Kommunikations- og engagementschef
– skab grundlaget for at styrke anbragte børn i Danmark
Vil du stå i spidsen for kommunikation og indtægtsgivende aktiviteter i en organisation, som styrker de børn og unge, som starter livet sværest? I Børnehjælpsdagen møder vi året rundt anbragte børn og unge i hele Danmark. Vi giver dem et fællesskab, hvor de kan have paraderne nede, og hvor de bliver styrket i at skabe deres egen vej i livet - og vi vil gerne nå ud til flere. Derfor har vi brug for dig.
Børnehjælpsdagen søger en strategisk stærk og handlekraftig kommunikations- og engagementschef, som kan udvikle den afdeling, der sikrer indtægtsgrundlaget for vores aktiviteter og styrker vores kommunikation og evne til at engagere mennesker, virksomheder og foreninger i børnenes sag.
Velkommen til Børnehjælpsdagen
Børnehjælpsdagen er en landsdækkende børneorganisation med 122 års erfaring i at styrke børn og unge. Vi er et dedikeret, empatisk og kompetent arbejdsfællesskab, der holder til i hyggelige og moderne lokaler i en nedlagt chokoladefabrik med udsigt over Kløvermarken.
På vores sekretariat er vi 22 medarbejdere, som arbejder året rundt for at give anbragte børn og unge fællesskab, tro på sig selv og drømme for fremtiden.
Da Børnehjælpsdagen i 2025 udviklede ny strategi startede det i vores ungepanel – de unge gav os to overordnede opgaver: I må ikke ændre det, I gør, men flere børn og unge skal have glæde af Børnehjælpsdagens tilbud. Og I skal blive bedre til at fortælle om jer selv, så flere kender Børnehjælpsdagen og flere viser forståelse for anbragtes liv og muligheder. Det er den strategi, du som vores nye leder implementerer sammen med dit dygtige team.- adm. direktør Sofie Hugo
Vi er allerede i gang med dele af strategien, og derfor er vi vokset over de sidste par år – både i indtægt og antal medarbejdere. Du fortsætter arbejdet og skaber det stabile grundlag for den fortsatte udvikling.
Dine primære fokusområder: Opbyg, led og skab sammenhæng
Som vores nye chef får du en central rolle i at føre vores ambitioner ud i livet på tre områder:
- Opbyg nye fundraising-veje: Du former, modner og eksekverer vores indsats mod erhvervslivet, private donorer og foreninger sammen med dit team.
- Styrk Børnehjælpsdagens kommunikation og synlighed: Du styrker kommunikation og kanaler mod omverden og arbejder effektivt med at opbygge kendskab og position med de ressourcer vi har.
- Strategisk medskaber og en del af ledelsen: Som en del af chefgruppen sparrer du direkte med den adm. direktør. Du bliver en nøgleperson i at sikre, at vores nye strategi 2025-2028 bliver mærkbar i alt, hvad vi gør – og på sigt er der mulighed for mere ansvar.
- Ledelse af et team i udvikling: Du er leder for 5 kompetente medarbejdere. Du skaber rammerne for trivsel og faglig udfoldelse, mens du sørger for fremdrift, og at vi når vores mål.
Du får en rolle, hvor du både sætter de store linjer og selv er udførende på en række opgaver. Stillingen er nyoprettet og central i vores videre udvikling og strategi. Du får derfor både strategisk indflydelse, økonomisk ansvar og et tydeligt mandat til at prioritere, strukturere og skabe fremdrift.
Du refererer til den administrerende direktør og indgår i chefgruppen sammen med direktøren, udviklingschefen og organisationschefen.
Erfaren strategisk leder med blik for eksekvering
Vi ønsker at skabe et endnu stærkere finansielt fundament, så vi stabilt kan øge vores aktivitetsniveau for børnene.
- Du har solid ledelseserfaring og kan skabe retning og følgeskab.
- Du har dokumenterede resultater med fundraising, kommercielle indsatser og/eller engagementsskabende aktiviteter.
- Du forstår samspillet mellem kommunikation, positionering og indtægt.
- Du er analytisk og databaseret i din tilgang.
- Du kan prioritere skarpt, træffe tydelige valg og argumentere herfor.
- Du trives både med drift og udvikling.
Du får:
- en central lederrolle med reel indflydelse, og som du kan vokse i
- tæt samarbejde med direktør og bestyrelse, som ligesom dig ønsker det gode samarbejde og har fokus på at gøre en så stor forskel som muligt
- et engageret og ambitiøst arbejdsfællesskab
- mulighed for at sætte tydeligt præg på en organisation i udvikling
- en meningsfuld hverdag med direkte samfundsmæssig betydning.
Lyder det interessant?
Send din ansøgning og CV via Jobindex’ ansøgningsportal hurtigst muligt og senest d. 7. april.
Vi holder 1. samtaler d. 13. april og 2. samtaler d. 21. april. I forbindelse med 2. samtale vil der være personligheds- og kognitive tests samt en virkelighedsnær case.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte partner i Hello Talent, Morten Al-Neaimy Skov på 60 58 53 51 eller partner i Hello Talent, Magnus Stawicki Blak på 50 50 30 59. Du kan hente den uddybende profilbeskrivelse her.
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og ansættelsesstart er d. 1. juni 2026. Arbejdspladsen er Børnehjælpsdagens sekretariat på Prags Boulevard 49E, opgang 10, 4. sal, 2300 København S.
Vi ser frem til at høre fra dig!