Når droner bliver kommunikation

Når droner dukker op over lufthavne og militære områder, er de ikke bare teknologi i luften. De er et redskab i strategisk kommunikation, hvor usikkerhed bliver et våben i sig selv. Signaler der peger på sårbarhed, skaber usikkerhed og kan svække tilliden til myndigheder og politiske beslutninger.

Af Andreas Graae, adjunkt, ph.d. og forskningsleder ved Institut for Militær Teknologi, Forsvarsakademiet 

I september blev lufthavnene i både København, Aalborg og Billund midlertidigt lukket på grund af meldinger om droner i luftrummet. Også omkring Skrydstrup og Karup og flere andre militære installationer har der angiveligt været observationer af flyvende objekter, der ikke umiddelbart kunne identificeres. Der er stadig kun få sikre oplysninger, men forløbene peger på et velkendt greb i moderne konflikt: at bruge droner ikke kun som våben eller overvågningsredskaber, men som en form for kommunikation.

En aktør viser, hvordan der let kan opereres droner i dansk luftrum, uden at vi umiddelbart kan forhindre det. Det skaber et indtryk af sårbarhed og tvivl om vores beredskab. .. Det er nok at skabe tvivl.

Signalet er ligetil. En aktør viser, hvordan der let kan opereres droner i dansk luftrum, uden at vi umiddelbart kan forhindre det. Det skaber et indtryk af sårbarhed og tvivl om vores beredskab. Ikke nødvendigvis fordi der sker skade, men fordi det demonstreres, at nogen kan forstyrre hverdagen: stoppe flytrafik, sætte ressourcer i beredskab og skabe debat om, hvorvidt vi er godt nok rustet.

Usikkerhed som virkemiddel

Droner er vanskelige at håndtere, netop fordi de er svære at opdage, identificere og attribuere. Er det en lille civil hobbydrone, en militær overvågningsdrone eller måske blot et fejltolket lys på himlen? Det uklare billede er en pointe i sig selv.

Pludselig ser folk droner overalt. Civilbefolkningen melder om lys på himlen, piloter rapporterer objekter, medierne løber med historierne. Noget, der måske blot er et civile rutefly, en satellit eller planeten Venus, kan blive opfattet som en fjendtlig drone. På den måde bliver selve usikkerheden et strategisk virkemiddel, hvor man ikke behøver at ramme hårdt for at få effekt. Det er nok at skabe tvivl.

En måde at mindske denne tvivl kunne være at reducere den “støj”, som de mange lovlige droneflyvninger skaber i billedet. Hvis civile droner i højere grad var reguleret og eksempelvis udstyret med en form for digital nummerplade, ville det være lettere at skelne mellem harmløse hobbyflyvninger og uautoriserede objekter i luftrummet. I en anspændt krisesituation kunne sådan et system være med til at afklare, hvad der er harmløst, og hvad der udgør en potentiel trussel, og dermed dæmpe den panik, som ellers hurtigt kan brede sig.

Hvis droner er kommunikation, må modsvaret også være kommunikation...Kort sagt viser dronerne, hvad andre kan gøre mod os, men også hvordan vi selv reagerer. At mestre den kommunikation bliver en central del af fremtidens sikkerhed.

Fra dronehype til dronemur

Denne form for usikkerhed får hurtigt sit eget efterliv. Dronen bliver et symbol, som medier og politikere kredser om. Den repræsenterer både en ny teknologisk udfordring og en bredere følelse af uforudsigelighed.

Israels Iron Dome har i årevis domineret den globale forestilling om drone- og missilforsvar. Systemet er blevet lanceret som det perfekte skjold mod trusler udefra – fra små droner til raketter og missiler – og har sat sig fast som billedet på moderne, teknologisk avanceret beskyttelse. Det er genial strategisk kommunikation. Selv Donald Trump talte om en ”golden dome” over USA. Men ingen kuppel er uden sprækker: Også Iron Dome har huller i skjoldet, og erfaringen viser, at intet forsvarssystem kan love total sikkerhed.

Måske er det derfor, at idéen om en ”dronemur” nu vinder genklang i Europa. Ursula von der Leyen har talt om den i nogen tid, og under EU-topmødet i København blev billedet pludselig det dominerende narrativ. Men ligesom med jernkuplen er forestillingen om den uigennemtrængelige mur mere symbol end realitet. Billedet er let at forstå og kommunikere: en barriere, et bolværk, et værn mod dronetruslen fra øst. Men det trækker samtidig på en forældet (koldkrigs)logik. En mur er statisk og defensiv, men truslen fra droner er netop fleksibel, netværksbaseret og svær at forudse.

Et mere retvisende billede ville være at tale om et ”drone-mesh” som et netværk af forskellige sensorer, overvågningssystemer, elektroniske og kinetiske effekter, der tilsammen kan opdage, forstyrre og nedkæmpe droner. Eller endnu bedre: et immunsystem. Hvor muren er statisk, er immunforsvaret dynamisk, fleksibelt og hele tiden i stand til at tilpasse sig nye angreb. Det handler ikke om at holde alt ude, men om at kunne reagere hurtigt og præcist, når noget bryder igennem.

Den nye normal

Det er vigtigt at se de danske hændelser i en større sammenhæng. Vi er ikke de eneste, der oplever uidentificerede droner over kritisk infrastruktur. Lignende episoder har fundet sted i vores nabolande Sverige, Tyskland Finland, Storbritannien og flere andre europæiske lande.

Det peger på en ny normal, hvor små og relativt billige teknologier bliver en del af den hybride værktøjskasse. I Ukraine er droner blevet en integreret del af krigsførelsen – både som våben, overvågningsredskaber og propaganda. For os i Nordeuropa betyder det, at vi må vænne os til, at droner kan dukke op over lufthavne, havne eller energianlæg, og at vi har brug for at øve faste procedurer til at håndtere situationen.

Formålet med flyvningerne kan mange og svære at spå om, men det er næppe alene at indsamle afgørende efterretninger om Danmark. Mere så sandsynligt er det, at formålet er at teste vores beredskab. Hvordan reagerer vi? Hvad og hvem sætter vi ind, og hvor hurtigt? Kan vi tracke dronerne og skyder vi dem ned? Hvor længe holder vi lufthavne lukket? Den viden kan være værdifuld for en fremmed magt, og samtidig skabe heftig debat og nærmest panikstemning herhjemme.

Kommunikation i to retninger

Hvis droner er kommunikation, må modsvaret også være kommunikation. Ikke kun i form af teknologiudvikling og anskaffelser af radarer, jammere, interceptor-droner og andre modforanstaltninger. Men i måden vi taler om hændelserne på.

Det handler om at skabe ro frem for panik, at signalere kontrol frem for forvirring. Ikke at underkende truslen, men at vise samfundsmæssig robusthed, og at vi kan håndtere situationen uden at skræmme befolkningen unødigt. På den måde kan vi mindske effekten af den usikkerhed, som selve flyvningerne forsøger at skabe.

Kort sagt viser dronerne, hvad andre kan gøre mod os, men også hvordan vi selv reagerer. At mestre den kommunikation bliver en central del af fremtidens sikkerhed.