Lars: The Novo King of Novo Nomics

Rebien står nu med det ultimative kommunikationsparadoks: Jo mere han kommunikerer kontrol og handlekraft, jo mere nervøse bliver markederne. Jo mere han proklamerer sin egen uundværlighed, jo mere synlig bliver den strukturelle sårbarhed ved at have lagt al magt i én persons hænder. Hver løsning skaber sit eget problem. Hver kommunikation har som en mønt to sider.

Client Challenge

lidt forsinket rettidig omhu som retrospektiv omhu er desværre også blot et andet, positivt ord for roderi – et signal om, at man er på gale veje.

Nu skal der ske noget hurtigt. Og hvad vi danskere har været vidne til, er først fyringen af CEO'en, så fyringen af 5.000 medarbejdere i Danmark, og nu oprydning i den gamle bestyrelse. Efter Lars har været "observatør" – en overfrakke i bestyrelsen – for at holde øje med de uduelige og systematisk dræne enhver autoritet ud af den siddende ledelse, kulminerer det hele med, at Lars Rebien nu indtræder som bestyrelsesformand. Selvom han vel de facto har været det i lang tid.

Client Challenge

Lars Rebien Sørensen er ikke en corporate leader. Han burde være non-executive chair i Fonden, men har forvandlet sig til Executive Chair, hvilket er en ukendt rolle i Danmark. Skellet mellem ejer og virksomhed er totalt udvisket.

Højst sandsynligt er den tidligere bestyrelsesformand blot blevet siddende, indtil en ny CEO var trådt til, for ikke at kommunikere et totalt kollaps til markederne.

Rettidig omhu versus hasarderet U-vending

Lars' mål er klart: at samle magten og dermed skabe flere og større handlemuligheder for NovoNordisk Fonden med ham selv i spidsen. Metoden er at signalere til de kritiske aktionærer via IR-kommunikation, at Novos ledelse har styr på forretningen. Hastighed er nødvendig. Radikalitet er påkrævet.

Men løsningen skaber sine egne problemer. For enhver kommunikation har som en mønt to sider. "Det går for langsomt," lyder det fra den nytiltrådte bestyrelsesformand, som nu med " retrospektiv" rettidig omhu fyrer bestyrelsesformanden og store dele af bestyrelsen. Men rettidig omhu på bagknat er desværre også blot et andet, positivt ord for roderi – et signal om, at man er på gale veje.

Novo er gået fra at være B-to-B til reelt at være et consumerbrand. Det er en svær transition. Og det er sket på ingen tid.

Hvad der skal berolige i dette dramatiske opgør med Fruergaard-fortiden, kan paradoksalt nok skræmme. For hvis man skal lave en så hasarderet U-vending, hvad gemmer sig der så af lig i skabet? Står det måske endnu værre til på det amerikanske marked? Hvad er det for forhold, som nødvendiggør et ekstraordinært bestyrelsesmøde? Hastighed og radikalitet rimer på hasarderet.

Rebien mod ros versus ros mod Rebien

Det er en dramatisk "nødvendig" enegang, hvor Rebien som hovedaktionær peger fingre af alle andre end sig selv. Det er tydeligt alle andre end Rebien, som er skyld i problemerne, og det er med al tydelighed kun Rebien, som en uskyldren, frelsende engel kan løse dem. Nu skal Novo stå sammen. Nu skal virksomheden reddes.

"Når man amerikaniserer Novo, amerikaniserer man også dens kultur – væk fra det universitære, det langsomme, det grundige, mod det aggressive, det hurtige, det resultatorienterede."

Men det skaber en Rebien-mod-ros-stemning, som også er en ros-mod-Rebien-stemning. Sololøbet skaber modstand, fordi det er ekskluderende og positionerer dem, som skal løse krisen sammen med Rebien, som en del af problemet mere end en del af løsningen.

Det er svært at stå sammen og stå bag bestyrelsesformanden, når han ikke står bag hverken bestyrelsen, den tidligere højt respekterede CEO eller den måde, virksomheden er blevet drevet på historisk. Sololøbet splitter, når der er allermest brug for at samle. Ros er ikke fjenden – de er løsningen.

Rebien er ren versus alle tager deres skyld

Alt er galt med Novo ifølge Rebien. Fyringen var en fiasko = beviset på ledelse og bestyrelse ikke udvidste nok rettidig omhu, og virksomheden derfor handler ikke hurtigt nok til at undgå massefyringer. Rebiens kommunikative platform er klar: Kong Novo er løsningen 110 procent. Alle problemer kan spores væk fra ham. Han er ren. Han er frelseren.

Men som man siger: "If you can't spot the fucker, you are the fucker." Når han siger, at bestyrelsen ikke har været der 24/7, hvad med ham selv? Han har vel heller ikke været der 24/7 fra sin vingård i Provence med mange vinstokke og andre jern i ilden. Hvis han havde taget sin del af ansvaret, havde han skabt en mere "vi har alle gjort fejl, men nu skal vi sammen løse dette"-stemning. Hans kommunikation splitter og peger fingre, når der er allermest brug for at samle og tage et fælles ansvar for fejl og langsomhed.

Som ledelsesguruen Jim Collins har udtrykt det: "The best corporate leaders never point out the window to blame external conditions; they look in the mirror and say, 'We are responsible for our results!' Those who take personal credit for good times but blame external events in bad times simply do not deserve to lead our institutions."

Men her må Collins' pointe korrigeres: Lars Rebien Sørensen er ikke en corporate leader. Han burde være non-executive chair i Fonden, men har forvandlet sig til Executive Chair, hvilket er en ukendt rolle i Danmark. Enhver kan se, at hans lille tjener Mike Doustdar til enhver tid vil gøre hvad der passer ham. Skellet mellem ejer og virksomhed er totalt udvisket.

The Big Man Theory versus Porters strukturalisme

Skiftet er et eksempel på to store tendenser i tiden. The Big Boss er tilbage – altså ejerne og kapitalejerskabet slår alle rammer og corporate governance, som nu er fyret. Den store leder, som bestemmer og står ved det, er tilbage i management-teorien.

Aktuelt er hele virksomhedens governance-struktur genopfundet. Strategien kan opfattes som en amerikanisering af Novo – Rebiens Hillerød versus Bagsværd, sælgerkulturen versus det fine universitære samfundssind. Den gamle kamp fra dengang, Kåre Schultz blev fravalgt. Med Fruergaard vandt universitetet. Nu skal salgskulturen tilbage med Doustdar, og virksomheden skal kulturelt amerikaniseres med mere klart fokus på salg og det amerikanske marked.

Maziar Mike Doustdar, den 54-årige iranskfødte østriger, er Rebiens valg. 33 år i Novo, startet som kontormedarbejder i Wien. Han er eksekutøren – Rebiens lille tjener. En mand med en lederuddannelse fra Harvard Business School, der leverer resultater frem for at filosofere. Hans DNA er salg og operations, ikke videnskab og purpose.

Skiftet manifesterer The Big Man Theory: Ideen om, at store individuelle ledere – à la Trump – flytter virksomheder og samfund. Det står i direkte modsætning til Michael Porters industristrukturalisme, hvor det netop er de store strukturer – konkurrencekræfter, industriforhold, markedsdynamikker – der slår den stærke eneleder.

Men The Big Man Theory ignorerer denne centrale pointe om industristruktur. For de strukturelle udfordringer, Novo står overfor, kan ikke løses af en enkelt leder, uanset hvor karismatisk eller magtfuld. Trump ønsker faldende medicinpriser. Det skaber plads til kopimedicin. Patenter udløber. Konkurrencen intensiveres. Det er strukturelle kræfter, som ingen konge kan beordre væk.

Trump og Rebien deler den samme ledelsesfilosofi: Koncentrer magten. Fyr de kritiske stemmer. Stol på den store leders instinkt. Som vi ser i den nye management-æra: "This is a boss's administration... everybody's replaceable."

Det samme mønster ser vi nu i Novo: Først CEO'en, så tusindvis af medarbejdere, nu bestyrelsen. The Big Man Theory kræver, at alle andre bliver små.

Rebiens ego og personfokus betyder, at han står med mange af de samme problemer som Trump: Alt står og falder med hans dømmekraft. Brasilien truer med at bryde patentet. USA presser på priserne. Kopimedicin står klar i kulissen. Det er strukturelle kræfter, som ingen konge kan beordre væk.

Spørgsmålet er, om denne Trumpistiske ledelsesstil passer til at redde et dansk nationalklenodie? Om enegang og sololøb er den rette medicin for en virksomhed, der traditionelt har bygget på dansk konsensuskultur, stærke fagforeninger og langsigtet thinking?

Strategisk genialitet versus delt platform: Ro-dilemmaet

Novo har indgået et strategisk samarbejde med den amerikanske startup Ro, der med Serena Williams som ansigt udadtil skal erobre det amerikanske direct-to-consumer-marked for vægttabsmedicin. Og her må man give Novo kredit: Det er faktisk et forsøg på at udvide hele markedet og få kontrol over narrativet. Det er en klog strategi.

For Ro-samarbejdet handler ikke bare om distribution. Det handler om at forme diskursen omkring fedmemedicin. Ved at placere Serena Williams – en ikonisk, succesfuld kvinde – som frontfigur normaliseres brugen af GLP-1-medicin. Det bliver ikke længere et spørgsmål om manglende viljestyrke, men om biologisk virkelighed.

Det er kommunikativ innovation. Novo forsøger at flytte vægttabsmedicin fra det medicinske felt til livsstilsfeltet. Fra noget pinligt til noget naturligt. Ved at udvide markedet – ikke bare geografisk, men kulturelt og socialt – kan Novo skabe et nyt segment af betalende kunder.

Men her ligger også den fundamentale udfordring: Novo er gået fra at være B-to-B til reelt at være et consumerbrand. Det er en svær transition. Og det er sket på ingen tid.

I hundrede år har Novo været eksperter i at tale til læger, endokrinologer og sundhedssystemer. Nu skal man pludselig tale direkte til forbrugerne. Man skal forstå Instagram-æstetik, influencer-marketing og celebrity-endorsements. Det kræver en helt anden DNA. Apple brugte årtier på at perfektionere consumer branding. Novo forsøger at gøre det samme på rekordtid.

Men hver mønt har to sider. Ro-samarbejdet er ikke eksklusivt for Novo. Ro sælger også Eli Lillys produkter. Det betyder, at Novo deler platformen – og potentielt kunderne, narrativet og kontrollen – med deres største rival.

Ved Lars Rebien og Mike Doustdar noget om direct-to-consumer medicin og at bygge consumer medicin-brands i USA for alvor? Doustdar kommer fra operations og salg i traditionelle pharma-kanaler – ikke fra consumer-brands og celebrity-marketing. Ro-strategien er klog, men kræver kompetencer, som hverken Rebien eller Doustdar nødvendigvis besidder.

For når man forsøger at udvide markedet og kontrollere narrativet, men deler platformen med sin største konkurrent, har man så virkelig kontrol? Eller har man blot givet Eli Lilly adgang til samme værktøjskasse?

Alfa-boss versus arbejdskultur

Den hårde, resultatfokuserede alfa-leder er tilbage i management-teorien. "The U.S. is in its Big Boss Era." Rebien og Doustdar følger dette script perfekt. De fyrer. De omorganiserer. De koncentrerer magten. Det er en ledelsesstil, der lover action, hastighed og resultater.

Men den nye boss-æra advarer også: "A slowing labor market, combined with a vocally pro-management, at times anti-worker White House is giving executives the chance to reclaim their vast power over working schlubs."

Det er præcis denne kultur, Rebien og Doustdar importerer til Novo: Fyring af 5.000 medarbejdere. Udskiftning af hele ledelsen. Et signal om, at "everybody's replaceable". Det er en brutal, amerikansk management-filosofi, der kolliderer med danske værdier om tryghed, dialog og konsensus.

Når man amerikaniserer Novo, amerikaniserer man også dens kultur – væk fra det universitære, det langsomme, det grundige, mod det aggressive, det hurtige, det resultatorienterede. Den onde big boss alfa-han er tilbage.

Dansk konsensus versus brutal kapitalisme

Novo Nordisk er ikke bare en virksomhed. Det er et dansk nationalklenodie. Det er symbolet på dansk innovation, dansk videnskab, dansk velstand. Men nu amerikaniseres det af en leder, der følger Trumps playbook, med en CEO der skal levere resultater uden at filosofere.

Hvad der også er en meget dansk pointe, som burde gennemsyre redningen af det danske nationalklenodie: Erstat sololøbet med samarbejde. Erstat enegangen med dialog. Erstat The Big Man Theory med dansk konsensuskultur.

For amerikaniseringen af virksomheden betyder mere end nye kommunikationsdirektører som den amerikanske Greg Miley, der nu får ansvar for global kommunikation. Det betyder en fundamental ændring af, hvordan Novo tænker ledelse, medarbejdere og langsigtighed.

Trump = Rebien = The Big Man Theory. Det er samme filosofi: Koncentrer magten. Fjern modstanden. Stol på den store leders instinkt.

Kongedømme versus kollektiv

Spørgsmålet er, om et kongedømme er løsningen på at få Novo Nomics til at virke igen? Rebien mener ja. Han samler magten. Han træffer de hurtige beslutninger med Doustdar som sin lille tjener og eksekutør. Han skærer igennem. Det er The Big Man Theory i praksis.

"No Novo Kings. Det er vejen til en sund Novo Nomics."

Måske er det tid til at erkende, at i Novo Nomics – ligesom i amerikansk politik – er der ingen konger mere. Kun kollektiver, der skal finde vejen sammen. Kun kulturer, der skal bevares, ikke amerikaniseres. Kun danske værdier om samarbejde, der skal redde et dansk nationalklenodie – ikke brutal kapitalisme forklædt som handlekraft.

For hver løsning skaber sit eget problem. Og hver kommunikation har som en mønt to sider. Lars Rebien har valgt den ene side med Mike Doustdar som sin lydige eksekvering. Men det er den anden side, der nu kommer til at definere Novos fremtid.

Næppe. Nogle af de 5.000 fyrede medarbejdere burde tage skiltet, og Novo burde lære lidt af No Kings-bevægelsen i USA. No Novo Kings. Det er vejen til en sund Novo Nomics.