Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

LEO Pharma: Stop med trends. Start med ledelse

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC
LEO Pharma: Stop med trends. Start med ledelse

Stop med at jagte trends. Start med at skabe impact. Anders Monrad Rendtorff fortæller Interne Indsigter, intern kommunikation stadig er fanget i lav prestige og for meget fokus på formater frem for forretning. I LEO Pharma arbejder han med transformation, IPO-parathed og lederkommunikation – og hans budskab er klart: Uden retning og tillid får du ikke følgeskab. Og uden følgeskab får du ikke performance.

Interne Indsigter med Anders Monrad Rendtorff, Senior Vice President, Global Communications, LEO Pharma

Af Thomas Schmidt Jørgensen og Kasper Beck Steensen

Anders Monrad Rendtorff har set det meste som kommunikationsansvarlig hos bl.a. Telia, Coloplast og Vestas. Og nu hos LEO Pharma. Som Senior Vice President for Global Communications står han midt i en transformation, hvor kommunikation ikke er staffage – men et styringsredskab.

Han har oplevet kommunikationsfagets bølger skylle ind: nye platforme, nye buzzwords, nye formater. Og han er ikke imponeret.

Der er en uhyggelig mængde af tendenser. AI, nye kanaler, nye formater. Men det hjælper ikke den kommunikatør, der stadig sidder henne i et hjørne og kun bliver inviteret ind, når det brænder på. Det er støj, hvis du ikke samtidig har ledelsens tillid og et klart forretningsproblem at løse,” siger han.

For Anders er intern kommunikation stadig en undervurderet disciplin – også af faget selv.

Intern kommunikation: lav prestige – høj betydning

Når Anders siger, at intern kommunikation er undervurderet, handler det ikke om faglig selvmedlidenhed. Det handler om indflydelse, historie og status.

Hvis man kigger historisk på kommunikationsfaget, så voksede det moderne felt ud af PR og presse. Det var massekommunikation. Det var propaganda. Det var medier. Det var dér, man kunne se sit arbejde i avisen dagen efter. Det gav synlighed – og prestige.”

Det satte sig i hierarkiet.

De kommunikationsfolk, der sad tæt på pressen, sad tæt på direktøren og håndterede kriser, penge og politik. Intern kommunikation blev i mange organisationer reduceret til informationsproduktion – personaleblade, artikler og lidt stemningspleje. Det var vigtigt, men det var ikke dér, indflydelsen lå,” husker han.

Han formulerer det med tør præcision:

”Ekstern kommunikation var rock’n’roll. Intern kommunikation måske mere velmenende dansk-top.”

Forestillingen lever stadig mange steder – selvom virkeligheden har ændret sig.

Der er ikke en eneste virksomhed i dag, der ikke er i en form for transformation. Og transformation foregår ikke i pressen. Den foregår i organisationen.”

Paradokset er tydeligt: Det område, der afgør, om strategi bliver til performance, har ofte lavere prestige end det område, der håndterer synlighed.

Det er stadig nemmere at få opmærksomhed og ressourcer til en medieindsats end til systematisk arbejde med lederkommunikation. Men det er jo internt, at følgeskab skabes. Uden følgeskab får du ikke resultater.”

Anders peger også på, at faget selv bærer en del af ansvaret.

Mange kommunikatører søger mod det eksterne. Det er synligt. Det er målbart. Det giver kredit. Intern kommunikation er mere relationel, mere langsigtet og mindre glamourøs. Men det betyder ikke, at det er mindre strategisk – tværtimod.”

For ham er intern kommunikation ikke en supportfunktion. Det er en ledelsesdisciplin.

Hvis du kun producerer indhold og artikler, så skaber du ikke afgørende fremdrift. Hvis du hjælper ledelsen med at skabe retning og følgeskab, får du impact. Det er meget få nye tendenser, der kan slå ledelse og impact.”

Kommunikation er ikke pynt – det er en løsning

For Anders starter al kommunikation ét sted: i forretningen.

Jeg kommer ikke med kommunikation for kommunikationens skyld. Jeg kommer med kommunikation som en løsning på et forretningsmæssigt problem. Hvis jeg ikke kan koble det, jeg laver, til strategi eller performance, så risikerer vi på sigt at miste både tillid, retning og medarbejdernes motivation.”

Det kræver forståelse for situationen. Som Anders udtrykker det:

”Der findes ikke en one size fits all. Er virksomheden i krise? I turnaround? I vækst? I transformation? Det er den forretningsmæssige situation, der afgør din tilgang, ikke hvad der trender.”

LEO Pharma: Transformation og høj puls

I LEO Pharma er transformation ikke et slide. Det er virkelighed.

Virksomheden har bevæget sig fra finansiel modvind til et markant stærkere udgangspunkt – med en potentiel børsnotering som milepæl.

For Anders Rendtorff kan intern kommunikation koges ned til to ting:

Hjælp medarbejderne med at forstå retningen. Skab tillid til ledelsen.

Uden tillid får du ikke følgeskab. Og uden retning får du ikke tempo.”

Derfor har LEO Pharma en konsekvent kadence.

”Vi har månedlige town halls i stedet for de typiske fire. Vi laver det til hele organisationen – streamer live – og der er faktisk rigtigt mange, der tjekker ind. Vi tror på, at det bidrager til performance. Det skaber en puls. Og jeg er overbevist om, at vi derigennem kan skabe stolthed over forretningen for alle medarbejdere. Vi oversætter ledelses-lingo, så alle bedre kan forstå, hvor vi skal hen – og hvordan det går”, siger Anders og fortsætter:

Det korte fokus hjælper det lange perspektiv. Men hvis du kun har det lange perspektiv, så kan det hurtigt blive til fluff.”

Den samme tilgang bruger Anders i afdelingens øvrige arbejde med kommunikation.

”I dag er et år lang tid, og jeg siger tit, at beta is better. Det er bedre at udkomme og justere, end at vente på det perfekte. Vi er nødt til at vise noget, der virker.”

To råd – og en advarsel

Anders Rendtorff runder af med to velmenende råd til sine kommunikationskolleger samt en kraftig advarsel:

Forstå forretningen. Det er dér, du får dit impact.”

Der kommer ikke nogen og fortæller dig, hvad du skal gøre. Så sid ikke på hænderne. Tag initiativ. Der opstår løbende masser af muligheder, hvor kommunikation kan gøre en forskel. Mit enkle råd er: engager dig i de muligheder – ja, også selvom der ikke er en tydelig opskrift eller klare rammer. Det er jo netop der, hvor kommunikationsrådgiveren kan gøre en forskel.”

Og til sidst:

Stop med at jagte trends. Start med at skabe impact.”

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Latest posts