Kan den religiøse demokrat vinde Texas for Demokraterne?

Det er valgår. Ikke kun herhjemme, men også - og heldigvis, vil mange af os her nok mene - i USA. Meget tyder på, at Demokraterne har gode chancer for at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus, og endda en lille sandsynlighed for at genvinde Senatet; hvis der ikke er andet end medvind på vejen.

Sundhed er en stor dagsorden for Talarico, hvor han aktivt bruger sin egen historie. Han fik konstateret diabetes som 28-årig under sin valgkamp til underkammeret i Texas efter at have gået den fulde længde af sit distrikt og følte sig usædvanligt udmattet. Efter et succesfuldt valg introducerede han en lov, der satte et loft over insulinpriserne på 50$.

Én af de stater, der står højt på den Demokratiske ønskeliste - og har gjort det længe - er den ensomme stjernes stat: Texas. Staten, der er den næststørste målt på både befolkning og økonomi, har ikke haft en Demokratisk senator siden 1993 og Republikanerne har da også The Trifecta med flertallet i statens to kamre og guvernørposten.

Så hvorfor overhovedet bruge tid på staten (og denne analyse), tænker du måske allerede? Fordi staten står til kun at stige i betydning: nye census data viser, at stater med store demokratiske vælgerbaser som Californien og New York står til at miste sæder fra 2030 - hhv 4 og 2 - fordi de mister indbyggere. Til gengæld står Texas og Florida til at få 4 pladser. Hver.

Det vil reelt gøre den traditionelle Blue Wall (Wisconsin, Michigan og Pennsylvania) irrelevant, hvis ikke demokraterne - som står i en historisk tillidskrise - formår at gøre indhug i andre stater. Det kalder på en ny strategi for, hvordan man når ind til vælgergrupper, som man har negligeret, afskrevet eller bare aldrig helt skænket en tanke (for ikke at tale om opbygningen af en lokal kampagneinfrastruktur, men det er en anden snak).

Derfor har en ung demokratisk state representative de seneste måneder tiltrukket sig en del opmærksomhed med en primærvalgskampagne til senatet, der har opbygget et stadigt stigende momentum og skabt et lille håb hos mange demokrater.

The name’s Talarico, James Talarico

James Talarico (34) sidder i delstatens underkammer, og hans modstander i primærvalget er det højprofilerede kongresmedlem Jasmine Crockett. Hvor Crockett allerede er et etableret navn og ses som en slagkraftig rising star, der ikke er bange for en konfrontation, har Talarico haft en større opgave med at profilere sig. Det har han både gjort på en markant anden måde, og tilsyneladende med stor succes: den seneste vælgerundersøgelse - som Crockett dog kritiserer som fejlhæftet - giver ham en føring på 8% forud for primærvalgsdagen d. 3. marts (early voting starter 17. februar).

Texas’s Pete

James Talarico is young, well spoken, and eager to talk with Republicans—exactly what some Democratic dreamers think they need to finally turn the state blue.

The AtlanticElaine Godfrey

Så hvem er han, og hvad gør han, som tilsyneladende virker til at ræsonnere med de texanske vælgere? Ved første øjekast kan han umiddelbart betegnes som et politisk oxymoron: en tidligere folkeskolelærer og samtidig en praktiserende presbyterianer med en (dog ikke færdiggjort) master i teologi.

De to forbindes typisk med hver sin ende af det politiske spektrum - den liberale folkeskolelærer og den konservative kristen - men hos Talarico er der snarere tale om to sidestillede elementer, der komplementerer hinanden og tilsammen udgør både hans moralske kompas og kernen af hans brand.

Han ved, hvem han er, og hvad han står for; karaktertræk, demokraterne generelt mangler i stor stil. Han kan ét øjeblik tale om ulighed og behovet for at investere i offentlig undervisning, og det næste øjeblik citere bibelvers, der understøtter et liberalt syn på velfærdsydelser, og udmanøvrere sine republikanske modstandere på det, der normalt ses som deres hjemmebane. 

Hans modstand i foråret mod en texansk lov om at vise De Ti Bud i alle klasseværelser skabte stor opmærksomhed - hans spørgetime med sin republikanske kollega bag loven gik endda viralt. Selvom loven blev vedtaget, kom Talarico på manges radar og i studiet hos Joe Rogan, der ikke kunne lægge skjul på sin begejstring for den unge demokrat: “you need to run for president. We need someone who is just a good person.” 

Rogan er tydeligt fascineret af både Talaricos tanker og politik, men det er opfattelsen af ham som et godt menneske, der er udslagsgivende. Han manifesterer idealet om den gode taler, formuleret af den romerske retoriker Quintillian som vir bonus dicendi peritus: en god mand kyndig i tale.

Det understreger Talaricos potentiale for at kunne appellere til vigtige vælgergrupper - Rogan endorsede som bekendt Trump i 2024 (og støttede Bernie i 2016), og hans platform regnes konsekvent som én af de vigtigste i det moderne, amerikanske medielandskab, særligt hos mænd. Det er selvfølgelig ikke nok bare at være et godt menneske som politiker, og derfor er det også værd at tage et nærmere kig på Talaricos retoriske stil.

Calm and collected

Noget af det første, man bemærker ved James Talarico, er hans nærmest overmenneskelige ro, der er den gennemgående styrke i hans kommunikation. Han taler roligt og i øjenhøjde, og han formår at argumentere sagligt for sin sag uden at eskalere en debat uanset emne, medie og modstander. 

Han formåede eksempelvis under modstanden mod den texanske guvernørs gerrymandering at gøre Fox News-værten Will Cain tæt på mundlam uden at overdøve, og hans Instagramprofil er fyldt med klip af Talarico, der skarpt kritiserer politiske modstandere uden at hæve stemmen. 

Det er dog særligt i mødet med almindelige vælgere, at Talarico viser sin retoriske styrke. Et godt eksempel er hans deltagelse før jul i debatprogrammet Surrounded, hvor præmissen kort fortalt er, at én debattør skal argumentere for tre-fire påstande omringet af 20-25 personer, der er uenige med dem.

Programmet er i sig selv fascinerende (særligt når man er retoriker), men det er også kendt for at føre til konfrontatoriske (og viralable) øjeblikke. Det gælder eksempelvis med tidligere deltagere som Charlie Kirk (2024) eller senest med den liberale debattør Adam Mockler (2026), hvor snappy facts bruges som ammunition til at nedkæmpe, ikke overbevise.

Helt anderledes er det dog med Talarico, der formår at omdanne en potentielt polemisk debat til en venskabelig samtale. Han forholder sig til sine meddebattører som ligeværdige og taler i et levende sprog, der er til at forstå.

Han formår eksempelvis at reframe Reagans racistiske og effektive welfare queen-billede til at handle om “the CEO’s that get a tax deduction for flying on a private jet.” Han opsummerer ligeledes sin immigrationspolitik med billedet af grænsen som en veranda: “there should be a giant welcome mat out front, and a lock on the door.” Det er argumenterende billeder, der sætter sig på nethinden og taler til hjertet, og udtryk for Talaricos retoriske talent.

En stemmeflytter i bevægelse

Ovenstående debat er samtidig et eksempel på, hvordan Talarico i sin kampagnestrategi går benhårdt efter ikke alene at tale til den demokratiske base, men rent faktisk at lave indvendinger i den republikanske vælgerbase.

Her adskiller han sig også fra Crockett, der i højere grad går efter at mobilisere den demokratiske base, særligt afro-amerikanske vælgere og latinos, der tilsammen udgør en majoritet af befolkningen, men stemmer i langt mindre grad.

I retorisk teori taler man om stemmesamlende og stemmeflyttende retorik: om man kort fortalt taler for at mobilisere og engagere - at samle - dem, der er enige med én, eller om man rent faktisk vil overbevise andre og flytte dem til ens egen side.

Den gode taler gør selvfølgelig begge dele, men det er bemærkelsesværdigt, at Talarico igennem hele sin kampagne har gjort det til en rød tråd at besøge røde distrikter.

Hans kampagnekanal er plastret til med store vælgerforsamlinger i ellers republikanske distrikter, som Collin County, som Trump vandt med 54%, eller det meget konservative Comal County, hvor Trump fik 72%. Han går aktivt efter at udvide det demokratiske telt til også at kunne inkludere folk, der ikke nødvendigvis havde set sig som del af det.

Det er strategisk smart af flere årsager. Først og fremmest er der udsigten til at kunne udvide puljen af potentielle vælgere med nogen, som hans modstander ikke fokuserer på.

Dernæst er det i fuld forlængelse af - og nærmest en manifestation af - hans kristne værdier, der er så afgørende for hans person og politik. For hvis han udelukkende fokuserede på den blå base, vil anklager om hykleri vælte frem. Og endelig er der det lavpraktiske: Texas er en dyr stat at køre annoncer i, og når du samtidig taler til en bred skare af skeptikere, kan det fysiske møde være stærkere end en klynge af reklamer.

Her er det samtidig interessant at bemærke, at appellen til det røde Texas ikke sker med et benhårdt populistisk budskab, og at det ikke tilsyneladende virker til at smitte af på synet på Talarico i de finere luftlag af det liberale USA.

Barack Obama roste eksempelvis Talarico på en podcast i oktober, og Talarico var selv for nylig i studiet med Ezra Klein - det intellektuelle USA’s darling - til en samtale om tro, politik og moral. 

Det viser bredden i Talaricos appel, at han har en evne til at kunne tale til nærmest alle, uanset om de drikker Bud Light eller Bourgogne.

Hvilken vej vælger vælgerne?

Talarico og Crockett mødtes for nylig til deres første TV-transmitterede debat, der cementerede, at de er enige på langt de fleste områder. Debatten er først og fremmest et blast from the past ift., hvordan politisk debat kan finde sted, men understregede som det vigtigste, at valget mellem de to kandidater grundlæggende handler om stil.

Her bliver det uhyre interessant at se, hvad der appellerer mest til vælgerne: bliver det Crockett, der framer sig selv som en street fighter og måske kan manifestere den voksende frustration over alt fra ICE til inflation, eller Talarico, der nok taler om at beskatte milliardærer og bekæmpe ICE, men gør det med afsæt i næstekærlighed?

Valget bliver interessant ikke kun på grund af potentialet for at kunne gøre Texas blåt, men fordi det kan blive en ledestjerne for, hvordan det Demokratiske partis fremtid kan komme til at se ud.