Læner du dig også op ad en voldsdom, når andre tygger deres mad?
Nogle mennesker oplever voldsom vrede og/eller angst, når de hører bestemte lyde. Fænomenet hedder misofoni, og årsagen er fortsat i store træk ukendt. Og der findes endnu ingen mirakelkur.
Lyden af dine forældres stemme.
For de fleste mennesker er det formentlig en lyd, de har kær. Men for nogle mennesker udløser netop mors og/eller fars stemme en pludselig og voldsom vrede.
Ikke på grund af noget, der bliver sagt, og ikke på grund af underliggende konflikt eller traumer med forældrene.
Alene på grund af lyden af deres stemmer.
Ok, det er et ekstremt, og antageligvis ekstremt og sjældent eksempel, men samme følelsesmæssige reaktion kan nogle mennesker opleve ved lyden af folk, der tygger. Lyden af kæber i bevægelse, kan simpelthen udløse stor vrede.
Fænomenet hedder misofoni - fra græsk ‘had til lyde’. Der er dog ikke tale om had til alle lyde, men derimod specifikke lyde. Udover ovennævnte eksempler kan misofoni bl.a. omfatte lyden af åndedræt, slubren og snøften.
WebMD Editorial Contributors
Disse specifikke lyde kaldes triggers, og fælles for dem er den kraftige følelsesmæssige reaktion, som lydene skaber hos den misofone, fx vrede eller angst.Kort sagt aktivering af hjernens kamp-flugt-respons.
Undvigelses- og mestringstrategier
Misofoni har givetvis eksistereret altid, men det er først i dette årtusinde, at fænomenet har fået et navn og en beskrivelse. Faktisk blev betegnelsen misofoni første gang brugt i en videnskabelig artikel i 2002, og først endnu senere er misofoni blevet kendt i en bredere offentlighed.
Herunder også af dem, der lider af fænomenet, og som dermed har kunnet konstatere, at de ikke er alene.
En af dem er redaktøren for Asterisk Magazine, Jake Eaton. I en længere artikel fortæller han med udgangspunkt i sin egen misofoni (han er en af dem, der reagerer voldsomt på lyden af tyggeri), om begrebets og diagnosens historie.
Jake Eaton is the managing editor of Asterisk Magazine. He writes at anzalogue.xyz.
For Jake Eaton var det personlige vendepunkt en artikel i New York Times i 2011, der beskrev den underbelyste tilstand. Der forstod han, at han for det første ikke var alene, og for det andet at han ikke var ved at blive sindssyg.
På det tidspunkt havde han siden sine tidlige teenageår udviklet en række mestringsstrategier til at kunne være i verden, hvor folk jo altså spiser, og dermed tygger, over det hele og hele tiden.
“Jeg lærte strategier til at skjule min aversion. Restauranter og skolens cafeteria var højlydte nok til at maskere spiselyde. Du kunne ikke spise i min bil - det var, sagde jeg, bare en renlighedsting. Jeg havde høretelefoner på overalt. Alligevel mærkede jeg konsekvenserne. Jeg blev mere indadvendt. Min familie acceptereder at spise aftensmad med fjernsynet tændt. Min gymnasiekæreste pointerede det, der var blevet mit sædvanlige dødsblik, når vi spiste sammen,” skriver Eaton.
Siden er misofoni blevet alment kendt, og i dag er der knap 80.000 medlemmer i subreditten r/misophonia, hvor de deler triggers og mestringssrategier.
Thea Franciska Storm Vincentz
For selvom kendskabet til fænomenet er blevet udbredt, så mangler der stadig viden om hvorfor og ikke mindst: Hvad stiller man egentlig op, hvis man er på nippet til at blive voldelig, når man fx hører et andet menneskes åndedræt?
Ingen mirakelkur
Vi skal helt frem til 2019, før det der for alvor begyndte at komme fart under forskningen i misofoni. Et filantropisk amerikansk ægtepar stiftede The Misophonia Research Fund, og donerede $12 mio. til forskning i misofoni.
Siden da er det videnskabelige output om misofoni blevet tredoblet, og ikke mindst: Det er blevet formuleret skalaer til at fastslå både alvorsgraden af lidelsen og fremskridt i behandling.
Og sidste år landede så det hidtil største studie af misofoni, der viste at mens knap 80 pct. at de undersøgte individer udviste en vis følsomhed overfor bestemte lyde, så var det kun knap fem pct., der var egentlig misofone.
Så nej, hverken Jake Eaton eller andre med kraftige reaktioner på trigger-lyde er på nogen måde alene.
Men hvad så med behandlingen af misofoni, spørger den opvakte læser selvfølgelig? Og svaret på det spørgsmål er desværre ret lunkent.
En undersøgelse viser nemlig, at omkring 37 pct. af de misofone har gavn af kognitiv adfærdsterapi. Der er med andre ord et stykke vej, før der foreligger en mirakelkur, der kan dæmpe din ufrivillige, frådende vrede om lyden af et medmenneske, der drikker et glas vand.
Eller som Jake Eaton, konkluderer i sin artikel om fraværet af en effektiv behandling:“At leve med misofoni kan kræve noget sværere, svaret, der altid var indlysende, men mange af os foretrækker ikke at konfrontere: arbejde.”
