Kim Blæsbjergs giftige forsvar på Facebook: Når forfatteren bliver hovedskurken i sin egen succes-historie
Forfatteren Kim Blæsbjerg bruger sit Facebook-opslag som strategisk krisekommunikation: Han flytter konflikten med Johanne Mygind fra det personlige til det kollektive plan og gør Cheminova-historien til alles historie.
Kim Blæsbjerg befinder sig pludselig i centrum af en litterær storm. Efter udgivelsen af Johanne Myginds roman Giftig en personlig fortælling om hendes bedsteforældre og Cheminova-skandalen bliver Blæsbjerg beskyldt for at have taget historien til sin egen succesroman De bedste familier. Mygind hævder, at han kendte både familiehistorien og de første kapitler af hendes manuskript, før han skrev sin bog. Midt i beskyldningerne om plagiat, etik og ejerskab over virkeligheden svarer Blæsbjerg igen med et langt forsvar på Facebook, hvor han forsøger at tage kontrollen over fortællingen om sig selv og om, hvem der egentlig har ret til at skrive historien om Cheminova. Læs det her:
Hans opslag og den måde, han svarer på anklagerne danner udgangspunktet for denne analyse, der vil undersøge, hvordan Blæsbjerg med ord, symbolik og strategi forsøger at genopbygge sin troværdighed og sit forfatterskab i offentlighedens øjne.
Kim Blæsbjergs forsvar mod Johanne Myginds anklager fremstår som et tekstbogseksempel på strategisk krisekommunikation, hvor han systematisk demonterer hendes ejerskabskrav gennem en relativistisk argumentationsstrategi. Hans valg af Facebook som medie er ikke tilfældigt – platformen giver plads til et langt, nuanceret forsvar uden journalistisk filter, samtidig med at han kan nå direkte ud til sin læserskare og det litterære miljø.
Blæsbjergs centrale strategi er at underminere selve fundamentet for Myginds anklager: ideen om privat ejerskab over historien. "Ingen forfatter kan påberåbe sig eneretten til at fortælle historien om ingeniørfamiliernes ankomst til min hjemegn," skriver han og tilslutter sig dermed eksplicit den relativistiske skole. Historien tilhører ikke en enkelt familie, men "hele min hjemegn, de tusindvis af mennesker, som gennem de sidste 70 år har været i berøring med Cheminova. Ja, den tilhører os alle."
Men her afslører Blæsbjerg måske sin svaghed. For det er jo ikke historien om Cheminova generelt, han har skrevet – det er specifikt historien om en ingeniørfamilie, der flytter til Lemvig i 1953, præcis som Myginds morforældre. Når han påstår, at denne meget specifikke vinkel – ingeniørfamilien som tilflyttere – er en generel, kollektiv historie, virker det søgt og i sin specificitet som kynisk manipulation. Der var trods alt ikke hundredvis af ingeniørfamilier, der flyttede til Lemvig i 1953. Der var en håndfuld, og Myginds morforældre var blandt de mest prominente.
Den strategiske kronologi: At omskrive historien
Særligt påfaldende er Blæsbjergs insisteren på, at han havde arbejdet på romanen i et år, før han kontaktede Mygind i 2019. "I 2019 havde jeg arbejdet på min roman i et år, da jeg tog kontakt til Johanne for at spørge, om jeg måtte høre hendes radiomontage om morfaren og Cheminova." Men hvis han virkelig havde researched så grundigt i et helt år, hvorfor havde han så brug for netop hendes families radiomontage? Hvorfor ikke nøjes med de "over 40 mundtlige kilder" han påstår at have?
Endnu mere suspekt bliver det, når han hævder: "De oplysninger, jeg fik under samtalerne med hende og hendes mor, havde jeg også fra andre kilder, og jeg ville have skrevet den samme roman, også uden den private relation." Men hvorfor så overhovedet opsøge dem? Hvis han havde alle oplysningerne, hvorfor så indlede en affære med arvingen til den historie, han skriver om? Det lugter af efterrationalisering – et forsøg på at minimere betydningen af det, der måske var hans primære kilde.
Blæsbjerg fremhæver, at han kun brugte offentligt materiale: "Ud over en omfattende research i skriftlige kilder som bøger, artikler og arkivmateriale har jeg talt med over 40 mundtlige kilder." Men radiomontagen var netop ikke offentligt tilgængelig, som han selv indrømmer. Og de private samtaler med Mygind og hendes mor var per definition ikke offentlige. Hans forsøg på at fremstille alt som offentligt domæne kollapser under vægten af hans egne indrømmelser.
Angreb på ethos: Den subtile karaktermord
Angrebene på Myginds ethos er mere end subtile – de er kirurgiske. Han antyder direkte, at hun lyver: "Så at Johanne hævder, at hun ikke kendte til mit projekt, er uforståeligt." Men måske forstod hun ikke projektets fulde omfang? At han arbejdede på en Cheminova-roman er én ting – at han specifikt fokuserede på ingeniørfamilien som hendes morforældre repræsenterede, er noget helt andet.
Læs også:
Timme Bisgaard Munk
Videre fortæller han, at hun eksplicit gav ham tilladelse: "Da Johanne fortalte, at hun selv drømte om en dag at skrive en roman om sin morfar og Cheminova, spurgte jeg hende direkte, om hun så havde noget imod, at jeg var i gang med en roman med samme tema. Det havde hun ikke, sagde hun, så længe jeg ikke brugte hendes titel."
Men læg mærke til ordvalget: "samme tema." Tema er ikke det samme som at bruge hendes families specifikke historie. Man kan sagtens forestille sig, at Mygind troede, han ville skrive om arbejderne, om fabrikken generelt, om miljøskandalen – ikke specifikt om en ingeniørfamilie, der minder påfaldende om hendes bedsteforældre.
De strategiske benægtelser og den selvreferende cirkelslutning
Blæsbjerg udfordrer systematisk de påståede ligheder mellem hans fiktion og hendes families historie – men hans forsvarsstrategi hviler på en fundamental logisk fejlslutning. Hvert eneste faktuelle overlap mellem De bedste familier og Myginds familiehistorie forklarer han væk som enten almenmenneskelige universalier, kollektiv lokalhistorie, eller viden fra andre kilder. Hans ingeniørpar bor på Skrænten, ja, men "ikke fordi Johannes morforældre boede på den vej, men fordi jeg kender kvarterets historie fra min opvækst." Problematiske parforhold og utroskab afvises som "almenmenneskelige problematikker." Ankommen i 1953? Det var et vigtigt år for Cheminova generelt. Ingeniøruddannelsen? Standard for den tids fabriks-ledere.
Men her ligger Blæsbjergs afgørende sårbarhed: hele hans forsvar står og falder med hans egen autoritet som eneste kilde til, hvor hans viden kom fra. Der findes ingen uafhængig verifikation af, at han kendte disse specifikke detaljer før mødet med Mygind. Der er ingen daterede manuskripter, ingen research-noter med tidsstempler, ingen korrespondance med andre kilder, der dokumenterer, at han allerede havde disse oplysninger. Blæsbjerg beder os simpelthen tage ham på ordet – på trods af, at han har et åbenlyst incitament til at minimere Myginds bidrag.
Det bliver endnu mere problematisk, fordi Blæsbjerg selv kontrollerer definitionen af, hvad der er "fælles viden" og hvad der er "privat information." Tag eksemplet med Skrænten: Han hævder, at han placerede sine karakterer der, "fordi jeg kender kvarterets historie fra min opvækst" – altså hans egen private, ikke-stjålne viden. Men hvordan skal vi som læsere kunne verificere det? Det er jo netop også den vej, hvor Myginds bedsteforældre boede – en detalje han fik direkte adgang til gennem sin relation til hende. Blæsbjergs forsvar reducerer sig til: "Jeg vidste det allerede, selvom det også er hendes families historie, og I må bare tro på mig."
Denne cirkulære argumentation gentages for hvert datapunkt: "Jo, der er ligheder, men de kommer fra andre kilder, som jeg ikke behøver dokumentere, fordi jeg siger, at de gør."
Det er en selvreferende, uverificerbar påstand. Og kombinationen af alle disse "tilfældige" overlap – ingeniørfamilie, 1953, Skrænten, ægteskabsproblemer, Cheminova-ansættelse bliver dermed ikke mindre suspekt af hans benægtelser, men derimod mere suspekt netop fordi han nægter dem så kategorisk uden nogen form for eksternt bevis.
Særligt manipulerende er hans påpegning af forskellene: "I Johannes roman bliver forfatteren til Cheminova-romanen da også flere gange kritiseret for at beskrive ingeniørfruen forkert." Men dette beviser ikke, at han ikke brugte hendes families historie – det beviser blot, at han ikke ramte alle detaljer korrekt. At han tog fejl af nogle ting, betyder ikke, at han ikke prøvede at skildre hendes familie.
Når Blæsbjerg insisterer på, at hvert overlap er forklarligt gennem andre kilder, beder han os acceptere en umulig præmis: at der findes en parallel virkelighed, hvor han uafhængigt af Mygind landede på præcis de samme specifikke detaljer om en ingeniørfamilie i Lemvig. Men sandsynligheden for det bliver eksponentielt mindre for hvert ekstra overlap. Og uden nogen form for dokumentation – dagbøger, tidlige udkast, korrespondance med de "over 40 kilder" – er vi overladt til at stole blindt på en mands ord, når den mand har alt at tabe ved at indrømme sandheden.
Den lokale søns narrativ
Hans forsvar kulminerer i en næsten poetisk selvfremstilling: "De bedste familier bygger ikke på en let hapset idé, men på levet liv i Vestjylland... en hel opvæksts erfaringer med tavshedskultur og sproglig fattigdom." Her transformeres han fra anklaget tyv til hårdtarbejdende, lokalt forankret kunstner. Men denne lokale forankring giver ham ikke automatisk ret til alle historier fra egnen – især ikke de meget specifikke, private historier om enkelte familier.
Påstanden om at have brugt "fem års intenst arbejde" virker også hul, når man betænker, at han først i 2019 – fire år inde i processen – opsøger Mygind for materiale. Hvis han virkelig havde arbejdet så intenst og grundigt, hvorfor så dette sene behov for netop hendes families historie?
Facebook som strategisk kampplads
Den strategiske brug af Facebook-mediet tillader Blæsbjerg at fremstå både som offer (for "grove beskyldninger") og som den voksne i rummet, der tålmodigt forklarer misforståelserne. Men Facebook er også et ekkokammer, hvor hans støtter kan samle sig om ham, hvor kritiske stemmer let drukner eller slettes, og hvor den algoritme-drevne spredning favoriserer dramatiske, følelsesladede opslag.
Ved at vælge Facebook frem for et mere neutralt medie eller en formel udtalelse, kan Blæsbjerg kontrollere narrativet, moderere kommentarer og fremstå som den krænkede part, der forsvarer sig direkte til "folket" hans læsere og fans.
Når Blæsbjerg i sit Facebook-opslag bruger billedet af Høfde 42 – stedet hvor Cheminovas gift blev udledt – fungerer det som et strategisk, retorisk og symbolsk centrum i hans forsvar. Ved at vælge netop dette billede løfter han konflikten mellem sig og Mygind fra det personlige til det kollektive niveau.
Høfde 42 er ikke en privat grund, men et stykke fælles jord, bogstaveligt talt forgiftet af fortiden, og derfor et fysisk og moralsk fælles referencepunkt for hele egnens historie. I stedet for at handle om én families traume, gøres Cheminova-fortællingen til en del af en større regional og national erindring, som "alle har adgang til". Dermed bliver stedet et symbol på den kollektive skyld, skam og tavshed, som hele Vestjylland – og i forlængelse heraf hele Danmark – deler.
Strategisk fungerer billedet som et retorisk skjold mod Myginds anklager om litterært tyveri: hvis historien er fælles, kan ingen kalde den stjålet. Han gør Høfde 42 til et slags moralsk fristed, hvor ejerskab opløses i fællesskab, og hvor kunstneren blot er en formidler af det kollektive sår. På den måde forskyder Blæsbjerg fokus fra den konkrete anklage – at han har brugt Myginds families historie – til en mere abstrakt kamp om, hvem der har ret til at fortælle den kollektive historie om Cheminova. Billedet bliver altså et retorisk bevis i hans relativistiske strategi, hvor "alle historier tilhører alle".
Samtidig styrker Høfde 42 hans ethos som lokal, forankret forfatter – den "vestjyske søn", der skriver ud fra levet liv og egen egns erfaringer. Han fremstår som talsmand for et fællesskab snarere end en udnyttende forfatter, og dermed positionerer han sig moralsk over sin anklager. Hvor Mygind i Giftig bruger stedet som en spirituel renselse af familiehistorien, bruger Blæsbjerg det som et argument for litteraturens ret til at bearbejde kollektive traumer. Men i dette greb ligger også en manipulation: Ved at bruge det samme billede som Mygind omdefinerer han hendes symbolske sprog og tager kontrol over fortællingens moralske centrum. Han flytter scenen fra det private til det offentlige, fra relationens intimitet til egnens åbne landskab – og derved bliver Høfde 42 både en metafor for den fælles forurening og et strategisk våben i Blæsbjergs kamp for retten til at skrive.
Den falske relativisme
I denne relativistiske modoffensiv forsøger Blæsbjerg at gøre Mygind til den egentlige tyv – hun som vil stjæle en hel egns kollektive historie og gøre den til sin private ejendom. Men hans relativisme er selektiv og opportunistisk. For hvis alle historier virkelig tilhører alle, hvorfor så ikke bare indrømme, at han brugte hendes families historie? Hvorfor insistere på, at han ikke gjorde det?
Blæsbjerg tilslutter sig kun den narrative relativisme, når det gavner ham – når han skal forsvare sin ret til at skrive om ingeniørfamilien. Men når det kommer til at anerkende Myginds bidrag til hans research, bliver han pludselig meget specifik om, hvad der kom hvorfra, og insisterer på, at hendes families historie ikke havde betydning for hans projekt.
Hans "undskyldning" er ingen undskyldning, men en kunstnerisk uafhængighedserklæring eller måske snarere en krigserklæring, hvor han ikke blot forsvarer sig selv, men aktivt forsøger at underminere Myginds troværdighed, hendes projekt og hendes ret til at fortælle sin egen families historie. Det er giftigt.
