Hvorfor var den canadiske PMs Davos-tale ikke bare god, men fantastisk god?

af Timme Bisgaard Munk og Lisa Villadsen, professor i retorik ved Københavns Universitet

Hvorfor var denne tale ikke bare god, men direkte fantastisk? Fordi den gjorde op med den rituelle tomhed der ellers præger den slags globale topmøder. Carney leverede en præstation der transformerede hans etos fra den kølige teknokrat til en moralsk vejviser for en verden og verdensorden i opbrud.

Læs den her

Grønthandleren i Davos

Det stærkeste fantastiske træk ved talen var Carneys valg af fundament. Han byggede i sin tale på Václav Havels essay om de magtesløses magt. Med Havels historie om grønthandleren skabte han en identifikation der var lige dele genial og ubehagelig.

Carney pegede direkte på sit publikum og sagde at vi er grønthandleren. Vi har i årtier sat skilte op om en regelbaseret verdensorden mens vi har set fundamentet smuldre under os

Grønthandleren sætter skiltet med teksten "Proletarer i alle lande, foren jer!" i vinduet hver morgen. Han gør det ikke af overbevisning, men af vane og frygt. Han deltager i en løgn for at få lov til at leve i fred. Carney pegede direkte på sit publikum og sagde at vi er grønthandleren. Vi har i årtier sat skilte op om en regelbaseret verdensorden mens vi har set fundamentet smuldre under os. Det er retorik når den er stærkest, fordi den tvinger lytteren til at se sin egen passivitet i øjnene.

Han beskrev ikke en geografi, men en mental tilstand af underkastelse.

Han påpegede dermed en østeuropæisering af Vesten. Det er en provokerende analogi der rammer plet i en tid hvor vi ser stormagter agere med en kynisme vi troede hørte fortiden til. Han beskrev ikke en geografi, men en mental tilstand af underkastelse. Det var godt set, fordi det koblede den kolde krigs traumer til nutidens geopolitiske magtesløshed.

Bruddet som retorisk nødvendighed

Talen var enkel og klar i sin opbygning af en klar problem/løsning-struktur. I retorikken leder vi altid efter kairos hvilket er evnen til at gribe det helt rette øjeblik. Carney talte direkte ind i vores følelse af at verden er af lave, men han nægtede at lade os blive i mørket.

Han definerede situationen med en præcis antitese da han erklærede at vi er midt i et brud og ikke en overgang. Dette valg er afgørende. En overgang er noget man passivt kan vente på går over, mens et brud kræver øjeblikkelig handling. Han skabte det vi kalder exigence hvilket er en tvingende nødvendighed der kræver et svar her og nu. Hans løsning var enkel, men radikal: Vi skal have modet til at tage skiltet ned fra vinduet. Vi skal turde sige sandheden til os selv og hinanden.

Stilfigurer der bider og bliver hængende

En tale bliver først fantastisk, når sproget arbejder fysisk på lytteren. Carney er en mester i stilistisk ekvilibrisme, og han brugte klassiske figurer som kognitive kroge der borede sig fast i bevidstheden.

Først brugte han trelister eller triader til at male konsekvenserne af isolationisme. Han beskrev en verden af fæstninger som fattig og mere skrøbelig og mindre bæredygtig. Rytmen i treleddede opremsninger skaber en følelse af uundgåelighed og sandhed.

Dernæst leverede han en kiasme der står som talens intellektuelle tyngdepunkt: Vi kan ikke længere blot stole på styrken af vores værdier, men vi må også stole på værdien af vores styrke. Ved at vende begreberne om tvinger han lytteren til at genoverveje forholdet mellem moral og magt. Han slog fast at idealer uden handlekraft er ligegyldige i den nye virkelighed.

Endelig brugte han epifor med den rytmiske gentagelse, fx: "to go along to get along". Det fungerede som en hånlig karakteristik af den vestlige føjelighed. Det var en retorisk pisk mod dem der tror at stilhed og tilpasning er en vej til sikkerhed.

Aktivisten i det dyre jakkesæt

Det der virkelig gjorde talen opsigtsvækkende, var Carneys forslag om at låne strategier fra græsrodsbevægelser og aktivister. Som medlem af den globale elite foreslog han en model han kaldte for brugbar geometri.

Det er en radikal omdefinering af internationalt samarbejde. I stedet for at vente på de store og tunge institutioner opfordrede han til at bygge koalitioner sag for sag med partnere der deler værdier og interesser. Det er en agil og næsten guerillaagtig tilgang til storpolitik. Han gjorde det klart at vi ikke længere kan stole på de gamle strukturer, men selv må bygge de fællesskaber der virker. Det er en demokratisering af den geopolitiske handlekraft som man sjældent hører fra en mand i hans position.

Ved bordet eller på menuen

Carney afsluttede med noget der først lyder som en morsom kontrast – "Hvis vi ikke er med ved bordet, er vi på menuen" – men går man talens beskrivelser af den globale markedsøkonomis herredømme efter, viser middagsmetaforen sig som en allusion til Grace Blakeleys kritik af hvad hun kalder rovdyrkapitalismen.

Mark Carney mindede os om at retorik på sit højeste niveau ikke handler om at pynte på tingene. Det handler om at have modet til at dekonstruere løgnen og fortælle sandheden, så den bliver umulig at ignorere.

Denne metafor taler til vores mest basale overlevelsesinstinkt. Den fjerner de akademiske lag og gør diskussionen om verdensordenen til et spørgsmål om liv eller død for mellemmagter som Danmark. Ved at koble denne systemkritiske pointe med sin egen autoritet som økonomisk sværvægter, byggede han bro mellem de mest radikale kritikere og den politiske virkelighed.

Derfor var det fremragende

Talen var fremragende fordi den ikke bare handlede om et opgør med plejer, men i sig selv var et ritualbrud. Carney brugte sin retoriske magt til at sige det som alle ved, men som ingen tør handle på. Han slog fast at den gamle verden er død og at de stormagter vi stolede på ikke længere beskytter os.

Hvis vi ikke er med ved bordet, er vi på menuen.

Men i stedet for at ende i en dyster dom gav han os et sprog for modstand. Han transformerede de magtesløses magt til en moderne politisk strategi. Det er sjældent at se en tale der kombinerer filosofisk dybde med benhård geopolitisk analyse og sproglig skønhed.

Mark Carney mindede os om at retorik på sit højeste niveau ikke handler om at pynte på tingene. Det handler om at have modet til at dekonstruere løgnen og fortælle sandheden, så den bliver umulig at ignorere. Han tog skiltet ned. Nu er spørgsmålet om vi andre tør gøre det samme før vi ender som en ret på menuen.