It's the communication, stupid

Af Jan-Christoph Napierski og Claus Høegh-Guldberg
Rådgivningsvirksomheden 'Høegh-Guldberg'

Vækkeuret ringer. Telefonen blinker af nye meddelelser. Endnu en morgen, der begynder med en hvirvelvind af nyheder fra Washington. Seneste overgreb fra immigrationsmyndighederne, efterdønningerne af aktionen i Venezuela, overtagelsen af et fremmed skib i Nordatlanten og selvfølgelig Grønland, Grønland, Grønland.

Det har længe været muligt at lukke øjne og øre for mange af de uhyggelige nyheder. Men nu rykker det tæt på. Uhyggeligt tæt på. De færreste af os har været i Venezuela. Men mange af os har været i Grønland og set indlandsisen eller kender grønlændere. Og mange grønlændere bor eller har boet i Jylland, på Fyn eller i København. På godt og ondt har vi været forbundet i århundreder.

Trumps ønske om at overtage Grønland og dermed en del af Kongeriget rammer direkte ind i vores selvforståelse som stat ved Østersøen og i Nordatlanten.

Trump har aldrig lagt skjul på, hvad han vil, fra første gang han ønskede at overtage Grønland som "ejendom" i en "handel" ved udgangen af hans sidste embedsperiode. Trumps ønske i anden periode er det samme. Ordene er de samme. Forskellen er, at han har lært af sine fejl, at han har mere tid – og mindre tid.

Et eftermæle der batter

Trump har mere tid – der ligger flere år foran ham, hvor ønsket om at "eje" Grønland kan blive til virkelighed. En hel præsidentperiode. Samtidigt har han markant mindre tid af det simple faktum, at manden er blevet ældre. Ikke kun pletter på hans hånd afslører, at præsidenten fylder 80 år i år. Den ældre herre vil under ingen omstændigheder huskes som "sleepy Do". Han vil skabe sig et eftermæle, der batter. Han vil ikke kun huskes af en generation eller to. Han vil skrive sig ind i historiebøgerne med lige så bred pen som han bruger, når præsidenten bekræfter en beslutning ved egen hånd. Men hvordan gør man det?

Det er flot at få sit portræt på en mønt, få opkaldt offentlige institutioner og programmer efter sig, endda en hel skibsklasse. Men om halvtreds eller senest hundrede år er alting glemt, selv en fredsnobelpris. Det, der for alvor har potentiale til at løfte en ejendomsmægler fra Manhattan ind i Amerikas og verdens historiebøger, er en kæmpe udvidelse af landet. Af landet og det projekt, der ligger i selve landets navn: Amerikas Forenede Stater.

Vi ved ikke, om der ligger en masterplan for overtagelsen af Grønland i Det Hvide Hus. Men hvis der gør - hvordan vil den se ud? For at være helt klar: Målet er IKKE øget international sikkerhed eller bedre levevilkår for grønlænderne. Målet er overtagelsen af Grønland.

Hvilke optioner er der? Amerikanske præsidenters embedsmand elsker at arbejde med tre optioner. Så lad os antage, at vi var medarbejdere i præsidentens stab. De tre optioner for Grønlands overtagelse kunne være følgende:

1) militær overtagelse

2) et køb

3) langsom overtagelse via mellemtrinnet grønlandsk "uafhængighed".

Enhver beslutning kommer med en pris. Den første militære option vil komme med betragtelige omkostninger ift. NATO og særligt de europæiske allierede. Den anden option i form af et køb eller "ejendomshandel" er helt klart præsidentens foretrukne option, men vil næppe få klangbund i København eller Nuuk. At blive handlet som et hus eller en hest giver ikke ligefrem udtryk for en anerkendende tilgang. Så er vi ved den tredje og sidste option – uafhængighed som mellemtrin inden overtagelsen af landet - en mere langsom affære, som trods alt kan føre til målet.

Del og hersk

Lad os se nærmere på vejen til at overtage Grønland via en midlertidig "uafhængighed". Hvis denne option skal føre til målet, er en målrettet kommunikationsstrategi alfa og omega – og den skal kunne holde i to til tre år. Strategiens mål er klar. Men hvad skal dens udformning bygges på? En historisk velafprøvet svensknøgle i den slags situationer er "Divide et impera" - at dele og herske. Fra Donbas i 2014 til Slovakiet i 1938.

Og det er her, ordets magt kommer på banen. Strategien må i sin kerne bygge på to tiltag: Ror det første at skabe splid mellem Danmark og Grønland og for det andet forvirring om Amerikas hensigter, som sådan set allerede er opnået. Der kommer nærmest dagligt forskellige meldinger om hvorfor, hvordan og hvornår Grønland skal overtages. Usikkerheden om Washingtons hensigter har vokset sig så stort, at flere stats- og regeringschefer har set sig nødsaget til at udtrykke deres solidaritet med Danmark og Grønland. Job done.

Splittelsen finder grobund

Men hvordan går det med at skabe splittelse? Washington ved, at en fredelig løsrivelse af Grønland må komme indefra. Fra grønlænderne selv. Et uafhængighedsønske fremsat af Nuuk er svært at komme udenom i København og Bruxelles. Derfor gælder det om at fremme uenigheden. Uenigheden i Nuuk, uenigheden mellem Nuuk og København.

Washingtons nye særlige repræsentant har allerede givet udtryk for sin støtte til den grønlandske uafhængighedsbevægelse. Flere politikere i Nuuk ønsker nu at tale med Amerikas Forenede Stater uden repræsentanter fra København, selvom udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er hjemtaget af selvstyret. De talrige udtalelser fra den anden side af Atlanterhavet har ført til bl.a. et onlinemøde mellem danske og grønlandske politikere, som førte til en lettere nedsmeltning med bl.a. anklager om dansk neokolonialisme.

Det er her, at de amerikanske kommunikative tiltag for alvor finder grobund: Anklager om dansk misligholdelse af det grønlandske samfund, neokolonialisme, forsvar med hundeslæder, alt for stor fysisk afstand mellem Danmark og Grønland.

Hvis Danmark skal bestå prøven

Hvis Danmark skal bestå denne prøve, skal vi hurtigt aktivere en mere målrettet kommunikationsstrategi, baseret på et endnu tættere samarbejde med Nuuk. Og ordene skal følges op af konkrete tiltag, gerne synligt. Det kan række fra at igangsætte arbejdet med en ny grundlov til et endnu tættere og synligt samarbejde mellem frivillige grønlændere og danske soldater i Forsvaret – og ikke mindst et nyt intensiveret europæisk samarbejde med Grønland i Grønland.

Ellers risikerer vi at tabe kampen om Grønlands selvbestemmelse. Og præsident Trump får opfyldt sin drøm om et nærmest evigt eftermæle i Amerikas Forenede Stater - kun ved ordets magt.

Sagen drejer sig altså i dets udgangspunkt udtrykt ved USAs præsidents ord "We need it. We have to have it", Det drejer sig reelt om, at Donald Trump har brug for Grønland. Dét er målet!

Målet er at erhverve Grønland for eget eftermæles skyld. 'Jeg må have Grønland!'

Og midlet til at nå målet: "It's the communication, stupid".