Je suis Macron
Jeg har et mega mancrush på Macron i solbriller. Det har sine gode grunde: Jeg føler jeg lige er vågnet op af et mareridt, hvor en ond Låsby Svendsen-bolighaj vil banke mig og min familie og stjæle vores lejlighed. Kun fordi min modige franske nabo i solbriller greb ind, blev ugerningen stoppet.
Mit mancrush er et crush på Frankrigs betingelsesløse idealisme. Frankrig rutter ikke med retfærdigheden, for de ved at hvis man mister sin selvrespekt, har man tabt alt.
Prøv den franske exceptionalisme
I årtier har vi været forgabt og fortabt i en amerikansk exceptionalisme. Måske vi skulle prøve at opdage den franske. For franskmænd kan sige Friheden, Kærligheden, Eksistensen, Skæbnen og naturligvis Frankrig i bestemt form med bestemthed i stemmen. Det er ikke abstrakte begreber, men noget virkeligt og vigtigt. Fra Rousseau til Foucault, Bourdieu og Piketty har den røde silketråd i den franske ånd været klar: for hvad der er ret og rigtigt, godt og ondt.
Det handler om at insistere på at idealer er vigtige. Netop derfor sendte Macron i de Gaulles ånd franske soldater til Grønland, mens englænderne holdt en pressekonference og tyskerne flip-floppede forvildt rundt i deres krigstraumer. Macron er Danmarks Daddy.
De Gaulle havde ret
Hvad handler de Gaulle om? At man skal slås for noget, og at man ikke skal være nogens slave. Man skal være stolt.
Courage is not the absence of fear, but rather the assessment that something else is more important than fear. — Charles de Gaulle
I vores frigørelse fra USA skal vi europæere finde os selv i en ny euro-gaullisme, hvor vi sætter en ære i at vi kan forsvare os selv og vores værdier som Europa. Her er de Gaulle længe blevet latterliggjort som en besværlig ideopolitisk Concorde-pilot, som ikke ville bøje nakken for USA. Men sjovt nok havde han forudset det. Nu er det kun det franske atomvåben, som beskytter Europa mod rovdyrene i øst og vest. Charles de Gaulle havde ret, og han er vores rettesnor nu.
Piloterne der nægtede at tale engelsk
Da det første franske Concorde-fly i 1977 landede i New York, insisterede piloterne på at tale fransk. Det morede man sig meget over dengang som bevis på fransk arrogance og verdensfjern opblæsthed. For franskmænd har alle dage set sig selv og Frankrig som noget ganske særligt. Denne særlighed er dog blevet misforstået dengang som nu.
De var ikke arrogante. De ville undgå et ubehjælpsomt fransk-engelsk, som ville fremstille dem som dumme og underkendte. Piloterne talte til sig selv, og de talte for at holde fast i at fransk var et sprog værd at tale. Noget som ikke skulle gemmes væk, skjules og tilsidesættes for de nye amerikanske magthavere. De talte ærekært og højt om hvordan Europa kunne flyve hurtigere end lyden. Hvordan vi i det europæiske samarbejde kunne skabe noget så fantastisk som et Concorde-fly.
Fransk er sproget for dem der ikke vil være vasaller
Det handler ikke om at Frankrig er noget særligt som Frankrig, men at der er noget særligt vi skal ære og passe på. Det er nationen, staten, friheden, retfærdigheden, kærligheden og visdommen. For franskmænd er verden og livet fyldt med absolutte værdier, som man skal kæmpe og leve for og efter. De er ikke opblæste, men sætter en ære i at være et land, et folk og en franskmand af ære.
Vi skal alle tale fransk til lands, til vands og i luften. For fransk er sproget for Europas fremtid. Det er det sprog folk taler, når de ikke længere vil være vasaller. Liberté, égalité, fraternité. Je suis Macron
