone: den professionelle, den poetiske, den politiske. Men den kan ikke tage stilling. Den kan ikke vælge, hvad der skal siges, hvorfor det skal siges, eller hvordan det skal forstås. Den kan kun imitere tidligere valg.

Derfor er AI-tekst et mimetisk produkt – et spejl af tidligere menneskelig kommunikation. Den viderefører vores kultur, men uden at tilføre den nye erfaring. 

Tekst – menneskelig tekst med stort T – er det sted, hvor intention får form. Det er den kronik, du skriver for at påvirke en debat, en afskedstale til en kollega eller en besked til din søn, omsætter du din erfaring og din vilje til ord. 

Teksten er dermed en meningskonstruktion med retning – et produkt af bevidst valg, sprog, rytme og timing. Den gode tekst er aldrig tilfældig. Den er komponeret, ikke bare skrevet. Bag hvert ord ligger en overvejelse: Hvordan bliver jeg forstået? Hvilken stemning vil jeg sætte i gang? Hvad er det, jeg forsøger at flytte? Teksten er derfor et koncentrat af intention. Den kan være et redskab til handling – som en strategi, en kampagnetekst, et brandmanifest – eller en gestus, et forsøg på kontakt. 

Uanset formen bærer den præg af et “jeg”, der vil noget med verden. Når vi taler om menneskelig tekst, taler vi om sprog, der er blevet til gennem dømmekraft, erfaring og empati. En tekst med stort T er ikke bare en række sætninger, men et aftryk af den, der skrev den. Den bærer spor af mennesket bag ordene.

Sprog – menneskesprog – er noget andet. Hvor teksten er resultatet, er sproget bevægelserne på vej dertil. Det er den levende proces, hvor mening skabes og forhandles i realtid – i samtalen, i mødet, i misforståelsen og i gentagelsen. Menneskesprog er intentionelt, men ikke kontrollerbart. Når en leder og en medarbejder forsøger at finde ord for noget svært, sker der noget, der ligger uden for teksten. Ordene bliver til i det øjeblik, de udtales, og deres betydning afhænger af tone, kropssprog, timing og gensidig tillid. Her bliver sproget ikke bare et redskab, men et rum, hvor relationer formes og forandres. 

Sprog er den sociale infrastruktur for mening. Sproget er dér, hvor et “jeg” møder et “du”, og hvor virkeligheden konstant genforhandles. Når en organisation efter en fusion leder efter sit fælles “vi”, er det netop sproget, der fungerer som arkitektur for forståelsen. Ikke i form af tekster, men i form af samtaler, dialoger, konflikter og erkendelser. Menneskesprog er situationsbestemt. Det lever kun i brugen – i stemmerne, i pauserne, i tavsheden, hvor nogen leder efter det rigtige ord. Sprog er ikke noget, vi har. Det er noget, vi gør. 

Kommunikation som meningsarkitektur

Det, du er trænet i, og som har udløst din løncheck gennem årene, er dine evner til at mestre Sprog. At være den håndværker, der faktisk kan omdanne meningsmudder til noget af værdi. Du har ganske vist fået udvidet din værktøjskasse med AI. Men grundhåndværket er det samme. Det er ikke så vigtigt, hvordan ordene sættes sammen til sætninger og tekster. Det vigtige er, at du har styr på intentionen og tager ansvar for at sætte skik på mudderet.

Men arbejdsdagen og arbejdsgangene ser anderledes ud. Færre timer brugt på at trykke på tasterne på din ThinkPad, og flere timer brugt på at være meningsarkitekt. Kommunikatørens vigtigste ansvarsområder i fremtiden (hvis de da ikke altid har været det) bliver: 

Kuratering af kommunikation

Det handler om at kunne vælge og forædle fra AI-teksten. Når AI kan generere hundrede versioner af samme budskab, bliver evnen til at udvælge den rigtige afgørende. Det kræver dømmekraft og viden om, hvad der vil virke i en given kontekst, hos et givet publikum, på et givet tidspunkt. Ikke bare hvad der er grammatisk korrekt eller statistisk sandsynligt.

Orkestrering af kommunikation

Det handler om at skabe rammer, hvor sprog og budskaber kan udfolde sig med mening. Om at forstå, hvordan et budskab skal struktureres, hvilke kanaler det skal bevæge sig igennem, og hvilke barrierer der findes for, at mening kan dannes. Når en virksomhed skal kommunikere en svær beslutning, er det ikke nok at skrive en pæn pressemeddelelse. Man må orkestrere hele kommunikationsforløbet: Hvordan fortæller vi det først til medarbejderne? Hvilke rum skal der være for reaktioner? Hvilke stemmer skal høres, og i hvilken rækkefølge?

Facilitering af meningsdannelse

Det handler om at forstå, hvordan sprog bruges i sociale processer, konflikter og kultur. Når en organisation står i en krise, er opgaven ikke primært at formulere det rigtige svar, men at facilitere en proces, hvor meningsfuldhed kan opstå. Det kan være at designe en dialogproces, moderere et møde eller hjælpe ledelsen med at finde deres stemme i situationen. Her er kommunikatøren ikke forfatter, men arkitekt for andres sprog.

Komposition af historier

Det vil sige at skabe fortællinger, der forbinder mennesker og organisationer med noget større end dem selv. En god historie er ikke bare en kronologisk fremstilling af facts. Det er en meningsstruktur, der hjælper os med at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. 

Ansvar for intentionen

Vi skal ikke bruge mindre tid på sprog. Vi skal bruge den anderledes. For når maskinen kan skrive, bliver vores opgave at definere, hvad der skal siges, hvorfor det skal siges, og hvordan det skal forstås. Som kommunikatør er du ansvarlig for organisationens interface mod omverdenen. Og det kræver andet end teknik og regneark. Det kræver dømmekraft, æstetisk sans, kreativitet og levet erfaring.

Det er fristende at tro, at AI truer kommunikationsfaget. Men måske gør den det modsatte, Måske minder den os om, hvad kommunikation altid har været: et forsøg på at oversætte erfaring til mening, og mening til kontakt.

Kommunikatøren i AI-tiden skal ikke konkurrere med maskinen, men tage ansvar for det, maskinen aldrig kan: den menneskelige intention. Det vil nogen måske endda sige er et kald.