Kommunikation med og imod jernmarkerne
Bogen Guld i muld udkommer midt i en dansk energidebat, der har forandret sig markant på bare få år. Begrebet "jernmarker" som Danmarksdemokraterne lancerede under kommunalvalgkampen har givet modstandere af vedvarende energi et fælles sprog, og konsekvenserne ses nu fra Viborg til Lolland. Projekter skrinlægges, og kommuner indfører pause for nye anlæg.
Astrid Haug og Laila Kildesgaard har skrevet en praktisk håndbog om borgerinddragelse i energiprojekter. Deres udgangspunkt er enkelt: Bedre inddragelse giver bedre resultater. Men vejen dertil er alt andet end enkel, når tilliden allerede er brudt, og sociale medier har gjort det muligt for små grupper at mobilisere effektivt mod store projekter.
Forfatterne kombinerer cases, interviews og modeller til en guide for kommuner og energiselskaber. De argumenterer for, at kommunikation ikke handler om informationskampagner, men om at facilitere dialog i lokalsamfund, der ofte føler sig overhørt. Og de peger på, at den individuelle kompensation til naboer ikke er nok – der skal skabes værdi for fællesskabet, før projekterne kan overleve.
Tobias Leth Klinge
Copenhagen Review of Communication har stillet fem spørgsmål til forfatterne om, hvorfor modstanderne har været bedre til at sætte dagsordenen, hvornår kommunikationen går galt, og hvordan man taler troværdigt om lokale fordele uden at blive afvist som spin.
Om timing og proaktiv kommunikation
Kommunerne drejer nøglen om på VE-projekter landet over. Begrebet "jernmarker" dominerede valgkampen, og projekter bliver droppet i Viborg, Køge, Faxe og på Lolland. Hvornår i processen går kommunikationen galt? Er skaden sket, før kommunikatørerne overhovedet kommer ind i billedet?
En af de faktorer, der kan forklare succesen bag jernmark-kampagnen er, at solcelle- og vindmølleparker er meget skævt fordelt over landet. Nogle få kommuner har trukket et stort læs, så som Lolland og Ringkøbing Skjern.
En anden faktor er, at disse energiprojekter er meget store og dekoblede fra den lokale energiforsyning og økonomi, mao. kan det være svært for de lokale at se, hvorfor de skal bo op af disse anlæg uden at få noget ud af det.
Et tredje parameter, som vi ofte er stødt på, er, at borgernes tillid til kommunen og/eller opstillerne har lidt et knæk pga. tidligere energiprojekter.
Anette Lund Andersen anetdagbladetholstebro.dk
Kommunikation er således afgørende for at genopbygge tilliden, og det handler blandt andet om at facilitere dialog i lokalsamfundene, snarere end at lave informationskampagner.
Om framing og modstandens sprog
Danmarksdemokraterne har med "jernmarker" skabt et begreb, der ifølge Green Power Denmark er blevet et symbol på by-land-diskussionen. Hvad kendetegner god og dårlig framing i energidebatten? Og hvorfor har modstanderne været bedre til at sætte dagsordenen end tilhængerne?
Igen vil vi pege på flere mulige forklaringer.
For det første kan sociale medier som Facebook forstærke negative holdninger og misforståelser om vindmølleprojekter, hvilket kan skævvride debatten. På sociale medier er der sjældent rum til nuancer, idet polariserede debatter oftest klarer sig bedre end de afdæmpede og nuancerede synspunkter. Sociale medier har gjort det nemt for borgerne at mobilisere deres modstand, hvilket umiddelbart må ses som en styrkelse af demokratiet. Omvendt er disse protestgrupper ikke nødvendigvis repræsentative for flertallet af borgerne i området, så en lille gruppe meget aktive og kritiske borgere kan fylde uforholdsmæssigt meget. Samtidig giver sociale medier dog kommune og opstiller et godt billede af, hvad nogle borgere er utilfredse med, og hvilke synspunkter og argumenter de bruger. De kan med fordel række ud til kritikerne i projektet og på den måde tidligt få projektet tilpasset, så borgerne kan se sig selv i det. Samtidig kan de gøre sig umage med at afdække, hvor udbredt modstanden er i lokalområdet.
For det andet kan det handle om, at medierne interesserer sig for de konfliktfyldte sager, men skriver meget lidt om de vindmølle- og solcelleparker, som ikke møder kritik. Når man følger med i medierne, kan man således få indtryk af, at stort set alle projekter bliver droppet. Ifølge Radio4, som fik aktindsigt i tal fra Energistyrelsen i 2020, er godt hvert femte vindmølleprojekt på land i 2009-2020 blevet droppet, primært som følge af borgerprotester. I samme periode blev der opstillet 716 vindmøller rundtom i landet, men dem hører vi mindre om. Samtidig er det for simpelt at give medierne skylden for, at projekterne går galt. Modstanden er der, også selvom den måske ikke repræsenterer flertallet. Kommune og opstiller bør kende til mediernes præmisser og derfor indtænke dem i sin kommunikation.
For det tredje er der NIMBY-begrebet, Not In My Back Yard. Det bliver brugt til at forklare det forhold, at folk generelt går ind for energiprojekter, bare ikke lige når det skal ligge i deres lokalområde. NIMBY bruges også om asylcentre, affaldsanlæg, atomaffald, højhusbyggeri, våbenfabrikker osv. NIMBY er negativt ladet, idet det bygger på en antagelse om, at de lokale, som er utilfredse, er egoistiske og snævertsynede. Det bliver således brugt til at affærdige kritik og bekymringer fra borgerne. Flere forskere når frem til, at NIMBY-begrebet giver en alt for simpel forklaring på en meget kompleks situation, og vi kan derfor ikke bruge det i vores forståelse af den lokale modstand. NIMBY lukker dialogen ned fremfor at lytte til, hvad borgernes reelle bekymringer går på. Dertil kommer, at vi alle har NIMBY I os – for nogle af os ville det være et nej tak til at bo ved siden af en gylletank, for andre er det solceller.
Om troværdighed og afsender
Vicedirektør Ulrich Bang fra Dansk Erhverv siger, at det vigtigste er lokalt medejerskab og værdiskabelse. Men når energiselskaberne taler om "lokal værdi", lyder det for mange som spin. Hvordan kommunikerer man troværdigt om økonomiske fordele, uden at det bliver afvist som virksomhedsinteresser pakket ind i grøn retorik?
Vi anbefaler, at man går fra at tale om individuel kompensation til værdier for fællesskabet. Udsigten til fordelingen af de individuelle gevinster er ikke nok til at skabe lokal opbakning til projekterne. Der skal også være udsigt til at skabe værdi for lokalsamfundet som kollektiv. Det er vores råd til kommuner og lokalsamfund, at de løbende arbejder med at skabe visioner for landsbyerne. Det er alt andet lige lettere at samarbejde i fredstid, inden opstillerne har meldt sig på banen, og et lokalsamfund bliver opdelt i lodsejere, nære naboer og fjerne naboer.
En anden mulighed er at gøre som i Kolding, hvor opstillerne og borgerne kan møde ind i kommunen med et projekt, hvor det i forvejen er aftalt mellem opstiller og nabolag, at der er opbakning til anlægget. Borgerne har i det tilfælde allerede inden en ansøgning til kommunen taget stilling til, at de mener, der vil være værdi for lokalsamfundet forbundet med et nye anlæg.
Om inddragelse versus information
I bogen skriver I om tidlig og tillidsskabende inddragelse. Men hvor går grænsen mellem ægte inddragelse og det, borgerne oplever som skueprocesser, hvor beslutningen reelt er truffet på forhånd?
Hvis borgerne får en fornemmelse af, at alt er klappet af mellem lodsejere, kommunen og opstillere, når de kommer til borgermødet, så virker det som en skueproces. Borgerne er bedre en deres rygte. Dels kan de godt gennemskue, om der er tale om reel inddragelse eller blot en udførelse af lovpligtig information. Dernæst vil langt de fleste gerne bidrage konstruktivt, hvis processen giver mulighed for det.
Hvad er de typiske kommunikationsfejl, der får borgere til at føle, at de ikke bliver hørt?
Vi kan pege på mindst tre kommunikationsfejl.
For det første ser vi, at kommuner har en tendens til at sælge skinnet, før bjørnen er skudt, dvs. går ud med en nyhed om, at en ny energipark er på vej, før der har været borgerinddragelse. Det kan give borgerne en fornemmelse af, at beslutningen allerede er truffet, men de hører om det via pressen. Kommunen taler om arbejdspladser og vækst, men det er ikke nødvendigvis noget, som de nære naboer oplever, de får gavn af.
En anden fejl kan være, at man holder kommunikation til et minimum, f.eks. lægger ting på hjemmesiden, hvor ingen kan finde det, eller holder et borgermøde med begrænset mulighed for at stille spørgsmål. Hvis man som borger ikke kan få svar på sine spørgsmål eller man oplever kommunikatnen som mangelfud, stiger ens modstand. Man gør sig selv en tjeneste ved at gå den ekstra mil, når det gælder kommunikation med borgerne.
For det tredje kan kommune og opstiller være med til at forstærke modstanden, hvis de taler om konflikt eller ligefrem krig. Med ord som dialog, inklusion og forhandling kan de opnå bedre resultater. Hvad ville der f.eks. ske, hvis kommune og opstiller hylder kritikken frem for, at den for enhver pris skal forsvinde?
Om kommunens rolle som kommunikatør
Borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen på Lolland siger, at VE-projekter skal "give mening for borgerne". I Faxe tager man fire års pause for at skabe "ro og overblik". Er det god strategisk kommunikation at lytte til modstanden? Eller er det et eksempel på, at kommunerne har svigtet deres rolle som formidler af de større samfundshensyn?
Selvom vi har travlt, hvis vi skal nå regeringens målsætning om firedobling af vedvarende energi på land, kan det faktisk være fornuftigt nok lige at trække stikket og genfinde kursen. Vi ser en tendens til, at kommunerne mange steder er på minus tillid. Det skyldes tidligere energiprojekter, og det kan skyldes negativ omtale fra andre kommuner. Derfor skal kommunerne genopbygge tilliden.
I Thisted Kommune er der ikke blevet opsat vindmøller de sidste 10 år. Her valgte man at anvende afstemninger, så kommunalbestyrelsen kunne vurdere, om der var opbakning til projektforslagene.
Der er i 2025 afholdt afstemning om otte projekter, hvor fire af dem viste mere end 60 procents lokal opbakning til opsætning af anlægget. Kommunalbestyrelsen har godkendt de fire projekter, som fik mere end 50 procents opbakning. Det har givet kommunen et bedre indblik i, at man ikke kan antage, at de nærmeste naboer er imod, eller på anden måde antage noget om, hvad borgerne mener, hvis man ikke har spurgt dem.
