Når aktivister afbryder

Skrevet af Frida Hviid Broberg, postdoc ved Københavns Universitet og Frederik Appel Olsen, postdoc ved Københavns Universitet

To postdocs fra Københavns Universitet undersøger den heftige debat om aktivistiske afbrydelser af politiske arrangementer - fra Mette Frederiksens afbrudte tale på Vega til klimaaktivisternes protester. Deres analyse udfordrer den gængse kritik og viser, hvordan kontroversielle protestmetoder faktisk kan åbne for vigtige samfundsdebatter, som ellers ikke får taletid.

”Mette! Mette! Vi vil ikke høre om det der! Vi vil høre dig fordømme Israel! Alle i Gaza har ret til liv” 

Flere ministre forlod arrangement på Kvindernes Internationale Kampdag: ‘Det blev utrygt’

DRLouise Lønsmann

Sådan lød det, da aktivister sidste år afbrød statsminister Mette Frederiksens tale ved et arrangement afholdt af Kvinfo på spillestedet Vega i København. Afbrydelsen skete som led i en kæde af aktioner, hvor aktivister i løbet af foråret og sommeren 2024 afbrød en række arrangementer og taler med deltagelse af regeringspolitikere i protest mod regeringens udenrigspolitiske position over for det, som FN-eksperter og folkemordsforskere betegner som et igangværende folkemord mod palæstinensere i Gaza.

Aktivistiske afbrydelser har dybe historiske rødder i kampen for undertrykte gruppers rettigheder. Fx har kvinderettighedsaktivister, herunder de britiske Suffragetter og de danske rødstrømper, gjort flittigt brug af metoden, som også går under betegnelsen ’heckling’. Andre nyere eksempler tæller kampagnen “Overdøv Helle” som i 2014 forsøgte at gøre det umuligt for daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt at gennemføre sin 1. maj-tale i Fælledparken og den klimaaktivistiske gruppe Extinction Rebellion, som i 2022 afbrød en partilederdebat på Folkemødet på Bornholm. 

Mens historiske eksempler ofte bliver accepteret eller ligefrem hyldet, udløser aktivistiske afbrydelser store mængder kritik, når de sker i vores politiske samtid og udfordrer status quo. 

Vækker stærke følelser

Når aktivister afbryder taler og offentlige arrangementer afføder det stærke følelsesmæssige reaktioner. Kigger vi igen på afbrydelsen af Mette Frederiksens tale 8. marts 2024, så udtrykte både støtter og kritikere af aktionen stærke følelser. Regeringsrepræsentanter beskrev aktionen som ’utryg’ , ligesom kulturministeren udtrykte frygt for ”amerikanske tilstande” i et opslag på X. 

Kvinfo’s direktør, Henriette Laursen, udtrykte overfor Jyllands-Posten at hun var ”enormt ked af det”, ligesom centerets kommunikationschef, Mai Rasmussen, citeres af DR for at sige, at hun er ”rigtig, rigtig ked af det” over aktionen.

På sociale medier udtrykte nogle brugere vrede over aktionen, mens andre rettede deres vrede mod statsministeren og andre igen udtrykte glæde over afbrydelsen.

Det er alment kendt, at følelsesladet indhold er tilbøjeligt til at blive sat i cirkulation på sociale medier. Vi deler og interagerer med indhold, der vækker stærke følelser, og på samme måde er medierne mere tilbøjelige til at skrive om kontroversielle former for aktivisme, der skaber forargelse og debat. 

Massiv negativ mediedækning skader ikke sagen

Inden for aktivismeforskning taler man om ’aktivistens dilemma’. Dette dilemma består angiveligt i, at aktivister har svært ved at fange mediernes opmærksomhed, når de benytter sig af moderate protestmetoder, mens mere radikale protestmetoder typisk genererer stor medieopmærksomhed. Disse radikale metoder udløser dog også ofte store mængder kritik, hvilket typisk leder til den konklusion, at de skader aktivisternes sag og forflytter fokus fra sagen til protestformen. 

Den pro-palæstinensiske aktivisme illustrerer dette ’dilemma’. Mens ministre som Frederiksen og Hummelgaard har adgang til mediedækning, talerstole og mikrofoner, (som i øvrigt skærer igennem de kritiske tilråb, så man efterfølgende kan høre deres taler på video, hvis de vælger at færdiggøre dem), har den pro-Palæstinensiske bevægelse langt fra samme privilegerede taleposition. 

Det er veldokumenteret, at indhold om Palæstina bliver systematisk censureret på et niveau, der tidligere er blevet anklaget for at krænke palæstinensiske brugeres menneskerettigheder. Også i publicistiske medier har den palæstinensiske sag haft svært ved at få ørenlyd. Flere har kritiseret danske medier for at ignorere de store, fredelige demonstrationer, som på regelmæssig basis fylder de københavnske gader (herunder den ene af forfatterne til denne artikel). 

De aktivistiske afbrydelser står dog som et eksempel på, hvordan aktivister, bogstaveligt talt, kan råbe op om deres sag, så det giver genlyd på tværs af medieplatforme.

Aktionerne illustrerer også, at aktivistiske afbrydelser ikke forskyder fokus fra sagen, sådan som kritikere af metoden hævder. Selvom en stor del af mediedækningen og debatten fokuserer på aktivisternes metoder, ser vi også hvordan politikere føler sig nødsaget eller bliver presset af kritiske journalister til at kommentere på det, som aktivisterne ønsker at sætte fokus på, nemlig folkemordet i Gaza. 

Efter afbrydelsen af Mette Frederiksens tale 8. marts sidste år var både hun og kulturminister Jakob Engel-Schmidt ude og kommentere på den humanitære situation i Gaza. Som redaktionschef Lotte Folke bemærker i Politiken takkede Frederiksen, som ellers er kendt for at nægte at stille op til kritiske interviews, i ugen efter aktionen for første gang ja til ”de standende invitationer fra DR’s kritiske interviewformater ’Genstart’ og ’Deadline’”, ligesom hun ”fik tid til at skrive en kronik til Politiken.” 

Mest bemærkelsesværdigt udtalte Engel-Schmidt i et ellers kritisk indlæg i Weekendavisen, at han anerkender, at palæstinensernes grundlæggende menneskerettigheder hver dag bliver krænket, ligesom han sammenligner Israels politik med apartheid og sætter fokus på ofrene i Gaza. Han skriver bl.a.: 

”Jeg har set billederne af total ødelæggelse fra Gaza, og jeg har også hørt om de rædselsfulde forhold, civilbefolkningen forsøger at overleve under. Om nødhjælpskonvojer, der ikke kan komme frem. Jeg har også hørt de hjerteskærende optagelser fra Gaza af den seksårige Hind Rajab, som sad i en bil omgivet af døde familiemedlemmer og tryglede Røde Halvmåne om at hente hende.”

Man kan med rette kritisere disse udtalelser for at være tomme ord, når regeringen fortsat tillader eksport af våbenkomponenter til Israels krigsforbrydelser og nægter at tage imod sårede patienter fra Gaza. Ikke desto mindre skaber udtalelser som disse opmærksomhed om situationen i Gaza og dens ofre, ligesom de danner grundlag for at holde de givne ministre ansvarlige for konsekvenserne af regeringens politik. 

Man kan altså ikke kritisere aktivistiske afbrydelser for at forskyde fokus fra sagen – nærmere tværtimod.

En anden kritik man ofte hører af aktivistiske afbrydelser er, at de skubber potentielle støtter væk og skader sagen, fordi folk mister sympati med aktivisterne.

Empirisk forskning i sociale bevægelser peger dog på, at folk godt kan skelne mellem, hvad de mener om nogle enkelte aktivister, og hvad de mener om en sag. Faktisk peger studier på, at når dele af en social bevægelse benytter kontroversielle aktivistiske metoder, så kan det øge tilslutningen til mere moderate dele af samme bevægelse. 

Eller som Collin Davis, der er professor ved Bristol University og forsker i klimaaktivisme, argumenterer for: ”People may ‘shoot the messenger’, but they do – at least, sometimes – hear the message”.

Antidemokratisk eller demokrati i praksis?

En sidste kritik som ofte rejses af aktivistiske afbrydelser er, at metoden er grundlæggende antidemokratisk. Men at kategorisere aktivistiske afbrydelser som antidemokratiske overser, at kampen for mange af de demokratiske rettigheder, vi har i dag, historisk har benyttet sig af lignende metoder. Det gælder også arbejderrettigheder og kvinders rettigheder. I Kvinfo’s digitale arkiv kan man læse om, hvordan det d. 1. maj 1970 var Rødstrømpeaktivister, der afbrød et socialdemokratisk arrangement og kaprede talerstolen, hvorfra de krævede ligeløn. Aktivistiske afbrydelser er nemlig en effektiv måde at tilkæmpe sig en stemme i den demokratiske debat, når ens taleposition er udfordret. 

Aktionen 8. marts sidste år blev anklaget for at tage fokus fra den feministiske sag, ligesom aktionen 1. maj i år blev også beskyldt for at være antidemokratisk, fordi den forskød fokus fra arbejderkampen. Det er en anklage, man ofte hører mod aktivisme: At de ’afsporer debatten’. Aktionen 8. marts havde dog til formål at sætte fokus på den vold som overgår kvinder i Gaza. Ligeledes kan man indvende, om det ikke netop er arbejderkamp, når danske lønarbejdere kræver, at den profit, de skaber, såvel som deres pensionskroner ikke skal investeres i våben og firmaer, der profiterer på Israels ulovlige besættelse af Palæstinensisk land? Har solidaritet ikke altid været en grundlæggende del af arbejderbevægelsen, herunder solidaritet med palæstinensiske arbejdere, der må bruge timevis på at vente i checkpoints for at kunne passe deres arbejde, hvis ikke de bliver ulovligt fængslet eller slået ihjel? 

Flyer som blev kastet fra balkonen i Vega under aktionen 8. marts.

Derfor slår magten hårdere ned på protest

Netop benægtelsen af klassekampen kendetegner Mette Frederiksens Socialdemokrati i dag. Man har valgt at samle magten på den såkaldte midte og i Dansk Industris telt på Folkemødet denne sommer erklærede statsministeren rød blok død. Samtidig kunne man i Frederiksens åbningstale til samme begivenhed høre hende kaldte ”aktivister, der starter hylekor og forsøger at overdøve mennesker, de er uenige med” for forsøg på at lukke munden på andre. Hvis aktivister får lov at hyle, ”så dør vores demokrati,” konkluderede hun. ”Det er udansk.”

Hvis politik kan klares i et farveløst maskinrum, udenom blokke og ideologier, og hvis det er resultatet af dette, som er de danske borgeres vilje, så kan de vedholdende aktivister, som protesterer mod SMV-regeringens linje, nødvendigvis ikke være en del af de danske borgere. Det synes at være den underliggende logik i den modstand mod aktivisme og protest vi netop nu ser fra magthaverne med statsministeren i spidsen.

Kritikeren Stuart Halls analyse af det britiske velfærdssamfund i 1970’ernes opløb til Thatcher-perioden i 1980’ernes Storbritannien viste noget lignende: I den økonomiske og politiske krise i perioden 1972-74 blev dem, der gik imod regeringens opfattelse af konsensus, stemplet som del af en ubritisk konspiration imod den legitime magt. Hall fremlægger logikken:

If society is defined as an entity in which all fundamental or class conflicts have been reconciled, and government is defined as the instrument of class reconciliation, and the state assumes the role of the organizer of conciliation and consent, and the class nature of the capitalist mode of production is presented as one which can, with goodwill, be ‘harmonized’ into a unity, then, clearly, conflict must arise because an evil minority of subversive and politically motivated men [sic] enter into a conspiracy to destroy by force what they cannot dismantle in any other way.

Er der et mere passende fjendebillede i de sociale og militære kriser, som Frederiksen vedvarende taler op, end de propalæstinensiske demonstranter, der konfronterer statsministeren og hendes regering med deres mangel på handling over for forbrydelser mod menneskeheden – på deres mangel på solidaritet?  

Artiklen er delvist baseret på et igangværende samarbejde mellem forfatterne og Thore Keitum Fisker, ph.d. stipendiat ved KU, og Sarah Newton, kandidatstuderende ved KU.