Mine 5 råd til Lars Løkkes møde med JD Vance og Marco Rubio
Jeg er ikke længere som særlig rådgiver i et ministerium, men leder en sikkerhedspolitisk tænketank. Tillad mig at være ulidelig og komme med fem råd til den danske udenrigsminister før morgendagens møde i Washington.
Af Søren Lippert Direktør, Tænketanken Ny Verden
1. Mødet er ikke en forelæsning
Lad være med at bruge din tid på at belære Vance og Rubio om Grønlands bånd til Danmark eller Danmarks forhold til USA. De ved det begge to. Det er ikke viden eller fakta de mangler. Drop PowerPoint-præsentationerne om arktisk geopolitik og Danmarks bidrag til NATO. Det kender de.
2. Læg ikke til grund at Rubio er på vores side
Vi har i Europa et forfængeligt håb om, at Rubio er "den fornuftige" i amerikansk udenrigspolitik. En gammeldags republikaner som i virkeligheden deler Europas syn på verden. Det er han ikke. Rubio står bag Trumps kurs i Sydamerika og har gennem flere år været kritisk overfor støtten til Ukraine. Han er ikke vores mand i Washington.
3. Forsøg dig ikke med en kile mellem Trump og Rubio
Det er muligt at den amerikanske udenrigsminister helst vil undgå konfrontation med Danmark. Men Rubios håndtering er ikke at glatte ud, men derimod at minde om Trumps vildskab for at undgå konfrontation. Det var også Rubios budskab efter Venezuela: "Forstå det nu - Trump kan finde på hvad som helst." Og med Vance i rummet er der ingen risiko for at nogen glemmer det.
4. Vær ærlig
Det er som regel det sidste man oplever i udenrigspolitik, men stående i en magtesløs situation er det bedre end at være snedig. Fortæl Vance og Rubio at hvis vi kunne, ville vi med vold og magt forhindre USA's overtagelse af Grønland. Men at Danmark og Europa intet kan stille op hvis USA beslutter sig for det. Og at vi vil betragte det som NATOs endeligt.
5. Lyt
"Overfor den nye verden, der er på vej, er Kissingers venner ligeså fortabte som manden på gaden." Citat Giuliano da Empoli, forfatter til bogen Rovdyrenes tid. Pointen er at vi alle stort set er lige lidt eksperter i den virkelighed vi endnu ikke kender. Lyt til andre.
Mine råd bygger på to antagelser: At vi skal tage præsident Trump og USA både alvorligt og bogstaveligt. Og at Europa, når det kommer til stykket, ikke er klar til at bistå Danmark ved militært at udfordre USA.
Så hvad er dine råd til Lars Løkke?