Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks
Krone eller kone
Photo by Laine Cooper / Unsplash

Krone eller kone

Det norske kongehus har spillet med sine krisekommunikationsmuskler – og denne gang er det gået væsentligt bedre. Men strategien er også risikabel.

Jannek K. Sommer profile image
by Jannek K. Sommer

Efter lang tid med larmende radiotavshed er den efterhånden særdeles upopulære norske kronprinsesse Mette-Marit blevet interviewet af det norske medie NRK om sit forhold til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein. Her forsøger man endnu en gang at positionere hende som et offer og spørgsmålet er, om det er en god strategi, eller endnu et desperat forsøg på at slukke en brand, som man ikke har vist sig i stand til at gøre meget ved.

Askepot bag kulisserne

Interviewet virker stærkt koreograferet. Flankeret af sin mand, kronprins Haakon, fortæller den faldne Askepot-prinsesse med stor patos, at hun blev manipuleret og snydt; og så bliver vi også mindet om, at hun i øvrigt er alvorligt syg med lungefibrose. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Mette-Marit har udvist dårlig dømmekraft, men hun blev – ligesom så mange andre – ført bag lyset.

Jeg har tidligere peget på (link til CRoC?), at kronprins Haakon skal være klar til at ofre enten kongehuset eller sin hustru på mediealteret. Han har tilsyneladende valgt at satse på kongehuset – og så må det jo briste eller bære. Mette-Marits omdømme står formentlig ikke til at redde, så det, man i stedet satser på, er en mere spiselig eventyrfortælling, som på længere sigt kan sætte punktum i sagen. Men er det en god idé?

Populære, men mediebagude

Man skal huske på, at selv om kriserne står i kø ved det norske hof, er der meget, der tyder på, at kongehuset fortsat er solidt forankret i befolkningen. Det skrantende kongepar er meget populære, og selv kronprinsen nyder god anseelse blandt det norske folk. Deres primære problem har været, at de ikke virker til for alvor at være vågnet op til det 21. århundredes komplekse medievirkelighed.

Det har aldrig været lettere at sprede (mis)information, og prisen for et fejltrin har aldrig været højere. Et enkelt rygte, et billede eller en uheldig relation kan på få minutter vokse fra bølgeskvulp til stormflod. Samtidig er det let at drukne i internettets evindelige støj. Derfor er det ikke nødvendigvis den, der har ret, der vinder sit publikum, men den, der formår at trænge igennem.

Når sandheden keder

Krisehåndteringsstrategier skal naturligvis passe til situationen, og hvis budskabet kolliderer med det, folk allerede kan se, opleve eller dokumentere, kan kommunikationen ende med selv at blive en del af skandalen og dermed forværre krisen. Men sandheden kan nogle gange fremstå næsten håbløst kedelig sammenlignet med den underholdningsværdi, som det fiktive har at tilbyde. Hvorfor gå en tur i skoven, når man kan binge Netflix-serier og se Marvel-film?

Eventyr som eksistensberettigelse

Autenticitet er derfor noget, man iscenesætter og troværdighed måles ikke alene på handlinger, men også på den fortælling, der følger med. Og storytelling er netop kongehusenes superkraft. I praksis er kongehusene både mediehuse og levende museer – på én gang nutidige og tidløse. De skal være synlige og levere tilstrækkelig underholdningsværdi til at forblive relevante i en krævende opmærksomhedsøkonomi, men samtidig fremstå som ansvarlige traditionsbærere. På den måde kommer de til at fungere som meningsankre i en usikker tid, hvor mange har svært ved at finde fodfæste.

Kongehusenes historiske arv og den måde, den ritualiseres på, tilbyder en unik form for kontinuitet, der rækker ud over det rent verdslige: noget næsten helligt, man kan læne sig ind i, når alt andet føles flydende og usikkert. Hvis det norske folk sukker efter noget, er det at komme videre fra de evindelige mediekriser, netop derfor kan Mette-Marits offerfortælling komme til at virke på lang sigt, også selv om den lige nu ikke fremstår særlig troværdig.

Jannek K. Sommer profile image
by Jannek K. Sommer

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Read More