Kirkegården: den glemte kommunikative arena

Kirkegårde organiserer relationer mellem levende, mellem levende og døde, mellem generationer, mellem tid og sted. Fulde af historier og politik. Alligevel er de i det moderne samfund blevet marginaliserede. De optræder som infrastrukturelle og rituelle endestationer. Men kirkegårde er også interessante som kommunikative arenaer hvor betydning, relationer og affekt ikke primært artikuleres sprogligt, men gøres gennem praksis, materialitet og atmosfære.

Vores nye forskningsprojekt ”Sorgens have” undersøger kirkegården som et særligt sted hvor mening, relationer, praksisser og følelser kan være på særlige måder. Det vender vi tilbage til.  For måske er kirkegården som arena ved at få fornyet opmærksomhed. Bogen ”Somebody Is Walking on Your Grave” er pt. en international bestseller, og alene det faktum fortæller, at kirkegården som et særligt sted påkalder sig interesse. 

Somebody Is Walking on Your Grave

I bogen bevæger Mariana Enriquez sig gennem kirkegårde verden over og beskriver dem som tætte, levende og konfliktfyldte steder. De er ikke bare stille kulisser for privat sorg, men sociale rum, hvor klasse, historie, vold, migration og omsorg krydser hinanden. Bogens hovedpointe er ikke døden, men den måde livet fortsætter i konstant forhandling med de døde. Kirkegården fremstår som et sted, hvor relationer ikke afsluttes, men transformeres.

Enriquez beskriver fx Sara Braun-kirkegården i Punta Arenas hvor historie, død, kolonial vold og hverdagsliv er tæt vævet sammen i en særlig atmosfær. Kirkegården fremstår ikke blot som et smukt eller æstetisk rum, men som et ladet sted, hvor relationer til de døde, til fortiden og til landskabets barske vilkår intensiveres. Der er en stedbunden koncentration af følelser og historie.  

Enriquez’ har også en fascination af forfaldne grave og dem, der bliver ved med at opsøge dem. Hun beskriver, hvordan hun i flere kirkegårde støder på grave, der tydeligvis ikke længere bliver passet af pårørende: sten der krakelerer, navne der næsten er ulæselige, ukrudt der har taget over. Alligevel er disse grave ikke “forladte” i nogen absolut forstand. De bliver set, opsøgt, rørt ved af besøgende, af ansatte, af forfatteren selv. Enriquez dvæler ved, hvordan netop disse grave producerer en særlig uro. De gør noget ved den besøgende, fordi de peger på relationer, der er ophørt i én forstand, men fortsat eksisterer i en anden. Hvem skylder disse døde noget nu? Hvem bærer ansvaret, når de levende er væk? Eksemplet viser kirkegården som et sted, hvor forpligtelser kan være uafklarede og flydende, og hvor fraværet af handling i sig selv bliver meningsfuldt.

Kirkegården kan se ud på mange måder og fungerer på mange måder. Men et gennemgående træk er, at kirkegården er et af de få steder, hvor bestemte følelser må være til stede uden at skulle reguleres, forklares eller omsættes til handling nødvendigvis. Her kan sorg, vrede, taknemmelighed, skyld, ro og ambivalens eksistere side om side uden krav om forløsning. Som en slags ventil er kirkegården et sted, der kan rumme følelser der ikke passer ind i hverdagens trummerum.  

"Sorgens Have" forskningsprojekt 

Det er præcis her, forskningsprojektet Sorgens Have placerer sig. Projektet undersøger kirkegården som et sted, hvor sorg og andre svære følelser kan være. Empirisk bygger projektet blandt andet på feltarbejde, hvor mænd over 50 besøger deres afdødes grav. 

De foreløbige indsigterne viser, at følelser ikke alene er isolerede indre tilstande, men derimod distribuerede fænomener, der opstår i samspillet mellem kroppe, materialer, steder og rutiner. Sorgen er i bevægelsen, i hænderne, i stien, i blomsterne og i kirkegårdens atmosfære.

Michel Serres’ begreb om hotspots fortæller om steder hvor forbindelser intensiveres, hvor strømme krydser hinanden, og hvor relationer bliver særligt tætte. Kirkegården fungerer netop som et hotspot: mellem levende og døde, mellem fortid og nutid, mellem det personlige og det kollektive.

Samtidig kan kirkegården forstås som en heterotopi i Michel Foucault’s forstand: et “andet sted”, hvor hverdagens normer suspenderes. Tiden er anderledes, tempoet lavere, og handlinger, der ville virke mærkelige andre steder som fx at tale til en død er her betydningsfulde. 

Søren Ulrik Thomsen skriver i digtet ”Hvert år på den dato” fra digtsamlingen Rystet spejl (2011) om et kirkegårdsbesøg på den dødes fødselsdag, og beskriver de handlinger, han foretager sig. Digtet afsluttes med ordene: 

Eftersom intet af dette giver mening 

og alligevel finder sted 

må det være af største betydning.

Bruno Latour pointerer at moderne tænkning ofte fejler ved at presse alle fænomener ind i én dominerende ontologi, typisk den naturvidenskabelige eller psykologiske, der giver dårligt rum for at være med svære og uløselige ting. Kirkegården ser her ud til at suspendere disse snævre begrænsninger og i stedet give mulighed for alternative udtryksformer som det moderne ikke tillader.  Her kan man foretage sig handlinger, der ikke giver mening i en almindelig moderne tænkning, men som en konkret praksis alligevel erfares som ladet med betydning.

En mand fra vores feltarbejde siger, at det er mærkeligt, at han kan mærke en ændring, en ro, det øjeblik han går igennem lågen på kirkegården. Det giver ikke mening i forhold til nogen ydre ændring i lydbilledet og alligevel ”føler jeg det”. Og når hans afdøde kone derefter “stadig får roser”, er det ikke blot en subjektiv forestilling eller en metafor. Det er en lokalt gyldig måde at være i verden på, som organiserer praksis og forpligtelser.

Vinciane Despret viser ligeledes i bogen Our Grateful Dead, hvordan de døde ikke blot lever videre i de levendes psyke, men fortsat forpligter de levende gennem relationer og krav. De døde “beder om mere liv” i form af handlinger, omsorg og opmærksomhed. 

Kirkegården som kommunikativ arena

At forstå kirkegården som kommunikativ arena kræver, at vi tager disse lokale ontologier alvorligt. Kommunikation foregår ikke kun som udveksling af ord, men som koordination af handlinger på tværs af mennesker, materialer og tidsligheder. Kirkegården er et sted, hvor sådanne koordinationer kan finde sted uden at skulle oversættes til psykologiske forklaringer eller instrumentelle mål alene.

Kirkegården er i den forstand ikke et dødt sted. Den er et af de få steder, hvor vi stadig tolererer langsomhed, gentagelse, forbindelser og vedvarende relationer til både levende og døde. At tage kirkegården alvorligt som kommunikativ arena er derfor ikke et nostalgisk projekt, men et forsøg på at forstå, hvordan mennesker fortsat lever med deres døde og hvilke andre måder at være til på dette åbner for.

Med udgangspunkt i kirkegården som dette særlige sted, vil projektet Sorgens Have arbejde henimod udvikling af aktivitetsbaserede fællesskaber, der gør det muligt at være med det umulige, alt det man ikke kan gøre noget ved, men som man må leve med. Vi vil undersøge, hvordan praksis og ritualer på kirkegården er med til at skabe en ny slags ”orden” og nye forbindelser i det liv, som sorgens kaos har skilt ad. 

----------

Sorgens Have er et humpraxis forskningsprojekt støttet af Velux Fonden og udført i et samarbejde mellem Brian Due, Ph.d., professor, Jens Fogh, Ph.d.-studerende, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NorS), Københavns Universitet og Helsingør Stift (HS), Det Nationale Sorgcenter (DNS), Forum for Mænds Sundhed (FMS) og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN). Projektperiode: jan. 2026 – jan. 2029.   

Læs mere

Bille, M., Hastrup, F., & Soerensen, T. F. (Eds). (2010). An Anthropology of Absence. Springer. https://doi.org/10.1007/978-1-4419-5529-6

Despret, V. (2021). Our Grateful Dead: Stories of Those Left Behind (S. Muecke, Trans.; 1st edn, Vol. 65). University of Minnesota Press. https://doi.org/10.5749/j.ctv1w7v24k

Foucault, M. (1984). Of Other Spaces (1967), Heterotopias. Architecture, Mouvement, Continuité No. 5, 46–49.

Latour, B. (2013). An Inquiry into modes of existence: An anthropology of the moderns. Harvard University Press.

Serres, M. (2022). Religion: Rereading What Is Bound Together (M. DeBevoise, Trans.; 1st edition). Stanford University Press.

Sørensen, T. F. (2005). De udstødtes gravplads:-Skovkirkegården ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Kirkegårdskultur, 1, 77–86.

Sørensen, T. F. (2016). Forfald og forsvinding:–erindringsarbejdet på kirkegården ved Jydske Asyl. Kirkegårdskultur, 1, 86–101.

Westergaard, E., & Fauerskov, M. (2025). Kirkegårdens arkitektur. BOOK LAB ApS. https://www.bog-ide.dk/produkt/4947658/elof-westergaard-og-mette-fauerskov-kirkegardens-arkitektur-haeftet/3194688

Henrik Winther Nielsen (2024). Den kristne have. Kirkegården som evangelium. Eksistensen