Kommunikations- og kampagnekonsulent
Job på Christiansborg: Vil du være med til at lave dansk politiks sjoveste kampagner?
Ikke den slags kampagner med kedelige PowerPoints og lange møder om møder.
Vi mener den slags kampagner med partybus, shows over hele landet, outdoor-reklamer, Folkemøde, radioreklamer, pasta bolognese-arrangementer og idéer, der starter som "det kunne være sjovt hvis..." - og ender med at blive til virkelighed.
Du bliver en del af holdet bag nogle af Christiansborgs mest kreative og opsigtsvækkende kampagner. Det seneste år har vi blandt andet:
- været med Morten Messerschmidt på Danmarksturné med shows og spændende kendisser
- sat benzinprisen ned til 9,5 kr. over hele landet og skabt kilometerlange køer
- holdt "Operation Kødsovs"-events
- arrangeret Folkemødet, DF's årsmøde og valgfest
- kørt store nationale kampagner både outdoor og digitalt
- fyldt Heidi's Bier Bar med "Slay Queen" aka Pia Kjærsgaard
- kørt partybus med Morten og hængt plakater op
- produceret alt fra valgplakater og flyers til radioreklamer og kampagnemateriale
... og fundet på en masse andet undervejs.
Nu mangler vi en kommunikations- og kampagnekonsulent, der har lyst til at være med.
Hvem er du?
Det vigtigste er ikke nødvendigvis, hvilken uddannelse du har. Du kan have en baggrund inden for kommunikation, marketing, politik, journalistik eller noget helt femte. Det vigtigste er, at du:
- er kreativ og idérig
- kan arbejde hurtigt, når tempoet stiger
- er klar på både store og små opgaver
- tør komme med nye idéer
- tager ansvar og arbejder struktureret
- trives med at have mange bolde i luften
Hvad skal du lave?
Lidt af det hele, præcis som kampagnearbejdet er.
Den ene dag hjælper du med at planlægge events. Den næste dag brainstormer vi slogans, bestiller bannere, pakker kampagnemateriale, udvikler idéer til sociale medier eller får en skør idé, der måske faktisk er genial.
Du får ansvar fra dag ét og bliver en vigtig del af arbejdet med at udvikle og eksekvere Dansk Folkepartis kampagner.
Du bliver en del af vores kommunikationsafdeling, hvor kampagne-teamet arbejder tæt sammen med SoMe, politik, grafik, e-mailmarketing og data. Vi er et ungt hold, hvor alle byder ind med idéer - og hvor gode idéer ikke afhænger af anciennitet.
Hvorfor søge?
Fordi du kommer ind på et virkelig spændende tidspunkt.
Dansk Folkeparti er i vækst, og der er fart på. Vi er repræsenteret i Folketinget med 16 folketingsmedlemmer og har et stærkt bagland med flere tusinde engagerede medlemmer over hele landet.
På Christiansborg er to arbejdsdage sjældent ens. Tempoet er højt, der er højt til loftet, og vi har det sjovt imens.
Derudover får du:
- en arbejdsplads midt på Christiansborg
- fitnessfaciliteter
- sociale arrangementer
- et hold med højt engagement og plads til grin undervejs
Praktisk
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen med opstart hurtigst muligt.
Løn forhandles på baggrund af kvalifikationer.
Hvis du tænker: "Det der lyder faktisk ret fedt", så tøv ikke med at sende din ansøgning og dit CV til Julie.Moellebjerg@ft.dk.
Vi indkalder løbende til samtaler.
Ansøgningsfristen er d. 19. juni 2026.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt Julie Møllebjerg, kampagneansvarlig i Dansk Folkeparti på Julie.Moellebjerg@ft.dk.
Vi glæder os meget til at høre fra dig!