Jeg plejede at flytte ord. Nu flytter jeg fliser

Fra powerpoints til powerløft. I 30 år var jeg mediegøgler. Nu er jeg voksenlærling som anlægsgartner.

Det er november i et åndsforladt erhvervskvarter i Gladsaxe. 

I mit tidligere arbejdsliv kunne jeg i teorien have risikeret at befinde mig indenfor ved et hæve-sænkebord i en af de farveløse bygninger overvejende omkranset af parkeringspladser og med kig til Ring 3.

Nu befinder jeg mig i stedet udenfor i det overraskende milde novembervejr.

Engang for ikke så længe siden kunne jeg have været med til at formulere den opgave, jeg nu er praktisk med til at udføre: en virksomheds flueben ved E’et i ESG.

I mit nye arbejdsliv er jeg i stedet sammen med to kolleger ved at omlægge de sparsomme grønne arealer omkring de trøstesløse kontorbygninger i forstaden.

Væk med det monokulturelle cotoneaster-buskads på den østvendte skråning. Ind med diverse staudebede af hjemmehørende arter, som bestøverne elsker.

Maskinerne har gjort hvad de kunne. Nu skal de genstridige rodstumper på den plørede skråning fjernes manuelt.

Fra fjerlette symboler til tunge fliser

De seneste 30 år har jeg beskæftiget mig med ord. Ord på tryk, ord på skærme, ord som lyd og ord som levende billeder. Ord jeg har tænkt frem og har formuleret foran computerskærme og til møder. Rigtigt mange møder.

Arbejdet med ordene har givet mig titler som journalist, redaktør, kommunikationschef, rådgiver og skribent.

Nu er min titel voksenlærling. Om fire år kan jeg forhåbentlig smykke mig med titlen anlægsgartner. Og hvis min snart 52-årige krop ellers er medgørlig, og jeg i øvrigt passer på mig selv, bliver det som anlægsgartner med speciale i anlægsteknik. En såkaldt grå anlægsgartner.

Grå som fliserne på din terrasse og chauséestenene i din havesti. En 30 x 30-flise vejer 10 kilo. En 70 x 70-flise i sagens natur væsentligt mere. Det er et regulært muskeljob, som en kvindelig svend sagde til mig.

I løbet af 30 år foran computerskærmene har jeg undgået musearmen. I løbet af 20 uger på teknisk skole pådrog jeg mig anlægsgartnerens udgave af tennisalbuen - lad os kalde den flisealbuen. 

I mit gamle arbejdsliv, hvor jeg flyttede rundt på fjerlette symboler, bestod de erhvervsbetingede helbredsrisici primært i musearm og hjerte-/kredsløbssygdomme som følge af en 37 timers arbejdsuge altovervejende tilbragt på kontorstol.

I mit nye arbejdsliv er det diskusprolaps, kroniske smerter i bevægeapparatet og en arbejdsdag på smertestillende, der truer. Et forkert løft. Et uhensigtsmæssigt vrid. Overbelastning og nedslidning.

I løbet af 30 år foran computerskærmene har jeg undgået musearmen. I løbet af 20 uger på teknisk skole pådrog jeg mig anlægsgartnerens udgave af tennisalbuen - lad os kalde den flisealbuen. 

På den måde har jeg nu lært ikke at bære en 30x30-flise i hver hånd, bare fordi musklerne tilsyneladende var stærke nok. Det var albuens senehæftninger nemlig ikke.

Læringskurven er ikke kun stejl, hvad angår faget og håndelaget. Det er også en læringsproces, at det nu er kroppen, der er mit vigtigste redskab - og ikke kun hjernen. 

Det kortvarige identitetstab

Mit valg om at skifte radikalt spor efterlod mig med et identitetstab. I 30 år har jeg været ham, der levede af at skrive og tænke. Nu er jeg ham, der er startet forfra og helt fra bunden.

Jeg kan ikke engang bryste mig af at mit sporskifte er originalt. Efter corona har anlægsgartnerfaget åbenbart oplevet en tilgang af modne mennesker, der vil noget andet med deres arbejdsliv. Der var da også to tidligere pædagoger, en tidligere socialrådgiver og så mig, den tidligere mediegøgler, på mit hold på teknisk skole.

Erfaringen i branchen er bare, at gartnerdrømmene for en del fordamper, når hverdagen med knap så rosenduftende, fysisk krævende opgaver først indfinder sig. Så jeg bliver lige set an. Har jeg røv i bukserne i længden?

Fra at være senior medarbejderen med erfaringen, er jeg nu junior medarbejderen, der skal lære det mest elementære. Før var jeg ham, andre spurgte til råds. Nu er jeg ham, der stiller alle spørgsmålene.

Identitetstabet var dog ganske kortvarigt. Omtrent da jeg første gang iførte mig det nys anskaffede arbejdstøj og sikkerhedssko, gled jeg ind i min nye rolle. Afstivet af arbejdsuniformen hviler jeg i min nye identitet som kommende anlægsgartner.

Den profetiske kollega

Måske gik identitetsskiftet så smertefrit, fordi håndværkeren altid har boet et sted i mig, men har været holdt nede af akademikeren. Muligvis på grund af banal forfængelighed og higen efter prestige. Prestigen ved at være del af den havremælkselite, som Mette-Kirstine Goddiksen skrev om.

Jeg kan i hvert fald mærke, at glæden ved, efter endt arbejdsdag, at kunne tage et skridt tilbage, og betragte de håndgribelige fremskridt i opgaven, giver mig en tilfredsstillelse, jeg har savnet.

Jeg havde engang en kær kollega, da jeg skrev for en papiravis i 90’erne. En dag på redaktionen sagde hun noget, der nu har vist sig at være nærmest profetisk:

“Du er jo ikke bygget til at sidde ved skrivebord. Du er bygget til at være jord- og betonarbejder”.

Det var jeg ikke helt enig i dengang som ambitiøs ung journalist, måske endda en smule fortørnet. Men der var jo noget om det. Både fysisk og mentalt. Ganske vist faldt mit valg siden på anlægsgartner, men i morgen skal vi ikke desto mindre til en nordlig forstad og grave ud til en trampolin i en have. 

Det glæder jeg mig til.

Den trampolin kommer til at sprede glæde i mange år. Væsentlig længere end nogen artikel eller kommunikationsstrategi, jeg nogensinde har forfattet.