Mimetisk uhyggelig hygge imperialisme: Når geopolitik bliver til content

Vi har for længst slået notifikationerne fra de traditionelle nyhedsapplikationer fra. De færreste af os drømmer om at betale for en onlineavis, og endnu færre har tålmodigheden til at læse en dybdeborende kronik til ende. Til gengæld er vi kronisk online. Vi er flyttet fra de trykte spalter og ind i feeds, hvor krigens væsen har ændret sig fundamentalt, uden at vi for alvor har opdaget det. Vi kigger stadig efter kampvogne ved grænsen og lytter efter sirenerne, men fjenden er for længst rykket ind i vores lommer, ind i vores feeds og – mest faretruende – ind i vores synapser.

Vi er trådt ind i en æra af kognitiv krigsførelse, hvor slagmarken ikke længere er geografisk afgrænset, men udgøres af selve menneskets sind. I denne nye virkelighed er memes ikke blot harmløs internetkultur eller digital støj; de er sofistikerede, geopolitiske våbensystemer. De er informationskrigens nye atomvåben, designet til at omgå vores rationelle forsvar og ramme os der, hvor vi er mest sårbare: i vores følelser, vores identitet og vores ubevidste systemer.

Det kognitive domæne: At hacke den menneskelige hardware

For at forstå, hvorfor et billede af en diktator i joggingtøj eller et amerikansk flag over Grønland kan have strategisk betydning, må vi først forstå det maskinrum, de opererer i: Den menneskelige hjerne. I det 21. århundrede er information ikke længere bare noget, vi modtager; det er noget, der former vores kognitive arkitektur.

Et satellitbillede af Nordamerika, hvor det amerikanske flag er skiftet ud med et altomsluttende Dannebrog. Teksten lyder: "Vi bytter ikke. Vi overtager. #DenmarkFirst"]

Den danske modstandsbevægelse i det 21. århundrede kæmper med satire. Men kan et "omvendt kolonialisme-meme" virkelig dæmme op for stormagtsambitioner?

Som adfærdspsykologen Daniel Kahneman lærte os, opererer vi med to kognitive systemer. System 1 er den hurtige, intuitive og følelsesmæssige del af hjernen. Det er her, vi griner, frygter og swiper. System 2 er den langsomme, analytiske og rationelle del, der kræver energi og fokus. Memes er den ultimative System 1-ammunition. De kræver intet af os udover et mikrosekunds opmærksomhed. De taler direkte til vores intuitioner og fordomme, længe før vi overhovedet når at aktivere vores kritiske sans.

Målet med memetisk krigsførelse er ikke nødvendigvis at overbevise os om en specifik sandhed, men snarere at "korrumpere modstanderens tankeprocesser". Ved at oversvømme vores feeds med humor, ironi og følelsesmæssige triggere, svækker man vores evne til at tænke rationelt. Når vi griner af et geopolitisk meme, har vi allerede lukket trojaneren ind. Humor fungerer som en kognitiv glidecreme, der gør det muligt at indføre radikale budskaber, som vi ellers ville have afvist som absurde eller farlige.

Miller-casen: "Soon" som geopolitisk spydspids

Lad os zoome ind på en af de mest kyniske og effektive memetiske operationer i nyere tid: Miller-casen. Da Katie Miller – daværende talsmand og hustru til den ideologiske arkitekt Stephen Miller – delte et billede af Grønland dækket af det amerikanske flag med teksten "SOON", var det ikke en tilfældighed eller en "dum fejl". Det var en strategisk prøveballon opsendt i det kognitive domæne.

I traditionelt diplomati ville en officiel udmelding om annektering af en allieret nations territorium have ført til øjeblikkelig indkaldelse af ambassadører og trusler om sanktioner. Men i memetikkens tidsalder opererer man med plausible deniability. Miller-meme'et er designet til at være en "joke", hvis det møder for meget modstand, men en "hensigtserklæring", hvis det bliver ignoreret.

Dette meme udfører en proces, vi kan kalde memetisk imperialisme. Det handler om tre ting:

1. Normalisering af det utænkelige: Ved at pakke kravet på Grønland ind i internet-æstetik, fjerner man alvoren. Det bliver en del af popkulturen. Når ideen først er blevet et meme, er den ikke længere en radikal diplomatisk trussel, men en kendt præmis. Det flytter "Overton-vinduet" – rammen for, hvad vi kan tale om som politisk muligt.
2. Kognitiv asymmetri: Meme'et tvinger modtageren – i dette tilfælde den danske og grønlandske regering – ind i et taber-dilemma. Hvis de reagerer hidsigt og formelt, bliver de udstillet som "boomers", der ikke forstår en joke. De taber "the vibe". Hvis de ignorerer det, lader de en territorial krænkelse stå uimodsagt i det offentlige rum.
3. Mobilisering af basen: For den populistiske amerikanske base fungerer meme'et som et tegn på styrke. Det sender et signal om, at USA igen er en magt, der tager, hvad den vil have, uden at spørge om lov. Det er "Manifest Destiny" genfødt som shitposting.

Miller-casen viser os, at memes er blevet diplomatiets nye forpost. Det er her, man tester grænserne, før kampvognene (eller checkhæfterne) overhovedet bliver overvejet.

Det danske modsvar: Dannebrog over USA som digital trøst

Som reaktion på den amerikanske mememaskine opstod der hurtigt et dansk mod-meme. Et satellitfoto af USA, hvor hele kontinentet var dækket af et gigantisk Dannebrog, med teksten: "Vi bytter ikke. Vi overtager."

Her ser vi forsøget på at bruge modstanderens eget våben. Det danske meme forsøger at udstille den amerikanske absurditet ved at spejle den. Men her opstår den bitre erkendelse af magt-asymmetri. Et meme er kun så stærkt som den magt, der står bag det. Når USA poster om Grønland, er det en slet skjult trussel. Når Danmark poster om USA, er det en sjov joke til fredagsbaren. Satire kan være et skjold, men i den kognitive krigsførelse er det sjældent et sværd, der kan vinde territorier tilbage.

Maduro i Nike-fleece: Æstetisk hvidvask af aggression

Når vi ser på pågribelsen af Nicolás Maduro i Venezuela, ser vi en anden facet af denne krigsførelse: Æstetisk hvidvaskning. Den militære operation blev lynhurtigt overskygget af et AI-genereret billede, delt af Trump, hvor Maduro var iført en Nike Tech-fleece.

Hokuspokus – pludselig er en invasion eller en anholdelse af en statschef ikke længere en sag for FN’s Sikkerhedsråd, men content til mode-feeds. Vi ser tusindvis af videoer med dramatisk baggrundsmusik og "Maduro-core" æstetik. Ved at gøre situationen til "content" fjerner man alvoren. Man udfører et "vibe-check" på geopolitikken. Hvis viben er rigtig, hvis billedet er sjovt, og hvis redigeringen er skarp, så glemmer vi de folkeretlige implikationer..

Kampen om at blive Troll-in-Chief

Vi befinder os i en tid, hvor den mest magtfulde politiske position ikke nødvendigvis er Præsident, men Troll-in-Chief. Dette er den nye arena for global magtudøvelse, hvor aktører som Donald Trump og Elon Musk kæmper om herredømmet.

Musk repræsenterer her en ny type geopolitisk aktør: Den private oligark, der ejer selve slagmarken (X). Når Musk går ind i en memetisk krig mod britiske politikere eller brasilianske dommere, handler det ikke om diplomati, men om magtdemonstration gennem memes. Han forstår, at i opmærksomhedsøkonomien vinder den, der kan skabe mest engagement, uanset om det er gennem provokation eller misinformation.

At være Troll-in-Chief kræver en dyb forståelse for internettets subkulturer og evnen til at tale flydende "shitpostansk". Det er en strategi, der bevidst søger at destabilisere virkelighedsopfattelsen. Ved konstant at flytte målstolperne og bruge humor som våben, gør man det umuligt for traditionelle institutioner at følge med. Sandheden bliver sekundær i forhold til "the vibe".

i-Brain og den algoritmiske suverænitet

Det store problem er, at vi som samfund har mistet evnen til dyb koncentration. Vi er blevet til det, man kan kalde "i-Brains". Vores hjerner er blevet vænnet til det hurtige dopaminfix fra et meme, hvilket har svækket vores evne til at læse lange tekster og forstå komplekse sammenhænge.

Dette skaber en viral spredning af ulæst uvidenhed. Vi deler artikler baseret på overskriften, og vi liker memes baseret på følelsen af "at høre til". Dette gør os til "nyttige idioter" i de store magtspil. Når vi ukritisk deler et meme, der underminerer en demokratisk institution eller en fremmed stat, fungerer vi som gratis distributører for fremmede magters efterretningstjenester eller politiske troldehære. Vi er biomasse i en algoritmisk maskine, der er designet til at maksimere konflikt, fordi konflikt skaber engagement.

Vejen mod kognitiv suverænitet

Hvad gør vi så? Hvordan navigerer vi i en verden, hvor enhver joke kan være en krigshandling? Svaret findes ikke i at forbyde memes, men i at genvinde vores kognitive suverænitet.

For det første må vi anerkende, at vores opmærksomhed er en knap ressource, som andre kæmper om at kontrollere. Vi skal lære at skelne mellem, hvornår vi agerer ud fra System 1 (intuition) og System 2 (analyse). Når du møder et meme, der får dig til at grine eller blive rasende, så stop op. Det er her, hackeren forsøger at bryde ind.

For det andet skal vi gå fra at se vores medieforbrug som et individuelt valg til at forstå det som et systemisk vilkår. Vi opererer i en arkitektur, der er designet til at manipulere os. Kun ved at forstå arkitekturen kan vi begynde at bygge vores egne forsvarsværker.

Memetisk krigsførelse er ikke en forbigående trend; det er det nye normale. Det er en kamp om virkeligheden, der foregår hver eneste gang, du åbner din telefon. Vi må lære at se gennem det humoristiske filter og forstå den rå magtudøvelse, der gemmer sig bag en Nike-fleece eller et flag over Grønland. For i informationssamfundets informationseksplosion er den største fare ikke mangel på data, men vores manglende evne til at se de blinde vinkler, mens de stirrer os direkte i øjnene.

Virkeligheden er blevet til content, og sandheden er blevet en biting i det store algoritmiske teater. Vi er alle deltagere i denne globale memetiske konflikt, uanset om vi vil det eller ej. Den eneste vej ud er at indse, at det, vi griner af i dag, former det, vi frygter i morgen.

Pas på. Verden er ikke længere, hvad den var.  Den er præcis det, dit næste meme fortæller dig, den er. Memes er ikke bare underholdning; de er den software, vores globale virkelighed kører på nu.