Krig og kærlighed i årets Nytårstale viser et Kongehus i højt beredskab

Kongen har talt – og han kom vidt omkring i Nytårstalen. Fra at være forældre og se sine børn blive større, til prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag, krigen i Ukraine og utrygheden i Europa, hybridkrig og fake news, NATO og forsvarssamarbejde, besøget i Grønland og værnepligt, den kristne kulturarv og den danske håndværkstradition.

Hvis man skal sætte tal på, lander årets nytårstale på en skala fra 1 til 10 vel et sted omkring 6-7. Kongen bliver rost for sin sikre levering, og selvom nogle medier kritiserer talens indhold for at være for mørk og for politisk, bliver den også hædret for at ramme bredt. En borger udtalte direkte efter talen på TV2 News, at det ”ikke [var] nogen dårlig tale” – men er det et problem, at talen umiddelbart ikke efterlader noget stort indtryk?

Den aktuelle geopolitiske situation taget i betragtning, kan der fremsættes argumenter for, at både talens store fokus på de mere seriøse facetter og dens traditionelle udformning og manglende kant og personlige præg er både forventelige og nødvendige. Men set i et bredere perspektiv kan det på længere sigt ende med at svække kongens brand, at individualitet nødvendigvis må se sig nedprioriteret i uro-tider.

Nytårstalen som brandkanal

Hele Danmark lytter, men det gør allierede samt andre kongehuse og aktører, der følger rigsfællesskabet tæt, også. Formatet er velkendt og indholdet er i praksis et fast dramaturgisk greb: det personlige, samtidens kriser og fællesskab. Men hvor dronning Margrethe havde en tydelig ”tone of voice” – ofte med en let løftet pegefinger – er kong Frederik, helt naturligt, stadig i gang med at finde sit stemmeleje. Og selvom vi kom tættere på i år, er han stadig ikke helt i mål. Talens fokus på det sociopolitiske kommer næsten uundgåeligt til at koste på kongens personlige signatur. Det er ikke nødvendigvis problematisk – men det er et strategisk valg, der har en pris.

Nytårstalen skal ramme unge og ældre, by og land, højt- og lavtuddannede, royalister og skeptikere, Danmark, Grønland og Færøerne – og samtidig undgå partipolitisk slagside. Alle kan ikke føle sig hørt. Men at føle sig overset er måske nok bedre end faktisk at blive nævnt og føle sig misforstået. Så selvom der således er en årsag til, at talen følger en fast form og er konservativ i sit indhold, skal den også kunne overraske uden at fornærme nogen. Kort sagt er nytårstalen nødt til at være en smule kedelig, men alligevel tilpas interessant til, at enkelte udvalgte budskaber står tydeligt tilbage. 

Talens emner

Kongen åbner med det personlige og henviser til forældrerollen og børn, der bliver større. Med udgangspunkt i sin egen rolle som forælder nævner han prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag og takker danskerne for deres deltagelse. Det er en stærk åbning, som – ud over at minde os om kongefamiliens kontinuitet – gør kongen relaterbar og nærværende.

Herefter tager talen en mere seriøs drejning. Kongen taler om utryghed i Europa og krig i Ukraine, om “anonyme angreb” og “vildledende videoer, der spreder mistillid”. Rusland nævnes ikke direkte – det ville også have været upassende og uden tvivl have fået den russiske ambassadør til at få kaffen galt i halsen – men alle forstår alligevel budskabet, når kongen om Finland konstaterer, at de lever med “truslen fra øst”. Det er måske talens stærkeste budskab: Vi må erkende den trussel, som Putins Rusland udgør for Danmark, men uden at blive styret af vores frygt.

Tempoet skifter igen, og de mørke skyer bliver erstattet af en beretning om dansk håndværkstradition. Kongen taler om håndens arbejde, om lærlinge og faglærte, og bliver konkret på en måde, der ikke bare handler om politisk samtid, men om kultur og folkelig identitet. Han nævner – på overraskende vis – fem unge håndværkere, han personligt har mødt, som stillede op til europamesterskabet for unge lærlinge og faglærte i Herning, og som udmærkede sig ved at have faglige ambitioner på ”på allerøverste hylde”. Danmark ”høstede mange medaljer” og står som ”inspiration for andre håndværksaspiranter”.

Det er et smukt budskab, som passer perfekt i Frederiks ønske om at være en nærværende folkelig konge. Dansk håndværk og design er helt centrale elementer i Danmarks nationale brand, og kongen leverer en vellykket rekrutteringskampagne, der fungerer som elegant bro til talens større tema om sammenhængskraft. Ved at mobilisere danskernes stolthed over dansk håndværk, kan kongen samtidig pege på manglen på faglært arbejdskraft uden at blive partipolitisk, selvom det partipolitiske synes at ligge lige under overfladen.

Politiske emner og strategisk samstemmighed

Talen er tydeligvis tæt synkroniseret med tidens politiske dagsorden og med regeringens udlandspolitik. Kongen taler om NATO, internationalt sammenhold, værnepligt og national modstandskraft. Det giver mening – og det fungerer. Men samtidig er der i Danmark en tradition for, at monarken har sit eget særlige blik og sin egen tydelige tone. Nytårstalen skal ikke bare være en pressemeddelelse fra Statsministeriet – men når nu vi har en konge, som så tydeligt interesserer sig for det politiske, kan det godt komme til at se sådan ud.

Det er et klassisk marketingproblem mellem standardisering og lokal tilpasning. Jo mere talen optimeres efter statens linje (standardisering), desto mere mister kongehuset evnen til at levere et differentieret budskab (tilpasning). Hvis kongen reduceres til i praksis at være en ekstra afsender af den samme fortælling – som der for eksempel er tradition for med kongens nytårstale i Norge – styrker det ganske vist den samlede institutionelle troværdighed, men det svækker monarkens eget personlige brand. For hvad kan så siges at være et særligt “kongeligt” perspektiv, som ikke også kunne have været sagt af en statsminister dagen derpå?

Strategisk samstemmighed skærper ganske vist kongehusets politiske profil. Det kommer ikke desto mindre utilsigtet til at gøre kongens egen stemme svagere. Men hvis kong Frederik virkelig ønsker et mere politisk engageret kongehus, er det måske også nødvendigt.

Kristen kulturarv og strategisk flerstemmighed

Et af de mere interessante værdimæssige greb i talen er, at kongen helt eksplicit nævner den kristne kulturarv – dog uden at nævne kirken, hvilket givetvis ville have faldet nogen for brystet. Kongen trækker på en tydelig kristen semantik, men pakker den ind i et klæde af fælles værdigrundlag, så budskabet kan læses på flere måder. Når han siger, at arven “byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste”, er det en finurlig – og ret elegant – måde at tale om næstekærlighed på, uden at ende ud i religiøs prædiken. Det gør budskabet spiseligt for alle: Det kan høres som kristent for dem, der vil høre det sådan; som humanistisk for andre; og som national værdikommunikation for resten. Vellykket flerstemmighed, som skaber inklusion gennem værdier frem for teologi.

Det er samtidig her, kongen tydeligst løfter sin moralske pegefinger. At være “kærlig mod din næste” er i praksis en normativ opfordring til at dæmpe de symbolske frontlinjer og til at genopbygge social tillid og den gode tone. Det er oplagt at læse det som en henvisning til den stigende polarisering og hårde tone i den politiske samtale. De fleste vil nok være enige i kongens opfordring til “at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært”. Og det er vel egentlig noget af det mest “danske”. Men selvom det er tydeligt, at kongen her markerer sig værdimæssigt, er det mindre tydeligt, hvad hans løftede finger konkret retter sig imod, og hvem der konkret forventes at ændre adfærd. Flerstemmigheden fungerer, men uden at efterlade bidemærker.

Det udeladte klima

Mest iøjnefaldende var det, at kongen ikke talte om klimaet. Særligt fordi bæredygtighed og grøn omstilling de seneste år har fungeret som et af de tydeligste elementer i kongens personlige brandfortælling. Og når man først har positioneret sig på et område, kan fraværet give indtryk af nedprioritering – eller måske endda berøringsangst. Det bliver ekstra følsomt, fordi kongehuset har været genstand for kritik omkring sit eget klimaaftryk og endda for nylig har afvist at udgive et årligt klimaregnskab. Kongehusets – og kongens – grønne brand equity kommer derfor til at lide under denne larmende tavshed. 

Kongehusets grønne profil risikerer i det hele taget at drukne i den markante politiske drejning, som blandt andet ses i Nytårstalen. Klima reduceres til et tema, der kan skubbes til næste år, fordi andre emner føles mere akutte. Men hvis kongehuset kun markerer sig sporadisk på sine nøgleområder, svækkes den narrative sammenhæng mellem værdier og handling. Resultatet kan blive en grøn profil, der fremstår som et sideprojekt snarere end en integreret del af kongehusets kernefortælling. Over tid gør det også kritikpunkter om gennemsigtighed og dokumentation mere sårbare, fordi fraværet af klima som emne ved store kommunikationsmuligheder som Nytårstalen gør det sværere at fastholde en troværdig, konsistent fortælling om klima som en royal prioritet. 

Skal, skal ikke?

Næste skridt i Kongehusets og kongens brandudvikling er ikke at blive mere moderne eller mere politisk. Det er at blive mere genkendelig. Talen var velskrevet, velkoordineret og sikkert leveret. Den ramte et bredt publikum med en afbalanceret tone. Men hvis kongen vil styrke sin brandposition, kræver det ikke mere politik. Det kræver mere prioritering. Færre emner, skarpere valg, tydeligere signatur. En sætning eller to, som kun kunne komme fra ham og ikke Christiansborg, så vi ikke er i tvivl om, hvorvidt det er monarken eller staten, der taler.

Talens overordnede framing trækker markant på kongens særlige kapital som overhoved for kongeriget. Det er netop den sociale autoritet – den symbolske rolle, der står over partipolitik – som giver budskaberne alvor og tyngde. I tider med utryghed stiger værdien af institutioner, der kan fungere som nationale ankre. Derfor er Danmarks prekære geopolitiske situation paradoksalt en gevinst for kongen og kongehuset, for det giver monarkiet en enestående mulighed for at demonstrere sin autoritet. Kong Frederik er ved at finde sin stemme, og næste år kan vi håbe, at han tør lade den fylde lidt mere.